Valg af webshop – Shopify, WooCommerce eller DanDomain?
At vælge den rigtige platform til din webshop på kan være helt afgørende for både resultater, omkostninger, arbejdsbyrde og i sidste ende bundlinjen. Det som i første omgang kan se billigt ud, kan ende med at blive dyrt – eller omvendt. Og det som på overfladen ser attraktivt ud kan ende med at give skuffende resultater.
I dette indlæg vil jeg se lidt nærmere på fordele og ulemper ved tre af de webshop platforme, der oftest overvejes af danske virksomheder: Shopify, WordPress/WooCommerce og DanDomain.
Open Source er ikke gratis
Den mest udbredte Open Source platform, til både almindelige websites og webshops er WordPress – og når det er en webshop, i kombination med WooCommerce.
Både WordPress og WooCommerce er Open Source. Det betyder, at du ikke betaler for selve softwaren. Den kan du helt gratis downloade. Men betyder det så, at Open Source er gratis?
Nej, absolut ikke!
For den software du kan downloade er langt fra køreklar, som den her. Der skal designes, justeres og som ofte programmeres en masse ting, for at det ender som ønsket. Og så skal løsningen hostes, der skal betales for bl.a. betalings-gateway og forsendelsesløsning.
Hvis du selv har erfaring med udvikling, så kan du naturligvis spare en masse penge – i forhold til at skulle betale andre for det. Skal du have et bureau eller ekstern webdesigner og udvikler til at hjælpe dig, kan det hurtigt løbe op. Og det er altid forbundet med en vis usikkerhed, hvor meget det faktisk ender med at koste, for at få det resultat du ønsker.
Men selv hvis du selv synes du kan lave det hele skal du overveje om det er en god ide. Vær ærlig – er du dygtig nok? Konkurrencen i de fleste markeder er hård, og hvis du ikke kan lave din shop ligeså flot og godt som andre, så trænger du ikke så godt igennem som du kunne.
Du skal også overveje om din tid, som iværksætter, er bedst brugt på at lave webdesign og programmere, eller om det er bedre at du udvikler din forretning. Det er jo også en både tidskrævende og meget vigtig opgave at finde de rette produkter, prissætte dem rigtigt, opbygge en lagerfunktion, udvikle samarbejde med andre, markedsføre din webshop osv. Måske er din tid bedre brugt på det.
Din tid er jo heller ikke gratis. I sidste ende skal du også have løn og der er jo ikke uendeligt mange timer i døgnet.
Udover de resurser der skal bruges på at udvikle din webshop, skal der også bruges løbende resurser på vedligeholdelse og optimering. Den del tager typisk også en del tid. Der er hele tiden løbende softwareopdateringer og nødvendige forbedringer som skal implementeres.
En sidste, men meget vigtig post, er udgiften til hosting og betalingshåndtering af din webshop. Hvis du kun skal sælge i Danmark, kan du godt finde en nogenlunde billig løsning. Men vælg ikke det billigste. En hurtig og stabil webserver er helt afgørende for din forretning.
Skal du sælge i flere lande, eller globalt, bliver kravene til din webserver meget større. Det kan være meget kostbart at sikre en ordentlig hastighed for besøgende i alle lande.
For at vurdere den samlede omkostning til at opbygge og drive din webshop er det vigtigt at du medregner alt ovenstående. Det er ærgerligt at gå igang, med en forventning om at Open Source er gratis, og så først senere finde ud af hvor meget det faktisk koster – og så måske ikke have råd til det.
En Open Source løsning, der ikke er udviklet og vedligeholdes godt nok er ikke god.
Hostede løsninger er attraktivt for mange
Som alternativ til Open Source løsninger findes der flere forskellige hostede løsninger. Med en sådan løsning skal du ikke selv rode med selve softwaren, hosting, betalings-gateway osv. Du lejer dig ind på en samlet pakke og leverandøren sørger så for at det hele kører.
To af de løsninger som mange danske virksomheder overvejer er DanDomain og Shopify. Så det er dem jeg vil have fokus på i dette indlæg.
En af de meget store forskelle på DanDomain og Shopify er hostingen. Shopify har en ekstremt stærk global hosting, der giver lynhurtige svar i hele verden. Det samme gælder absolut ikke for DanDomain.
Jeg har i praksis oplevet meget svingende svartider fra websites på DanDomain, hvor det ligger langt mere stabilt og hurtigt på Shopify.
Nedenfor kan du se et visialiseret eksempel på det jeg oplever – en sammenlignende hastighedstest mellem en shop på Shopify (øverst) og DanDomain (nederst). En indløsning på 1,5 sekund er rigtig godt. Men 14,6 sekunder er helt uacceptabelt. Det skader både SEO og konverteringer (salg)!
Hastighed er naturligvis summen af mange forhold. Nogle af dem kan du selv påvirke – som f.eks. hvor godt dine templates er kodet, billedstørrelser osv. Men nogle af dem kan du, på en hostet løsning ikke gøre så meget ved – alt det som har med hosting og selve systemet at gøre. Og det er på det punkt jeg oplever de store forskelle mellem DanDomain og Shopify.
Prisstrukturen er et andet punkt hvor der er store forskelle på DanDomain og Shopify. DanDomain kan se meget billigt ud på overfladen, men man skal så tilkøbe en masse moduler for i praksis at få en webshop til at køre. I Shopify er der som udgangspunkt det hele med, men der betales så til gengæld en afgift pr. transaktion.
Det kan derfor være rigtig svært at sammenligne priserne. Det kræver en lidt større udregning. Men min erfaring er, at Shopify for mange ofte vil ende med at koste en lille smule mere, men det er jo kun en del af regnestykket …
Den anden – og måske endnu vigtigere det af regnestykket er, hvor meget du kan tjene i din webshop. Det afhænger blandt andet af hvor meget arbejde det kræver at passe den, hvor effektivt du kan markedsføre den, og hvor godt den sælger.
Og på det punkt mener jeg helt ubetinget at Shopify sparker røv til DanDomain.
I forhold til SEO – som jo er det jeg personligt roder mest med, er der ingen tvivl om, at Shopify er lysår bedre end DanDomain. Jeg har arbejdet med flere shops på begge platforme og jeg må konstatere, at når vi gør nøjagtigt det samme bliver resultaterne bare meget bedre på Shopify.
Årsagen kan bl.a. være at Shopifys servere generelt er hurtigere, mere stabile, at de automatisk laver WebP versioner af billeder osv.
Udover bedre muligheder for SEO og markedsføring på Shopify oplever jeg også generelt bedre konverteringer. Det kan igen har lidt at gøre med hastighed, men nok også med de ekstremt mange gode muligheder der er for optimering og funktioner på Shopify.
Med bedre SEO, markedsføring og konverteringer skaber du ikke alene et bedre grundlag for at vækste din forretning og dominere dit marked. Det giver naturligvis også en bedre bundlinje. Der skal ikke ret meget bedre markedsføring og konverteringer til, mere end at kompensere for lidt højere driftsomkostning.
Du skal ikke kun se på udgifterne til din webshop – men måske endnu mere på mulighederne for indtjening!
Mine anbefalinger til webshop løsning
Jeg har været med til at hjælpe mange virksomheder med valg af webshop system. Der er naturligvis mange andre muligheder en DanDomain, WP/Woocommerce og Shopify, men grundlæggende set synes jeg du først skal se på, om du skal vælge en hosted- eller en software-løsning.
Hvis du ikke selv kan lave tekniske udvikling eller har egne udviklere, så vil jeg i reglen anbefale, at du vælger en hosted løsning. For det kan meget let ende med at blive alt for dyrt, hvis du skal betale eksterne udviklere for alt det der skal laves på en software-løsning. Så kan du koncentrere dig om det mere forretningsmæssige.
Men selv hvis du faktisk kan udvikle selv, så bør du alligevel overveje en hosted løsning. For der er som sagt også andre hensyn. Hvis du selv skal opsætte og betale for en så stærk global serverstruktur, som du får med Shopify, så kan det meget hurtigt blive langt dyrere.
Som udvikler tror jeg også du vil blive positivt overrasket over hvor meget man faktisk kan lave på Shopify. Via det indbyggede redgigeringssystem kan du lave temmelig meget med Liquid kode. Har du brug for mere har de et ret godt API, hvor det meste kan lade sig gøre.
Personligt er jeg ret vild med deres kodestruktur, hvor templates nu er opbygget i Json og objekterne i disse så trækker på templates i Liquid. Det er utroligt fleksibelt. Det er en langt mere velstruktureret og moderne struktur, end det jeg oplever med DanDomain.
Så ja, som du nok kan høre er min præference, når det kommer til en hosted webshop løsning helt klart Shopify. Jeg er faktisk ret imponeret over deres løsning.
Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste. Nedenfor kan du se udviklingen i antal webshops der bruger DanDomain i forhold til Shopify. Det tegner jo et ret klart billede.
Lad mig lige slutte af med at understrege at jeg bestemt ikke har noget imod Woocommerce, selvom de måske kunne lyde sådan. Jeg har selv været med til at lave mange gode løsninger på Woocommerce og haft flere glade kunder på platformen.
I den seneste tid er jeg dog begyndt at hælde mere til Shopify fordi platformen er så ekstremt stærk.
Men valget er naturligvis dit. Målet med denne artikel er alene, at give dig lidt input til nogle af de mange ting du skal overveje.
Det er besværligt og kostbart at skifte platform, så det kan betale sig at tænke sig godt om inden man vælger.
Jeg er igang med at hjælpe et par større webshops med at flytte til Shopify. Når det er sket skal jeg nok vende tilbage med en analyse af hvordan det er gået for dem.
David Fonsbo skriver
Har en enkelt kunde der bruger Scannets shopsystem. Deres servere er lidt over middel hvad angår hastighed. De kan loade en shop på 3 sekunder og er nogenlunde stabile, men deres designmuligheder er så ikke verdens bedste. Masser af funktionalitet, men ikke den store flexibilitet ifht. design.
Michael skriver
Muligt jeg husker forkert, men mener Scannets løsning ligesom SmartWeb er Dandomain i “forklædning” ??