Shoemoney på Strikepoint

Strikepoint i går aftes blev vi desværre nødt til at sende lidt før den planlagte tid – i hvert fald når man regner i dansk tid. Programmet blev også lidt forkortet, da der skulle sendes live fra SES i New York. Dave er i USA til konferencen, men jeg blev nødt til at melde afbrud denne gang, så jeg havde slet ikke regnet med at vi kunne sende live. Heldigvis havde min gode ven Shoemoney tid til at træde til i stedet for Dave – og det synes jeg faktisk vi fik et helt godt show ud af.

Vi snakkede først om hele sagen om Googles køb af DoubleClick og ikke mindst det faktum, at Google nu er blevet ejer af SEO-firmaet Performics. Vi er, som de fleste andre, enige i, at Google bliver nødt til at skille sig af med det selskab – jo før jo bedre. Der er heller ingen tvivl om, at denne sag er med til at nedbryde Googles image som den der “hyggelige lille startup”, som de ellers har været gode til at sælge. Sådan er det naturligvis ikke mere. Google er et stort børsnoteret selskab, der er nøjagtigt ligeså “ondt”, som alle andre sådanne selskaber. Deres opgave er først og fremmest at skabe profit til ejerne – de mange aktionærer. Og det er der sådan set intet odiøst i, hvis ikke det lige var fordi, at Google krampagtigt forsøger at holde fast i deres gamle image. Drop det Google, den holder ikke mere 🙂

Herefter snakkede vi lidt om affiliate markedsføring og generelt mulighederne for at tjene penge på nettet – og ikke mindst det faktum, at det i dag er utrolig let at tjene fornuftige penge. Det kræver ikke en lang uddannelse, at få success – som min omtale af min nye unge ven Harrison Gevirts også demonstrerer. Alle kan være med, hvis de gider. Det kræver blot at man starter fra en ende af, læser en masse, knokler løs, eksperimenterer og justerer. Når en 15-årig dreng kan finde ud af det – så kan de fleste. Og det er sgu fedt!

Jeg tror at mange flere i de kommende år vil få øjnene op for mulighederne for at tjene lidt, eller mange, penge på nettet. Man kan hurtigt tjene mere end de fleste børn får i lommepenge, eller det man får i SU – eller det som de fleste voksne tjener i mange mindre udviklede lande. Det eneste det kræver er at man kan læse og skrive (helst engelsk), er nogenlunde veltænkende, og har en computer med internetadgang.

Til gengæld kan det godt blive surt for mange af de virksomheder, der i dag lever af, at de kan trække på underbetalte unge – opvaskere, avisdrenge, burger-vendere, rengøringsassistenter osv. Hvem gider det, når man kan tjene det dobbelte hjemme foran computeren på den halve tid?