Thumbs up til René Fredensborg
Folk står i disse dage i kø for at kritisere Nyhedsavisens journalist René Fredensborg. Peter Ernstved Rasmussen fra Jyllands-Posten har været en af de mest højtråbende, ja nærmest skingre, kritikere og har bl.a. kaldt René Fredensborg for “militant”. Men det er ikke bare JP der kritiserer. En del af Nyhedsavisen’s egne journalister har rottet sig sammen og taget utvetydigt afstand fra René Fredensborg’s metoder i blog-indlæget Vi er skke stolte.
Jeg synes derfor det er på sin plads, at jeg melder tydeligt ud og så højtråbende som jeg kan (det bliver så her i bloggen), at vi er nogle (jeg tror mange), der ikke deler disse triste gammeldags journalisters afsky ved René’s journalistiske metoder. Tværtimod. René Fredensborg repræsenterer en fantastisk modig nytænkning i dansk, og måske ligefrem international, journalistik. Han fortjener al den ros og påskyndelse han kan få.
Jeg er ikke den eneste der støtter René Fredensborg. Også Nyhedsavisen redaktionschef, Simon Andersen, bakker fuldt op omkring hans medarbejder René Fredensborg i blog-indlæget Vi er stolte af René Fredensborg.
Hvis du ikke aner hvad jeg snakker om, så smut lige over på Avisen.dk og læs den seneste af René Fredensborgs rapportager, som har fået så megen kritik – du finder den her, under titlen: “Lad os smadre de fucking pansere“.
Det er efter min mening en fabelagtig rapportage og rent journalistisk en virkelig spændende form. Jeg er bestemt ikke enig i alle hans betragtninger. Jeg har også i mine unge dage været med i disse voldsomt opblussende aktioner, men mine indtryk var anderledes. Men sådan er vi jo forskellige og jeg anderkender fuldt ud af René med garanti følte som han gjorde og beskrevet i den artikel.
Men hvad er det der gør Rene´s stil og artikler så spændende – og provokerende for andre?
For mig at se er det først og fremmest det faktum at René Fredensborg erkender, at man ikke som journalist kan “stikke hovedet indenfor” uden at påvirke det der sker. Man påvirker som rapporter det der rapporteres om – i større eller mindre grad.
Det minder i øvrigt om et anden lille eksempel jeg kender fra videnskabens verden. Problemet er, at det udstyr man måler med kan påvirke det der skal måles. Lidt forsimplet sagt, hvis man stikker et termometer ned i et glas vand vil termometrets temperatur påvirke vandets.
Man kan ikke måle eller betragte noget uden at påvirke det!
– Og så måske alligevel …
Det er i hvert fald det René Fredensborg i mine øjne forsøger. Han går ind i den gruppe han vil fortælle om og bliver en del af den. Han forsøger at assimilere, så hans person ikke farver det han ser, det folk siger til ham og det de gør. Hvis de ved han er journalist, hvis han opfører sig sådan, så reagerer de (på godt og ondt) anderledes.
Og hvordan er det så anderledes end så meget andet “under-cover” journalistik?
I den kritik jeg har set har det handlet om, at René Fredensborg skulle have de forkerte motiver for det han gør. Han beskyldes for at gøre det alene for selviscenesættelsen. Og han beskyldes for, at når han ikke vil afsløre noget med det han gør, så har hans metoder ingen berettigelse.
Lad os se på det sidste først.
René Fredensborg har slået klart fast, at han ikke er ude på at “afsløre” – han går ikke ind i disse gruppe for at finde ud af hvem de er, hvordan de er organiseret og senere bruge det sammen med politiet til at nakke dem. Han har ikke afsløringen som mål. Det er hans valg. Han vil hellere beskrive og forsøge at give indblik i, hvad det er der sker. Det er hans valg, synes jeg.
Men der er øjensynligt en gruppe af journalister, og avislæsere for den sags skyld, som mener, at man kun må lave undercover-journalistik, hvis man har et eneste helligt mål – målet om at afsløre. Jeg stejler altid når nogle vil tage patent på rammerne for kreative nytænkninger – uanset i hvilken form vi snakker om. Hvem er det der har beslutte at der kun er et helligt mål der må forfølges? Blev der stemt om det? Og hvornår er der valg igen?
Uanset om jeg lige kunne lide René’s stil eller ej synes jeg der skal være plads til eksperimenter – der skal være plads til at bryde ud af konforme og fastlåste rammer for hvordan journalister arbejder.
I virkeligheden tror jeg mange journalisters kritik af René bunder i, at de føler sig skræmte over en forestilling om, at de en dag kunne blive bedt om at gribe en historie an på samme måde. Og det tør de ikke. De tør ikke, eller har måske ikke lyst til, at satse deres egen person i historien. Det er også fair nok, og jeg tror heller ikke at nogen mod deres vilje nogensinde vil blive bedt om at lave denne form for journalistik. Det passer til dem der brænder for det. Og det behøver ikke være alle.
Hvorfor skal vi være så ens? Og hvorfor skulle det være så forfærdligt hvis René iscenesætter sig selv?
Jeg synes der er masser af eksempler på meget stærke personligheder, der i høj grad har iscenesat sig selv og stadig kommet ud med virkelig gode historier. En af mine favoritter er dokumantarfilmsinstruktøren Michael Moore. Han er ikke inflitrerende som René, men han har bestemt også sin helt egen stil og sætter i meget høj grad sin egen person ind på den. Og det virker!
Man kan som sagt være uenig med både Michael Moore og René Fredensborg for min sags skyld, men jeg synes ikke man kan se bort fra de enorme bidrag de begge – og mange flere som dem, giver til hver deres medier.
Jeg vil give Simon Andersen fra Nyhedsavisen ret, når han skriver: “René skrivestil og evne til indlevelse og iagttagelse vil der blive skrevet lærebøger om engang. Han laver journalistik, man ikke glemmer.” Lad os håbe han får ret. jeg synes i hvert fald René fortjener al den ros han kan få.
Claus M skriver
Det er er lidt pussigt – jeg satte netradio igang med på p1, og så startede et program udsendelse.. hørte lidt på den og gik så videre til bloggen demib.dk og læste lidt om Rene – og så var det en udsendelse i radioen p1 med Rene – det var sku pussigt hi hi verden er/bliver vidunderlig 🙂 har os nu været inde nu på avisen.dk og læse det rene har skrevet.. det er bare super godt skrevet.. ballademager… siger folk.. nej så enkelt er det bare ikk.. vi er fucking selvstændige og nogle af de dejligste mennesker at være sammen med..
Kim Guldberg skriver
Hej er jer ikke enig med dig Mikkel, en journalist der deltager aktivt i en sag er ikke længere journalist og hans indlæg er, fra da af, reduceret til partsindlæg i debatten.
Som du jo ved er jeg kaptajn i forsvaret og vi har faktisk set noget tilsvarende, dog ikke helt magen til, i min verden. Hvis du husker de første dage af Irak krigen, hvor angrebet kørte i højt tempo, havde man noget man kaldte “Embeded Repporters”, altså journalister der kørte med enhederne. Denne form for journalistik finder jeg meget problematisk, for det er umuligt for den rapporter der følges med en enhed ikke at blive en del af denne enhed hvorefter de som minimum kan stå i et journalistisk dilemma. Ville du også synes at det var helt find hvis disse “Embeded Rapporters” deltog aktivt i krigen mod den Irakiske hær og betjente våbenene. Det er jo faktisk det den gode René Fredensborg har gjort.
For mig er René Fredensborgs handlinger forkastelige ligegyldig hvem man så har sympati for. Journalister skal holde sig til journalistik. I min verden er den naturlige udvikling fra at deltage i handlingerne, selv at fabrikerer nyhederne, eller selv at lave handlingerne så de passer til holdningen.
René Fredensborg har overskredet en grænse jeg mener journalister skal holde sig på den rigtige side af. At tage det René Fredensborg rapportere for alvorligt ville være det samme som at kalde f.eks. Anders Foghs spin doktors indlæg for journalistik. Begge er parter i de sager de “rapporterer” om og ingen af dem kan tages alvorligt
Mikkel deMib Svendsen skriver
Embedded reporters gør jo NETOP ikke det som ReneFredensborg gør – for alle soldaterne ved jo godt at det er en journalist de har med. Og dermed står journalisten i samme dilemma som altid – hans blotte tilstedeværelse kan (og gør ofte) påvirke det der sker omkring ham, den måde folk reagerer eller det de direkte siger til ham, når de nu ved det er en journalist.
Jeg synes at Rene Fredensborg meget fint skelner imellem at være aktiv og være med – blende ind så meget som det er nødvendigt for at få et ærligt billede. Og det er netop det jeg synes han skaber. Han skaber nogle rapportager og en form, som stort set ingen andre har gjort på den måde før ham.
De fleste journalistiske artikler er partsindlæg – meget mere end de fleste journalister og læsere vil være ved. “Objektiv” journalistik findes ikke – og hvis den gjorde ville den være død kedelig 🙂
Men til forskel fra mange andre journlisters historier er det jo helt klart hvor Rene befinder sig i de seneste historier – han befinder sig i samme flok som demonstranterne. Og derfor får han nogle andre vinkler og historier frem end dem der står bagved politiet eller er forskanset i lejligheder lidt væk.
De artikler Rene har skrevet kunne ikke være skrevet på traditionel vis. Og jeg synes det er nogle vigtige historier at få med. Og alene derved synes jeg de har sin berettigelse. At der derudover også er utroligt dragende skrevet – velskrevet, er så bare et ekstra plus.
Kim Guldberg skriver
Du har ret i at Rene Fredensborg ikke gør det samme som de embeddede rapporters, for de deltog trods alt ikke aktivt og dermed gør det i mine øjne ReneFredensborgs handlinger meget være. At tro at aktivisterne på Nørrebro ikke viste at ReneFredens borg var journalist er naivt. Disse unge mennesker fungere beundringsværdigt godt og har helt styr på hvem der er hvem og hvordan man skal agere i forhold til de forskellige grupperinger.
At ReneFredensborg skriver godt og dragende er som jeg ser det dobbelt ærgeligt, hvis han nu havde holdt sig for god til aktivt at tage part, så havde jeg kunne tage ham alvorligt, det kan jeg ikke nu, ligegyldigt hvor godt, rigtigt, objektivt m.m. han så ellers skriver,
I mit daglige arbejde står jeg og mine officerskollegaer ofte over for dilemmaer mellem den langsigtede løsning og den kortsigtede, mellem den løsning der er lettest eller sikrest for os personligt nu men forkert i forhold til integritet og vores folk. Der har, mig bekendt ikke været historier hvor vi har taget den lette løsning og jeg har selv flere hvor det modsatte er tilfældet.
Det kan godt være, hvis man har sympatier for ungdomshuset og ungdomsoprør og antiestablishment, at man ser sympatisk på en journalist der deltager i handlingerne. Hvis man skal have lov til at stå for den holdning, så må man også være parat til at acceptere journalister der går på kompromis i forhold man ikke sympatiserer med.
Selvom jeg er soldat og gerne ser mine folk og deres store og gode arbejde i Irak og Afghanistan portrætteret i et positivt lys, så bryder jeg mig ikke om at disse portrætter skrives at “vores egne folk” eller journalister vi har embedet eller journalister der pe den ene eller anden måde har deltaget og dermed har aktier i klemme i overført betydning.
Rene Fredensborg må beslutte sig om han vil være journalist eller aktivist, han kan i mine øjne ikke være begge dele og blive taget alvorligt, hverken som det ene eller det anden. Hvorfor deltog han i virkeligheden, var det ikke bare for at fremme sin egen karriere ved at skabe røre om sin person. Det ved hverken du eller jeg, men argumentet er vel lige så validt
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror du misforstår noget. Rene assimilerer – han er ikke aktiv. Han forsøger at blende ind, så han får et ærligt billede. Der har været en episode, hvor han var ved at blive afsløret af en gruppe på 30-40 ophidsede unge, som fik mistanke til ham, hvorpå han kastede en sten ud på vejen – altså ikke mod nogen eller noget. Thats it.
Jeg har oplevet danske politfolk optræde langt mere “igangsættende” og drivende i aktioner – f.eks. en gang for mange år siden hvor det faktisk var en civil politimand der opfordrede flokken til at besætte Copenhagen Corner – og det gjorde de så. Jeg var i den anledning ude som pressefotograf. Rene er i den sammenligning helt passiv medløber.
Jeg kan sagtens se konfliktmulighederne i denne form for journalistik – på linie med al anden undercover journalæistik. Men jeg synes den kan være nødvendig, og jeg synes at resultaterne taler for sig selv: Rene har skabt noget nyt, som er kommet for at blive. Og jeg kan godt lide det.
Kim Guldberg skriver
Du har helt ret i at politiet, ligesom kournalister og vel, når ret skal være ret, også soldater om militær, nogle gange er de den, hvis ikke den største del, af problemet i stedet for en del af løsningen.
Om René Fredensborg assimilerer eller er aktiv om han kastede stenen mod vejen eller mod politiet skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg hæfter mig ved, at historien om hans deltagelse (lad os kalde det det, uden at afgøre om det var det ene eller det andet) stammer fra ham selv. Hvorfor fortæller han denne historie? Den har vil ingen indflydelse på hvad vi læser, kun på hvordan vi opfatter ham og den fokus der lige pludselig er på ham.
Ligegyldigt hvordan jeg en vender den, så står jeg tilbage med følelsen af at jeg ikke kan stole på ham som journalist og at hans historier ikke kan tages for det de er, at han skriver partsindlæg, hvilket er fair nok, når man bare læser dem som sådan og ikke tager dem alvorligt
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg synes ikke at man (i hvert fald blindt) skal stole på nogen som helst journalister. Og det er måske også derfor jeg ikke ser det store problem i Rene’s stil. For jeg mener ALTID at man som læser bør forholde sig kritisk til kilder – alle kilder. Og i forhold til de historier Rene her har skrevet, ja så skal man da som læser forholde sig til det faktum at han skriver som “en af dem”.
problemet er ikke at Rene skriver som han gør, men at nogle andre journalister påstår at deres historier er “objektive” og at endnu flere læsere tror det er sådan. Sådan er det ikke. Langt de fleste journalististe historier har en vinkel, og har tit en eller anden grad af holding. Det har jeg intet imod, men det kræver naturligvis at man kan være kildekritisk i det daglige. Det har jeg ikke et problem med at være 🙂
Kim Guldberg skriver
Der er vi så helt enige, objektiv journalistik findes ikke. Min fordømmelse af Rene Fredensborgs handlinger skal givet også findes i min skoling som officer. Min integritet er extremt vigtig for mig og man må aldrig kunne sætte spørgsmål ved mine motiver og derfor er verden sådan for mig at der er ting man skal holde sig for god til, afstå fra, styre skarpt uden om. Vi arbejder dagligt i en Amerikansk ledet kamp mod terrorisme i Irak og Afghanistan og her er der ting man er nødt til bastant at sige fra overfor for at kunne se sig selv i øjnene og jeg ved positivt at dette bliver gjort dagligt på alle niveauer, måske derfor forventer jeg også dette af andre?
Anders Saugstrup skriver
P1s program, Mennesker og Medier, har en rigtig udemærket debat om sagen med deltagelse af Fredensborg: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/20060109153345.htm
Brian Frænde skriver
Jeg kan ikke sige andet end respekt for den indlevelse han har haft i det!.
Dog.. Føler jeg ikke det giver ham lov eller ret til at ty til ulovlig handling. Dette kan ikke accepteres. At han fædes bag ‘fjendens linier’ – sådan skal der være !. Men han skal huske hvad han er der for ..
Ikke for at demonstrere – men for at raportere..
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der er fortsat intet bevis for at han faktisk har gjort noget ulovligt. Han er ikke dømt for noget i forbindelse med disse artikler.