Success i et marked med ulovlig kopiering, fildeling og downloads
I mandagens version af mit radioshow StrikePoint på WebmasterRadio.FM, havde vi et emne oppe at vende, som jeg længe gerne har ville snakke mere om: Hvordan udbydere af “soft-goods” håndterer et marked fuld af pirateri, ulovlige kopier og downloads.
Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring, at være producent i marked hvor produkterne ender i en eller anden for for elektronisk kode – musik på MP3, film i alverdens formater, eBooks, software osv. Det er alt sammen kode, der i princippet kan kopieres, hackes, ændres og deles. Det må man naturligvis ikke, men vi ved alle at det sker. Spørgsmålet er bare, hvordan man som producent – eller branche, håndterer denne virkelighed.
Desværre gør langt de fleste lige det modsatte af, hvad jeg mener virker. I stedet for at forkæle og over-servicere dem der faktisk gerne vil betale, bruger de fleste “soft-goods” producenter næsten alle kræfterne på at bringe antallet af ulovlige kopier, hacks og fildelinger ned. Koste hvad det vil. For enhver pris. Det er dumt!
Heldigvis er det ikke alle der er så dumme. Nogle enkelte har gennem tiden markeret sig med helt andre strategier, der har vist sig at virke langt bedre. Hvor alle andre ikke kopiere dem fatter jeg ikke, men det kan være det kommer med tiden.
Lovlig eller ulovlig musiksoftware
Jeg har, som du måske ved, en mangeårrig baggrund i professionel musikproduktion, og jeg har aldrig sluppet det helt. I mit nye hus i Ugerløse har jeg fået en del mere plads, og er derfor ved at udbygge mit studie lidt igen. Jeg har altid betalt for den software jeg brugte, men det er efterhånden blev noget nær umulgt. Umuligjort af musiksoftwareproducenternes krampagtige forsøg på at forhindre piratkopiering. De officielle versioner af de programmer jeg har købt, fungerer simpelt hen så elendigt, med evendelige crashes og ekstreme resurseforbrug. Så jeg besluttede mig for at undersøge markedet for hackede kopier af det software jeg allerede har købt.
Et af de programmer jeg bruger er Steinbergs Cubase SX3. Det er et program i 7-8.000 kroners klassen, så ikke helt billigt. Programmet er beskyttet med en dongle key. Efter at have ledt lidt rundt på nettet fandt jeg en rigtig god hacked version af nøjagtigt dette program. Det samme program som jeg har betalt fuld pris for. Jeg forsøgte mig så med en instllation på en frisk computer, og jeg blev mildest talt chokeret! Det virker nemlig helt korrekt, når dem der har lavet dette hack siger, at det kører ca. 80% bedre end originalen, efter de har fjernet kopibeskyttelsen! 80%! Det er satme meget Projekter som jeg tidligere havde svært ved at afvikle, på grund af for meget træk på computerens resurser, kører nu helt uden problemer. Med andre ord, fordi jeg har betalt for programmet skal jeg leve med en version der er mange gange dårligere end den ville have været uden al den kopibeskyttelse.
Så nu overvejer jeg naturligvis at køre videre med den hackede version. Spørgsmålet er så, om det er ulovligt at benytte en hacked version, af et stykke software man har betalt for? Jeg vil gerne fortsat betale til Steinberg, men jeg vil altså ikke finde mig i at få noget der er SÅ meget ringere end alle dem der ikke betaler. Som minimum burde jeg da i hvert fald få noget der er ligeså godt. I bedste fald noget der er væsentligt bedre.
Hvad endnu værre er: Mange af de øvrige musikprogrammer jeg benytter, som je også har betalt for, virker ikke i de oficielle versioner med en hacked Cubase – så til dem bliver jeg altså også nødt til at benytte hacks. Det er nu ikke fordi det er noget problem at finde dem, og alt i alt har det gjort min maskine LANGT hurtigere og mere stabil (ike et eneste crash endnu!) end den var før, men det er da for åndssvagt. Jeg ville meget hellere have velfungerende programmer leveret direkte af den softwareleverandør jeg nu engang har betalt for det.
En ting er i hvert fald helt sikkert – det styrker ikke min loyalitet til disse softwarefirmaer. Og det er ikke godt for dem – på sigt.
Lovlige eller ulovlige musikfiler
Samme brøler har musikbranchen lavet. Hvis man downloader en ulovlig MP3 fil, får man et produkt der er fuldt ud kompatibelt med de fleste afspillere. Hvis man i stedet for vælger, som den lovlydige person man er, at købe den samme sang, eller album, via en af de lovlige sites, får man en musikfil der er pakket så grundigt ind i beskyttelse at den kun kan spilles på nogle bestemte afspillere. Så igen, dem der betaler får et dårligere produkt end dem der stjæler. Det er da dumt! Og det skaber i hvert fald ingen loyalitet til pladeselskaberne – leverandørerne af musikken.
Det gode eksempel: Propellerhead fra Sverige
Jeg lovede et godt eksempel, på hvordan jeg mener hele denne kopierings-, filedlings- og hackingproblematik kan løses meget bedre. Eksempelt er efterhånden nogle år gammelt, men det er stadig et af de bedste eg kender. Det handler om det svenske softwarefirma Propellerhead, der siden 90’erne har specialiceret sig i udviklin af nogle af de mest cool stykker musiksoftware på markedet. De er rigtige dygtige. Og ikke alene er de dygtige til at lave software, de har også en ekstrem god fornemmelse for deres marked, og for at skabe og bruge loyale brugere til deres fordel.
Jeg startede med at bruge deres software tilbage i midt-90’erne, hvor deres første store succes kom på gaden – deres emulering af den kendte Roland TB303 Baseline (det var der der spilede bas i alle de der gyngende acid-house produktioner fra 88-90). Det var, og er, et fantastisk stykke software.
Efter kort tid på markedet, viste det sig at der var nogle af de mest aktive (betalende) brugere, som gerne ville ændre lidt på grafiken og lydene i programmet. Så de hackede det. Det må man naturligvis ikke, og Propellerhead kunne have valgt at gøre som de fleste andre – skrue op for kopisikringen, og jagte dem der hackede deres software med bål og brand og hævntørstige advokater. Men Propellerhead valgte en hel anden strategi. I stedet for at skubbe disse aktive, og i virkeligheden meget entusiastiske “fans” af dette program, fra sig tog de dem til sig. Propellerhead tog imod hackernes ændringer med åbne arme. De bad dem om at indsende deres hacks, lavede endda en hel sektion på deres website, hvor alle kunne uploade dem, og begyndte at inludere disse “varianter” på den oficielle CD-version of softwaren!
Og som om dette ikke var nok, udgav Propellerhead kort tid efter et lille program, så alle os andre, der ikke er så gode til det der hacking, også kunne få lov til at “hacke” programmet og ændre lyde og grafik.
Det lykkedes for Propellerhead på den måde, at vende noget der lignede et problem til deres fordel. De tog imod entusuasterne – hackere eller ej, i stedet for at skubbe dem fra sig. De byggede på loyaliteten, frem for at bekæmpe det modsatte.
Og netop loyaliteten brugte de også senere, da der begyndte at dukke rigtige crackede versioner af programmet op – versioner, hvor man ikke behøvede at betale for softwaren for at bruge, og hacke videre, på den. Det kan man naturligvis ikke leve med, som producent. Men i stedet for at jagte dem der stjal deres program, eller bygge mere og mere beskyttelse ind i det, brugte de den, på det tidspunkt, meget aktive og loyale brugergruppe de havde på deres community-site.
Det er aldrig blevet 100% bekræftet at Propellerhead faktisk selv stod bag denne strategi – men det tror jeg de gjorde. I hvert fald var det smart. For det de (muligvis) gjorde var, at udgive deres egen crackede version of programmet. Denne version, fordi den var lavet af dem, var naturligvis meget bedre end de andre cracks, og vandt derfor hurtigt stor udbredelse. Dette crack havde bare en lille “fejl” – efter ca. 30 dage slettede alle de sange folk havde lavet – slettet fra harddiscen!
Mange af de folk der oplevede dette blev enormt sure. Og flere af dem endte inde i Propellerhead’s community, hvor de brokkede sig højlydt over “fejlen”. De blev mødt af hånlig latter, for alle vidste at lige netop DEN fejl, fik man kun med dette bestemte crack. Omend mange af dem påstod de skam havde betalt for softwaren vidste vi alle at de løj,
På den måde brugte Propellerhead deres mest loyale brugere til at holde dem der ikke ville betale fra døren. Det er da smart. Langt smartere end det som de fleste andre “soft-goods” leverandører gør. Langt smartedere end det musikbrnchen, filmbranchen og det meste af softwarebranchen gør.
I stedet for at bruge så mange kræfter på at bekæmpe dem der ikke gider betale, burde alle producenterne af “soft-goods” fokusere meget mere på, at sikre sig at alle os der (normalt) gerne vil betale får noget der er langt bedre end de andre “nasserøve”. Giv mig en god grund til at købe – og jeg gør det gerne.
NielsH skriver
“Desværre gør langt de fleste lige det modsatte af, hvad jeg mener virker. I stedet for at forkæle og over-servicere dem der faktisk gerne vil betale, bruger de fleste “soft-goods” producenter næsten alle kræfterne på at bringe antallet af ulovlige kopier, hacks og fildelinger ned. Koste hvad det vil. For enhver pris. Det er dumt!”
Kunne ikke være mere enig! Det svarer til at insistere på at hente vand op af en tom brønd istedet for at bore et nyt sted – utrolig mangel på kreativitet og nytænkning.