Kom med til RIMC – Reykjavik Internet Marketing Conference & Expo
Til marts drager jeg endnu engang til Island for at tale ved RIMC – Reykjavik Internet Marketing Conference & Expo. Konferencen finder sted d. 12 marts, men jeg bliver der et par dage før og efter. For ikke alene er RIMC en god konference – Island er et fantastisk land, som jeg bliver nødt til at nyde lidt, når jeg nu er der.
Jeg synes du skal tage med – og jeg kan endda tilbyde læserne af min blog 20% rabat på konferencen, hvis du bruger nedenstående kode …
Hvis du gerne vil deltage på RIMC kan du få 20% rabat, hvis du kontakter konferencen via denne side: http://rimc.is/en/Contact-us/ og i kommentarfeltet angiver rabatkoden: mik001. Så får du nærmere besked.
Hvis ikke du har været i Island før så er dette en god anledning til at besøge dette fantastiske land. Naturen er flot er folk er fantastisk søde. Og så er der masser af god og spændende mad.
Som den madglade rejsende jeg er, elsker jeg naturligvis at smage på de lokale specialiteter – både de ordninære og de mere specielle. Jeg holder mig som regel ikke tilbage for noget. De fleste lande har en eller flere særlige specialiteter, som godt kan virke lidt skræmmende ved første øjekast. I Afrika spiser de biller. I Danmark spiser vi sylte. I Scotland spiser de komaver. I Kina spiser de hunde, og i Island spiser de bl.a. sådan nogle små tørrede stykker af rådden haj og hval spæk.
Gennem tiden har jeg lært, at selvom de mere ekstreme lokale specialiteter kan lyde ulækre, så smager de som regel bedre end navn og udseenende antyder. Så jeg spiser gerne løs af det hele. Det var også tilfældet første gang jeg fik serveret nogle af de her rådne stykker hajspæk. Det kan da ikke være så slemt, tænkte jeg. Og der stod en flaske iskold Islandsk snaps parat til, at skylle efter med. Så kunne det jo ikke gå helt galt.
Men jeg tog fejl! Den rådne spæk smagte præcis ligeså forfærdeligt, som man kan forestille sig. Der var absolut ingen positiv gastronomisk overraskelse. Selv efter flere glas af snapsen blev jeg ved med at have en modbydelig og kvalmende smag i munden af rådden tørret spæk. Men så har jeg da lært det…
Til gengæld fik jeg så de mest fantastiske måltider på nogle af Reykjaviks bedste restauranter, som kan måle sig med de bedste i verden. Ja, nogle af dem er faktisk af nogle anmeldere vurderet til at være blandt de bedste. Særligt deres fiskerestauranter er helt fantastiske.
Nå, men det var et lille sidespring … det skal jo ikke til at handle om mad det hele 🙂
Som du ved har Island lidt kraftigt under krisen, og såvidt jeg kan se har det betydet, at det er blevet væsentligt billigere, at besøge Island. Vores valuta er ganske enkelt noget mere værd nu end før krisen. Så det er et godt tidspunkt, at tage derop.
Konferencen ser også ud til at blive god. Der er en del af mine kollegaer fra USA med – et par stykker fra Joblr og nogle andre jeg kender, krydret med nogle lokale folk jeg ikke kender. Men jeg kender Kristjan der arrangerer konferencen og han har som regel god sans for at vælge nogle gode foredragsholdere.
Hvis du tager derop, så reserver et par ekstra dage til at så lidt mere af ø’en end bare lufthavnen og konferencehotellet. Jeg kan anbefale, at du tager med på nogle af de ture der arrangeres i forbindelse med konferencen – så får du også lejlighed til at snakke lidt mere med de andre, netværke og lære nyt.
Ses vi i Island?
allerup skriver
Det er efterhånden mange år siden jeg har været i Reykjavik sidst, men jeg kan stadig huske smagen af de der tørrede hajfinner… Fy for py for!
God tur derop, og du behøver ikke tage nogen islandske specialiteter, eller rariteter om man vil, med hjem til mig 😀
Vejle Bryghus skriver
Hej Mikkel,
Lyder til at du får en spændende tur op til Island, med de mange lokale specialiter deroppe 🙂
Kender du en hjemmeside hvor man finder en oversigt over forskellige SEO konferencer der afholdes i Verden og der er nogle specielle du kan anbefale ? Jeg har desværre ikke mulighed for at komme med til Island nemlig
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg kender ikke et sted der har en samlet oversigt, men jeg kan anbefale SES og SMX, som er de to største search konferencer. De afholdes både i Europa og USA løbende.