SEO: Få succes uden linkbuilding!
Nu har du I årevis fået at vide, hvor vigtig linkbuilding er. Måske har du allerede ofret enorme resurser på, at lave linkbuilding.
Men har du nogensinde tænkt på, at det slet ikke er sikkert du behøver, at gøre det? Har du tænkt på, at nogle sites faktisk slet ikke laver linkbuilding og klarer sig helt fantastisk alligevel? Har du aldrig undret dig over, hvorfor og hvordan de gør det?
I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvordan man kan opnå fantastiske resultater i søgemaskinerne helt uden at lave noget som helst aktiv linkbuilding …
Ingen linkbuilding …? Kan det virkelig passe?
OK, jeg ved godt der sikkert er nogle af jer læsere der lige nu sidder og er lidt mistroiske. Hvad har ham Mikkel nu gang i? Man kan da ikke få et website til at ranke uden links.
Og nej, det er rigtigt. Der skal både en god portion links og social synlighed til i dag, hvis du vil ranke godt. Men det betyder bare ikke, at du behøver, at lave egentlig linkbuilding. Lad mig give dig et konkret eksempel: Min-Mave.dk.
Jeg er medejer af dette website og har siden 2008 hjulpet med bl.a. SEO. Websitet er ekstremt synligt i søgemaskinerne indenfor sit område og har fået op til 1 million organiske besøg pr. måned fra Google.
Vi har aldrig nogensinde lavet noget som helst aktiv linkbuilding! Jeps, du hørte rigtigt. Vi har aldrig afsat en eneste time til linkbuilding. Intet.
Men hvad har vi så gjort? Hvordan er alle de links kommet til Min-Mave.dk?
Vi har faktisk gjort lige præcis det, som Google altid har sagt man “bare” skal gøre – vi har drevet et website fuld af informationer, debat og viden af en så høj kvalitet, at folk helt naturligt har linket til det og snakket om det i de sociale medier.
Vi har med andre ord kørt en aktiv Content Marketing strategi langt tid før det blev så skide moderne, at det skulle have sit eget ord 🙂
Men nu er Min-Mave jo så også i den heldige situation, at vi har et par hundrede tusind kvinder forbi hver måned og de skriver op til 5.000 nye indlæg om dagen. Dertil kommer andet redaktionelt stof. Så mængden af godt materiale, der kan diskuteres og deles, er ekstremt høj.
Kan andre websites, som dit eget, lære af det vi har gjort på Min-Mave.dk? Ja, i nogen grad i hvert fald. Lad mig forklare …
Gør dig fortjent til links
De fleste websites kunne godt trænge til et seriøst eftersyn med henblik på, at vurdere om det der publiceres faktisk er så spændende, at man overhovedet kan forvente, at nogle gider at linke naturligt til det. Vær nu ærlig overfor dig selv – også selvom det gør lidt ondt. Spørg evt. nogle relevante brugere. Spørg nogle kunder.
Folk linker til det som stikker ud, det som giver dem en særlig god hjælp, det som de ved at linke til kan hjælpe deres egne venner med – eller booste egoet.
Grå, kedelige, corporate websites uden kant er der ikke mange der helt naturligt linker til. Hvis du ikke tilbyder noget ekstraordinært – f.eks. noget fedt gratis, hvis du ikke tør stikke lidt ud og være kontroversiel eller sjov, eller levere andre unikke oplevelser, som din målgruppe efterspørger, så får du ikke mange naturlige links. Alle de dejlige links vi får på Min-Mave.dk helt gratis.
Men kan alle websites skrue op for den type indhold, som kan booste naturlige links? Ja, helt bestemt! I hvert fald til en hvis grad. Jeg har i hvert fald fortsat ikke set en eneste virksomhed og site, hvor det ikke kunne lade sig gøre.
For mange virksomheder vil en blog være en god platform at arbejde med. Her kan der lanceres mange af de ting, som kan skabe naturlige links. Det er også en god platform for tæt integration med de sociale medier.
Nogle websites kan måske også bære en debat. Det er lidt en stor mundfuld, men til gengæld er værdien af en god debat kæmpe stor.
Et website er ikke en øde ø!
Jeg tror jeg sagde dette første gang på den anden side af årtusindskiftet. Et website er ikke en øde ø!
Desværre er der fortsat mange virksomheder, der udvikler deres website, somom det var en øde ø. De glemmer fuldkommen, at det vigtigste ved Nettet er … ja, nettet! Det er det faktum at det hele er bundet sammen, der er så fantastisk.
Men det kræver en indsats at blive en del af fællesskabet – frem for bare en øde ø. Man skal gøre sig fortjent til at være med til festen. Der skal bidrages til buffeten. Hvis man bare kommer ind, klasker en plakat op og skrider igen, så scorer man intet, so to speak.
Og alt det her er jo faktisk ikke nyt. Jeg har som sagt prædiket det i over et årti. I dag er det bare blevet endnu vigtigere fordi det også er et vigtigt parameter i søgemaskinerne. De aflæser i stigende grad, hvordan resten af Nettet opfatter vores site – gennem links og sociale signaler.
SEO handler om at optimere så mange af de forhold, der har indflydelse på indeksering, ranking, trafik og konverteringer som muligt. Det gælder også links og sociale signaler. Spørgsmålet er bare, hvad vi gør for at optimere det.
Med den stigende fokus søgemaskinerne har på at forstå “naturlighed” er det i stigende grad blevet nødvendigt, at vi som SEO’ere, arbejder meget mere med at booste naturlige faktorer, frem for kunstigt, at skabe dem.
Vi skal ikke “bare” lave lidt godt indhold og vente på alle de links og sociale omtaler der så (måske) kommer, som Google siger. Nej, vi skal undersøge hvilke psykologiske faktorer, der bedst vil trigge lige vores målgruppe til naturligt at linke. Er det noget gratis? Er det debatter? Er det noget sjovt? Er det noget provokerende? Eller en konkurrence? Målet er, at finde de typer af indhold, som er bedst til at skabe naturlige links og så optimere dem over tid.
Alle virksomheder kan gøre det! For nogle er det måske lettere end andre, men der er bare ingen vej udenom det faktum, at du bliver nødt til også at komme i gang, hvis du vil fastholde en rimelig synlighed på Nettet i årene frem.
Sina Jolandeh skriver
Hej Mikkel
Tak tak, endelige et indlæg efter min smag.
Jeg læste det hurtigt igennem… Men jeg mener at du rammer plet i forhold til udviklingen.
Mvh Sina
Aris Kuckovic skriver
Hej Mikkel,
Super god artikel!
Jeg er bare lidt i tvivl om hvorvidt man kan gøre dette på ALLE sider?
Altså, hvis jeg nu har en blog om fyldepenne, er det vel rimelig begrænset hvor stor debat jeg kan skabe?
Eller tager jeg helt fejl?
MVH
Aris
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tak 🙂
Og ja, det er næsten kun community- og store nyheds-sites og meget stærke brands, som kan opnå en så stærk linkprofil helt organisk – men det fleste sites kan bruge det som et vigtigt grundlag, eller I det mindset et vist bidrag.
Aris Kuckovic skriver
Selv har jeg haft mest succes med en “personlig blog” – for der er man ikke bundet til ét emne. F.eks. fik jeg i sin tid OVERVÆLDENDE mange besøg, ved at skrive en oplevelse jeg havde med (den dengang meget omtalte) indfødsretsprøve. Uden at jeg selv vidste det faktisk…
Kunne være jeg skulle tage den debat op igen 😉
Mikkel skriver
Interessant tilgang til tingene som du her beskriver. Jeg vil helt sikkert prøve at tænke dette ind i min fremtidige strategi for vores side. Jeg har selv funderet en del over, hvordan man får folk til at linke naturligt, og har da også haft et par gennemarbejdede indlæg som har fået nogle naturlige links henover tiden, men der skal virkelig tænkes ud af boksen, da der skal noget ekstraordinært til for at få folk til at dele ens indhold, og så selvom det er godt.
Kenni Nielsen skriver
Super godt indlæg 🙂
Det er også en erfaring jeg selv har gjort mig. Jeg driver selv et forum indenfor en helt anden niche, hvor jeg heller aldrig har brugt tid på linkbuilding. Det eneste jeg har fokuseret på er at skabe i skide godt forum, for mine brugere. Forumet er i dag lidt over 2 år gammel, og har over 150.000 unikke besøgende om måneden.
Michael Lauritzen skriver
Rigtig god artikel. Godt med den øde ø Jeg plejer at sige vand i Sahara.