Offentlige ansatte er en resurse – ikke en omkostning!
Dette indlæg er endnu et af de der lidt politisk orienterede indlæg, som nogle af jer elsker, og andre hader. Hører du til den sidste gruppe må du så bare springe over 🙂
Jeg har længe gået og spekuleret på, hvordan det kan være at de fleste mennesker – måske endda samfundet som heldhed, opfatter offentlige ansatte og de mekanismer der fungerer på en offentlig arbejdsplads, helt omvendt af det private arbejdsmarked. Det hænger ikke sammen. Hvorfor opfattes offentlige ansatte i reglen som en “omkostning” frem for en “resurse”?
Hvis jeg ansætter en person i min virksomhed ser jeg det ikke som en udgift eller en omkostning. Jeg ser det som en investering i en resurse, som det er meningen vil bidrage til at give en endnu bedre bundlinie – på den ene eller den anden måde.
Og i konkurrencen om at få de bedste folk, så må jeg lokke med god løn, gode arbejdsvilkår, spændende arbejde og andre goder. Selvom det naturligvis bare skyder problemet med at få en ny mand videre til mine konkurrenter, så er der en bred anderkendelse blandt erhvervsdrivende om, at denne måde at konkurere om de bedste folk er i orden – og nødvendig, for dem der vil have de bedste. Hvis man er villig til, som virksomhed, at ligge sig i toppen af lønskalaen, og alle de andre goder, så har man også mulighed for at tiltrække flere af de bedste. Det princip er der ingen der undrer sig over i det private.
Og jo mere eksklusiv en medarbejde gruppe er, jo mere kan de kræve i løn. Det er svært at finde virkeligt kvallificerede topledere, og (bl.a.) derfor får de en høj løn. Nogle faggrupper får en høj løn fordi de som gruppe har været virkelig dygtige til at forhandle med arbejdsgiverne. I alle fald må arbejdsgiverne følge med, og måske endda lægge noget oveni, for at få de folk de vil have – de bedste i gruppen.
Men hvorfor er det så ikke sådan i det offentlige? Hvorfor er der i forhold til de offentlige ansatte så mange der mener, at det ikke nytter f.eks. at give bedre løn til sygeplejersker, hjemmehjælpere, politifolk eller skolelærer for at tiltrække flere og bedre kvallificerede kandidater. Hvorfor skulle folk blive tiltrukket af bedre løn og arbejdsforhold i det private og ikke i det offentlige? Hvorfor skulle problemet med at man bare skubber aben videre til den næste konkurrent der leder efter folk være værre i det offentlige end i det private? Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Eller rettere sagt. Jeg tror ikke på det!
Naturligvis fungerer de samme mekanismer indefor det offentlige. Hvis man lønnede offentlige meget højere end man gør i dag, så ville der da alt andet lige være mange flere der gerne ville arbejde der. Og hvis der blev større søgning, ville man kunne fravælge flere – de dårligste.
I dag får vi i høj grad kun fat i de skolelærer, pædagoger, sygehjælpere og sygeplejersker som gør det fordi de i en eller anden grad føler sig “kaldet” til det. De gør det ikke for pengene. Fint nok. Men måske er der nogle virkelig stærke kandidater, som vi helt får sorteret fra, fordi de udover at have en passion for f.eks. sygepleje- eller skolelærerfaget, også gerne vil have en karriere hvor de kan imødese en god løn. Det er vel ikke så urimeligt. Bare fordi man gerne vil ende med en god løn, behøver man ikke at blive en dårlig sygeplejerske eller skolelærer. Man kan sagtens være stærk på mennesker, og samtidgt ønske sig en god økonomi, et flot hus, og en stor bil. Det er ikke en konflikt i mine øjne.
Et anden problem kan så godt være, at de fagforeninger der står bag de offentlige ansatte sandt at sige ikke er særlig stærke. De udnytter i hvert fald ikke den styrke de måtte have særlig godt. Tit og ofte synes jeg de blander tingene sammen. Samtidig med at de kæmper for bedre forhold for deres medlemmer kæmper de også for bedre offentlige institutioner. Så alt for tit, synes jeg det virker somom f.eks. skolærerer eller sygeplejersker bliver spist af med politikernes løfter om, at de vil give lidt mere til at gøre deres arbejdsplads bedre. Fedt nok, og fedt for brugerne (f.eks. de syge eller børnene i skolerne), men det har bare ikke noget med lønnen at gøre.
Private arbejdspladser gør da også hele tiden en masse for at gøre produkterne bedre. Det bliver vi nødt til hvis vi skal kunne konkurrere. Men det betyder da ikke, at vi så kan bruge det som en dårlig undsklydning for, at medarbejderne ikke skal have en ordentlig løn. Jeg tror ærligt talt mine medarbejdere ville grine ad mig, hvis de ved næste lønforhandling fik at vide, at de ikke kunne få mere i løn, da vi havde brugt pengene på at gøre produkterne bedre – og det alene burde de være glade for. Og jeg forstår dem godt. Så det lader jeg være med 🙂
Nogle folk argumenterer så med, at offentlige ansatte jo ikke producerer nogle værdier, og derfor ikke skal have så meget i løn. Det er naturligvis noget vrøvl. De offentlige ansatte producerer det grundlag vi som private erhvervsdrivende kan drive forretning på – infrastruktur, lovgrundlag, demokrati, uddannelser osv. Uden at alle disse ting var på plads, kunne vi ikke drive den type virksomheder vi gør i dag og konkurrere på et globaliseret marked.
Og jo bedre det grundlag vi driver virksomhed på er, jo bedre kan vi konkurere med verden omkring os. Hvis samfundssystemerne fungerer godt, og der er lav koruption, er det godt. Hvis vi har et højt uddannelsesniveau, et velreguleret arbejdsmarked og rigeligt med kandidater er det godt. Osv. Det er bl.a. derfor vi kan klare os i den internationale konkurrence i dag på trods af at ansatte i Danmark skal have mange gange mere end de får i fattigere lande. Jeg tror ikke vi klarer os så godt i Danmark fordi Danskere fødes meget klogere end f.eks. en fattig Afrikaner. Vores store fordel er, at vi fødes i et utroligt velfungerende system.
Det er naturligvis lidt sværere at måle i kroner og øre hvor meget produktet af en offentlig ansats arbejde er i forhold til en virksomhed. Hvis jeg f.eks. ansætter en sælger eller en konsulent, så er det meget let at måle værdien – min profit, af deres arbejde. Men ansætter jeg en bogholder eller regngøringsdame er det straks lidt sværere. Måske i virkeligheden ligeså svært, som for en offentlig ansat. Min regøringsdame er “infrastruktur”, som det er svært at måle den præcise værdi af – men der skal være rent. Ordentligt rent. Og jeg vil også meget gerne have den bedst mulige bogholder. At jeg ikke lige kan måle præcist hvor meget de bidrager til bundliniem gør ikke, at jeg ikke vil have de bedste folk her også. Det vil jeg naturligvis.
Måske hænger de dårlige offentlige løninger sammen med den måde man iøvrigt opfatter personalet og behandler dem. De fleste moderne virksomheder har i dag indset at det er langt bedre for effektiviteten, at behandle folk som voksne mennesker, give dem gulerødder og råderum til at gøre deres bedste, frem for at piske dem, mistænkliggøre dem, og jagte dem rundt i manegen med formaninger og indrapporteringer.
I det private er vi stort set gået væk fra klippekort, samlebånd og mikromanegment. Det offentlige er gået næsten den modsatte vej. Og underligt nok, drives den gammeldags – ja nærmest 30’er agtig, management indenfor det offentlige frem af en borgerlig regering der ellers påstår at være så erhvervsorienteret. Hvorfor kan de så ikke lære lidt om management og lønpolitik af det private – og altså ikke som vi gjorde i 30’erne eller 50’erne, men sådan som vi gør i dag?
Jeg tror vi bliver nødt til at begynde at opfatte og behandle offentlige ansatte som resurser fremfor omkostninger, og vi bliver nødt til give dem mere tillid og flere gulerødder, i stedet for at jagte dem med et stopur, og bede dem om at bruge halvdelen af dagen på at indrapportere hvad de har lavet den anden halvdel. Jeg tror ganske enkelt ikke vi får de bedste ansatte med den gammeldags måde vi opfatter dem og behandler dem og jeg tror, at effektiviteten og “produktkvaliteten” kunne forbedres voldsomt, hvis vi havde en mere moderne manegement af dem.
Naturligvis vil det komme til at koste i starten. Det gør alle investeringer. Men det er nu vi har råd til sådanne investeringer. Vi har aldrig væreret rigere. Og jeg er overbevist om, at investeringerne i en mere progressiv og moderne offentlig sektor vil komme mange gange igen i form at bedre sygehuse, uddannelse og administration. Og det vil gøre det grundlag som alle vi andre arbejder på endnu bedre, og gøre os endnu bedre i stand til at konkurrere med omverden.
Lars D skriver
Offentlige ansatte får deres løn betalt via skattemidler, og derfor skal de sørge for, at disse midler bruges bedst muligt. Desværre ses det ofte, at afstanden fra den, der betaler, til den, der bruger pengene, er blevet for stor, hvilket betyder store ressourcespild. En omkostningseffektiv organisation kræver, at pengebagmændene (her skatteyderne) har en stram styring af pengene, og det har det offentlige ikke.
Når det er sagt, så kan vi selvflg. ikke leve uden den offentlige sektor. Den er absolut nødvendig, og vi skal være glade for dem, der gør et godt stykke arbejde.
Mht. at give sygeplejerskene mere i løn, så har samfundet følgende hovedproblemer lige nu:
1) Hvordan får vi flere mennesker til at producere noget til samfundet (dvs. i den private sektor). Hvis dette ikke lykkedes, kan det give en voldsom økonomisk nedtur.
2) Hvordan sikrer vi, at lønningerne ikke stiger. Det betyder nemlig inflation, hvilket kun kan reddes på to måder: lavere rentesats (og det kan vi ikke) eller økonomisk nedtur.
3) Andelen af befolkningen, der skal have pleje i plejehjem og sygehuse er stigende, og andelen af befolkningen, der plejer dem er faldende. Det er ikke noget, vi kan lave om på nemt, uden at tvangsøge dødeligheden eller ved at gå markant ned i levestandard (markant = meget voldsomt).
Man kan have forskellige holdninger til, hvordan man løser ovenstående problemer, men alle burde være enige om, at det er disse problemer, vi skal have løst. Dvs. enhver ansvarlig politiker skal sikre:
– Sygeplejersker og sosuer skal ikke stige voldsomt i løn.
– Fornuftig kvalitet uden at tilføje nye offentlige ansatte.
– Højere produktivitet i plejesektoren, målt som “antal plejekrævende, håndteret per medarbejder”.
Det lyder ikke sjovt, og det er det heller ikke. Når nogle økonomer beskylder regeringen for at spille hasard, så sker det bl.a. ud fra den forudsætning, at de ikke tror på, at regeringen kan forhindre lønstigningerne. Hvis regeringen uddeler lønstigninger i stor stil til sosuer og andet, så ramler det hele.
Det er dybt seriøst og alvorligt. Japan har lignende problemer, og håber at lave robotter til pleje af ældre, for at afhjælpe noget af problemet. Det er ikke en sjov fremtidsvision, men et reelt forslag til afhjælpning af problemerne! Nogle lande importerer billig arbejdskraft til at pleje de ældre.
I Danmark har man ikke fået løst problemet endnu – men mon ikke det ender med at vi kombinerer eksport af nogle af de gamle til syden, automatiserer en del, gør de gamle mere selvhjulpne, øger pensionsalderen, lader de gamle hjælpe hinanden osv.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det forklarer stadig ikke hvorfor samfundet mener at de mekanismer der virker i det private erhvervsliv, ikke skulle virke i det offentlige – med henblik på at få tiltrukket de bedste, meste effektive, folk
Erhvervslivet har bl.a. styrket deres position ved en mere moderne management. Det er da tåbeligt at tro, at det modsatte vil have en possitive effekt på det offentlige – klippekort og mikromanagement.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Iøvrigt synes jeg at dit indlæg netop er et udtryk for den gammeldags holding, som jeg tror vi må til livs: Offentlige ansatte er en resurse – ikke en omkostning!
Og jeg tror ikke på den skrøne, at når penge bruges i det offentlige giver det overophedning, men når de samme penge bruges i det private sker det ikke. Når direktøren får 20 millioner i bonus skaber det ingen overophedning, men hvis medarbejdere fik de samme 20 millioner (fordelt) så gør det. Når man køber dyre hæve-sænke borde i det offentlige skaber det overophedning, når man gør det samme i det private ser det bare super. Når man behandler private ansatte super-god, er det fint – men når det sker i det offentlige er det frås.
Det hænger simpelt hen ikke sammen. Det er noget vrøvl. De samme mekanismer virker begge steder. Hvis man betaler en højere løn, og behandler folk ekstra godt, så får man flere kandidater til stillingerne, bedre kandidater og får mere ud af medarbejderne. Dette gælder naturligvis både for private og offentlgt ansatte.
Og i disse år forventer folk, med al rimelighed, at den offentlige serviuce er god. Og det bliver den ikke, hvis vi fastholder en løn- og personalepolitik der jager alle de gode kandidater bort, som udover et spændende job også gerne vil have en ordentlig løn og en ordentlig behandling. Og så står vi tilbage med for få af de bedste.
Lars D skriver
Offentlig administration er underlagt en række regler, der ikke gælder i det private. Det går på alt, lige fra ansættelsespolitik, måderne at flytte penge rundt på, lønpolitik osv. Hertil kommer, at et offentligt kontor primært ikke må lave noget risikofyldt, men skal fokusere på retfærdig håndtering. Sidst, men ikke mindst, styres det offentlige af politik, og ikke af en søgen efter profitmaksimering.
Stort set al den “moderne management”, jeg har stiftet bekendskab med, strider mod en eller flere principper om offentlig virksomhed. F.eks. kan en virksomhed igangsætte en udvikling, uden at vide, hvor man slutter, fordi man har en god fornemmelse af, at det er den rigtige vej at gå. Det grundlæggende princip i ledelse af private virksomheder er, at hovedparten af virksomhedens viden ikke nedskrives (!). Derfor foretages mange beslutninger uden at have skabt et formelt beslutningsgrundlag, først. F.eks. hældte et svensk atomkraftværk et par millioner i en af mine venner, fordi han lavede noget matematik på vedligeholdelsesarbejde, som muligvis kunne reducere deres omkostninger på en 10-20 års sigt, men uden at have en garanti for noget som helst. Den slags er totalt urealistisk i et skatteyderbetalt miljø.
Lars D skriver
Om pengene bruges i det offentlige eller det private er ligegyldigt mht. overophedning.
Hvis du køber Hæve-/sænke-borde fra et dansk firma, så hælder du med andre ord penge i den private sektor. Det er der ingen grund til at gøre lige nu, da den private sektor har arbejdskraftsmangel.
Hvis du køber hæve/sænke borde fra udlandet, så belaster du vores betalingsbalance, som selvflg. har det rigtigt godt, men det er ikke en lov, at den bliver ved med det.
Hvis du køber arbejdskraft fra Polen, så ryger alle pengene ud af landet, og det er ligesom at tisse i bukserne for at holde sig varm.
Hvis du prøver at købe dansk arbejdskraft til den offentlige sektor lige nu, så hiver du dem ud af den private sektor, og det er direkte dumt – så skubber du voldsomt til inflationen.
Så kan vi selvflg. øge immigrationen… ligesom vi gjorde i fordums tid. Og det er nok det mest realistiske på kort sigt, men på lang sigt kan det give andet bøvl – om ikke andet, så politisk bøvl.
Lønstigningen har i øvrigt været større i den offentlige sektor, siden år 2000, end i den private sektor.
Lars D skriver
Børsen har i øvrigt nu en artikel om, at betalingsbalancen er kommet under pres:
http://borsen.dk/nyhed/115998/
Mikkel deMib Svendsen skriver
> Offentlig administration er underlagt en række regler
Ja, og det samme er private virksomheder.
Der er stort set ingen af de ting jeg nævner som strider mod regler for offentlig administration. Man kunne sagtens give dem mere i løn – hvis det var det der blev forhandlet frem til. Man kunne også sagtens vedligeholde lokalerne bedre, og give bedre arbejdsforhold – det er faktisk til dels et krav. Man kunne også sagtens “forkæle” medarbejdere lidt mere i det offentlige, hvis det var det man vedtog.
Og skulle der så være enkelte regler tilbage som er en konflikt, så kan de jo bare laves om. Der er jo ike andre end os selv, gennem vores folkevalgte politikere, som kan bestemme hvordan vi vil have det. Så den der undskylding med, at det kan vi ikke for sådan er reglerne giver jeg ikke meget for. Hvis regler står i vejen for gode fremskridt, så må man ændre reglerne! 🙂
Løn er en ting – noget andet er hvordan man behandler folk. Den nuværende stil, hvor man i stigende grad behandler offentlige ansatte som får, spilder alt for meget af deres tid på indrapporteringer (i stedet for service!), klippekort og mikromanagement gavner simpelt hen ikke os selv, for det jager de bedste folk væk, og efterlader de dovne dikkedukker i administrationen. Det gavner ingen. Hvis vi vil have en god offentig service skal vi have gode folk – og det får vi ikke i tilstrækkelig grad med den måde vi behandler folk på nu.
jacob skriver
Hey Mikkel, god artikel jeg kunne ikke være mere enig. Det offentlige trænger mere end nogensinde til at få kvalificerede folk ind. Men jeg tror godt jeg kan følge Lars D’s tankegang i forhold til regler der står i vejen.
Det er jo ikke alle private virksomheder, der klarer sig optimalt, og derfor vil det være en stor opgave at skabe den tillid mellem offentlig sektor og befolkning, som kræves for at offentligt ansatte kan og tør tænke nyt og tage chancer.
En privat virksomhed har jo ikke andet end sine egne og aktionærenes penge at tabe, hvor det nok er et stående krav fra befolkningen at staten spiller meget sikkert, for at undgå tab.
Visionen er jeg helt enig i, men det er en stor opgave, at “rense ud” og få de dygtige folk på de rigtige poster i det offentlige, før jeg ville turde sætte min stemme på radikale ændringer, som fx at doble sygeplejerskernes løn. Men selvfølgelig skal man ikke lade sig skræmme på forhånd, for gør vi ingenting nu, så skal vi alligevel betale prisen før eller siden. Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan man sætter sådan en proces igang?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror faktisk, at lønnen er det mindste problem. Den skal op, ja, men jeg hører ingen der seriøst mener den skal fordobles 🙂
Der hvor jeg mener man først burde sætte ind er den måde man behandler folk. Helt ærligt, man behandler de fleste offentlige ansatte som får der ike kan tænke selv – ikke som voksne mennesker med faglige kvallifikationer. Hvis man behandler folk som får, så får man får ud af det.
Den ekstreme mikromanagement, som igennem de sidste 10-15 år (iøvrigt at skiftende regeringer!) er introduceret i det offentlige er helt ude i hampen. F.eks. brugte en viceskoleinspektør på en mindre skole ½-1 dag på administration for få år siden – i dag er det et (godt og vel) fuldtidsjob. Og det gør altså ikke skolen bedre, at der bruges SÅ mange kræfter på at indberette og flytte papirer rundt mellem den ene og den anden embedsmand. Det er simpelt hen en tåbelig måde at bruge resurserne på – og du ser stort set ikke det samme i rentable private virksomheder. Tværtimod!
Dette har intet at gøre med at løbe en risiko. I hvert fald mener jeg det er langt mere risikabelt at behandle folk som får, end at behandle dem ordentligt. Jeg tror det er mere stabiliserende og mere opbyggende for kvalliteten, at behandle folk som voksne mennekser, give dem ansvar, og lade dem arbejde mod fælles mål.
Lars D skriver
Mikkel, det lyder næsten som om at du mener, at privatansatte skulle have bedre arbejdsvilkår end offentligt ansatte? Det mener jeg seriøst du burde overveje at revidere… offentlige ansatte har normalt større tryghed i ansættelsen, bedre orlovsvilkår, større chance for ikke at skulle arbejde i deres ubetalte fritid, færre konkurrenceklausuler, bedre overholdelse af regler om arbejdsmiljø osv.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg er slet ikke enige med dig i dette, Lars. Tag f.eks. skolelærerne, som hver dag må leve med mugbefængte skoler. Hvis samme problem opstod på et kontor ville alle HK’erne straks gå hjem, og LO blokerer for arbejdspladsen.
Det er iøvrigt en gammel skrøne at offentlige ansatte har større tryghed i ansættelsen – en skrøne der nok stammer fra dengang mange af dem var tjenestemænd. Men sådan er det ikke mere. Både det offentlige og private arbejdsmarked har i dag indrettet sig under “flexicurity” rammerne – det er let at fyre folk, til gengæld er de rimeligt sikret når det sker.
Og så er der hele den daglige management. Jeg kender ingen private virksomheder der har en ligeså gammeldags behandling af deres folk, som det sker i det offentlige.
Jeg tror vist det er dig der trænger til en alvorlig revidering af din opfattelse af hvordan offentlige ansatte behandles!
Lars D skriver
Jeg giver dig ret i, at lærere og pædagoger i Danmark må have misforstået noget mht. arbejdsmiljø, siden at de ikke har udnyttet deres klageret – men her bifalder jeg kun arbejdstilsynet, der på en skole har beordret en elev ud af klassen i en skole, fordi denne larmede så meget, at lærerens arbejdsmiljø ikke var ok.
Men nu snakker vi jo ikke arbejdstyper, men om arbejdspladsen er offentlig eller privat. Og her er det efter min mening helt tydeligt, at de private skolers tætte tilknytning til ejerne er afgørende for, at de fungerer bedre. Hvis rektor ikke fungerer, så bliver han smidt ud – i modsætning til, når det er politikerne, der styrer skolen. Jeg har set offentlige skoler ansætte lærere, de ikke havde snakket med, fordi de var desperate for arbejdskraft (pga. medarbejderflugt) og fordi ledelsen var ligeglad… og kommunen bakkede 100% op bag ledelsen. Jeg har også set offentligt styrede børnehaver gå helt ad pommern til, fordi lederen bliver depressiv, med megahøj udskiftning i mange år derefter, uden at nogen griber ind. Det dur bare ikke at lade et politisk system styre den slags.
Jeg tror at vi kan hive mange eksempler frem på det ene og det andet, men når jeg ser på, hvilken reel timeløn man får i det offentlige vs. reel timeløn i det private, så tror jeg ikke at de offentligt ansatte skal være kede af det. Jeg har set en, der arbejdede i 4 måneder sammenlagt i 2 år som folkeskolelærer, og fik løn og orlov og kunne komme tilbage hver gang. Jeg ser flere, der arbejder i det offentlige, der tjener langt over 1 mio. kr. om året, uden at have lederansvar, og uden at arbejde mere end en, der tjener en halv mio. kr. om året i det private.
Og hvad er det offentlige? Det er ministerier, styrelser, kommuner, institutioner, sygehuse, skoler, universiteter, IT folk, politi osv.
Og hvad er det private? Det er chaufføren i sin lastbil, busser, skoler, rengøring, kantiner, kontorer, IT folk, falck, kiosker, “kassedamer”, bagere, mekanikere osv.
Hvis man skal generalisere, så må man have fat i statistikken, og den siger helt klart, at offentligt ansatte har fået større lønstigning end de private siden 2000.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Hvis du skal sammenligne lønnen, skal du bruge sammenlignelige grupper. Det ved jeg godt kan være svært mange gange, da en stor del af de uddannelser der dækker det offentlige område stort set kun bruges der, og derfor ike har en helt identisk paralel i det private. Men hvis man ser på f.eks. uddannelseslængde, så er der alt for mange fag indenfor det offentlige – hovedsageligt de gammeldags “kvindefag”, som halter stærkt bagefter. Der er nok også områder inden den offentlige administration, hvor lønnen i sig selv er i orden.
Men som sagt synes jeg slet ikke kun det handler om løn, men om det paradoks, at den måde man behandler offentlige ansatte – som ansatte, er gået i den stik modsatte retning af hvordan man i dag mener man bør behandle private ansatte.
I det private er man gået fra samlebånd, tidsstempling og hjernedøde arbejdsprocesser, til selvstyrende grupper, uddelegering af ansvar og afburaokratisering. I det offentlige er man gået den modsatte vej med en større grad af mikromanagement, indrapportering af alverdens ting, firkantet strukturering af tid og meget lidt tillid til de enkelte fagpersoner.
Jeg ved godt at der i toppen af den offentlige administration er flotte kontorer og dyre møbler – fuldt på højde med tilsvarende store private virksomheder, men prøv at sammenlign et gennemsnitligt læreværelse med de faciliteter man stiller til rådighed for akademisk personale i private virksomheder, og så vil de se den himmelråbende forskel. Det er simpelt hen ikke sammenlignenlige forhold. For slet ikke at snakke om frokostordningerne. De fleste anstændige virksomheder har gode frokostordninger i dag (som iøvrigt er skattebegunstiget for den ansatte) – prøv at finde en skole eller en børnehave med samme flotte frokoster 🙂
Men for at vende tilbage til overskriften, så tror jeg stadig at meget af problemet grunder i at vi, som samfund, i for høj grad ser offentlige ansatte som en omkostning, frem for en resurser – en resurser der, hvis den behandles godt og dyrkes kærligt, vil blive mere værd end den koster.
Lars D skriver
Sammenlignelige grupper:
– Privat rengøring vs. offentligt ansat rengøring. Forskel? De private slides ned hurtigere.
– Privat busdrift vs. offentligt ansat busdrift. Forskel? De privat ansatte arbejder mere for den samme løn.
osv.
Som sagt er der eksempler på begge sider. Fravær af samlebånd, mikromanagement osv. i det private kan jeg ikke helt genkende. Uddelegering af “ansvar” i det offentlige kan jeg til gengæld godt – men jeg anerkender, at du nok ser nogle andre eksempler.
Hvis du vil sammenligne akademisk personale (civilingeniører, økonomer?) i private virksomheder med et lærerværelse, så er du dog helt galt afmarcheret.
Undervisningspersonale i private virksomheder: Mit gamle privatgymnasium havde ikke noget lærerværelse. Det var unødvendigt og dyrt… til gengæld stillede idrætslæreren sin egen lille sejlbåd til rådighed for gymnasiet – uden betaling naturligvis, og forsikring havde de nok heller ikke lige overvejet.
Hvis du skal sammenligne akademisk personale i private virksomheder med noget inden for det offentlige, så sammenlign dog med akademisk personale! Jeg har uhyggeligt meget akademisk personale inden for det offentlige i min nære familie, og de har det godt, både lønmæssigt og arbejdsforholdsmæssigt. De arbejder klart mindre end de ville gøre for den samme løn i det private, nemlig ca. 37 timer om ugen. Der er dog en undtagelse – han knoklede 60-70 timer om ugen som os andre, men han var også på næsten øverste niveau i et ministerium, og dem kan vi nok hurtigt blive enige om at holde ude af dette.
Skal vi ikke blive enige om, at vurderingen af offentlig vs. privat afhænger af, hvad man har set?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nej, det afhænger af hvad man vælger at se – og hvad man vælger at lukke øjnene for. At du vælger at lukke øjnene for de faktiske forhold som eksisterer på de offentlige arbejdspladser kan jeg ikke gøre så meget ved – jeg kan blot konstatere at dit udsyn og indsigt må værer meget lille.
Og dine indlæg understreger jo netop det som er min påstand: Folk ser offentlige ansatte som en udgift frem for en resurse.
Jeg tror slet ikke du har forstået, at det faktisk er folk med din holding jeg er i gang med at bekæmpe. Det er nemlig en forstokket holdning, som ikke hænger sammen med virkeligheden. Der er derfor ingen pointe i at forsøge at overbevise mig om din meget underlige forestilling om hvordan tingene hænger sammen – for den er identisk med de løgne vi har hørt fra visse politikere gennem årene. Den nuværende regering påstår også at der ingen problemer er, og at f.eks. skoler og institutioner har det godt. Ude i virkeligheden kan vi andre så blot se, at det slet ikke passer – personalet flygter til bedre betalte job i det private, de dårligste bliver tilbage, lokalerne er ved at rådne op, og de ansatte der er tilbage skal bruge mere og mere tid på papirarbejde, fremfor at undervise vores børn.
Men heldigvis er vi mange der har fået nok. Og jeg tror at du, og de politikere der ikke vil se viurkeligheden i øjnene, vil opleve endnu mere uro på det her marked, og endnu større pres for at få forholdende ændret.
For problemet i disse år er, at vi ikke kan få fat i det personale vi skal bruge – der mangler skolelærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere osv – og dem får vi ganske enkelt ikke, og specielt ikke de bedste kandidater, med mindre der gøres noget alvorligt ved den måde vi behandler dem på.
Lars D skriver
Det hjælper ikke på en debat, at du angriber mig personligt, eller at du vil “bekæmpe personer som mig”. Så jeg trækker mig fra diskussionen.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror du lige skal læse en gang til hvad jeg faktisk skriver: “…folk med din holding “. Jeg kender dig ikke og har intet personligt imod dig, men jeg har meget imod den holding du representerer. Der er en væsentlig forskel 🙂
Lars D skriver
Det, der triggede mig, var “jeg kan blot konstatere at dit udsyn og indsigt må være meget lille.” Jeg kan ikke opfatte det som andet end en bedømmelse af min person.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Dig om det – når du ønsker at belære mig, som du gør i dine indlæg, så må du leve med at få tørt igen. Sådan er det bare. Men lad nu det ligge.
Pointen er jo netop, at dine indlæg understreger min hovedanke i artiklen: At for mange folk har en forfejlet opfattelse af, hvad offentlige ansatte er, hvordan de bliver behandlet i dag, hvordan de ledes, og hvordan det i stedet burde være.
Men som sagt er jeg også possitiv overfor at det nok skal blive bedre i de kommende år – og det er der mange grunde til – bl.a.
– Rigtig mange almindelige mennesker har, som jeg, fået nok. Vi har fået “luksus” på vores egne arbejdspladser (og det fortjener vi), og så gider vi ikke se at der proppes flere og flere ind i klasser og institutioner, normeringer der falder, dårligere og dårligere lokaler, og med alt for mange uuddannet vikarer, fordi der mangler uddannet personale.
– Vi har mere råd til det nu end vi nogensinde har haft.
– De offentliges fagforeninger har varslet skrappe lønkrav til næste overenskomstforhandlinger – og det ser ud til de mener det. Historien har vist, at fagforeningerne er ret stærke, når de virkelig vil noget …
– Der er flere og flere, som på forskellige niveauer, er begyndt at erkende at de seneste års mikromanagement – med en ekstrem grad af registrerings- og indberetningspligter er gået over stregen. Indenfor visse områder er det nået et så groteskt niveau i dag, at det meget direkte er med til at reducere kvalliteten af “produktet” – og det er altså åndssvagt! Naturligvis skal der måles og vejes – men ikke på en måde, der ødelægger det der skal måles og vejes.
Jesper skriver
Hej Mikkel,
Jeg ved godt det er forkert at skrive en blogkommentar omkring følgende….men jeg søgte lige på Google.dk efter “demib”:
http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&ie=UTF-8&rlz=1T4GGLJ_enSE207SE207&q=demib
og så en adwords annoncering for:
“Specialister i AdWords
AdWords Qualified & AdWords kursus
Ring til IIH Copenhagen 70 20 29 19
http://www.iih.dk/adwords”
Hvis der er en naturlig sammenhæng mellem dig og IIH.dk bedes du se bort fra ovenstående information… Det ligner bare en krænkelse af dit navn set fra min side.
/Jesper
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tak!
Og nej, jeg har intet med IIH.dk – og det har heller ingen af mine selskaber. Så der er såmænd blot tale om en gang varemærke misbrug.
Hvis IIH.dk synes de kan lægge navn til det, så må de jo gøre det – men det er nu ikke sikkert annoncen kommer til at ligge der så længe 🙂
Lars D skriver
En sidste korrektion 🙂
Det er rigtigt, at der er mange kroner i kassen, men det er ikke ensbetydende med, at vi har råd til lønstigninger (det har vi ikke råd til, det kan føre til recession), alt for meget udenlandsk arbejdskraft (det er tab af levestandard) eller import af alt for mange varer (vi kan ikke importere mere end vi eksporterer på lang sigt).
Tænk på, at alle de kroner vi har, dem producerer vi selv i nationalbanken. Vi kan nemt få flere kroner, det er bare at lade seddelpressen rotere hurtigere. Antal kroner i kassen og det at have råd er to vidt forskellige ting. Som sagt er der to løsninger, hvis der kommer store lønstigninger = inflation. Man kan devaluere/øge pengemængden, eller man kan reducere reallønnen. Vi kan ikke devaluere uden at bryde samarbejdet med euroen, så en reduktion af reallønnen kan være en åbenlys direkte følge, hvis store dele af samfundet får hurtige lønstigninger. Det kan lyde ulogisk, men inflation er ikke en ny opfindelse, det er noget man har studeret nøje i mange, mange år, fordi det er så destruktivt, så man ved en masse om det.
Man skal lære af historien, og man skal passe på med at forsøge at ignorere naturlove.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg ved godt at overklassens økonomer altid har haft modeller parart til at forklare hvorfor direktørerne godt kan få lønstigninger på flere millioner, mens der desværre intet kan blive til pøblen. Men som du også ved, at økonomi langt fra så faktuel en videnskab som nogle gerne vil gøre den til.
Den forklaring du kommer med er simpelt hen noget vrøvl, der er opfundet af reaktionære økonomer med en helt bestemt politisk agenda. Og den må de jo så have – men det er altså ikke sandheden
Jeg ved godt at CEPOS og andre jubelfjolser, vil have os til at tro at deres ekstremistiske økonomiske budskaber er naturlov – men det er det altså ikke.
Heldigvis er dette et demokrati, og således i sidste ende flertallet der bestemmer, og så kan CEPOS og andre højreekstremistiske økonomer sådan set sige hvad de har lyst til. De har ingen bestemmende magt.
Personligt synes jeg det er hylende morsomt at se på, hvordan den type højreekstremistiske økonomer vrider og drejer derers hjerner for konstant at finde på argumenter for, hvorfor almindelige mennesker ikke kan få den løn de bør få – samtidig med at der foregår et skremt fråds i den mere velhavende del af befolkningen. Deres krampagtige forsøg på at bevise at det ikke skader samfundet når de rigeste bliver foprgyldt, men det skader når almindelige mennesker får en ordentlig løn er simpelt hen latterlig.
Heldigvis er vi mange som godt kan gennemskue deres vrøvl, og vælger at igonere det. Så uanset hvad du mener om det, så kan du være helt sikker på at der kommer store lønstigninger – med mindre du vil leve med månedlange strejker og lammelse af store dele af den offentlige sektor. Det er helt tydeligt at fagbevægelsen har fået nok. Og det er sgu godt. Vi er rigtig mange der støtter dem i den kamp – se bare de store forældreaktioner sidste år. Den slags komer der meget mere af …
Og hvis vi ikke begynder at se på de mange andre ting jeg nævner, og begynder at behandle de offentlige ansatte langt bedre, så må vi leve med at de gamle ikke bliver passet, og at vores børn skal undervises af uuddannede lærere (som de allerede sker i stor stil i dag! – På trods af at ikke uddannede ikke må ansættes fast som lærere sker der i dag – og det vil stige, hvis ikke der gøres noget snart!)
Rosenstand skriver
Uden i øvrigt at ville gå ind i lige denne debat på et dybere plan: Det er meget sjovt at læse, at du (Mikkel) i 2007 benytter en betegnelse som “overklassen” og “pøblen”. Er det ikke små 60-70 år for sent?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jo, og det er lidt med vilje – for det er et ufatteligt gammeldags klasse-syn, der driver nogle af de mest velstilledes kreative argumentation for, at de lavestlønnede ikke skal behandles ordentligt.
Samme kreativitet har fulgt denne gruppe siden middeelalderen i deres stræben efter at forhindre, at andre end de selv har magt og penge.
Så ja, det er nogle gammeldags udtryk – men jeg synes de er meget passende, når en lille gruppe forsøger at fastholde fortidens klassesamfund.
Heldigvis er vi så også en hel del temmeligt velstillede, som ikke mener at det kun er os der skal have det godt. Jeg synes faktisk det er pinligt at nogle stadig mener offentlige ansatte skal behandles som en blanding mellem “pøbel” og fæstebønder.
Lars D skriver
Mikkel, du bør nok gå ud fra, at du i højere grad tilhører overklassen end mig, og alligevel underkender du fuldstændigt saglig argumentation med usaglighed og vurderinger af min person, som jeg ikke kan genkende. Jeg ønsker dig en fortsat god dag.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Som sagt er vi mange, som har rigtig mange penge, som ikke deler CEPOS og andre ekstremistiske gruppers syn på økonomien i landet, og den måde vi skal behandle offentlige ansatte. Det er derfor samfundet bevæger sig fremad – og ikke tilbage.
Rosenstand skriver
Åh ja – men der er en eklatant forskel på datidens overklasse og nutidens ditto: Stort set alle i nutidens såkaldte overklasse (som både du og jeg nok tilhører) er nået til den “klasse” ved eget hårdt arbejde, gode ideer etc. Fortidens overklasse var der typisk af arv. Derfor var der ingen sammenhæng mellem intelligens, empati etc. og klasse dengang. Det er der i dag! I dag kan ALLE, der bærer iværksættergenet i sig nå langt. Nogle måske lidt nemmere end andre – men alle har muligheden.
Jeg mener bestemt, at offentligt ansattes ansættelsesbetingelser – herunder løn – skal være fuldstændigt som i det private erhvervsliv. Jeg mener til gengæld ikke, at det er rimeligt, at nogle få tumpede udtalelser fra ministre og politikere skal betyde, at “overklassen” ønsker at fastholde offentligt ansatte på en lav løn.
Personligt ønsker jeg, at offentligt ansatte får nøjagtig de betingelser, privat ansatte har. Det indebærer bl.a., at de evalueres på deres arbejdsindsats og lønnes/forfremmes/afskediges på baggrund heraf. Og at de dygtigste af dem kan tjene gode penge. Jeg er sikker på, at det i det store billede ikke vil koste samfundet noget særligt ekstra.
Lad os fjerne ethver skel mellem offentligt og privat ansatte – både hvad angår løn, pension, traditioner etc. Det er vejen frem – og det vil skabe den “ånd”, der sikrer vækst i service og tilgængelighed til offentlige ydelser.
Jeg tror ikke på, at der er mange i Danmark, der – med udgangspunkt i proletariatet og overklassen som målestok – rangordner mennesker. Det vil sgu’ være lidt svært i disse tider, hvor proletariatet tager på charterferie og skiferie, har to biler og rækkehus.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der er nu stadig temmelig mange mennesker der har fået deres formue uden at lave noget – gennem arv, fra nogle forældre der også selv arvede det. Jeg kender selv nogle af dem. Og jeg kender folk der er lidt yngre end mig, der fortæller hvordan det forkælede afkom af disse overklasse-arvinger giver deres gymnasie døtre 40.000 i lommepenge om måneden.
Jo, der er i sandhed stadig en klassedeling i Danmark. Faktisk er Danmark på mange måder langt mere klassedelt end f.eks. USA – på trods af at der er større forskelle der. Det er næsten umuligt i Danmark at bryde de traditionelle klasser – uanset om man tjener penge eller ej.
Danmark er en af de eneste lande jeg kender i verden hvor vi har udtrykket “ny-rige” – som jo netop er et udtryk der er skabt af overklassen for at beskrive dem der “bare” tjener sine rigdomme selv, som nogle der ikke er ligeså meget værd som de “rigtig” rige, der har fået deres penge uden at lave noget.
Tro mig, de “rigtige” rige – altså afkommet af den gamle adel, ser ikke de ny-rige som en del af deres slæg – deres klasse. De ser ned på alle andre. Og de værner om deres blod og navne med en magt og en stil som er så klam, hvis man kender lidt til den. Børn født med de forkerte får frataget deres efternavne osv.
Klassedelingen er bestemt ikke væk bare fordi du og jeg, Thomas, og mange andre driftige iværksættere kan tjene godt
Rosenstand skriver
Vi ser nok grundlæggende forskelligt på den del af verden – og det er der heldigvis plads til. Nu er jeg for få timer siden kommet hjem fra Tjekkiet, og jeg kan garantere dig, at man både der, i Polen, Ungarn og Bulgarien kender endnu mere til begrebet “ny-rige”, end vi gør i Danmark – og til skepsis over for dem, der tilhører den gruppe 😉
At snobberi så stortrives både her og hisset – det er en helt anden sag. Jeg kender også til snobber, der ikke har noget at have deres snobberi i. Men det er jo en helt anden snak.
Klassedelingen målt efter arvesølv forsvinder mere og mere – og det er såmænd godt nok. Men klassedelingen efter flid og evner – den kan vi ikke undvære. Det har man forsøgt i flere systemer i verden – med samme katastrofale følger alle steder.
I bund og grund er vi enige om udgangspunktet for dit indlæg: Lad os få gang i det offentlige med bedre lønninger, resultatafhængige goder og alt det andet, der skaber dynamik. Så kan sektoren også tiltrække unge med “blod i munden” – og så kommer udviklingen pr. automatik.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror ikke vi er så uenig igen – jeg er ikke gammel-socialist på dette punkt 🙂
Jeg har ikke noget imod at folk tjener gode penge – faktisk er det særligt folk der gennem deres flid, gode ideer og held tjener mange penge jeg respekterer. Ikke dem der har arvet sig til et fint navn og nogle millioner og så iøvrigt føler sig hævet over alle andre på grund af det.
Men iøvrigt har du ret – det er vist lidt af en afsporing af emnet, og jeg er da glad for at vi er enige om, at de samme mekanismer der skaber dynamiske arbejdspladser og dygtige folk i det private naturligvis også kan bruges i det offentlige – generelt med mere gullerod og mindre pisk, mere “frihed under ansvar” og mindre tidsstembeper og mikromanagement.
Faktisk er det en af de ting vi generelt set er forbandede gode til i Danmark – at arbejde autonomt med frihed under ansvar. Når man aflevere en opgave til en dansk medarbejdere kan de fleste finde ud af at følge den til dørs – også selvom der skal tænkes lidt kreativt undervejs. Selv i USA er det helt anderledes, og hvis du har prøvet at udvikle teknik i f.eks. Indien eller Pakistan vil du vide at det er HELT anderledes der – her “tør” medarbejderne sjældent tage induviduelle valg, fordi de er opdraget til kun at gøre det chefen siger (sådan lidt forenklet sagt) – også selvom chefen tager fejl.
Vi er alt i alt virkelig gode til at tænke selv, tage ansvar og være effektive. Det er også derfor det irreterer mig, når man nogle stder i det offentlige system i stigende grad behandler folk som får. Det er den gale vej, og det skaber flere problemer end det løser.
Rosenstand skriver
Og der er vi for en gangs skyld særdeles enige! Lad os nyde det et øjeblik!
Henrik Stenmann skriver
Hej Mikkel & Jesper 🙂
Jeg skal være den første til at beklage AdWords annoncen d. 11. september, som jeg har det overordnede ansvar for. Idet dit søgeord Demib er indgået i vores søgeordslister.
Det skyldes efter sigende i forbindelse med keywords research, i forbindelse med udvidelse af vores ord “søgemaskineoptimering”, hvori dit navn er indgået som et synonym ved research.
Det er beklageligt idet vi løbende hjælper kunder med at beskytte deres varemærker på nettet. Vi har meget respekt for din kunnen og følger også med i din blog løbende.
Vi har d. 11. september modtaget et klik på ordet “demiib” se nedenfor. Jeg ved også at annoncen blev fjernet den dag. Men Jesper var altså hurtigere end vi kunne nå at reagere. 🙂
Håber på forståelse.
De bedste hilsner
Henrik Stenmann
IIH Copenhagen
Besøg
1
% af det samlede websted: 0,06 %
Søgeord Besøg Sider/besøg Gennemsnitligt tidsforbrug på webstedet % nye besøg Afvisningsprocent
1. demib 1 1,00 00:00:01 100,00 % 0,00 %
Find Søgeord: Søg
Gå til: Vis rækker: 1 – 1 af 1 forrige
Mikkel deMib Svendsen skriver
Undskylding accepteret 🙂
– Vi kan alle lave fejl