SEO er summen af alle faktorer – men hvilke og hvordan prioriteres de?
Som du sikkert allerede ved, er der rigtig mange faktorer, der har betydning for hvordan du ranker i Google. Men udfordringen for de fleste er, at få et godt (og opdateret) overblik over dem alle og ikke mindst hvordan optimeringen skal prioriteres.
Så det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg.
SEO er ikke så svært
SEO er faktisk ikke så svært. Du skal “bare” optimere alle faktorer perfekt. Så kommer du til tops i Google.
OK, jeg ved godt at det i praksis kan være lidt sværere end det umiddelbart lyder. Faktum – og min vigtigste pointe er dog, at hvis du kan optimere alle faktorer korrekt så VIL du blive mere synlig i Google. Der er faktisk ikke så meget magi i det.
For de fleste af de kunder jeg gennem tiden har arbejdet med, har udfordringen kun i mindre grad været at identificere alle de faktorer der med fordel kunne optimeres. Jeg kender i det store hele godt faktorerne og kan som regel hurtigt finde frem til gode bud på hvad der bør gøres for at optimere dem.
Men en ting er at vide hvad der er galt – og hvad der kunne gøres for at forbedre det. Noget andet er at få det prioriteret og gjort. Det er ofte den største udfordring.
Ind imellem er jeg så heldig at arbejde med kunder, der næsten uden kompromis vælger at følge de gode råd jeg kommer med. Og så går det godt.
Nedenfor kan du se et eksempel på udviklingen i Google synlighed (baseret på organisk trafik) for en kunde jeg har arbejdet med i nogle måneder. De er i et ekstremt konkurrencepræget marked. Alligevel – og på trods af diverse udfordrende opdateringer i Google i samme periode, er væksten i organiske besøg steget dramatisk.
Men er ovenstående bare et helt unikt og meget usædvanligt resultat?
Nej, det lidt usædvanlige er alene, at denne kunde stort set uden undtagelse, har valgt at gøre det ting som jeg VED virker. Og ja, så kommer resultaterne også. Det er det samme jeg oplever hver gang.
Men hvad er det så der skal til? Lad os se lidt nærmere på det …
Omhyggelighed med alle detaljer er det vigtigste!
Jeg indrømmer, at der er rigtig mange detaljer i SEO og det kan være svært at få et overblik over dem alle. Jeg plejer at inddele det i følgende hovedområder:
- Markeds- og konkurrentanalyser (keywords og søgekonkurrenter)
- Udvikling af effektiv SEO-strategi
- Teknisk (SEO) optimering
- Indholdsudvikling og -optimering
- Linkbuilding
- Optimering af bruger-engagement
For hvert af ovenstående punkter er der en masse underpunkter og muligheder der skal tages stilling til.
Og ikke nok med det, der sker hele tiden en udvikling – både i forhold til muligheder og krav i Google og i forhold til markedet og konkurrencen. SEO er et meget dynamisk område. Det som virkede sidste år virker ikke nødvendigvis (helt på samme måde) i år.
Så uanset om du skal i gang med at optimere et helt nyt website – eller ønsker større synlighed med et eksisterende, vil jeg meget anbefale, at du gennemgår alle de vigtigste faktorer, og opdaterer dem med jævne mellemrum.
SEO er summen af alle faktorer. Men ingen kan optimere dem alle på en gang!
Og netop derfor er en meget omhyggelig og systematisk tilgang til SEO-arbejdet helt afgørende for success og stabil fremgang. Selv et enkelt lille forkert komma et uheldigt sted i koden kan skade din synlighed i Google!
Jo flere faktorer, du kan optimere bedre og jo færre (små og større) SEO-fejl du laver – jo bedre kommer du til at ranke i Google. Så enkelt er det faktisk!
Prioriter din optimering
Det er ikke alle SEO-faktorer der vægter lige meget. Og for at komplicerer det endnu mere, så er der også store forskelle på forskellige søgninger.
Man kan derfor ikke lave en liste med prioriteringer, som vil være korrekt for alle sites. Du bør lave en for lige netop dit.
Der er dog nogle ting, som alle websites bør have på plads – det jeg kalder “Must Haves”. Dit website skal bl.a. være tilgængeligt for Google, de skal kunne finde alle sider via links på dit website, der skal også være nogle eksterne links, indhold skal udskrives i formater søgemaskinerne kan læse, websitet skal have en fornuftig hastighed og alle sider skal have unikke tekster, TITLEs og META-beskrivelser.
Men derudover vil der også være en masse “Nice to Haves”, som du med fordel kan optimere. Det afhænger lidt af indholdet. Det er elementer, som kan optimeres lidt bedre – f.eks. hastighed og tekster, eller elementer som du ikke benytter i dag, men som kan forbedre din SEO (f.eks. AMP eller Schema-data).
Når du har samlet en liste med alle “Nice to Have” elementer, som kunne optimeres er det tid at prioritere listen. Jeg plejer at vurdere hvert enkelt punkt ud fra følgende kriterier:
- Hvor stor effekt det forventes at have
- Hvor lang tid det forventes at tage før effekten slår igennem
- Hvor mange resurser der skal afsættes for at implementere forbedringerne
Jeg vurderer de tre punkter på en 5-punkt skala:
- Meget lille effekt og meget resurse- og tids-intensiv
- Lille effekt og forholdsvis resurse- og tids-intensiv
- OK effek og ikke så resurse- og tids-intensiv
- God effekt og mindre resurse- og tids-intensiv
- Meget god effekt og meget lidt resurse- og tids-intensiv
Jeg gemmer alle disse informationer i et regneark og udregner en samlet sum på tværs af de tre punkter ved at gange dem med hinanden. Den maksimale sum et punkt kan opnå er således 125 (5 x 5 x 5) – det er for punkter med en meget høj effekt, en meget hurtig virkning og et meget lille resurseforbrug.
I den anden ende af skalaen kan et punkt som minimum få 1 point (1 x 1 x 1) – det er for punkter med en meget lille effekt, som det tager lang tid for at virke og som kræver en masse resurser at implementere.
Derimellem er der naturligvis mange varianter – de fleste punkter vll ligge et godt stykke over 1 (f.eks. 3 x 3 x 2 = 18) og forholdsvis få vil få den maksimale score på 125.
Når du har lavet alle dine vurderinger og samlet det hele sammen i dit regneark, så har du en færdig facitliste for dine prioriteringer af alle “Nice to Have” punkter.
Du kan så vælge udelukkende at sortere listen efter den samlede sum – og så bare gå i gang fra toppen af, men du kan også vælge at prioritere effekten, tiden eller resurseforbruget højere, hvis du er ude efter hurtigere resultater eller, hvis du har mangel på resurser.
I alle fald har du med denne prioriterings-model et objektivt grundlag for at prioritere alle dine Nice to Have punkter, så det ikke bare bliver tilfældigheder der afgører hvor du starter og hvor du ender.
Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan en lille bid af dit færdige regneark kan se ud.
Men HUSK! Blot fordi nogle punkter får en lav score betyder det ikke at du helt skal droppe dem. Som sagt, jo flere punkter du kan optimere perfekt, jo bedre vil du ranke i Google.
Hvilket svar forventer folk?
Et vigtigt element, som mange prioriterer for lavt er, om du har det rette indhold. Hvad forventer folk at finde når de søger?
For at få svar på det kan du søge i Google på nogle af dine vigtigste keywords. Hvad ser du – udover de almindelige søgeresultater? Er der kort? Er der billeder? Er der videoer? Er det shop-resultater, FAQ-svar, eller gør-det-selv artikler?
Google er ret god til at vurdere hvad folk helst vil have og viser derfor dette. Du bør derfor benytte dig af disse elementer.
F.eks. viser Google ofte mange videoer – direkte i søgeresultaterne, når man søger på “fitness træning”. Og det er jo logisk nok – for en video med instruktioner er jo et godt resultat. Det il derfor være en god ide at optimere video-indhold, hvis det er en søgning som denne du gerne vil ranke på.
Hvis du derimod søger på “hvordan skriver man testamente” så får du stort set kun links til artikler – og i dette tilfælde et svar direkte i toppen af Google (som kanldes “Featured Snippet” – eller “Fremhævet uddrag”). Så her vil det ikke have så stor efekt at optimere video-indhold.
Hvis du søger på “restaurant” ved Google godt, at du nok ikke gider køre til den anden ende af landet for at spise og derfor viser de restauranter i nærheden af hvor du bor. Jeg bor i Lyngby – som du kan se nedenfor. For virksomheder der er mest relevante for lokale kunder er bl.a. optimering af Google MyBusiness og Maps vigtig – samt korrekt LocalBusiness Schema-data på dit website.
Først når du ved hvilket indhold der skal optimeres kan du fastlægge selve optimeringen.
Stol ikke (blindt) på SEO-tools
Der findes mange gode SEO-tools – både i form af diverse indbyggede plug-in løsninger til dit CMS og eksterne tjenester og software.
Jeg bruger blandt andet Screaming Frog, Lighthouse, Majestic og Hrefs.com stort set dagligt. Andre er glade for SEMRush, Yoast SEO eller Moz. De har alle deres styrker og svagheder.
Men ingen SEO-tools er perfekte, ingen medtager alle faktorer og der er vigtige detaljer, fejl og muligheder som ingen SEO-tools fanger.
De SEO-tools der forsøger at give dig et komplet og samlet billede af hvor godt dit website er optimeret er faktisk de værste. I hvert fald hvis du blindt stoler på dem. Der er ganske enkelt alt for mange ting som de ikke får med.
Et godt eksempel er Ahrefs.com. Jeg bruger mange af deres værktøjer – herunder deres Site Audit. Meget ofte ender jeg med en “Health Score” på 100% – som i eksemplet nedenfor.
Men betyder det så at al SEO er perfekt? Nej, absolut ikke! Ahrefs.com Site Audit undersøger nemlig ikke alt som har betydning for SEO. Så den fine Health Score på 100% kan alene ses som et tegn på, at alle de ting de faktisk undersøger er godt. Men der er mere end det.
Optimeres de rette keywords? Matches de med de rette sider? Har sitet en stærk nok linkprofil og hænger den sammen med vores PR-arbejde? Er bruger-engagementet godt nok? Er der uudnyttede tekniske muligheder – eller fejl som Ahrefs ikke registrerer?
Ingen tools har det hele med – og det hele har betydning! Så hvis du alene stoler på dit SEO-værktøj, så er der stor risiko for at du overser vigtige elementer i din optimering.
Det omvendte problem kan også vises sig – altså at der rapporteres fejl, som faktisk ikke er der. Jeg fik f.eks. i sidste uge nogle fejl-rapporteringer på en kunde vedrørende Hreflang-tagging fra Ahrefs.com Site Audit.
Det undrede mig naturligvis da vi ikke havde ændret noget. Så jeg tog ikke bare denne fejlrapportering for gode varer. Jeg undersøgte det nærmere. Jeg kiggede på det manuelt og jeg brugte et andet værktøj – i dette tilfælde Screaming Frog, for at se om jeg kunne identificere samme fejl. Det kunne jeg ikke.
Min mistanke fald derfor på en fejl i Ahrefs.com. heldigvis har de en god support og efter nogle få minutter på deres chat fik jeg bekræftet, at der havde været en lille fejl i netop denne rapportering. Så efter at have kørt et frisk crawl var alt nu som det skulle være. Der var ingen fejl på sitet – men på SEO-værktøjet.
Så husk:
- Selvom dit SEO-tool siger at alt er perfekt, så kan der stadig godt være ting du bør optimere
- Selvom dit SEO-tool rapporterere om fejl er det ikke sikkert det er tilfældet. Test med andre værktøjer og/eller manuelt for at være sikker
Ingen ved alt – få hjælp!
Ingen kan vide alt om alt og finde ud af det hele selv. Jeg har også brug for hjælp – f.eks. i forhold til implementering af tekniske løsninger og PR.
Så du skal ikke fortvivle over at du måske ikke har helt styr på alle SEO-faktorer eller hvordan de bør prioriteres. Det vigtige er, at erkende hvad du selv er god til – og har tid til, og hvad du med fordele kunne få lidt hjælp med.
Jeg står naturligvis til rådighed, hvis det som jeg er god til kan hjælpe dig og din virksomhed. Du er altid velkommen til at skrive til mig på mikkel@demib.com eller ringe på 22 27 07 10 for en uforpligtende snak.
Skriv kommentar