Right To Be Forgotten. Formularen klar: Nu kan du slette negative links fra Google!
Efter den opsigtsvækkende EU dom over Google, som faldt tidligere på måneden, har Google haft travlt. Og allerede nu er de klar med den formular du skal bruge, hvis du vil have fjernet links fra Googles søgeresultater.
Men det er meget vigtigt, at den udfyldes korrekt og omhyggeligt, hvis du skal gøre dig håb om at få fjernet et link. Men gør du det, og har du gode argumenter, så er det min vurdering at det faktisk bliver overkommeligt, at få fjernet links.
Men hvilke konsekvenser har det så og hvordan vil det i praksis blive grebet an? Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg …
Dommen – kort fortalt
Dommen over Google kræver at Google fjerner links fra deres søgeresultater, såfremt de er “irrelevant, outdated, or otherwise inappropriate” – på dansk bliver det til noget i retning af: “irrelevante, forældede eller upassende”.
Og netop denne formulering er vigtig. Det er dommens ordlyd og det er derfor forventet, at det netop er de tre punkter du skal bevise, hvis du vil gøre krav på at få fjernet et link under henvisning til denne dom.
Dommen er begrænset til personer. Virksomheder og andre brands er således ikke omfattet af dommen. Det gælder kun personnavne.
Udfyld formularen korrekt
Du finder formularen her. Det er meget vigtigt at du overholde alle formelle krav i formularen! Min vurdering er, at selv de mindste fejl vil få Google til at afvise din klage.
Først skal du vælge dit land. Kun EU lande + Island, Liechtenstein, Norge og Schweitz er omfattet af dommen. Så det er kun hvis du bor i et af de lande, at du kan bruge formularen.
Herefter skal du skrive dit fulde navn – det navn som når der søges på det viser de negative links du gerne vil have fjernet. Hvis dit navn optræder i flere varianter – f.eks. “Mikkel Svendsen” og “Mikkel deMib Svendsen” skal du udfylde en klage pr. navn. Der kan kun angives et navn i hver klage.
Du skal også skrive kontakt email og angive om du indsender klagen på vegne af en anden. Uanset om du gør det, eller på egne vegne, skal du dog i alle fald vedlægge et billede ID på den person der klages på vegne af.
Herefter skal du angive hver af de URL’er (links) du gerne vil have fjernet. Her kan du godt angive flere. Men hver af dem skal du argumentere for, hvorfor skal fjernes. Og her er det meget, meget vigtigt, at du tænker på dommens ordlyd: “irrelevant, outdated, or otherwise inappropriate”. Du skal “bevise” at hver af de links du klager over opfylder disse krav.
I hvert fald er det den opfattelse jeg – og de fleste jeg kender, har: Hvis du på en overbevisende måde kan sandsynliggøre, at et link er både “irrelevant, forældet og upassende” vil du stå meget stærkt.
Hvad sker der efter du sender en klage?
Lige nu og her sker der faktisk ikke spor. Ikke andet end, at Google modtager din klage og sætter den i kø. De er ikke klar til at behandle sagerne endnu. Om det sker i morgen eller om nogle uger er der endnu ingen officielle meldinger om. Så vi må bare vente.
Men når de er klar bliver hvert enkel klage i praksis gennemgået manuelt. Din klage vil blive læst og hvis de mener der er hold i dine argumenter så vil de følge klagen og fjerne de links du har bedt om.
Herefter vil man, når man søger på dit navne (eller navne, som angivet) på en af Googles Europæiske versioner ikke se disse links mere. Men hvis man søger på Google.com vil de stadig vises. Denne detalje synes jeg personlig er lidt kritisabel. Og måske vil de Europæiske myndigheder heller ikke æde den. Vi får se. Men indtil nu er det sådan.
Folk udenfor EU der søger på f.eks. Google.dk vil nok stadig få vist de ekskluderede links. Det er i hvert fald den antagelse der er lige nu. Men igen kan dette og meget andet omkring det her sagtens nå at ændre sig meget hurtigt.
Hvis Google ikke køber dine argumenter og afviser din klage får du direkte besked. I så fald kan du appellere til dine lokale datamyndigheder. Men om det hjælper og ændrer på noget er endnu uvist.
Links der fjernes annonceres!
Google vil med al sandsynlighed vise hvis der bliver fjernet links, som følge af disse klager. Det gør de allerede i dag, når der er fjernet links som følge af andre klager – typisk en DMCA-sag. Det kan se således ud:
Ved at følge linket til ChillingEffects.org kan man se, at der har været en sag. Man kan ikke se selve sagen og det link der er fjernet men det vil alligevel kunne vække mistanke.
Jeg mener, hvis man nu søger på dit navn og der så dukker en liste af eksklusioner op i bunden – som i ovenstående eksempel, så vil det da vække en vis mistanke. Måske kan folk så ikke lige se hvad du har gjort – eller ikke gjort, men de kan se at der er noget som er “begravet”.
Right To Be Forgotten – godt eller skidt?
Det er svært at sige endnu, med sikkerhed, hvordan det vil gå med klager via denne formular. Men jeg vil som sagt vurdere, at hvis du er meget omhyggelig med din argumentation, så vil du stå stærkt. Og så vil de negative links blive fjernet. Men hvornår det sker og hvor længe Google vil være om behandlingen er ikke til at sige endnu.
Men sørg nu for, at være omhyggelig! Hvis du er i tvivl om noget eller mangler gode argumenter, så tag fat i sådan en som mig. Hvis ikke du fremlægger din sag stærkt er det spild af tid.
Hvad konsekvenserne, alt i alt, så vil være af at få fjernet links på denne måde er stadig svært at sige. Men jeg mener der er en vis risiko for nogle negative side-effekter. Jeg vil dog vurdere, at de bliver mindre, end de problem som kan fjernes. Så alt i alt tror jeg det bliver til vores fordel – dig og os der arbejder med at sikre folks gode omdømme på Nettet ….
Kamma Jensen skriver
Hej.
Det er fint, hvis det kommer til at virke, for de gemmer meget inde på nettet eller Google.
Jeg håber det lykkes, da man jo ikke kan skrive til nettet og få det fjernet. De sætter ind hvad der passer dem. Jeg har prøvet alt snart, er ved at køre hele computer ned.
Vi er ældre der skal lære det her, og hvor er det træls de sætter navn og adresse på Google. Jeg orker det ikke mere. For jeg har skrevet til div for at få det fjernet.
Det er fra nogle maps og productforum Google.
Hvis de kunne dømmes var det fint. Det er jo i alle lande, da jeg får mange spamm, som jeg bare ignorerer.
Kamma Jensen skriver
Jeg skriver for at få hjælp til at komme ud af Googles. Så sætter du det også på net, og mit spørgsmål er så hvorfor.
Jeg vil ikke stå på net, da der kommer mange mærkelige mails.
Det er noget jeg skal have ud, men det er ikke sket, så synes jeg ikke du yderligere skal sætte ind.
Jeg stoler ikke på Google og i det hele taget net.
Kamma Jensen skriver
Vil du ikke få mit navn væk på Google . Det var det jeg bad om, og ikke at du skulle sætte mere ind.
Kamma jensen skriver
Hej Mikkel
Kan du hjælpe mig med at få Google productforums ud af Googles side . Jeg har prøvet uden resultat.
På et tidspunkt havde jeg Concole hvor jeg kunne afmelde, men den er blevet væk for mig, og det er alle mine favoritter, da jeg er kommet til at slette dem. Øv.
Mit navn og fulde adresse står på Googles sider, trods det at jeg er privat person.
Jeg får ca 10 sider hvad jeg skal gøre for at blive slettet, men det kan jeg ikke, de henviser til andre, så er jeg ligevidt. Har du Concole hvor jeg finder det. Jeg er 70 år så tag den lidt med ro, skal jo kunne finde ud af det. Og sæt det ikke på net vel
Tak skal du have.
Mange hilsner