Spørger du for at få hjælp eller for at få ret?
Jeg oplever både i åbne debatter, blogs og for den sags skyld også en sjælden gang imellem på en abonnementsbaseret service som SEO Supporten, at nogle få af de spørgsmål der stilles ikke helt virker somom folk faktisk søger svar. I hvert fald ikke de rigtige svar. Korrekte svar. De søger tilsyneladende i stedet for efter det jeg vil betegne som en form for bekræftelse af deres egne teorier.
Der er i princippet ikke noget galt i, at spørge om andre mener der er hold i en ide – eller om en bestemt strategi kan anbefales. Det er jo bare en progressiv måde, at spørge på. Fint nok. Problemet er, at den type spørgsmål nogle gange udvikler sig til et scenarie, hvor spørgeren forventer at dem der svarer har lyst til at gå ind i en større kamp for at overbevise spøreren om, at hans ide ikke helt holder vand (hvis det nu er tilfældet). Men det er bare lidt “optimistisk” at forvente dette. Det er lidt bagvendt, i mine øjne.
Hvis man spørger må dem der svarer forvente, at spørgeren faktisk er interesseret i deres svar. Jeg synes ikke, i almindelighed, at man som spørger i alle sammenhæng kan forlange den samme form for dokumentation af de svar der gives. Folk svarer med den baggrund og viden de nu engang har. I åbne debatter kan det så være lidt svært nogle gange, at vide hvilken faglig baggrund folk har for at svare – det er bl.a. der mange ser fordelen ved en abonnementsbaseret service som SEO Supporten, for der betaler man for at få adgang til nogle folk der kan svare med et højt fagligt niveau. Det samme kan siges om andre former for betalt support.
Som spørger kan man naturligvis vælge at ignorere dem der svarer, og som ikke gider dokumentere hver eneste af deres ord, men så mener jeg blot at man snyder sig selv for en masse god information og viden.
I de åbne debatter gider jeg f.eks. ikke selv, at dokumentere hvert eneste svar jeg giver i detaljer. Jeg svarer folk – helt gratis, ærligt og åbent og med den faglige baggrund og viden jeg nu engang har. Og den viden jeg har er ikke en som jeg har journalført på en måde, så alt hvad jeg siger kan følges op at skudsikre referencer. Det ville tage mig 10 gange så lang tid at svare folk på en debat som f.eks. Amino, hvis jeg skulle føre en detaljeret dokumentation for alle mine “påstande” – og så ville meget færre blive hjulpet. Så det gør jeg ikke.
På SEO Supporten går vi typpisk lidt mere detaljeret til værks – men her betaler folk også for det. Det betyder dog langt fra, at ret mange af de svar vi giver er fulgt op af “videnskabelig” dokumentation. Dels findes sådan dokumentation slet ikke for en meget stor del af den viden som vi deler ud af, da den mere bygger på praktisk erfaring med “håndværket” gennem mange år, og dels ville vores svar blive uoverkommeligt tunge, at komme igennem for de fleste – og det er jo ikke pointen ved en god, effektiv og hurtig hjælp.
Et akademisk korrekt svar er ikke særlig tit det mest brugbare. Det er et simpelt og brugervenligt svar derimod – uanset, at det så måske ikke er helt så veldokumenteret som et akademisk svar.
Det er nok også et spørgsmål om hvor meget nørd man er. Personligt kan jeg da godt synes at lange nørdede diskussioner med kvalificerede kollegaer om små detaljer i kunsten at søgemaskineoptimere kan være utroligt spændende. Men det er også noget helt andet, end den opgave jeg synes jeg står med, når en “almindelig” webkøbmand stiller et praktisk spørgsmål på Amino eller SEO Supporten. Begge steder vil langt de fleste være bedre tjent med et konkret og præcist svar – uden for meget nørderi.
johnny speiermann skriver
helt enig. Især på et forum som Computerworld er der helt teenageagtige tilstande. hvis folk ikke underbygger en påstand med et link, så betragtes det ofte som utroværdigt. Og der vil jeg sjovt nok hellere have et svar fra en person, som taler ud fra erfaring, end fra en, der har læst noget på en tilfældig hjemmeside. I en diskussion er meninger langt mere interessante end facts – alle kan jo som regel alligevel finde referencemateriale, der underbygger det, som de nu lige mener.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Ja, bare fordi noget er “trykt” på Nettet betyder det jo ikke at det er sandt. Selv ellers pålidelige kilder kan tage helt fejl. Selv Google og deres medarbejdere skriver nogle gange ting, som ud fra en SEO’ers – eller marketing-persons, vinkel ikke er helt korrekt (Googles opgave er jo så heller ikke SEO, men at drive en søgemaskiner, og det er bestemt ikke det samme).
Jeg ved godt, at det på nogle kan virke arrogant, at jeg sjældent gider, at støve dokumentation for mine påstande frem, men som sagt synes jeg som regel det er spild af tid. Folk må selv vælge om de vil stole på mig eller andre. For det meste er det ikke så vigtigt for mig (men det kan det jo være for dem :))
Og helt sikkert er det, at hvis folk spørger om min mening om et eller andet, så giver jeg den som regel gerne – men jeg gider så ikke efterfølgende, at skulle stå skoleret for dem og forsvare min mening somom det var en PHD-afhandling. Det synes jeg så, på den anden side, er lidt højrøvet. Lad være med at spørge, hvis du ikke ønsker svar 🙂
Kasper Bergholt skriver
Hej Mikkel!
Jeg kan sagtens følge dig. Graden af dokumentationskrav stiger ofte desto mere presset på egne fordomme en spørger er. Holdninger og adfærd er svære at ændre.
Det lyder til, at dit indlæg bygger — eller i hvert fald er inspireret af — nogle konkrete eksempler. Kunne man lokke dig til at løfte låget for, hvad de er?
Måske motivfortolker jeg for meget — i så fald beklager jeg og be’r mig selv om at dokumentere hvorfor…
Alt for nu!
Kasper
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nej, det er såmænd ikke på baggrund af bestemte oplevelser – men mere en generel oplevelse gennem mange år i debat- og community-verden 🙂