SEOMoz LinkScape linkanalyser
SEOMoz er et Amerikansk SEO-firma ledet af Rand Fishkin. Rand og flere af hans folk er både gode private venner, gode respekterede kollegaer og konkurrenter. Faktisk er SEOMoz med deres PRO service det der minder mest om en konkurrent på det Amerikanske marked til vores kommende Amerikanske version af SEO Supporten. Og så alligevel ikke helt – for de to services er på mange måder helt forskellige.
Men det vil jeg nu ikke trætte dig med at gå i dybden med lige i denne omgang. I dette indlæg vil jeg fokusere lidt på en ny spændende feature som SEOMoz har lanceret, som de kalder: LinkScape.
En af de store udfordringer i forhold til at lave mere detaljerede linkanalyser er, at få adgang til tilstrækkelige mængder god data. Som de fleste ved rapporterer Google ikke al backlink data via deres offentlige søgemaskine. De giver ret god data via Webmaster Central – men det er så kun for dit eget domæne. DU kan ikke tjekke andres domæner gennem Googles Webmaster Central. Og det er nok så vigtigt at kunne!
SEOMoz har derfor taget det ret omfattende skridt, at bygge deres eget index – noget der i princippet skulle minde om en kopi af det de store søgemaskiner har. De siger selv, at de crawler ca. 200 milliarder websider pr. måned, og gemmer 30 milliarder. Ud fra dette indeks laver de så deres linkrapporter.
Det er helt bestemt en spændende måde at gribe det an på, og det giver helt sikkert nogle spændende muligheder. Det er så bare også et meget stort og tungt projekt – sådan at crawle 200 milliarder websider hver måned. Bare tænk på hvad det koster alene i båndbredde! Lad os ikke håbe de bliver kvalt i projektet …
Der er også nogle andre problemer med denne fremgangsmåde. De to vigtigste er, kvaliteten af indekset, og indsamlingen af data. Lad os starte med det sidste …
Da SEOMoz lancerede denne service var der mange i branchen der brokkede sig højlydt over, at SEOMoz ikke fra starten af har fortalt hvad deres crawler agent heder og hvilke IP’s de crawler fra – så folk der ikke ønsker besøg af deres robot kan udelukke den, på samme måde som man kan udelukke robotter fra alle andre anstændige virksomheder.
Det var efter min mening en stor fejl, at de “glemte” det. De har dog lovet at blive mere åbne omkring dette. Det ville også være dumt andet.
Et relateret problem er, at de øjensynligt heller ikke har respekteret META-robots tags i deres første crawl. Det er ikke så smart – det bliver webmastere, som holder øje med den slags, skide sure over. Med rette.
I forlængelse af dette brok, har mange webmastere stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor de dog skulle lade SEOMoz crawle deres sites – for derefter at sælge dem dataen tilbage. Google, Yahoo og MSN lader vi crawle vores sites fordi vi potentielt set kan få en masse relevante besøgende og forretning ud af det. Det samme kan man ikke sige om SEOMoz. Nogle er også bekymrede for, at det SEOMoz crawler fra deres site kan bruges af deres konkurrenter i analyser med SEOMoz’s LinkScape værktøj.
Så spørgsmålet er, hvor længe SEOMoz vil have adgang til tilstrækkeligt mange websites til at kunne vedligeholde et ordentligt indeks. Hvis der er for mange huller i dataen, vil den blive langt mindre værd.
Et andet problem mange har nævnt er, hvor god den data der er nu faktisk er. Nogle mener at have konstateret meget identisk indhold, som de store søgemaskiner øjensynligt er bedre til at filtrere ud. Andre savner indhold, der findes i f.eks. Google. Alt i alt kunne man frygte, at SEOMoz’ LinkScape indeks ikke er så godt, som det burde være.
De 1.000 backlinks man kan få fra Yahoo – for et hvilket som helst site, er som oftest de 1.000 bedste links, og således danner de ret godt grundlag for analyser. Det er svært helt at gennemskue, om SEOMoz med deres LinkScape indeks er i stand til at finde frem til lige så præcise lister.
Når alt det så er sagt, synes jeg som sagt også at der er mange spændende muligheder med et sådan indeks. Og måske er det ikke perfekt i dag – men det kan jo forbedres. Hvis ellers bare ikke de drukner i opgaven. Crawling, ved jeg af erfaring, i de størrelser er bestemt ikke nogen triviel opgave. Det er ikke for småbørn! Det kræver virkelig noget af både folk og maskiner.
Hvis nogle spørger mig om de skal købe SEOMoz Pro medlemskab, eller om de skal tegne abonnement på SEO Supporten er svaret let nok i dag – hvis du har et dansk website, der henvender sig til danskere, så skal du købe SEO Supporten. Dette gælder også – i alle fald, hvis du ikke synes du er så god til Engelsk.
Hvis dit website derimod er på engelsk, er rettet mod de engelsktalende publikum (særligt det Amerikanske), og du ikke har problemer med at læse og skrive på engelsk, så er SEOMoz Pro lige nu er her en bedre service. Anderledes. Faktisk meget anderledes. Men bedre, fordi fokus her er det engelsktalende marked.
Når vores Amerikanske version af SEO Supporten kommer på gaden – senere i år, bliver svaret lidt anderledes. Med både SEO Supporten og SEOMoz tilgængelige i engelske versioner bliver det lidt en smags- og budgetsag hvad du vælger. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det bedste valg – det som jeg personligt ville tage, hvis jeg var inhouse SEO’er et sted, at købe adgang til begge dele. SEO Supporten (også i den nye engelske version) og SEOMoz er på de fleste punkter meget forskelligt. Målet er det samme, men midlerne og redskaberne er meget forskellige. Der er rigtige gode ting i begge dele.
Hvis du kun kan vælge en enkelt service, ja så bliver jeg jo nødt til at anbefale at det bliver SEO Supporten – alt i alt synes jeg alligevel vores service er den bedste. Men det skal jeg jo også sige – man må jo tro på det man selv laver. Og det gør jeg absolut – og uden at være flov over det 🙂
Stefan Juhl skriver
Jeg eksperimenterede lidt med SEOmoz’s LinkScape i sidste uge, og jeg måtte konkludere at for f.eks. dansk SEO er det ganske håbløst mangelfulde data de kommer med. Ved forskellige sites der har hundredevis til tusindevis af gode links rapportede de mellem 50 og 100 links, hvoraf en stor del var (efter min mening) ligegyldige links fra scraper sites etc.
Ifm. engelske sites vurderede jeg at det var relativt brugbart. Data’ene var i hvert fald meget bedre. Så for dem der ikke har ressourcer til at udvikle egne værktøjer og lignende, tror jeg det er godt nok til at retfærdiggøre prisen.
Men hvis man har ressourcer til selv at få udviklet værktøjer, og man ved hvad for nogle data man er ude efter, så er det altså en meget bedre løsning. Mine egne, relativt simple værktøjer, giver mig i hvert fald langt bedre, og flere, data ifm. analyser på konkurrenters links osv.
Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå dem med at få flere data, for det er altså nødvendigt hvis det skal være brugbart på et højere niveau.
Christian skriver
Fedt du tør tale ærligt om en (potentiel) konkurrent!
Hvad med SEOBook.com? Er de ikke også en konkurrent til SEO Supporten?
Har du prøvet Aaron Wall’s lukkede forum og værktøjer? Hvad tilbyder SEO Suporten som han ikke gør og omvendt?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg har kendt Aaron siden han dukkede op på SEO-scenen for nogle år siden. Han er en meget flink fyr. Men uden at gå i detaljer her, er det han sælger noget helt andet end båe SEO Supporten og SEOMoz.
Det der skiller os mest ud fra andre er
– Måden vores “guides” er opbygget på – vi forsøger ikke at lære folk alt om søgemaskiner, men at fortælle dem præcist hvad de skal gøre i forskellige situationer. Der er en stor forskel. De fleste af vores kunder er ikke søgemaskine-ekspert-wannabees – de vil bare gerne have ordnet det der skal ordnes.
– Vores ubegrænsede support er uden sidestykke unik – særligt når dertil lægges Q&A arkivet, og den måde det er opbygget på.
– Vores rapportering er helt unikke – den løbende overvågning og benchmarking laver ingen andre på en måde så data kan sammenlignes over tid, uanset at datakilder og konsistens ændrer sig
Derudover er der så en hel masse bagvedliggende forskelle i den måde forretningerne, skalering og afsætningsmuligheder er opbygget
Rosenstand skriver
Jeg har været med til forskellige tests på LinkScape gennem et stykke tid, og billedet er det samme som det, Stefan tegner. Til rent danske projekter er det ikke anvendeligt, men til engelsk sprogede sites rettet mod det amerikanske marked er det en hel del bedre. Dette værktøj er – som de fleste andre – blot en samling og koordinering af allerede eksisterende muligheder, og det er der bestemt ikke noget galt med, for det gør jo verden lidt nemmere.
Men når det skal være skarpt og på “onde” markeder, er det min egen samling af værktøjer, jeg benytter.
Jesper Jørgensen skriver
Hej Mikkel
Jeg har også med interesse læst om launchen af LinkScape og overvejet hvad det kan bruges til. Især i forhold til dansk SEO kan jeg være bekymret for om der er links nok med. For foleken bag SEOMoz ligger der nogle interessante muligheder i at anvende data til at reverse-engineere søgemaskinernes algoritmer, men det er nok ikk enoget man som almindelig bruger kan gøre.
De 1000 links man får fra Yahoo er ofte problematiske hvis et site har rigtigt mange links fra et andet site. Det er ikke så spændende at vide at man har 998 links fra site X og 1 link fra hhv. site Y og Site Z.
Jeg selv barsler med en gratis online service som kommer til at vise hvilke domæner (med tryk under domæner) der linker til dit site. I skrivende stund har den fx. fundet 1576 domæner der linker til http://www.dr.dk. Det burde være en guldgrube for de fleste der beskæftiger sig med link analyse. Mere om det på min blog når de sidste tests er kørt og fejlene luget ud.
Mvh Jesper
Ulrik skriver
Bruger selv SEOmoz (pro) og det er et super værktøj. Når det er sagt så synes jeg der er to problemer som de helt klart bør løse:
1) Der bør være en light version til folk som kun har 1 website/webshop.
2) Flere spider besøg / google scanninger. Et enkelt til to besøg om ugen er simpelthen for lidt.
Hvis de løser disse to problemer så vil jeg helt sikkert forsætte med at bruge deres system.