SEO, Ads og PR går hånd i hånd
SEO er, som du sikkert allerede ved, et meget vigtigt element i de fleste virksomheders markedsføring i dag. Men SEO kan og bør ikke stå alene!
På trods af, at jeg personligt har brugt det meste af de sidste 25 år på netop SEO er jeg ikke blind for, at andre – både on- og off-line markedsføringskanaler, kan være vigtige. Ja, faktisk vil jeg jeg påstå, at det netop er min praktiske erfaring med SEO der gør, at jeg ved hvor vigtigt det er.
I dette indlæg vil jeg se lidt nærmere på, hvordan en strategisk gennemtænkt kombination af SEO, Google og Facebook Ads og PR kan styrke hinanden. Ikke alene supplerer de hinanden – de kan styrke effekten på tværs. To plus to kan ende med mere end fire!
Google Ads kan styrke din SEO
Der er i princippet vandtætte skodder mellem Google Ads og de redaktionelle (organiske/ikke betalte) resultater. Det samme gælder alle andre gode medier. Du kan ikke bare købe dig til en bedre organisk placering. Det samme gælder nyhedsmedier. Selv hvis du køber mange annoncer i en avis, får du ikke automatisk god redaktionel omtale.
Men når det så er sagt, er der alligevel visse fordele ved at bruge både Google ads og SEO som du med fordel kan udnytte.
For det første kan du bruge Google Ads til at teste keywords. Via keyword research kan du naturligvis godt finde ud af hvordan din målgruppe søger og hvilke keywords de søger mest på.
Men hvilke keywords konverterer bedst, hvordan skriver du de TITLEs og beskrivelser der får flest til at klikke på dine links og hvilke landing-sider konverterer flest? Det kan være svært at gætte sig til.
Ved at opsætte Google Ads-kampagner på de keywords du overvejer at optimere, kan du teste både TITLEs, beskrivelser og landing-sider. Du kan let opsætte variationer og se hvad der virker bedst.
Når du så ved hvilke keywords der giver mest kan du overføre din erfaring til den organiske optimering (SEO).
Men det er ikke den eneste måde, du kan styrke din SEO med Google Ads.
En anden styrke ved Google Ads, som kan smitte af på din SEO er den måde du kan målrette annoncer og den gode trafik det kan give.
Med Google Ads kan du bl.a. lave shoping-annoncer og målrette annoncer på basis af din målgruppes handlinger – f.eks. besøg på andre (dine eller konkurrenters) sider.
Ved at nå ud til en lidt bredere (men stadig meget relevant) målgruppe, som måske ikke direkte søger på dig og dine keywords, kan du øge trafikken til dit website. Og hvis målretningen er præcis nok vil det give flere engagerede besøgende. Flere besøg med højere engagement styrker din SEO.
Google Ads er – helt generelt – også et godt supplement til SEO. For uanset hvor godt du gør det, så kommer du sjældent til at ligge i toppen af de organiske resultater på samtlige dine keywords. Med Google Ads kan du købe dig til dem du ikke er i top på organisk.
På særligt vigtige keywords, og keywords hvor mange andre køber Google Ads, kan en dobbelt-dækning – gode organiske resultater og Ads også anbefales.
PR giver omtale og links – SEO styrker din PR
Effekten af PR – og god omtale i de større medier er i sig selv af høj værdi. Det giver både opmærksomhed, styrker dit brand og give flere målrettede besøg på dit website. Men hvad mange (selv dygtige PR-folk) ofte overser er, hvor stor effekten på tværs af SEO og PR kan være.
Når flere kender dig og dit brand vil det være med til at øge antallet af folk der søger direkte på det. Flere barand-søgninger styrker Googles opfattelse af dit brand og det kan have positiv indflydelse på ranking af alle dine keywords.
Derudover oplever jeg generelt, at folk klikker mere på links fra kendte brands. En højere klikrate styrker også din SEO.
Endnu bedre er det naturligvis, hvis du udover omtalen i større medier også kan få dem til at linke til dig. Et redaktionelt links fra de store medier vægter mange gange mere end et links fra f.eks. en lille blog som denne.
Det kan dog være temmelig udfordrende, at få nyhedsmedierne til at linke til dig. Journalisterne lærer stadig at de ikke bør linke til kilder. Jeg synes – ikke bare som SEO-mand, men også som læser, at det er åndssvagt. men sådan er det.
En metode til at få journalisterne til i højere grad at linke til dig, når du indgår i artikler er, at publicere baggrundsmateriale, statistikker og interaktive værktøjer på dit eget website, som støtter op om artiklen. Relevant baggrundsmateriale linker journalister gerne til.
Jeg har god erfaring med datadrevne nyhedshistorier som et effektivt værktøj til dette.
Men det er ikke kun SEO der styrkes af PR – PR kan også styrkes af SEO.
Journalister bruger også, som alle andre, Google i deres research til artikler. Hvis du dukker op når de søger er der større chance for, at de kontakter dig for en kommentar – eller ekspertudtalelse.
Effekten kan styrkes hvis du løbende udgiver stærke indlæg – gerne med en skarp kant og holding. Journalister elsker den slags.
Facebook kan styrke både SEO og PR
Både organisk optimering optimering i Facebook og Facebook Ads kan være med til at styrke din SEO.
Det har altid været diskuteret i SEO-kredse, hvor stor effekten af links fra Facebook er. Google har ved nogle lejligheder ligefrem påstået, at de skam slet ikke ser på Facebook links – og Facebook i det hele taget.
Men p.t. har Google knap 2 milliarder sider indekseret fra Facebook – så en lille smule kigger de da på dem 🙂
Min erfaring er, at links fra Facebook også har værdi. Jeg lavede på et tidspunkt nogle tests med et helt nyt domæne, hvor jeg ingen links lavede fra andre sites end Facebook og Twitter. Og selv kun med dette fik jeg hurtigt overraskede gode SEO-resultater.
Men som med alle andre links gælder det, at mange links fra et enkelt domæne, ikke tilsvarende giver flere gange større linkværdi. Flere links, fra flere forskellige domæner tæller mere. Så links fra Facebook er godt – du skal bare ikke nøjes med det.
Til gengæld er Facebook godt til at sprede links til andre. Og min erfaring er – uanset medie, at links skaber links. Jo flere mennesker i din målgruppe, der ser et link – jo flere nye links vil du få. Så hvis de ser et spændende link i Facebook stiger chancen for, at de deler det andre steder – f.eks. på et andet socialt medie, deres blog eller, hvis det er en journalist, i en artikel.
For ja, journalister bruger også Facebook!
Så på samme måde som med SEO, så kan en høj synlighed i Facebook øge sandsynligheden for, at journalister kontakter dig. Ikke mindst, hvis du laver nogle spændende, intelligente og skarpe indlæg.
Facebook Ads er også godt. I modsætning til SEO og Google søgeordsannoncer målretter du Facebook Ads på interesser. På den måde kan du ramme folk, der ikke selv opsøger det du sælger – men ikke desto indre meget vel kan være interesseret i det.
Og på samme måde som med Google Ads kan flere målrette – og velkonverterende besøgende på dit website være med til at sende stærke engagement data til Google, som så kan styrke din SEO.
Sådan optimerer du effekten på tværs af SEO, Ads og PR
Da jeg i tidernes morgen startede med at rode med SEO, webdesign og den slags kunne en kvik person klare det meste selv. jeg lavede både websites, design, SEO og ads.
Men i takt med at konkurrencen og kundernes forventninger (med rette) er steget, og de mange avancerede krav til både SEO, organisk social optimering og ads er steget er ingen længere eksperter i det hele.
Personligt holder jeg mig til SEO. Det vil jeg påstå jeg er rimelig god til efterhånden. Og jeg følger løbende med i alle detaljer omkring SEO, opdateringer i Google, nye muligheder og begrænsninger.
Det er ikke fordi jeg slet ikke ved noget om Google Ads, Facebook Ads og PR. Jeg kan da godt sætte en kampagne op og ind imellem skaffer jeg da også selv lidt god omtale i medierne.
Men på samme måde som med SEO er de mere avancerede muligheder og effekt løbet fra mig. Dem der specialiserer sig i de andre discipliner er mange gange dygtigere end mig til det.
Og en ting er helt sikkert – hvis du vil optimere effekten på tværs af SEO, Ads og PR, så har du brug for de bedste specialister indenfor hvert enkelt område!
Jeg har derfor gennem flere år, fået opbygget et lille netværk af folk der er ligeså fag-nørded som jeg – bare med PR og Ads i stedet for SEO.
På den måde kan jeg tilbyde en samlet løsning til dig, hvis du har brug for hjælp med at optimere de forskellige elementer af dine markedsføringsaktiviteter. Og det gode ved mine partnere er, at de på samme måde som at jeg ved lidt om PR og Ads, også ved lidt om SEO. Vi har samarbejdet på mange projekter, taler godt sammen og kan derfor udnytte effekten på tværs – bedre end de fleste.
Har du brug for hjælp, så kontakt mig på mikkel@demib.com eller ring 22 27 07 10, så tager vi en uforpligtende snak.
Skriv kommentar