RedZoneGlobal – Dansk gazellevirksomhed 2007
På dette års liste i Børsen over “Gazellevirksomheder” er en af dem jeg ejer sørme kommet med i år – RedZoneGlobal Denmark ApS. Vi er havnet på plads nummer 702 med en vækst på 196,8%. Du kan se den fulde liste her (PDF). Børsen har også en lidt længere liste med det de kalder “vækstvirksomheder”, hvor der stilles lidt færre krav end til “Gazellevirksomheder”.
Kravet til vækstvirksomheder er:
- Omsætningen større end 1 mio. kr. eller bruttoresultatet større end 1/2 mio. kr. i hvert af de seneste fire regnskabsår
- Positiv vækst i omsætningen/bruttoresultatet i hvert af de seneste tre årsregnskaber
- Summen af de seneste fire års primære resultat er positiv
Herudover skal man opfylde følgende krav for at blive en “Gazellevirksomhed”:
- Væksten i omsætningen/bruttoresultatet overstiger 100 pct. fra første til sidste regnskab – dvs. fra regnskabet for fire år siden og til det nyeste
Det er ganske vidst nogle dage siden, at Børsen offentliggjorde listen. Jeg havde bare ikke lige opdaget det selv. Det var først da der dumpede et brev ind ad døren fra Børsen med den endelige udnævnelse, at jeg blev gjort opmærksom på det.
RedZoneGlobal – Danmarks hurtigst voksende SEO virksomhed!
Jeg kunne ikke finde andre danske SEO-virksomheder på børsens liste med en placering over RedZoneGlobal. Så det må, i hvert fald ifølge Børsen, gøre RedZoneGlobal til den hurtigst voksende SEO-virksomhed – ifølge Børsens definationer. Det er da meget sjovt 🙂
Midt imellem Total Glas og Muremester Finn ligger RedZoneGlobal – nummer 702 i Danmark
Jeg kan naturligvis have overset nogle – hvis jeg har det, så sig lige til, så jeg kan få rettet ind 🙂
Vækst på knap 3000% …!
Øverst på listen finder man Dangaard Telecom Smart Phone A/S med en vækst på knap 3000% WOW! Det er godt nok voldsomt. I 2003 omsatte de for 47 millioner – sidste år 1,4 milliarder. Det er ikke så skidt endda …
Men der er også andre der er værd at bemærke – f.eks. JustEat, der ser ud til at være den øverst placerede internetvirksomhed. Med en vækst på over 1000% har de opnået en flot 12 plads. Det synes jeg er rigtig flot! De har iøvrigt også fået regionsprisen, for deres område.
Jeg var overrakset over at se Kim Larsen Aps (også kaldet KLAPS) helt oppe som nummer 96, med en vækst på hele 492,2%. Jeg ved godt at hans forretning går godt – det har den gjort i mange år. Jeg var bare ikke klar over, at der var så stor en vækst. Men det er jo fedt nok – og i hvert fald bedre end Stig Rossen der er “helt nede” på en 189. plads med “sølle” 179,1% vækst 🙂
Ellers må man sige, at en foruroligende stor del af listen er besat af virksomheder i byggebranchen. Det kan i hvert fald godt mærkes for os der har eget hus.
Thomas Rosenstand skriver
Tillykke med det! Det er nu en lidt sjov liste, for vi er f.eks. ikke med, og vi opfylder mange gange kravene 🙂 Måske skyldes det, at vi har forskudt regnskabsår – vi kører 1/7 til 30/6…
Dangaard Smart Phone har gjort det godt, må man sige! Men de har altså også et godt reklamebureau! Nemlig!
Lars Bachmann skriver
Stort tillykke med det.
Det er jo dejligt at der er fremgang i SEO branchen.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Thomas, det er nok bare fordi listen ikke rækker helt til Nordjylland – det er jo så langt væk 🙂
Udover den lille smule de skriver, så aner jeg faktisk ikke hvordan de sammensætter listen, eller hvad der kan gøre at man smutter ud.
Thomas Rosenstand skriver
Der er lidt langt til Nordjylland – indrømmet. Men vi er faktisk med på beatet! I næste uge introduceres f.eks. en helt ny kaffedrik. Den skal hedde Cafe Latte, og den er vist ikke set før i verden…?
Morten skriver
Tillykke med placeringen til RZG.
Til Thomas kan man kun sige “den der lever skjult, lever godt” – men det er sgu’ nok ikke så godt et ordsprog, når det drejer sig om SEO-branchen ;o)
Rosenstand skriver
Se – DET har du ret i, Morten. Og at være usynlig er nok en af de eneste ting jeg og butikken her i den mørke kant af Rold Skov aldrig er blevet beskyldt for 😉
Bo Tranberg skriver
Tillykke 🙂
Så må vi se, om hjem.dk en dag er at finde på den liste 😉