PPE: Pay Per Equity
Jeg har tidligere snakket lidt om PPE-modellen – Pay Per Equity, som jeg i stigende grad benytter mig af. Pay Per Equity går grundlæggende set ud på, at virksomheder der ønsker at trække på min viden og resurser betaler helt eller delvist ved at give mig en andel af deres virksomhed i stedet for, eller som supplement til, kontant afregning.
I dette indlæg vil jeg gå lidt mere i dybden med konceptet og hvad det er for virksomheder jeg typisk er på udkig efter til denne form for aftaler.
Fordelene for de virksomheder der indgår i PPE-samarbejder med mig og mit firma er åbenlyse: Dels slipper de for at skulle lægge så mange penge på bordet, som de ellers skulle, og dels sikrer aftaleformen, at mine interesser i firmaet og de aktiviteter jeg skal hjælpe med, er identiske med de andre ejeres. Og specielt det sidste er vigtigt.
Jeg gør naturligvis altid mit bedste for en kunde, indenfor de rammer jeg har at arbejde med. Ellers ville jeg ikke kunne overleve som rådgiver. Men, når man køber min rådgivning køber man en defineret tid og ramme for et stykke arbejde. Det udfører jeg så, men her stopper min opmærksomhed om projektet så også. Er der perioder, hvor kunden ikke har hyret mig til at udføre opgaver, så bruger jeg naturligvis heller ikke tid på at tænke på deres forretning.
Med Pay Per Equity har jeg samme langsigtede og vedvarende interessser, som resten af ejerkredsen og jeg vil naturligvis altid have virksomhedens bedste i baghovedet, når jeg bevæger mig omkring i det daglige. Hvis jeg støder ind i gode ideer eller spændende mulige alliancer, så griber jeg naturligvis fat i dem.
Sådan fungerer Pay Per Equity aftaler i praksis
Der er ikke to sager der er ens. Hver eneste virksomhed og hvert eneste projekt har særlige forhold som man må indrette sig efter.
Hvis det allerede er et veletableret selskab vi står med, vil det ofte være mest naturligt at vi får en vis andel af anpartnerne eller aktierne i selskabet. I andre sager vælges at etablere et helt nyt selskab, hvor aktiverne så indskydes af den originale iværksætter af projektet. Nogle gange vil vi bede om bestyrrelsesplads, eller plads i den daglige ledelse – andre gange er det mindre vigtigt.
Hvor stor en andel af et selskab vi vil have, for at gå ind i det med en PPE-aftale varierer meget. Men typisk er vi mest intereseret i virksomheder der har en størelse, og hvor vores indsats har en værdi, der berettiger en andel på mindst 10%. Untagelsen er “Advisory Board PPE”, som jeg vil beskrive lidt nærmere nedenfor.
Advisory board PPE
Jeg har ikke endnu indgået advisory board PPE-aftaler, men jeg snakker med et par større virksomheder om det lige for tiden. En advisory board PPE-aftale er lidt anderledes end de andre PPE-aftaler jeg har været med i.
Med en advisory board PPE-aftale er min indsats begrænset til high-level strategiske råd, med et forholdsvist lille tidsforbrug. I advisory board rollen er det således ikke min opgave at være udførende på opgaver, men alene at bistå ledelsen i afklaringen af spørgsmål jeg har forstand på.
Det var faktisk slet ikke min ide. En af de større start-up virksomheder i USA jeg for nyligt har lavet en del rådgivning for, kontaktede mig selv og spurgte om jeg kunne have lyst til en sådan aftale. Og det vil jeg i princippet gerne – hvis rammerne og aftalen er fornuftig, naturligvis.
Og det blev så starten på mine tanker om den type forhold. Jeg kan godt se, at det kan have en stor værdi for en virksomhed, at have en lille håndfuld dygtige specialister på centrale områder tilknyttet virksomheden i sådan et advisory board. Og for en online virksomhed er en kompetent og erfaren SEO’er naturligvis ikke dumt at have med. Tanken er slet ikke så tosset. Og det er helt logisk, at “aflønne” sådanne folk, helt eller delvist, med en bid af kagen.
Potentielle Pay Per Equity emner
Det er naturligvis ikke kæmpe koncerner som A.P. Møller eller TDC, der er de mest aktuelle kandidater til en Pay Per Equity aftale med mig. Dels kan disse virksomheder sagtens betale kontant for mine ydelser, og dels virker modellen bedst i mindre og forholdsvis unge selskaber. Derudover er jeg for mit eget vedkommende hovedsageligt interesseret i rene online virkeomheder, for det er der hvor jeg og mine medarbejdere virkelig kan biddrage med noget værdigfuldt, synes jeg.
Jeg er normalt ikke så interesseret i at lave Pay Per Equity aftaler med virksomheder, der ikke allerede kører. Det er simpelt hen for svært, at evaluere forretningen og de mennesker der er involveret. Undtagelsen er, hvis det er projekter, hvor folk jeg kender rigtig godt og i forvejen arbejder sammen med, indgår. Morten Lund er en af de folk jeg efterhånden har lavet så meget med, at når han kommer med skitser til tossede projekter hopper jeg ofte med. Jeg har praktisk erfaring for, at han kan gennemføre det han sætter sig for. Som regel, i hvert fald.
Udover at de projekter jeg er ude efter skal være online, skal de også have et stort vækstpotentiale. På det punkt er jeg nok ikke så meget anderledes end traditionelle venture kapitalister. Det er der hvor de (ofte uudnyttede) vækstmuligheder ligger, at jeg mener jeg kan biddrage mest.
Og endelig skal økonomien være på plads. Der skal være dækning til at gøre de ting, som nu engang skal gøres – på den ene eller den anden måde. Og igen er der naturligvis undtagelser her. For jeg kan nogle gange også være med til at skaffe nogle penge, hvis det er nødvendigt – men så skal man også regne med at en væsentligt større del af virksomheden ryger til “pengemanden” og undertegnede (hvilket i princippet godt kan være en og samme).
Til gengæld er jeg ligeglad med traditionelle forretningsplaner. Jeg vil naturligvis gerne se nogle tal, og forstå visionerne og tankerne bag projektet. Jeg vil hellere have passionerede folk, end bogholdertyper med kilometerlange skriftlige udregninger af hvorfor deres ide dur. Show it! Jeg vil have handlekraftige folk.
Hvis alt det “tekniske” kan komme på plads, så er det sidste og afgørende punkt om jeg synes “vi svinger”. Det vil sige, om jeg har en fornemmelse af at vi fungerer sammen. Det er et punkt som jeg vægter meget højt, men som også er meget svært at sætte “fakta” på. Det er meget et spørgsmål om “fornemmelse”. Det skal bare føles rigtigt i maven …
Hvis du står med et projekt, hvor du mener jeg ville være værdifuld at have med er du altid velkommen til at smide en email til mig på: mikkel@joyzone.dk
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er sjovt – enten har jeg skudt helt galt med dette indlæg, og fejlvurderet hvad I gider at læse om, eller også ved i bare ikke hvad I skal sige til det hehe. Her er i hvert fald meget stille 🙂
Jesper skriver
Mikkel, måske er der bare størst interesse for de af dine indlæg, der omhandler egentlig SEO/søgemaskiner (nyheder og videndeling) og knap så stor interesse for hvad folk får ud af at give dig en andel i deres virksomhed osv.
Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men mit indtryk er at mange læsere af dine indlæg, er interesserede i selv at lære mere om SEO og holde sig opdateret med nye trends/teknikker – ikke for at købe noget af dig. Selv er jeg her for at tilegne mig mere viden om SEO, som jo er et omfattende emne i sig selv 😉
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der er mange indlæg her på bloggen der tager udgangspunkt i hvad jeg selv laver og gør. Det er jo meget naturligt. Men som regel afleder det alligevel diskusioner her, synes jeg. Og hele PPE modellen, som jeg oplever en stigende udbredelse af – ikke bare hos mig, troede jeg flere havde en mening om, eller erfaring med. Men det kan godt være det er for nyt for de fleste, og at der faktisk ikke er så mange læsere af denne blog, som faktisk har arbejdet med sådanne aftaleformer. Og så er der jo naturligvis ikke så meget at diskutere om 🙂
Nick skriver
Jeg kan godt følge metoden af systemet!
Og med din ekspertise, tror jeg også, at man får noget ud af en sådan aftale…
Jeg har faktisk selv overvejet dette, når jeg snakkede med andre firmaer – men har ikke – før dette indlæg – hørt om andre der gør den slags, og det skræmte mig væk.
Men jeg håber da at det bliver udbredt en dag, da det giver os “sælgere” en bedre betaling end et engangsbeløb – og de mindre sider får en stor chance for at få succes… Jeg tror at man skal være bedre til at indgå samarbejder på nettet, da alle parter nok lærer noget nyt af samarbejdet (om der så er penge i det eller ej:) )
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nick, man skal ikke lade sig skræmme af at ingen andre har gjort det man selv tænker på at gøre, som iværksætter. Bare klø på. Hvis du selv er sikker på din ide holder, så er det bare om at få den “solgt” til nogle flere 🙂
PPE-aftaler er bestemt ikke særlig udbredt endnu. Men jeg ser at nogle få af mine dygtigste kollegaer rundt omkring i verden så småt er begyndt på det samme, og jeg har også set det dukke op udenfor SEO-kredse.
Men jeg tror Pay Per Equity er kommet for at blive – og jeg tror det på sigt, kan gøre livet meget svært, for de virksomheder, der ikke tidligt hopper med på vognen. Får når jeg, og andre af mine kollegaer, om et par år sidder med 10-20 virksomheder hver, som går godt, så vil vi ikke være sæligt motiverede for at tage timeafregnede konsulentopgaver ind mere. Og hvor går så det stigende antal virksomheder hen, der har brug for de bedste folk?
Nå, men det er jo egenligt ikke mit problem. Jeg gør jo bare det jeg synes er bedst, med dem der gider at “lege” 🙂
Nick skriver
Ja – det er helt korrekt. Tror også at det bliver den nye vej fremad.
PPE kan jo bruges i alle aspekter – så snart du har en kæmpe brugbar ekspertise, ser jeg, at man kan indgå en PPE-aftale, fordi folk er interesseret i din ekspertise.
Dog tror jeg det vil være svært at lave en PPE-aftale, hvis du ikke har brandet dit navn.
Jeg tror der er flere firmaer der vil indgå en aftale med dig end med mig;)
Brian Frænde skriver
Jeg syntes det er glimrende du deler begreber som dette med os herinde. Jeg syntes også det er meget spændende med SEO, men PPE modellen er også noget jeg fornemmer jeg selv vil kunne komme til at bruge i min egen hverdag, som Reklamebureau.
Jeg sidder og leger med at lave et koncept hvor det er meningen firmaer kan reservere et hvis antal timer hos mig om ugen, til et hvis beløb, i sådanne tilfælde, kan PPE jo faktisk også komme på tale, hvis det er noget stort vi snakker om.
– så det er da et rart koncept du lige læret, i hvert fald mig, der :).