Forrykt med statsstøttede reklamemedier!
Business.dk skriver i dag, at der ser ud til at være opnået flertal i Folketinget for en redningsplan for TV2, som går ud på at vi bliver tvunget til en ekstra licens på 20-25 kroner pr. måned. Beløbet er jeg sådan set ligeglad med, men jeg kan slet ikke acceptere at en kommerciel TV-station på den måde skal have lov til at tvangsudskrive skat. For det er reelt set det, som licensbetalinger i dag er. Oveni købet en associal (ikke progressiv) skat.
Det mest sindssyge er, at løsningen er kommet på bordet, fordi regeringen var tvunget af EU til at finde en løsning på, hvordan det 500 milioner kroner store lån TV2 fik sidste år skal betales tilbage. For det skal det nemlig – ellers er der tale om ulovlig statsstøtte. Så nu tager det en ulovlig statsstøtte og veksler den til tvangsudskrevet licens.
For os skatteborgere, der ender med regningen for en dårligt drevet TV-station, er det fuldstændig ligegyldigt om man kalder det skat eller licens. Og for de øvrige reklamemedier, der ikke på samme måde kan tvangsudskrive dummebøder til hele befolkningen, når budgettet ikke hænger sammen, er det også et fedt.
Hvis TV2 ikke kan klare sig som en kommerciel TV-station, så må de gå nedenom og hjem! Det kan de så gøre, sammen med de banker der heller ikke kan klare sig, og i disse tider på samme måde forventer statsstøtte.
For hvad bliver det næste? Et godt gæt vil være dagbladene. De lider også alvorligt økonomisk i disse tider, og meget tyder på, det bliver endnu værre for dem. Jeg er overbevist om, at de nok også skal komme rendene snart og tigge om skatteyderbetalte penge fordi de jo er åhh så vigtige. Samfundet kan ikke leve uden de hæderkronede aviser og TV-stationer – uanset hvor meget de så iøvrigt taber på deres dårligt drevne virksomheder.
Vrøvl!
Vi har ikke brug for to statsstøttede TV-kanaler, for at opfylde de public service forpligtelser et flertal af politikere fortsat mener der skal være. DR klarer fint del del selv – og kunne efter min mening klare det for en brøkdel af det budget de har i dag.
For helt grundlæggende set handler det jo om, om vi overhovedet har brug for skattebetalt public service TV. Hvorfor er lige netop TV sådan et nærmest “helligt” medie, der skal bestå – død og pine – som et talerør for systemet? Er Internet i dag i virkeligheden ikke bedre til at klare mange af de opgaver? Og kan en del af resten ikke klares via radio?
Og hvis vi stadig skal have statsstøttet public service TV, så skal det efter min mening holdes adskilt fra kommerciel TV virksomhed – ja, kommercielle medier i det hele taget. Det er helt urimeligt overfor andre medier, der kun har deres reklameindtægter at leve af, at de skal konkurere med virksomheder, der kan tørre deres underskud af på skatteyderne (inklusiv de skatteydere der arbejder i de konkurerende firmaer, der lider under det her!). Det er unfair konkurrence. Jeg elsker konkurrence – men det skal ske på lige markedsvilkår.
Michael skriver
Det er jo fordi, at danskerne aldrig nogensinde har set så meget TV, som i 2008.
Ret tankevækkende, at de nye hellige fladskærme i Hr. og Fru Svendsens hjemmestue har så stor og dårlig indflydelse på TV-forbruget. Så er det jo vigtigt at have to vigtige kanaler at vælge imellem. Den ene ovenikøbet med smarte reklameafbræk, hvor man kan komme på toilettet og få sat kaffen over.
Geniale pauser, simpelthen! :o)
Martin Hegelund skriver
TV- og radiolicensen blev indført i Danmark, da man fra Christiansborgs side mente, at det ville være unfair, hvis alle skatteydere betalte til et medie, som kun et fåtal af danskerne benyttede. Det kan jeg i hvert fald sagtens se pointen i, men i dag er tiderne helt anderledes (sjovt at politikerne altid er 50 år bagud) og indførslen af medielicensen er tydeligvis en kopskat, som vi heldigvis ellers ikke har tradition for her i Danmark.
At staten skal drive medier mener jeg også, at man skal sætte spørgsmålstegn ved. Det er et faktum at medier har en enorm magt og denne vil teoretisk set kunne udnyttes: I sidste ende er det jo kulturministeren, der er øverste chef for DR.
Patrick Blasone skriver
Problemet er, at man ikke bare kan lade TV2 gå neden om og hjem. Ligesom det at lade de store banker gå under vil ødelægge økonomien, så vil det at lade TV2 lukke ødelægge psyken fuldstændig hos hr. og fru hakkebøf! Den jævne dansker har brug for TV på et intellektuelt niveau, hvor alle kan følge med. 😉
I øvrigt er det som Martin Hegelund antyder fuldstændig åndssvagt at køre licensen som separat betaling. Jo jo, man skal KUN betale hvis man har radio, tv, mobiltelefon eller internet! – Det er jo også kun en lille af befolkningen… eller..?!
Konsekvensen er, at det kun er en mindre gruppe samvittighedsfulde borgere, der betaler licensen for hele befolkningen. Hvis pengene blev taget over skatten, ville vi alle bidrage, og så ville det koste en brøkdel af, hvad licensen er idag.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er nu faktisk flertallet af alle danske husstande der indbetaler licens, men det gør det sådan set bare endnu mere åndssvagt at det ikke tages over skatten – hvis der overhovedet skal være et sådan system.
For det mener jeg ikke der skal. Det er en gammeldags ide, at ophøje et enkelt medie til en “statsradiofoni”. Vi er efterhånden mange der er gladere for et andet medie – Internet, og bruger det mere. Hvorfor skal lige TV-mediet have ret til en tvangsudskrevet skat i milliardklassen?
Og hvios der så endelig skal være en statsradiofoni er det altså RIGELIGT med 1. DR gør det fint.
Hvis TV2 skal eksistere så må og skal det være på kommercielle vilkår. Kan det det, så er det fint med mig, men kan de ikke så må de lukke ligesom alle andre kommercielle virksomheder på et frit marked.
For hvis vi som samfund bliver ved med at komme rendende og redde de virksomheder – banker, TV-stationer eller hvad de nu måtte være, som ikke kan eller vil drive deres forretninger ordenligt, så opdrager vi dem til, at de kan tage alle de risici de vil – “far” skal nok samle op hvis det går galt. Og det er simpelt hen usundt!
For at der kan eksistere en tilstrækkelig ansvarlighed på et frit kapitalistisk marked er det altså afgørende vigtigt at der eksisterer en reel risiko for, at man kan gå nedenom og hjem. Fjerne man risikoen helt – som vi i øjeblikket gør med banker og TV2, så vil det blot gøre tingene værre. For så fortæller vi dem jo, at de bare kan fortsætter med at drive deres virksomheder lige så dårligt som de har gjort indtil nu, og at de da bare kan løbe alle de åndssvage risici de har lyst til.
Det vil jeg altså ikke være med til at betale for!
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der er tilsyneladende eksperter der mener, at det bliver svært at få den nye redningsplan godkendt i EU. Heldigvis da!
http://politiken.dk/indland/article626904.ece
Patrick Blasone skriver
Jeg kan godt se det principielt problematiske i overhovedet at have en public service-kanal, der finansieres gennem skatten. I Danmark har det dog fungeret utrolig godt, især efter monopolet blev ophævet.
Selv om den enkelte borger principielt selv burde kunne vælge, hvad vedkommende vil se i fjernsynet, og at dette i så fald ville skabe de tv-kanaler og programmer, som der var tilstrækkelig efterspørgsel efter, til at det kunne finansieres gennem reklamer, så er det ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for samfundet i længden.
Problemet ved udelukkende markedsbaseret tv er nemlig, at mennesker med lidt mere alternative interesseområder end flertallet (f.eks. intellektuelle) vil lede forgæves efter tv-programmer henvendt til dem, når markedet er lille som DK. Resultat er en konservativ og uambitiøs programflade, der bare skal behage annoncørerne ved at levere det sikre og ukontroversielle til laveste fællesnævner.
Statsstøttede kanaler som DR og BBC har gennem årene bevist, at de kan blive ved med at slå de private kanaler på kvalitet og nyskabelse. Det er formentlig derfor, at man ikke har afskaffet statsstøttet tv endnu.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg kan godt overleve at vi beholde DR, som en ren ikke-kommerciel kanal – det jeg virkelig ikke kan acceptere er, at en kanal der lever af at sælge reklamer reelt set kan sælge dem under markedspris til skade for konkurrenter, fordi de får statsstøtte. Det er simpelt hen ikke i orden. Og jeg vil altså ikke betale for reklamemedier som TV.
Men jeg tror nu også de får svært ved at overbevise EU – og alle TV-konkurrenterne om, at denne model er fair. Jeg håber meget den bliver underkendt.
Jeg kan godt lide TV2, men de må og skal altså, som alle andre kommercielle virksomheder, lære at sætte tærring efter nærring. Det er deres eget ansvar at sørge for at der er ballance i deres regnskaber. Kan de ikke finde ud af det er jeg sikker på, at der er andre der gerne vil overtage kanalen.
Patrick Blasone skriver
Helt enig. Hvis jeg var TvDanmark (eller kanal 5, eller SBS.net, eller hvad den kanal efterhånden hedder), så ville jeg være meget træt af, at TV2 får statsstøtte. Her er EU meget god at have, så ja, lad os håbe, at det bliver underkendt.
Kasper skriver
Mikkel, jeg kunne ikke være mere enig. Det er beskæmmende, og fuldstændigt forrykt. Dem der ikke kan klare sig når tidevandet trækker sig tilbage, må bukke under. Surt, men sandt. De er blevet udkonkurreret af deres egen elendige ledelse. Det være sig både banker, tv-stationer og evt. aviser. Alt andet er en kunstig manipulation med markedskræfterne.
I tilfældet TV2, som i årevis har døjet med elendig management (tænk fx. TV2 radio, som brændte hundrevis af millioner kroner af), er det totalt uacceptabelt, da de – som du selv påpeger – samtidigt er konkurrent til andre reklamefinansierede medier, som IKKE modtager redningspakker i milliardklassen… Kort sagt: skyl lortet ud, hvis det ikke kan flyde selv 🙂
Mikael Andersen skriver
Når man tænker på, hvilke elendige og helt intetsigende programmer TV2 har kørt igennem tiden, så kan det vel ikke undre, at stationen ikke kan finde ud af at drive en tvstation. Det er helt til grin, at tv2 skal understøttes via en skjult skat. TV2 må ganske enkelt lukke.
I det hele taget er det jo helt overdrevet, så meget indflydelse danske TV-stationer har. Og som Mikkel er inde på, er det et godt spørgsmål, om det er tv-kanalerne, der skal bestemme, hvad befolkningen skal se. Når alle i dag alligevel kan få al mulig information så mange forskellige steder, så virker det mest af alt som et levn fra fortiden, at vi stadig skal have public service tv i Danmark. Lad de TV-stationer, som kan overleve, være udbuddet af kanaler. Det må jo i sidste ende være dem, som forbrugerne vil se. Og skulle det ske, at både TV2 og DR går nedenom af den grund, så må det jo være fordi, de bare ikke er gode nok.
Jeg har for et par år siden bevidst valgt ikke at have fjernsyn, og i dag tænker jeg tit på, hvor mange timer jeg har ødslet væk foran flimmeren. I forlængelse af den beslutning kan jeg faktisk kun håbe på, at TV2 lukker ned, for der er altså ikke meget værdi at komme efter dér.
Jan Balslev skriver
Hørt hørt – det er fuldstændig galt og konkurrenceforvridende.
TV2 driver oven i købet en hel række af andre forretninger som eksempelvis:
TV2 Forlag – —- ok hvad med at give statsstøtte til Gyldendal og alle de andre forlag også så ?
Bilzonen —- ok skal mine skattekroner (kaldet licens) nu gå til at sælge brugte biler til hr og fru Danmark ? Skal vi ikke også give nogle penge til Bilbasen/eBay og alle andre i den branche så?
TV2.dk — laver alt mulig konkurrenceforvridende. Hvorfor skal der for eksempel udvikles spil på sitet som konkurerre med en hel række andre private virksomheder som ikke får støtte.
Luk eller sælg det lort siger jeg.
DR1 er rigeligt – men det er så let at bruge andre folks penge (skattepenge) og jo aldrig populært at vælge noget fra og skære ned.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nu har statsministeren så meldt klart ud, at aviserne skal støttes – og Internetmedier, omvendt ikke skal … for der der internet-noget er jo så billigt
http://www.business.dk/article/20090120/medier/90120181/
Hans argumenter er helt bagvendte. Han siger, lidt forenklet sagt, at fordi det i dag er mange af de journalister der i dag sidder på de trykte dagblade der føder de nyheder, som senere ender på Nettet, så skal vi holder aviserne, deres trykkerier og distribution kunstigt i live.
Det er jo helt Anders And!
Hvis der ikke er nok der gider købe de trykte aviser, så er det da for åndssvagt at holde gang i alle de dyre trykkerier og distributioner. Skær det ned til en niveau der ballancerer med dem som vil betale for det.
Hvis trykkerierne og distributionen er en belastning for aviserne, så vil det da alt andet lige betyde, at de får brug for færre støttekroner, hvis der skæres ned.
Jan Balslev skriver
“Venstre – Danmarks liberale parti” er det mon stadig deres slogan?
Anders Fogh er da vist ved at skrive en ny bog. Arbejdstitlen er vistnok “Fra maksimalstat til totalstat”.
Overvågning af kameraer, terror-lovgivning, “hemmelige” domstole, topstyring, bureaukrati, kontrol og tests, statsstøtte til banker mv. Verdens højeste skattetryk. Er det virkelig liberal politik?
Kære Anders Fogh mv.
Far er ikke sur – far er SKUFFET.