SEO-fordele ved brug af video
Der er mange gode grunde til at bruge video på dit website. Ikke mindst det faktum, at de rigtige videoer kan hjælpe dig med både at øge din synlighed i søgemaskinerne og effekten af denne synlighed. Video er i dag et vigtigt element i SEO!
I dette indlæg vil jeg se lidt nærmere på hvilke positive SEO-effekter du kan forvente af video, samt hvordan du bør implementere det, hvis du vil have den maksimale udnyttelse af materialet.
Video øger konverteringsraten!
Vi er ikke ens. Nogle mennesker foretrækker en kort tekst og så er de klar til at handle eller kontakte dig. Andre vil gerne have en længere og meget mere uddybende tekst – de handler ikke før de har svar på alle spørgsmål. Og så er der dem, som er mere visuelt orienteret og langt hellere bare vil læne sig tilbage og se en god video-præsentation.
Hvis du ikke har video på dine sider så er der stor risiko for, at du ikke får overbevist de mere visuelt orienterede besøgende om det du nu gerne vil overbevise dem om.
Udover at du naturligvis kan tjene mange flere penge, hvis du kan konvertere flere af de besøgende – og dermed ende med en bedre samlet konverterings-procent, så har den højere konverteringsrate faktisk også en direkte indflydelse på din synlighed i søgemaskinerne.
Google er nemlig i stigende grad begyndt, at analysere brugernes adfærd på dit website og bruger denne information, når de skal ranke sider. Kort sagt vil sider der bedre kan holde på og konvertere brugerne bedre få nogle ekstra point i Google og dermed have bedre mulighed for, at ranke godt.
Video holder folk længere på sitet
Når der er video på en side vil den gennemsnitlige tid folk bruger på siden stige – hvis ellers det er en video der fanger de besøgendes interesse. Alle vil naturligvis ikke se den, men nogle vil og det vil være med til at trække den gennemsnitlige tid brugt på siden op.
Et godt eksempel på det kan vi finde her fra bloggen. Nedenstående er en lille bid af Google Analytics statistikkerne for deMib.dk. Siden “GEO Targeting er fortsat et SEO-problem – Google taler usandt! (video)” har i modsætning til de andre sider på listen video på siden. Og som du kan se er den gennemsnitlige tid brugt på siden 5 minutter. Den gennemsnitlige tid brugt på sitet i samme periode er 3:03. Og jeg har set endnu bedre resultater end dette.
Det er klart, at lange videoer potentielt set kan holde folk på en side i længere tid. Men kun hvis de ser videoen. Og alt for lange videoer er der normalt meget færre der ser. 10-12 minutter er en lang video – meget længere end det er sjældent en god ide.
Ud fra et SEO-perspektiv er målet at øge den gennemsnitlige tid brugt på siden så meget som muligt. Så du vil gerne have så mange som muligt til at se så lang en video som muligt. Den må ikke blive for lang så for mange falder fra. Og du holder for kort tid på dem, hvis den er kortere end de faktisk gad at se. Det handler om at finde den balance som virker for lige dit website og målgruppe. Kun eksperimenter med dette kan give det helt rigtige svar for lige din virksomhed.
Google er også begyndt at se på faktorer som denne og bruger dem allerede i deres ranking algoritmer. Og jeg er overbevist om, at vi kommer til at se meget mere af den slags – data om hvordan brugerne opfatter forskellige sites. Tiden folk bruger på dit site er en rigtig god indikator på kvalitet. Hvis det var noget skidt skred folk jo nok hurtigt igen.
Video vises direkte i søgeresultaterne
Du ved det sikkert allerede og har selv set det – Google viser ofte videoer og links til dem direkte i de almindelige søgeresultater. Google vurderer automatisk, på basis af hver enkelt søgning (keyword) om de mener at video-resultater vil være relevante at inkludere.
Hvis en søgning på et, eller flere, af dine keywords inkluderer video i søgeresultaterne, så er de pladser så at sige reserveret til det bedste video. Hvis du har en video optimeret til dette keyword er der en chance for at det er din video der vises – udover de almindelige webside-ranking(s) du ellers måtte have.
Ofte er der mindre konkurrence på at ranke med en video – da der ganske enkelt er færre konkurrenter. Det er derfor, alene af denne grund, bare om at komme igang med at få lavet vidoer målrettet alle dine vigtigste keywords nu – med det samme!
Implementering af video på dit website
Video på dit website vil næsten altid være godt – uanset hvordan du implementere det. Men hvis du vil have den maksimale effekt ud af dine videoer i søgemaskinerne er det meget vigtigt, at du implementerer det teknisk korrekt.
Når Google viser videoer i søgeresultaterne linker de ofte til den videotjeneste som hoster videoen – f.eks. YouTube eller Vimeo. Når folk så ser det i et søgeresultat og klikker på videoen kommer de over på video-sitet og kan se den der.
Det er naturligvis i alle fald godt, at folk ser dine videoer. Og nogle af dem vil sikkert også klikke sig videre til dit website, men dels ville det jo være fedt hvis folk havnede på dit website og så videoen der, når de klikkede på videoen i et Google søgresultat, ik? Og hvis du skal have SEO-effekt af videoen, på dit eget site, så skal linket gå derhen.
Det kan heldigvis også godt lade sig gøre, men det kræver at du får sat tingene teknisk rigtigt op. Der er tre vigtige punkter:
- Videoen skal streames fra en supporteret tjeneste
Om du streamer fra dine egne servere, eller streaming-tjenester som Vimeo er ikke afgørende for SEO. Bare streamingen er hurtig og stabil. Det afgørende er, at du kan få adgang til al den data, som du skal bruge i dit Video XML Sitemap (se næste punkt).Det er ikke alle video-streaming tjenester, hvor du kan få adgang til al den nødvendige data. YouTube af en af disse. Der findes forskellige hacks som nogle bruger for alligevel at få YouTube videoer ind i dit Video XML Sitemap, men det kan jeg ikke anbefale.
Jeg tror det er kortsigtet. Sats hellere på legitime langsigtede løsninger, som f.eks. Vimeo eller danske 23 Video.
- Lav et Video XML Sitemap
Som fast læser af deMib.dk ved du sikkert at jeg er kritisk overfor brugen af det almindelige XML Sitemap til søgemaskinerne. Men det er det som har med almindelige websider at gøre. Når det handler om optimering af video i søgemaskinerne er et Video XML Sitemap helt afgørende!Grunden til dette er, at et Video XML Sitemap er den eneste måde hvorpå du kan sende vigtige informationer til søgemaskinerne om din video – som f.eks. video thumbnail, associerede gallerier, destinations URL, Title, beskrivelse osv.
XML er et struktureret format og som sådan på ingen måde tolerant for fejl. Jeg vil derfor altid anbefale, at du overlader det til maskiner, at skrive dine XML Sitemaps!
Du kan læse mere om Video XML Sitemap og de præcise specifikationer her.
I nogle CMS-systemer er XML Sitemaps indbygget. Tjek med din leverandør om de også kan understøtte Video XML Sitemaps. Det synes jeg de burde, så læg lidt pres på dem hvis de er modvillige 🙂
Der er også enkelte streaming-tjenester, som har indbygget redskaber til at generere Video XML Sitemaps. Det har f.eks. 23 Video.
Hvis du bruger WordPress laver min gamle ven Joost De Valk et rigtig godt plugin til generering af Video XML Sitemaps – inkl. alle de små justeringer og elementer til optimering, som gør det helt perfekt. Dette plugin koster lidt penge, men det er godt givet ud – og i alle fald meget billigere end at lave noget selv. Du kan læse mere om det her.
Hvis du ikke har indbygget en mulighed for automatisk generering af Video XML Sitemap i dit CMS, og ikke kan få det, så må du benytte en ekstern service. Du skal som sagt aldrig forsøge at skrive HML i hånden!
Der findes mange services på Nettet, som tilbyder generering af Video XML Sitemaps, og almindelige XML Sitemaps – typisk baseret på crawling af dit website eller ved at du angiver de sider og videoer du vil have med, hvorefter systemet så udskriver et korrekt Video XML Sitemap til dig.
Jeg har ikke selv erfaring med disse tjenester, da jeg altid er sluppet afsted med at få det indbygget hos kunderne. Det er også en bedre løsning. Men som sagt, hvis det ikke kan lade sig gøre for dig, så er det trods alt bedre at bruge en ekstern tjeneste frem for slet ikke at få sat et Video XML Sitemap op.
Søg på Google efter Video XML Sitemap creator – så finder du masser af tilbud.
- Tilmeld dit Video XML Sitemap til søgemaskinerne
Når du har lavet dit sitemap og uploaded det til din webserver, så skal søgemaskinerne have besked om, at det findes. Det kan du gøre enten ved at submitte det via Google og Bing Webmaster Central, ved at pinge søgemaskinerne eller ved at tilføje en reference til det i din robots.txt fil.Jeg anbefaler at du bruger første og sidste metode, så er du sikker på alle søgemaskiner kan finde det.
Som altid er der naturligvis mange flere detaljer involveret i en succesfuld Video SEO strategi. Men jeg håber trods alt, med den begrænsede plads et blogindlæg giver, at ovenstende har inspireret dig til, at komme igang og kan hjælpe dig lidt på vej.
Har du spørgsmål, som bare fyr dem af nedenfor, så kan jeg eller andre sikkert finde et fornuftigt svar frem til dig.
Mette M skriver
Hej deMib
Jeg har i et stykke tid haft planer om at lave en video til min side taskeforum.dk
Videoen skulle vise en sammenligning af en ægte og en fake Louis Vuitton taske. Grunden til at jeg ikke har fået det gjort endnu, er faktisk min frygt for at lave en video, der er for amatør-agtig.
Nu har det her indlæg netop bekræftet mig i, at det er en god ide at få gjort, så mit spørgsmål er egentlig: Hvor professionel skal videoen være, før den skaber værdi?
På forhånd tak for svar og tak for alle de guldkorn, du deler ud af på bloggen her.
Justian Madensen skriver
Man kan sagtens lave “low budget” videoer, som har den ønskede effekt. Dog skal man gøre sig lidt overvejelser inden man kaster sig i gang med projektet ligesom man skal med alt andet form for markedsføring.
Nogle små heads up inden i går igang med videoen:
Husk at tænke i lys, vinkler og lyd når i vil optage videoen, med low budget videoer har man tit større succes med at gøre den lidt mere personlig, hvilket gør den mere troværdig og på samme tid, bliver den knap så kunstig at se på.
MichaelS skriver
Hej deMib
Jeg overvejer at placere den samme video to steder på firmaets site – på forsiden og ligeledes længere nede i strukturen på en underside… skaber det problemer ift. google ranking eller andet?
På forhånd tak for svar og for et fedt site!
Kh. Michael
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nej, der sker ikke noget ved, at du embedder samme video flere steder på sitet. Bare sørg for, at selve videofilen kun findes et sted, og kun optræder en gang i dit video XML-sitemap.
Du skal også huske, at hver af de sider hvor videoen optræder på, skal være optimeret med forskellige tekster.
Ulæmpen ved at vise den flere steder er, at det kun er et af dem, du kan have i din video XML-file – og derfor kun en af dem der vil ranke på video-søgninger. Så det valg må du tage.
Lars Ballonklovn Lottrup skriver
Hej Mikkel
Tak for spændende oplæg!
Du skriver “hvor du kan få adgang til al den nødvendige data”, hvad er det for data der er nødvendig? og er det data til at tilføje i XML-sitemap?
Mvh
Lars
Mikkel deMib Svendsen skriver
Ja, der er nogle elementer i et video XML sitemap som er påkrævet, og andre der er frivillige. På nogle streamingtjenester kan man ikke få al den data, der skal bruges i de påkrævede elementer.