Spændende talenter i X-Factor
Jeg har ved at par lejligheder skrevet kritisk om DR’s X-Factor. Og med rette synes jeg. For jeg mener ikke, det er nødvendigt, at have det der modbydeligt nedladende element med i showet og den “freakshow” tendens, der var lidt i starten. Det som Professor og medieforsker ved Københavns Universitet, Torben Kragh Grodal i Nyhedsavisen (http://avisen.dk/danskere-gaar-amok-x-factor-020308.aspx) meget rammende kalder ”primat-følelser”. Showet kunne sagtens være blevet ligeså godt, og have haft lige så meget kant, uden disse, meget lidt sympatiske, sider.
Men bortset fra det er det faktisk et godt show – indenfor genren. Og jeg synes også, det er lykkedes, at få støvet nogle spændende talenter frem.
Det sidste er i grunden lidt bemærkelsesværdigt. For hvorfor opdager pladebranchen ikke selv disse talenter? Hvordan kan en fyr som Martin eller sangerinder som Heidi og Laura går uopdagede rundt?
Jeg kender jo godt selv lidt af svaret på det spørgsmål – for jeg har som du sikkert ved, selv været ca. 15 år i branchen og i flere forbindelser haft ansvar, eller medansvar, for at finde talenter som disse. Og vi var ikke meget bedre dengang. Så kritikken tager jeg også gerne på egne skuldre. Men hvorfor finder branchen nu, som dengang, ikke disse åbenlyse talenter?
For et kæmpe talent som Martin er svaret meget enkelt – han bor i Ørum og ikke i København eller Århus. Der er et udpræget ”Københavneri” i den branche. Havde Martin boet på Østerbro, havde de fleste branchefolk allerede kendt til ham.
Men måske er det, som Remee rigtig nok sagde i en af udsendelserne, meget godt at Martin netop ikke er opvokset i København, for så kunne han meget let være endt med, allerede som 15 årig, at være blevet forbandet selvhøjtidelig og ulidelig.
Så måske er det når alt kommer til alt meget godt, at Martin har levet sit liv i en lille by som Ørum, uden at være blevet slikket alt for meget i røvet af cafe latte fede branchefolk.
Det vigtigste for Martin, uanset om han vinder konkurrencen eller ej, er at blive rigtig god til at sige nej. Nej bliver hans vigtigste ord i de næste par år. For jeg kender branchen – der vil stå en kilometerlang kø af sleske branchefolk klar til at grovudnytte ham og love ham guld og grønne skove. Det svære for Martin bliver at sige nej til de fleste og kun ja til de helt rigtige ting. Jeg håber at han får allieret sig med de rigtige folk.
For Martin er helt bestemt et meget usædvanligt talent. Han har en meget karakteristisk og karismatisk stemme, et udsædvanligt register, udstråling og charme så det basker og så er han i øvrigt en af de få der fungerer virkelig godt på både dansk og engelsk.
Laura er min anden top favorit. Heidi er også en fantastisk dygtig sanger, men jeg synes bare lidt at der hurtigt går for meget indadvendt, intellektuel ”kunst” i den. Det kræver en indsats at høre på Heidi, og det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men det gør det bare sværere at ”holde hende ud”. Det skal ikke forstås så negativt, som det kunne lyde. Hun er bestemt en fantastisk sanger – ingen tvivl om det, men hun rammer mig bare ikke på samme ubarmhjertige og direkte måde som Laura gør og jeg tror heller ikke hun nogensinde kommer til at nå et nært så stort publikum (ikke at det nødvendigvis i sig selv er en kvalitet).
Men Laura synes jeg er helt fantastisk. Hun er, sammen med Martin, min absolutte favorit. Hun er en helt fantastisk sanger. Hun formår for alvor at gøre musikken ”fysisk”.
Da jeg selv producerede musik for år tilbage brugte jeg som regel en teknik, når vi skulle vurdere ”takes” – versioner af f.eks. en solo eller en sang – der som de fremhævede elementer de er skal være helt i top. Jeg lyttede og kiggede på min arm – når hårene rejste sig, var den der. Og det er sgu ikke pjat. De rejste sig! Det gør de i øvrigt stadig, når jeg hører et take, en sang eller en solo, som bare er helt rigtig. Og det er Lauras sang for det meste.
Pointen er, at det langt fra er nok bare at lytte på det tekniske. Naturligvis vil man normalt gå efter en sanger der synger rent, eller en solo der stemmer. På det punkt er Laura i øvrigt så godt som fejlfri – men det er Martin da ikke. Det er bare ikke altid nok og det er aldrig det afgørende. Masser af de sangere der har rørt mig – og sikkert også dig, gennem tiden har ikke sunget perfekt teknisk. Men når begge dele så er på plads, som i Lauras tilfælde, så bliver det en helt fantastisk oplevelse.
Lauras version af ”Du er” i fredags gav ikke bare hårrejsning på armene men en rislen ned ad ryggen, gåsehud, prikken i hele kroppen, blanke øjne og en euforisk indre rysten. Det er meget, meget sjældent at en sanger formår, at skabe så meget fysisk velbehag. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der havde det sådan, da Laura sang ”Du er”. At hendes version var så godt som 100% teknisk perfekt bliver i den sammenhæng næsten en ligegyldig petitesse.
I mine øjne er Laura ikke bare en rigtig god dansk sanger – hun bevæger sig helt deroppe, hvor hun på det hun leverer – og vil kunne levere med de rigtige producere, er blandt de bedste i verden, efter min mening. De eneste grænser for hvor langt hun når er hvad hun selv vil og hvor ”heldig” hun er med de folk hun vælger at samarbejde med fremover.
Jeg er helt enig med Remme, da han sagde at Danmark har brug for en sanger som Laura. Ja, vi har brug for Laura – hele verden har brug for Laura, og hun gør mig fandme stolt af at være dansk.
En anden meget positiv ting ved X-Factor er lyden. Der har været enkelte smuttere, men langt de fleste sange har lydt exceptionelt godt – langt bedre end de Engelske og Amerikanske versioner af dette og tilsvarende programmer. Som gammel lydmand bliver jeg virkelig glad, når jeg hører så gode produktioner. Jeg ved hvor svært det kan være at få en liveproduktion til at lyde ordentligt, og ikke mindst disse sangere, som jo ikke har så meget praktisk erfaring endnu.
Jeg er lige kommet tilbage fra USA, hvor jeg blandt andet fulgte lidt med i de nye American Idols. Det slog mig, at mange af deres finalister ikke var bedre, måske tværtimod, når man sammenligner med danske X-Factor. Det er ret imponerende, at vi ud af en pulje på 5-6 millioner kan finde så mange virkelig spændende talenter på det niveau – i forhold til et kæmpe land som USA med en pulje på over 200 millioner at tage af.
I aften er der så X-factor igen, og jeg vil sammen med de andre knap 2 millioner følge med …
Torben Haugaard skriver
Hej Mikkel,
Tak for en rigtig rigtig god blog om dette emne, som jeg også følger med stor interesse.
Jeg synes også, at det er fantistisk, at vi helt ud af ubemærketheden kan trække 4 sangere i så høj international klasse!
Af de sidste 4 er Basim den mindst kompetente, uagtet han med sine 15 år har vist en rigtig flot udvikling. Han skal nok nå langt med sin charme og talent.
Jeg er fuldstændig enig i, at Laura og Martin er de 2 topfavoritter. Heidi er teknisk ligeså god, men du har helt ret i, at hendes indadvendthed betyder, at hun ikke kommer rigtig udover scenekanten. Det er et personlighedstræk, som man godt kan arbejde med, men hun vil aldrig komme på højde med Laura og Martin.
Afslutningvis vil jeg give dig 100% ret i din indledning af bloggen! Jeg synes, at det er beskæmmende, at de 3 dommere ikke formår at give en feedback på et niveau, der matcher sangernes høje internationale niveau. De behandler dem fortsat som om, at de stadig er ukendte og bør være taknemmelige for at dommerne gider bruge tid på dem.
Deltagerne fortjener en langt mere moden og professionel feedback på deres præstationer, end det vi oplever. Deres feedback er rodet, usammenhængende, tilfældig, selvhøjtidelig, personligt nedladende og ikke mindst emotionel umoden.
Det kan ikke nytte noget, at dommerne begynder at græde og kigge ned i gulvet, når de skal sende en kunstner ud af konkurrencen. Det er et vilkår, som de har kendt fra start, og det skal de kunne håndtere.
“Det er ingen kunst, at bede folk om at gå ad h.. til – kunsten er, at få dem til at glæde sig til turen”! – er der engang en klog mand, der har sagt.
Derfor bør dommerne give en positiv kritisk feedback, der kan videreudvikle deltagene fra det niveau, de er på nu. Og måske 2-3 gode råd for fremtiden. Alle 7 finalister er dygtige kunstnere på hver deres felt – det skal de have kredit for!
Især Thomas Blackman er storslem, når han går i selvhøjtidelig selvsving! Det er simpelthen uværdigt overfor nogle kunstnere, der har givet alt, hvad de har i sig, at blive behandlet så nedladende og bederevidende som han gør. Desværre er der mange fra de mere primitive sociale lag i samfundet, som synes, at det er fedt, at han “sviner” folk til på den måde. Men jeg synes, at det både er ærgerligt og uheldigt, at fortælle kunstnere og seere, at hvis man ikke har international klasse, så skal man holde sin kæft! Det kan have den kedelige effekt, at endnu færre mennesker holder op med at synge, fordi de ikke lige lever op til den standard, som udbasuneres på TV..??
Det skal blive spændende at følge de sidste finalister ud i fremtiden. Dem skal vi nok komme til at høre meget mere til..!
Håber iøvrigt, at du har det godt?!
Bedste hilsner
Torben
Torben Haugaard skriver
Hej igen
En lille rettelse:!
Jeg mener naturligvis at flere og ikke “færre” mennesker holder op med at synge, fordi ikke lever op til international standard.
Torben
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg synes faktisk ikke Basim er så skidt endda. Han har helt sikkert en fantastisk udstråling og charme – han kommer satme ud over kanten, og det er noget der er virkelig svært at lære. Nogle lærer det aldrig. Men at synge lidt mere rent, kunne lidt flere ting med stemmen osv, det kan man lære – det er teknik. Og jeg synes han absolut er den der har fremvist den største fremgang – men han kom jo også fra næsten ingenting og en hel masse charme. Han havde vist aldrig optrådt før og aldrig sunget med et band. Og se så den sidste performance i går – det var sgu bestemt ikke dumt.
Basim kan nå at komme langt i de kommende år, uanset at han nok ikke vinder denne konkurrence – for Martin og Laura er i sandhed et par rigtig svære konkurrenter. Martin er også 15 år, og der er ingen tvivl om at han er meget mere udviklet som sanger end Basim – og Martin har i den grad også charme.
Oxkjær skriver
Jeg ved ikke om det bare er mig, men hver gang jeg ser Heidi, så ser jeg Anisette fra Savage Rose for mig. Der er ingen tvivl om, at hun har en fantastisk sangstemme, men hendes fremføring på scenen er efterhånden blev lidt for ensformig for mig.
Mht. Martin og Laura, så er de også klart mine favoritter og det bliver dælme svært hvem af de to der skal vinde.
Efter min mening, så burde det de to der står tilbage når Basim og Heidi er ude, men jeg frygter lidt, at det ikke er sådan det kommer til af gå.
Thomas Blackman – han er sg* bare en kapitel for sig 🙂
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er sjovt du nævner netop Anisette. Min forældre var vilde med hende, men det tog mig næsten 15-20 år at lære at elske hende. Nu er jeg fuldkommen vild med hendes sang, men det tog altså også lang tid at lære det.
> Thomas Blackman – han er sg* bare en kapitel for sig
Absolut! Jeg har jo arbejdet med ham på nogle produktioner tilbage dengang jeg levde af musikken. Desværre ser det ikke ud til han er blevet mere moden med alderen.
Det sjove er så, at lige så nedladende og ubehagelig han er overfor f.eks. deltagerne i X-factor, ligeså overfølsom er han når kritikken rammer ham selv. Han skrev således en email til mig, på baggrund af noget af min kritik, og kunne slet ikke forstå hvorfor jeg kritiserede ham. Han følte sig vist meget urretfærdigt behandlet. Det kan man jo så bare grine lidt ad. Nu skal jeg jo heldigvis ikke leve af musikken mere, så jeg er fuldkommen ligeglad hvad han mener om mig 🙂
Torben Haugaard skriver
Det er lige præcis det det handler om med Thomas Blackmann – han ER meget umoden og meget dårlig til at formulere sig klart og tydeligt.
Det giver sig udtryk i hans meget nedlandende – og helt unødvendige -bemærkninger til deltagerne.
Uden de kunstnere og det program, var han slet ikke blevet landskendt – så en anelse ydmyghed, som Remee prædiker, kunne Thomas godt lytte lidt til!
Jeg er helt enig omkring jeres holdninger til Basim – han har bestemt rykket sig meget langt – men han mangler stadig en del teknisk.
Han ryger næste gang – herefter Heidi og så bliver det meget tæt løb mellem Martin og Laura – som begge fortjener at vinde.
Michael skriver
så længe vi uddanner os til ‘eksperter’ i musik, så blir det nok sådan
de skulle hellere have sat et ægte talent ind, der er nok at tage af, en rigtig dansk/international musiker
thomas helmig, anne linnet, kim larsen ,-… hvem der nu havde tid
næsten enhver kan vurdere om noget er average eller international musik standard
en musiker burde ihvertfald kunne
en uddannelse er endnu mindre en garanti tit, ihvertfald ikke en garanti for man opfører sig ordentligt så det er til at holde ud at se på
showet får en negativ effekt af det der
jeg ville personligt hellere se det med ‘frivillige’ end eksperter, eller musikere, og så telefonastemninger om hvem der er bedst
den nedladende snak trækker showet en del ned
det ser også ud til det er det showet tit går ud på i UK/US, hvor værterne griner af de dårlige performere
“freakshow” som du kalder det, det er det det er kendt for også
det burde det dog ikke være, der burde være lidt casting og godkendelse før folk kom til mikrofonen/fik lov at synge