SEO er ikke så svært – bare gør (næsten) som Google siger
Det er let at lade sig skræmme af de mange udfordringer SEO kan give. For de fleste kan det forståeligt nok virke en smule uoverskueligt. Men i virkeligheden behøver det slet ikke at være så svært, som det lyder.
Hvis du følger de fornuftige guidelines Google har og krydrer det med lidt af den praktiske SEO-erfaring jeg deler ud af, så vil dit website faktisk ende med at være bedre optimeret end de fleste andres.
For faktum er, at de fleste websites ikke engang lever op til de mest basale SEO-krav. Mange har tekniske svagheder, fejl og mangler og endnu flere lider af tyndt indhold og alt for ringe autoritet.
I dette indlæg vil jeg beskrive lidt af det du som minimum bør få på plads, hvis du vil være mere synlig i Google. Og lidt mere hvis du tør …
Google og jeg er (næsten) enige
Jeg sad for nogle år siden i et panel med den tidligere leder af Googles søgeteam Matt Cutts, til en større konference i USA. Her diskuterede vi bl.a. i hvor høj grad Googles og vores (website-ejernes) ønsker var identiske.
Matt Cutts påstand var, til at starte med, at Google har nøjagtigt de samme interesser som website ejere bør have. I hvert fald alle dem, der ikke ønsker at spamme Google og “snyde” sig til tops.
Jeg er næsten enig. Men ikke helt. Et langt stykke henad vejen har vi fælles interesser. Begge parter ønsker flere glade søgebrugere – for så er der flere som bruger søgemaskinerne. Men et stykke nede ad vejen skilles vandene.
For lad os sige at både du og jeg driver webshops der sælger sko. De er i forhold til alle objektive kriterier lige gode. De er begge brugervenlige, velskrevet og har de samme gode priser på sammenlignelige produkter.
I det tilfælde er Google i princippet ligeglad med om det er dit eller mit website der ligger nummer et. Men det er jeg ikke! Jeg synes naturligvis, at det er mit websites der skal ligge øverst – foran dit. Ja, selv hvis dit website – objektivt set, er en lille smule bedre end mit, synes jeg stadig at mit bør ligge øverst.
Efter lidt mere diskussion frem og tilbage om emnet kunne Matt godt se min pointe. At drive en søgemaskine er ikke det samme som at drive et website, der gerne vil være mere synligt i den søgemaskine.
Så vi endte med en nogenlunde enighed om- og accept af, at vi som website ejere nogle gange bliver nødt til at gøre lidt mere end det, som Google helt basalt anbefaler os, for at kunne slå konkurrenterne.
Jeg er dog helt enig med Google om, at det er en rigtig god start, at få alt det på plads som både Google og jeg er enige om – både i forhold til det tekniske, indhold, brugerengagement og links.
Så lad os se lidt nærmere på hvad det så er …
Start med et indekserbart og søgemaskine-venligt website
Heldigvis er de fleste CMS (Content Management Systemer) nogenlunde søgemaskinevenlige og indekserbare i dag. Det gælder både softwareløsninger som f.eks. WordPress, Magento og Drupal og hostede løsninger som DanDomain, Shopify eller Waimea.
Start med at vælge en god template, der er lavet i Responsivt Web Design (RWD), så den fungerer godt på både desktop, tablet og mobil. Opbyg sitet med en logisk struktur, så det er let at klikke sig frem til alle sider.
De største problemer oplever jeg med de helt store enterprise-systemer. Ja, det er faktisk lidt paradoksalt – men min erfaring er, at jo mere du betaler for din CMS, jo mere besværligt og kostbart er det at lave SEO på det.
For nogle år siden sad jeg med en kunde på sådan et stort enterprise-CMS. Der var en masse alvorlige problemer – herunder en del Duplicate Content. Så vi skrev til leverandøren, der blot super arrogant svarede tilbage at de skam ikke var i marketing-branchen – men i CMS-branchen. Den betragtning var kunden, mildt sagt ikke helt tilfreds med.
Anyway, da du sikkert alligevel ikke har brug for et af de helt store enterprise-CMS, så klarer du det nok. Mange vælger WordPress, eller hostede løsninger som Shopify og det er som udgangspunkt OK.
Problemet er, at med alle disse løsninger er der også nogle svagheder og alvorlige faldgrupper, som du skal have styr på.
Tre af de største er
- Hastighed
- Duplicate Content
- JavaScript
Vedr. hastighed …
Hastighed er en af de vigtigste ranking-faktorer i Google. Derudover har utallige undersøgelser vist, at højere hastighed giver flere konverteringer. Jo højere hastighed jo bedre. Punktum!
En af de ting som ofte trækker hastigheden ned – og som du let kan gøre noget ved, er store tunge billeder. Det er desværre de færreste CMS der som udgangspunkt optimerer dem godt nok.
Jeg har rigtig god erfaring med Kraken.io, men der findes også andre gode løsninger – alt efter den valgte platform. Men gør noget! For billedoptimering er en af de vigtigste dele af din hastighedsoptimering.
Hvis du vælger en software-løsning er det også vigtigt at du får en kraftig og hurtigt hosting. Spar ikke på det. Og sørg for at opsætte CDN, så dine billeder og andre tunge filer hentes hurtigt.
For alle løsninger gælder det, at jo flere plugins du bruger jo langsommere bliver dit website. Så overvej meget nøje hver gang du installerer et plugin, om det forbedrer brugeroplevelse og din forretning nok til at du kan forsvare den lidt lavere hastighed det giver.
vedr. Duplicate Content …
De fleste CMS lider desværre også – i større eller mindre grad, af problemer med Duplicate Content. Nogle gange er der som standard implementeret simple løsninger – som CANONICAL-tags, men det er sjældent godt nok.
Så afhængigt af det valgte CMS bliver du nødt til at få undersøgt hvilke Duplicate Content problemer der er og så få dem løst.
Hvis du søger på dit CMS + Duplicate Content vil du som regel finde masser af gode guides til løsninger.
Vedr. javaScript …
Mange tror jeg hader JavaScript. Det gør jeg bestemt ikke. Man kan lave mange fede ting med JavaScript.
Problemet er bare, at Google langt fra altid eksekverer JavaScript, så hvis det er nødvendigt for at se tekster og links på dine sider, så risikerer du at Google bare ser blanke sider. Og så bliver du i hvert fald ikke synlig!
Det er i særlig grad et problem, hvis du benytter templates – eller temaer, der helt eller devist bygger på JavaScript frameworks som Angular eller Ract, og renderer det hele i klientlaget.
Ja, jeg ved godt det her er lidt nørded. Men er du i tvivl om du har et problem med det, så prøv at slå JavaScript fra i din browser og se hvad du så får på dit website. Det kan du f.eks. let gøre med denne udvidelse (til Chrome eller Firefox). Kan man se alt dit indhold og links? Hvis ikke, så overvej et andet tema til dit website, eller snak med dine udviklere.
Tekniske forbedringer giver større synlighed
Når det mest basale er på plads så bør du alvorligt overveje at udnytte nogle af de mange tekniske forbedringer der i dag findes, som kan være med til både at øge brugervenligheden og give større synlighed i Google.
To af de vigtigste er:
- Schema-data
- AMP-format
Vedr. Schema-data …
Schema-data er en standard for beskrivelse af elementer på dine websider. Det kan f.eks. være produkter – med priser, lager-status osv, breadcrumb navigation, FAQ-elementer og virksomhedsinformationer.
Google bruger denne information til at fremhæve søgeresultaterne med relevant informationer. Nedenfor kan du se et eksempel fra min webshop her på deMib.dk. Produktet (min gamle SEO bog – “SEO 2.0” er kodet med Schema-data for produkter og ratings – og det viser Google.
Fremhævninger som denne giver naturligvis mere synlighed i Google – og flere besøg.
Der findes flere hundrede forskellige Schema-objekter. Du kan se dem alle på Schema.org. Jeg anbefaler, at du udnytter alle dem, som er relevante for din virksomhed.
Vedr. AMP-format …
AMP er en forkortelse af Accelerated Mobile Pages og er et særligt mobil-optimeret format, som Google var med til at lancere i 2016.
Min erfaring er, at langt de fleste websites kan opnå både bedre brugervenlighed og større synlighed i Google ved at implementere AMP.
Desværre er AMP ikke standard i nogle af de CMS jeg kender til. Så der skal du have fat i en udvidelse – eller nogle udviklere, som kan lave det for dig.
Google Core Web Vitals
Google har i år (2021) udrullet et helt nyt set af krav til websites med fokus på brugervenlighed. De kaldes samlet set Core Web Vitals.
Det består grundlæggende af tre faktorer:
- Largest Contentful Paint (LCP)
- First Input Delay (FID)
- Cumulative layout shift (CLS)
Du kan se alle Core Web Vitals i Google Search Console eller teste enkeltstående sider (også dine konkurrenters) i Google PageSpeed Insight. Her kan du også få tips til hvordan du forbedrer dine Core Web Vitals scores.
Vedr. LCP …
LCP viser hvor lang tid det tager at indlæse den væsentligste del af en side hos brugerne – fra de klikker på et link.
En god LCP score skal være på under 2,5 sekunder. Er den over 4 sekunder er det rigtig skidt.
Du kan læse mere om LCP her – og få tips til forbedringer.
Vedr FID …
En ting er hvor hurtigt indholdet på dine sider vises – noget andet er hvor hurtigt de besøgende kan interagere med det. Det er det som FID måler – som f.eks. om man kan klikke på links, udfylde en formular eller vælge noget fra en drop-down menu.
En god FID score er på under 100 milisekunder. Er den over 300 ms er det rigtig skidt.
Du kan læse mere om FID her – og få tips til forbedringer.
Vedr. CLS …
CLS måler dine siders stabilitet – og om i hvor høj grad der er ustabile elementer. Med andre ord – hvis elementer flytter sig efter siden har indlæst, så har du et CLS-problem.
Det er en smule nørded at forstå o udregne din CLS, men jeg har skrevet et lidt længere indlæg om alle de nye Core Web Vitals faktorer, som du kan læse her.
Din CLS-score skal helst ned under 0,1 for alle sider. Er den over 0,3 er det rigtig skidt.
Kend din målgruppe – og forstå hvordan de søger
Når det tekniske er på plads kan du gå igang med det redaktionelle. Og det starter med det vi kalder keyword research.
Du skal have undersøgt hvordan din målgruppe søger efter det du tilbyder. Du kan sikkert godt gætte dig til en del af det, men det er ikke nok. Du bliver nødt til at undersøge det.
Hvis du f.eks. sælger tøj til piger og drenge, så er “pigetøj” og “drengetøj” oplagte keywords. Men vidste du, at der er næsten 10 gange så mange der søger på “børnetøj”, som de to andre ord tilsammen? Dertil kommer all dem der søger på f.eks. “billigt børnetøj”, “økologisk børnetøj” osv.
Udover at finde de vigtigste – mest søgte og mest relevante keywords for din virksomhed, bør du også gå lidt mere i dybden for at finde relaterede ord. De kan fortælle dig en masse vigtigt om det vi kalder Search User Intend – altså intentionen med de søgninger de laver.
Indenfor sundhedsområdet ved jeg f.eks. at folk ofte ønsker informationer om bivirkninger – også selvom de ikke direkte udtrykker det i en søgning. Og indenfor meget webshopping leder folk ofte efter gode priser, tilbud, lagersalg osv.
Ved bedre at forstå din målgruppes Search User Intent kan du bedre optimere dine siders indhold, så de matcher det. Det mere synlighed i søgemaskinerne, flere besøg og salg.
Jeg laver det meste af min keyword research på Ahrefs.com, men hvis du har en aktiv Google Ads konto kan du også bruge deres værktøj.
Optimer dit indhold – i de rette formater
Med udgangspunkt i dine keywordanalyser kan du så begynde at optimere dit indhold. Lige meget hvilket CMS du har valgt kommer du ikke udenom det.
Grundlæggende set skal du sørge for, at hver eneste side på dit website – og alle kategorier og produkter i din webshop, har en god, inspirerende og unik tekst hvor det eller de keywords du ønsker den skal ranke på indgår på en naturlig måde.
Både URL, TITLE, sidens overskrift(er), billedtekster (ALT-tekster) og al den synlige tekst skal optimeres.
Brug den viden du har fået om Search User Intent til at optimere dine tekster. Skriv så du fanger folks opmærksomhed, fastholder dem og sælger.
Brug også denne viden til at optimere de rette sider til det rette indhold. Søger folk mere generelt efter dine produkter, så er en produktkategori ofte det bedste. Søger de svar på spørgsmål kan en FAQ være god. Søger de generel inspiration kan et blogindlæg eller en god case-story være bedre.
Google er i de senere år blevet meget bedre til at forstå meningen med både de søgninger folk laver og de tekster (fra dit website) som de indekserer. Du kan hjælpe dem – og dig selv, med at de forstår dine sider rigtigt – og matcher dem med de mest optimale søgninger, hvis du framer dine tekster rigtigt.
Kort fortalt handler det om at bruge relaterede ord i dine tekster, der er med til at ramme det ind (framing) – ord der understøtter emnet.
En god lille øvelse i den forbindelse er, at skrive din optimerede tekst, og så udskifte dit primære keyword med XXX og aflevere den til en anden. Hvis de kan gætte dit keyword har du framet det godt.
Dine tekster skal helst være minimum 250-300 ord – altså den unikke tekst på siden. Er den meget kortere end det er der risiko for, at Google opfatter det som tyndt indhold og filtrere det ud af søgeresultaterne. Det kan i værste fald skade synligheden af hele dit website.
Så har du sider, hvor det er helt umuligt at skrive den anbefalede mængde tekst, så er det bedre at du selv udelukker dem fra Google med enten Robots.txt eller META-robots NOINDEX.
Optimer dine besøgendes engagement
Google har igennem de sidste år øges deres fokus på det vi kalder User Engagement – hvor engageret de besøgende på dit website er, hvor godt du fastholder deres interesse, sammenlignet med andre.
Folk der besøger dit website og smutter igen efter få sekunder er et godt eksempel på dårlig User Engagement. Det skader dine muligheder for at ranke godt.
Andre gode eksempler på User Engagement er hvor lang tid de bruger på dit website, hvor ofte de kommer igen og hvor meget de handler for.
Selv hvis Google slet ikke eksisterede ville jeg anbefale dig, at optimere disse faktorer. Jo større engagement – jo flere penge tjener du jo pr. bruger. Så uanset hvilken markedsføring du laver bliver den mere cost-effektiv med et højt brugerengagement.
I Google Analytics kan du finde det meste af den relevante data. Se på de sider der har en dårlige User Engagement og sammenlign dem med dem der er gode. Hvad er forskellen? Hvad kan forbedres?
Links giver autoritet – din branding i Google
Nu er vi så nået til sidste punkt i denne lille guide. Og dette punkt er uden tvivl et af dem, hvor vores – og Googles vande skilles mest.
Men for lige at slå det helt fast – links til dit website er helt afgørende vigtigt for, at du kommer til at ranke godt. Jo flere og jo bedre links, jo højere autoritet får du og det vil gøre det lettere at ranke på alle dine veloptimerede sider.
Det svarer faktisk lidt til branding. Jo flere der kender dig (for noget godt) og har tillid til dig – jo lettere er det at sælge til dem.
Ifølge Google skal vi bare lave noget godt indhold. Så skal folk nok linke til os.
Det er da også en rigtig god start. Fede websites, med gode produkter og spændende artikler tiltrækker helt naturligt links. Men det er bare sjældent nok.
Du kan sammenligne det lidt med PR. Hvis du ringer til Børsen og spørger hvordan man kommer i deres avis, så vil de sikkert sige lidt som Google – bare driv en god og spændende virksomhed, så skal vores journalister nok opdage det.
Men vi ved jo godt alle sammen, at hvis du hyrer en god PR-konsulent, så er der langt større chancer for, at han kan få gode historier i medierne – end hvis du bare læser dig tilbage og venter på at journalisterne ringer.
Det samme gælder i Google – og med links og autoritet. Du kan – og de fleste bør, have en lidt mere aktiv strategi for at skaffe flere links. Og det er der rigtig mange måder du kan gøre på. Mange af dem bryder Google sig i princippet ikke så meget om – men det betyder ikke, at det ikke virker.
Det er dog vigtigt, at du er både forsigtig og omhyggelig i dit arbejde med linkbuilding. Købte links kan godt fungere som et supplement, men hvis alle dine links blot er indkøbt i nogle få netværk, så risikerer du at det meget hurtigt holder op med at virke i Google.
Det vigtigste i forhold til linkbuilding er diversitet. Du skal arbejde på at få så mange forskellige typer af links, fra så mange forskellige typer af sites som muligt. Det får det til at se mere naturligt ud – og det virker på både kort og lang sigt i Google.
Jeg har en metode der virker!
Efter mere end 20 år i SEO-branchen har jeg udviklet en metode – en fremgangsmåde, til optimering af stort set alle typer af websites. Og det virker!
Skridt for skridt har jeg hjulpet hundredevis af virksomheder med at gøre deres websites meget mere synlige søgemaskinerne.
Hvis du har brug for hjælp, så skriv til mig på: mikkel@demib.com, ring på: 22 27 07 10 eller brug formularen nedenfor.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Spørg gerne her, hvis der er noget du er i tvivl om 🙂
Henrik V Blunck skriver
Der er ikke spor at være i tvivl om. Du er en glimrende formidler, så det er dejlig brugervenligt for alle at følge med. 🙂
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tusind tak 🙂
Jakob M skriver
Spændende læsning.
Jeg har forstået det, som at man bliver straffet af Google for købte links.
Men de bliver måske bare ignoreret?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Hvis Google opdager links til dit website, som de (som oftest algoritmisk) vurderer er købt, så vil de som regel bare fjerne værdien af dem. Så er de spildt.
Det er dog langtfra altid de opdager dte.
Kun i meget ekstreme tilfælde straffer de mere direkte websites for købte links. Det er meget sjældent det sker.
Så omen det at få fjernet værdien af nogle links du har købt kan føles som en straf, å er det teknisk set ikke tilfældet. De har bare mistet deres værdi.
Så ja, der ER en risiko ved købte links, men den så absolut største risiko er, at du køber noget der (på kort eller længere sigt) ikke har værdi.