Super Best lyttede ikke på PR-eksperter!
Enten lyttede Super Best ikke på PR-eksperterne, eller også lyttede de på de forkerte. Eller måske lyttede de, men valgte bare ikke at handle.
Resultatet er i alle fald det samme. Efter at de i går endnu engang blev udstillet som nogle kødsvin i DR programmet Kontant i går aftes, står de nu midt i noget der med rette kan kaldes en brand- og PR-skandale!
Jeg er helt enig med formanden for Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder, Jens Frederik Kofoed, der efter den første store skandale for et halvt års tid siden, udtalte bl.a. følgende til Huset Markedsføring:
”Nu er der ikke plads til flere fejl, og de skal virkelig få tjek på de interne procedurer. De må ikke komme i ”Kontant” igen, og det er sikkert, at ”Kontant” vil følge op på sagen om et halvt års tid”.
Og hvad sker der så? Et halvt år efter tjekker DR Kontant naturligvis op på sagerne igen – som de jo også “truede” med, og hvad finder de? Kødsvineri i Super Best – en gang til. Det MÅTTE bare ikke ske! Man skal altså ikke have en PHD i PR for at regne det ud.
Jeg fatter slet ikke, hvordan det kan ske for dem. Man skulle tror, at de efter at have tabt flere hundrede millioner var blevet motiveret til at sikre, at skandalen ikke udviklede sig.
Hvorfor har de ikke selv lavet den slags tests som DR Kontant har gjort? Det havde ikke kostet alverden, at fastansætte et par journalitser, eller researchere til at gå ud og gøre det samme på vegne af Super Best koncernen. Jeg ved ikke om de har gjort det. I alle fald fandt de så ikke det, som DR Kontant tilsyneladende havde så let ved at finde.
Jeg ved ikke noget om, hvordan de her sager er blevet håndteret af Super Best, så det er naturligvis bare gætteri. Men udefra virker det i sandhed besynderligt.
Måske er der tale om et problem jeg kender mange steder fra – at de mange fine ord og strategiske planer der ligges ikke altid følges ordentligt til dørs. Så måske, og jegt gætter fortsat, har de faktisk lagt gode planer, men så er de bare ikke blevet fulgt tæt nok. Jeg ved det som sagt ikke. Men jeg undres.
Det bliver spændende at se, hvad næste træk fra Super Best bliver. Deres første træk var den der lidt underlige bortforklaring de kom med i DR Kontant – at der skam ikke var ændret på datoerne på kødet, men at de bare havde genbrugt bakkerne. Den forklaring er der ingen der tror på – det gjorde DR Kontant’s journalister heller ikke. Iøvrigt er det også noget kødsvineri – som de da også efterfølgende har fået en (sølle) bøde på 15.000 kroner for og en sur smiley.
Jeg tror at Super Best bliver nødt til at komme med nogle andre forklaringer, hvis de vil genvinde forbrugernes tillid. Det bliver en sej kamp op ad bakke.
Jeg tror også Super Best bliver nødt til at statuere nogle seriøse eksempler. Jeg tror ikke det er nok at suspendere en enkelt slagter. Der skal nok ryge nogle vigtigere hoveder lidt længere oppe – eller afdelinger af Super Best helt smides ud af gruppen. Jeg tror mange, ligesom jeg, sider tilbage med en fornemmelse af, at der ikke bare er sket svigt på “gulvet” – men også i ledelsen, når de samme alvorlige “fejl” kan få lov til at fortsætte på den her måde.
Jeg tror forbrugerne vil se noget rigtig handling nu – ikke blot endnu en fin TV-reklame, der bare SNAKKER om alle deres fine værdier, men ikke HANDLER derefter.
Mikkel deMib Svendsen skriver
En ting gør de da – de kører videre med deres TV-reklamer, somom intet var hændt. Det ved jeg ikke helt om er så klogt …
Erik skriver
Nu har jeg ikke set indlægget i kontant, så det kan jeg ikke udtale mig om. Men allerede inden dette indlæg valgte jeg bevist ikke at købe kød i SuperBest. Med en ny skandale, så kommer jeg da ikke til at købe kød i SuperBest i rigtig mange år.
Hvis andre har det på samme måde, ja så er det godt nok en dyr fornøjelse for dem.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg mener at Super Best udtalte efter den første skandale, at de havde mistet 300 millioner i omsætning. Dertil kommer så omkostninger til ekstra reklame-charme-kampagner, for at forsøge at rette op på deres ødelagte ry.
Den nye omgang kan godt koste dem endnu mere – og det bliver meget sværere at genetablere noget der bare minder om tillid igen.
Og ja, jeg handler heller ikke i Super Best mere. Jeg vil ikke købe ind i en forretning der bevidst eller ubevidst har så dårlig styr på kvaliteten. Ikke når der ligger så mange andre supermarkeder og specialvarerbutikker man kan vælge i stedet for.
Klaus skriver
Nu har jeg ikke set det indslag du omtaler, men hvis det er rigtigt at Super Best er indblandet i endnu en kødskandale, så tror jeg ikke at Super Best navnet overlever. En ting er at man bliver tilgivet en gang, men anden gang tror jeg nu ikke det bliver så let for dem.
Super Best er færdig som brand
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror ikke nødvendigvis Super Best som brand dør ud. Men alt efter hvordan det nu udvikler sig i de kommende dage og uger, så kan det godt gå hen og gøre forbandet ondt. Og det kan blive dyrt. Men hvis de kæmper med det tror jeg godt branded kan overleve.
Per H. Jørgensen skriver
I stedet for at fortsætte med de nuværende reklamer, tror jeg det helt klart er tidspunktet at bruge de dyre reklamekroner på en “undskyld-kampagne”.
Jeg tvivler på, at man kan dræbe dårlig opførsel blot ved at sige tilstrækkeligt mange gange, at man er god nok alligevel. Går man derimod ud og undskylder (og forklarer troværdigt at fejlen ikke kan ske igen), kan man måske opnå noget sympati hos kunderne.
Christian fra Eee Pc bloggen skriver
Problemet med en undskyld-kampagne er vel nok fra deres sysnpunkt, at de (tilfældigt slag-på-taksen: ) fx 85% af befolkningen, der ikke har set Kontant så bliver gjort opmærksom på problemet og dermed kommer til at interessere os endnu mere for det og masserne dermed vil have endnu sværere ved at glemme deres dumheder.
– Hvad de så skal gøre har jeg ikke noget godt bud på, men der skal noget seriøs handling til – helt enig..
René skriver
Glemselskurven i markedsføring
Folk glemmer hurtigt igen, det viser al statistik. Når der kommer et emne på bordet som følges op i f.eks. et tv program som kontant og lignende, opstår der kortvarigt en nedgang af salg etc. men ret hurtigt retter tingene sig til det normale igen. Dette skyldes at folk fokuserer på daglige gøremål, som at hente børn, købe ind, dette sammensat med en hektisk dag gør at den nærmeste forretning er stedet der købes ind.
Se eksempelvis på rejsevirksomheder som er blevet klædt af for åben skærm i forbindelse med rejser som forbrugerne ikke har fået, og eksempler på dårlige service på rejsemål, der er taget under behandling i kontant, efterfølgende køber folk gladelig rejser i den samme virksomhed, som jo stadig sælger ”drømmerejser” til folk.
Det kan så skyldes at det ikke er alle der ser TV indslaget og andre forholder sig ikke til det, glemselskurven fortrænger den enkelte virksomhed, når der efterfølgende skal handles ind.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er bestemt ikke altid, at tingene retter sig op af sig selv. Nogle gange vedbliver modstanden i en sådan grad, at de kritiserede virksomheder må lukke. Andre gange gør det bare rigtig ondt meget længe.
Og særligt når det er produkter og serviceydelser, hvor det er let at tage et andet valg, kan det gå hårdt ud over virksomhederne – eller brancherne. Det gælder i høj grad for supermarkeder. Alle de Super Best jeg kender ligger i umidelbar nærhed af flere andre alternativer.
René skriver
Jeg er enig i det er noget frygteligt svineri at levere gammelt kød, det kan godt stoppe undertegnede og andre folk fra at købe disse produkter i den pågældende kæde et stykke tid, men som markedsføringsfolk ved vi at glemselskurven på sådanne hændelser vil fortrænge disse TV optagelser. ( Næste uges tilbudsavis fra sådan en kæde annoncerer med billige øl, sodavand, vin sukker og andre ting til væsentlig reduceret pris, så hopper kunderne ind og handler i forretningen igen” De skal lige have en kasse Tuborg til kr. 80,-” )
Der skal andre metoder til at stoppe kødfuskerne, første gang de tages i fusk, skal der uddeles kæmpe bøder, som kan mærkes, næste gang skal den pågældende forretning have inddraget tilladelse til at sælge kød i 6 måneder, ved evt. gentagelse fordobles denne straf til 12 måneder. Med sådanne tiltag vil den enkelte uddeler tænke sig noget mere om end ved at få en latterlig lille bøde i forhold til den omsætning der er på salget af det gamle kød.
En forretning som Thulin kød der solgte gammelt kød med ledninger og andet affald til restauranter og lign. ville sikkert den dag i dag have en kundekreds til pizzarier og fastfood forretninger der arbejder i et presset marked, og skal have så billige råvarer som mulig, hvis ikke myndighederne havde stoppet dette firma.
Så sent som i dag blev der nævn i dagspressen, at en virksomhed på Fyn solgte hjemmeslagtet kød og var blevet taget af fødevarekontrollen i forbindelse med et kontrolbesøg, og hvor der blev advaret om mulig forgiftningsfare ved indtagelse af dette kød.
Så der skal nok nogle kraftigere metoder til at stoppe fødevarefusk.
Mikkel deMib Svendsen skriver
> men som markedsføringsfolk ved vi at glemselskurven på sådanne hændelser vil fortrænge disse TV optagelser
Nej, du har den holding – men jeg, og andre, deler den absolut ikke fuldt ud. Der er massr af eksempler på, at dårlig omtale hænger ved i årevis – nogle gange årtiier. Og nogle gange går de meget negativt omtalte virksomheder direkte konkurs. Så nej, det går absolut ikke altid bare over.
– Da mange boycuttede franske vine, fordi de lavede atombombeprøvespringninger holdt det ved i mange mange år. Faktisk fik de vist aldrig helt det samme salg tilbage, for nu havde mange jo fundet ud af at man faktisk godt kan få glimrende vine andre steder fra. Det gavnede så Chile, Australien osv.
– Fra min ungdom husker jeg også det “rotte-image” der var klæbet til MacDonnalds i over et årti – og det var vist faktisk bare en enkelt sag der udløste det.
– Og senest har vi set auktionssitet Macca gå ned, ifølge de gamle ejere som en direkte konsekvens af at kunderne flygtede ud efter stærk negativ omtale på TV.
Det var blot tre eksempler jeg lige kunne huske – men der er MANGE flere.
Christian Spangsberg skriver
“Deres første træk var den der lidt underlige bortforklaring de kom med i DR Kontant – at der skam ikke var ændret på datoerne på kødet, men at de bare havde genbrugt bakkerne. Den forklaring er der ingen der tror på – det gjorde DR Kontant’s journalister heller ikke.”
Det sjove var jo at vægten stadig var den samme. Det er komplet umuligt at de har ramt samme vægt igen. Det var så tydeligt, at der var kommet ny dato på pakken. Skidt skidt skidt for Super Best. Jeg handler ihvertfald ikke der igen.
Mvh.