Opråb: Aktiv kamp mod IFPI!
Jeg har gennem tiden skrevet meget om musikbranchen og om, hvordan jeg synes de fortætter ud af det helt forkerte spor. Nogle (få) i branchen mener, at de gør det bedre i dag, end da Nettet dukkede op. Det mener jeg ikke. I lyset af de seneste handlinger og udtalelser fra branchens side, må jeg tværtimod sige, at det bliver værre og værre.
Hovedet på sømmet blev for mit vedkommende, da jeg forleden dag læste, at IFPI er kommet frem til at anbefale en fuldkommen sindssyg løsning på ulovlig fildeling: De ønsker en variant af den “3 strikes out” model, hvor folk der har en internetforbindelse, og det mistænkes at der foregår ulovlig fildeling, skal kunne fratages retten til deres forbindelse – eller den skal drosles helt ned.
Dette kommer ikke overraskende efter dommen i forrige uge, hvor Anti Pirat Gruppen (APG) tabte en sag i landsretten, hvor to kvinder stod anklaget for en fildeling de hele tiden har benægtet. APG så gerne, at kvinderne kunne holdes skyldige alene på baggrund af IP-identifikationen, men heldigvis kræver vores domstole stadig, at man kan udpege “manden der kørte bilen” og ikke bare “bilen”.
Det er nu ellers et meget sundt og grundlæggende princip, at man skal kunne bevise folks individuelle skyld, for at dømme dem. Og IP er nu engang ikke det samme som en person! Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange IP-adresser, der ikke bruges af, eller kan bruges af, flere personer. Og I de fleste tilfælde vil det efterfølgende være meget svært at huske og genskabe, hvem der brugte adressen hvornår.
Jeg kan godt forstå, at det må være irreterende for APG og IFPI, at Nettet er konstrueret på en sådan måde, at det i praksis kan være helt umuligt, at finde ud af om en bestemt person har gjort noget bestemt på nettet, med mindre man får beslaglagt en computer personen har brugt, med spor efter ulovlighederne.
Hvis Nettet var belevet opfundet af politikere og advokater i dag, var vi sikkert alle samen blevet udstyret med en personlig digital signatur, så de kunne logge alt hvad vi hver især gjorde på nettet. Så havde sager om ulovlig fildeling naturligvis været meget lettere for APG at køre. Men det fik vi så heldigvis ikke! Heldigvis, fordi jeg synes, at der er virkelig mange gode argumenter imod unødvendig og overdreven overvågning af folk – uanset om det er på Nettet, eller om det er med de omsiggribende overvågningskameraer. Bare fordi man KAN overvåge folk er det ikke sikkert man altid bør gøre det.
Folk ændrer adfærd, når de bliver overvåget. Det handler ikke bare om folk der vill gøre noget ulovligt, som så lader være. Hvis det bare var det, var det jo fint nok. Men det er også almindelige lovlydige borgere, der lader være med, at gøre ting som de ikke burde lade være med. Et godt eksempel jeg hørte dengang da de satte videoovervågning op på Hovedbanegården i København var fra en ældre mand, der sagde, at han fremover nok ville lade være med at lade hans barnebarn hoppe ligeså hjerteligt i armende på ham, når han hentede ham på stationen en gang om ugen, af frygt for at blive opfattet af overvågningsholdet, som pædofil. Alene anklager af en sådan art kan ødelægge en mands liv. Det er da tragisk. Han SKAL da give sit barnebarn en knus, når de mødes! Det har de da begge både krav på og brug for!
Bagsiden ved at lade folk have en vis portion privatliv er så, at det nogle gange kan være svært, eller helt umuligt, at finde ud af, hvad der foregik på et givent sted (off- eller on-line) på et bestemt tidspunkt – hvis der f.eks. er mistanke om noget kriminelt. Det ændrer dog ikke ved, at jeg synes vi alle helt grundlæggende har ret til en god portion privatliv. Vi kan ikke bekæmpe alverdens onskab, ved at overvåge og indespærre os alle sammen – så bliver beskyttelsen værre end straffen.
Men tilbage til “3 stikes out” forslaget …
Der er mange ting i dette forslag som jeg ikke kan lide, herunder:
- Jeg synes ikke der lægges op til en tilstrækkelig pro-aktiv retsbeskyttelse af borgerne. Man bør ikke kunne straffe så hårdt uden, at der foreligger en endelig dom.
- Jeg synes at straffen – at fjerne, eller alvorligt reducere, folks internetforbindelse (hvis ellers det teknisk og praktisk overhovedet kunne lade sig gøre!) er en ekstremt hård straf for en relativt lille forbrydelse. Det kan betyde at folk mister deres jobs, at andre mister deres jobs og at flere må flytte fra hus og hjem.
- Jeg bryder mig meget lidt om kollektiv afstraffelse, og det vil der i reglen blive tale om her, da der som sagt næsten altid er flere der deler, eller har mulighed for at dele, en IP.
Dertil kan så tilføjes det lidt latterlige i selve forslaget. For hvordan havde de tænkt sig i praksis, at få det til at virke? Hvis det skal være effektivt, skal personen der dømmes, jo kunne udelukkes fra al internetadgang. Men hvordan gør man det, taget i betragtning af, at der efterhånden er en million måder, at gå på nettet på? Jeg kan ikke se, at det er teknisk muligt. Hvis det alene er en af personens internetforbindelser der spærres – f.eks. den private derhjemme, så kan han jo ligeså lystigt surfe videre på arbejdet, på den 3G dims som hans arbejdsgiver stiller til rådighed (nu hvor hans forbindelse derhjemme ikke dur :)), fra biblioteket, lufthavnen, hotspots, mobile enheder osv?
Og hvad sker der så i forhold til ISP’erne. Hvis kundernes linier spærres mon så kunderne vil fortsætte med deres abonnement? Næppe. Og hvis kundernes forbindelser neddrosles, fra fra en 10 mb linie til en 2 mb, mon de så vil nedgradere til en 2 mb linie også? Helt sikkert! Resultatet bliver, at jo bedre ISP’erne er til at fange de påståede forbrydere, jo mindre tjener de. Fed motivation. Det skal nok få TDC og de andre til at hoppe med på vognen 🙂
Dit og mit job er så, at gøre det helt klart overfor ISP’erne, at vi som kunder vil reagere på det her! Hvis nogle ISP’er hopper med på en sådan model og andre ikke gør det, så må vi stemme med føderne og flytte vores linier.
Personligt oprør mod IFPI!
Som sagt i indledningen, har jeg har tænkt mig personligt at gøre lidt oprør. Fremover vil jeg, i hvert fald i en periode, helt afholde mig fra, at købe nogle af de produkter, som IFPI’s medlemmer sælger. Der er masser af andre måder, hvor jeg, og du, helt lovligt kan nyde god musik, uden, eller næsten uden, at spytte i IFPI-medlemmernes kasser – herunder blandt andet:
- Jeg laver selv musik – alene og sammen med andre. Det nyder jeg meget!
- Jeg har allerede en stor mængde lovligt indkøbt musik – det holder jeg meget af
- Jeg hører musik i radioen (on- og off-line), TV, hos venner og andre offentlige steder
- Jeg går til koncerter
- Jeg låner musik på biblioteket (CD og MP3)
Jeg har haft masser af dialog med folk i musikbranchen efter jeg selv forlod den – inkl. IFPI, men efter deres seneste udspil må jeg nok erkendte, at det virker håbløst, at fortsætte denne dialog. Jeg ville meget gerne hjælpe dem med, at finde positivt orienterede og kreative løsninger på, hvordan de fremover kan tjene mere på musikken igen, men når de når frem til at konkludere at himmelråbende sindssyge ideer, som denne “3 strikes out” plan er vejen frem, så ser jeg ikke rigtig noget formål med at fortsætte dialogen. De vil åbenbart hellere slås. De vil hellere bruge krudtet på at “bekæmpe det onde” frem for at “dyrke det sunde”. Sørgeligt, at de ikke endnu har fattet, at de ikke kan vinde den kamp.
Som en klog mand sagde engang: Fighting for peace is like fucking for virginity!
Christian Brix skriver
Rigtig godt initiativ, som jeg kun kan støtte op om. IFPI må lære det på den hårde måde, hvis de fortsætter den sindsyge strategi, de har gang i.
For at virkeligt kan batte, skal et bredere publikum dog involveres. En ComOn-klumme ville være et bedre sted end her – og endnu bedre, hvis man kunne få Jubii eller lign. til at skrive lidt om det på forsiden.. Men det er nok at ønske sig for meget – de tjener vel selv pege på IFPI-musiksalg hos Jubii..
Helt vanvittigt og uacceptabelt er det i hvert fald – og det er vigtigt, at man får gjort politikerne opmærksom på det også.
Leif skriver
Jeg er helt enig: Det er helt galt med “Shoot The Messenger” holdningen.
Læs eventuelt http://leifcarlsen.wordpress.com/2007/03/14/still-dont/
Johnny Speiermann skriver
Problemet med at spærre folks adgang til nettet rammer også det offentlige, som jo gerne vil optimere deres arbejdsgange ved at flytte betjeningen med borgerne ud på internettet.
Hvis det på et tidspunkt lykkes at køre al kommunikation mellem det offentlige og borgerne digitalt, så skal der pludselig oprettes “krisecentre” for dem, der er blevet frataget retten til at bruge internettet.
Gad vide, om man så slipper for at indberette og betale moms og skat, hvis man kopierer lidt musik?
Klaus Jakobsen skriver
Helt enig.
Der er så mange muligheder for at gøre det bedre, at man slet ikke fatter hvorfor de nuværende ledere er så kortsynede.
Aldrig har der været så teknisk mange kompetencer og eletroniske muligheder. Aldrig har der været så mange begrænsninger som nu med DRM, manglende kompabilitet imellem standarder etc. Hvorfor mon forbrugerne svigter?
Leif P skriver
Jeg sidder og tænker på, om ikke de kloge folk hos IFPI ved, hvor man kan downloade de freeware programmer og gratismusik, man plejede at hente hos PB. Der kan vel ikke ske noget ved at sende en mail og spørge. Vel? Drukne dem med høflige forespørgsler!!!