Universal Music truer med sagsanlæg mod MySpace

Det kunne måske godt se ud somom, at jeg i særlig grad er ude efter Universal Music i disse dage, da jeg lige har skrevet om en anden af deres tåbeligheder. Det er jeg ikke. Men man kommer ikke udenom, at netop Universal Music kvajer sig mere end almindeligt meget for øjeblikket.

Denne gang har Universal Music så kastet deres indeklemte aggressioner over MySpace. Universal Music har tidligere luftet deres kritik af MySpace, men nu ser det ud til at være alvorligt. Det der kan undrer mig med deres angreb på lige netop MySpace er, at det jo ikke er kendt som et download site, men mere et site hvor musik faktisk promoveres af folk der elsker det – eller skriver og producerer det. Således opsætter mange pladeselskaber, filmselskaber og kunsterne da også selv MySpace profiler. MySpace er i langt højere grad et promotion site for musik og film, end det er en kriminel download-forening.

Naturligvis skal Universal Music beskytte deres rettigheder. Det siger jeg ikke de ikke skal. Men jeg synes det er ret dumt, at kaste sig over netop de grupper, som faktisk er de største fans og som meget aktivt hjælper med at markedsføre deres udgivelser. Det ville være langt smartere at alliere sig med disse grupper og sammen med dem finde løsninger som begge parter kan leve med. Retssager skaber blot en størrer afstand mellem pladeselskaberne og fans og øger det generelle had til pladeselskaberne. Det gavner ingen. I hvert fald ikke kunstnerne.

Deres fremgangsmåde med MySpace minder meget om en “underholdende” sag fra tidligere på året, hvor pladeselskabet først havde fået loket en masse bloggere osv med på at sprede en viral kampagne. Bagefter sendte deres juridiske afdeling så opkrævninger ud til alle dem der havde publiceret netop det virale materiale, som jo indeholdt ophavsretsligt beskyttet materiale! Hvor dum kan man være? Åbenbart rigtig dum, for få måneder efter prøvede de igen at lancere en viral kampagne, men kan du gætte hvad de samme bloggere sagde til det? Jeps, noget i retning af “Fuck jer!” Enkelte gik endda så langt at de, lidt i sjov, sendte en regning til pladeselskabet for deres latterlige forsøg på, igen, at få dem lokket ind i ulovligheder.

En anden ting som jeg generelt synes er temmelig afskyvækkende er pladeselskabernes argumenter om, at det handler om kunsternes rettigheder, og at de jo skal tjene på deres plader. Vrøvl! Selfølgelig skal knsterne tjene på deres plader, men pladeselskaberne har bare aldrig været særligt fokuseret på at skabe indtening til kunsterne. Deres fokus er at skabe indtægter til dem selv! Tværtimod, så tilbyder pladeselskaber som oftest nogle ekstremt dårlige kontrakter til specielt nye kunstnere. Jeg ved det, for je har selv siddet som forhanlder af pladekontrakter for et større international pladeselskab. Lad os tage et eksempel.

Min far købte forleden dag 10 klassiske CD’ere i en butik for 15 kroner! Glimrende CD’ere med kendte dirregenter. Hvor meget tror du kunsterne får af de 15 kroner? Nada. Zerro. Nul og niks. De eneste der tjener på den handel er butikken og pladeselskabet. Normalt sikrer pladeselskaberne sig netop rettighederne til at sælge sådanne “restlagre” uden at skule afregne til kunsterne. Og selvom de gjorde, ville det beløb kunsterne står tilbage med være langt mindre end de 15% som f.eks. AllOfMP3.com tilbyder at afregne for værker de sælger til typisk 10-15 kroner pr CD – en salgspris der er 10 gange højere end de CD’ere min far købte (og som alle er enige om er helt lovlige). Kan du se komikken? Hvor er pladeselskabernes hellige kunsterfokus i et sådant salg? Nej du, pladeselskaber tænker på sig selv, først og fremmest. På samme måde som bankerne gør det, omend at de begge påstår at de arbeder for at skabe flere penge til deres “kunder” – bankkunderne, eller kunstnerne. Jeg synes det er kvalmende.