Ingen har stemt endnu, vær den første.

Jeg er i virkeligheden på sommerferie lige nu. Som du måske har lagt mærke til er der ikke så meget aktivitet på bloggen 🙂

Jeg sad bare lige og havde en lille smule “fritid” på computeren og så havde jeg lyst til at skrive dette indlæg og fortælle om det nyindstiftede mindelagat for Natasja Saad, der, som jeg skrev om i sidste måned, døde en tragisk død ved en bilulykke på Jamaica d. 24. juni.

Natasjas Mindelegat er oprettet med det formål, at kunne støtte unge kunstnere, der ligesom Natasja forsøger, at komme frem indenfor raggae genren – i bred forstand. Fonden administreres af medlemmer af Natasjas familie og DJBFA, Playground Music (Natasjas danske pladeselskab) og Natasjas manager Peter Skovsted.

Pengene til fonden vil først og fremmest komme fra indtægter fra Natasjas musik – pladesalg og afspilningsindtægter. Det synes jeg er en smuk måde at ære hendes minde på, og helt i Natasjas ånd. Og det giver naturligvis endnu en god grund til at købe hendes plader – udover, at det er virkelig god musik.

Natasja var næsten færdig med sin nye plade. Produceren Pharphar (mest kendt fra Bigstok Røgsystem) sad og arbejde på de sidste ting, da Natasja døde. Heldigvis var Natasjas indsats på pladen så færdigt, at pladen kan sendes ud. Den skulle være på gaden d. 27. august – nogle steder kan man allerede forudbestille den. Og at dømme ud fra de første danske singler “Op med hoved’ min ven” og “Ildebrænd i byen” så er det absolut en plade der er værd at købe. Skynd dig ned hos din lokale pladepusher og forudbestil den – eller bestil den på en af de mange netbutikker. Det ville sgu være fedt, hvis pladen kunne sparkes i gang med en placering på den danske album top 30 første uge. Det fortjener den! Det fortjener Natasja. Og det fortjener Natasjas Mindelegat.

Natasjas bisættelse

Jeg var med til Natasjas bisættelse sidste onsdags. Det var på en gang den sørgeligste begravelse jeg nogensinde har været med til, og samtidig så uendelig smukt.

Det hele føles bare så helt igennem urimeligt, eller “unfair”, som Natasjas manager sagde – et ord, som han ellers ikke havde for vane at bruge, sagde han. Men et ord, som han har brugt rigtig meget på de sidste. Og med rette. Han sagde bl.a.: “Unfair, at Natasja skulle dø. Unfair, at det skulle ske netop nu, hvor hun var så tæt på et internationalt gennembrud, og unfair, at det først var da Natasja døde, at pressen for alvor begyndte at skrive om hende”. Og jeg er helt enig. Det er bare ikke fair!

Men begravelsen var, som sagt, også smuk. Lige i Natasjas ånd. Der var med vilje ikke lagt så voldsom vægt på den religiøse del af begravelsen, hvilket jeg synes var en flot respekt overfor de mange i hendes omgangskreds der vitterligt ikke er religiøse, men som naturligvis gerne ville være med til at sige farvel. Der blev ikke sunget salmer, og der blev ikke afkrævet trosbekendelse. Men der blev til gengæld holdt et par medrivende taler, og sunget nogle gode sange.

Først sang Marie Uhre den smukke sange “nattergalen”. Herefter kom en anden af de raggae folk jeg har arbejdet meget med tidligere, sangeren Phillip (fra det tidligere Bass & Trouble) med raggae klassikeren “Three Little Birds”. Til slut sang Anisette “Min Lille Sol” som kun hun kan. Hendes stemme fyldte hele kirkerummet ud med en dynamik, en dybtfølthed, og en intensitet, som kun ganske få sangere i hele verden kan levere. Anisette kan, når hun er bedst. Det er fantastisk at opleve hvordan en så dygtig sanger kan tage en intens sørgmodig stemning, som den i kirken i onsdags, fange hver enkelts opmærksomhed, og så nærmest trække folk rundt i en følelsesmæssig karruseltur, for til sidst at lande på en befriende forløsning. Ja, det var næsten som, at alt pludselig var ok efter den sang. Det er sang når det er bedst.

Den “kontroversielle” præst Flemming Pless forestod begravelsen, og det gjorde han fantastisk flot. Han passede virkelig godt til den forsamling. Efter Anisette havde sunget sin sang, fik Natasja det sidste ord, med en afspilning af hendes titelsangen fra det album, sangen “I Danmark er jeg født”.

Det var lige før det var for meget. Men også kun lige før.

Sangen handler om Natasja, der farer rundt i verden, sidder på Jamaica, og laver musik der er så fjern fra Danmark, som noget kan være, og alligevel føler hun sig Dansk. Og det var hun også.

Jeg opfatter personligt sangen som et virkelig godt bidrag til en spirrende kamp for at “få flaget tilbage”. Alt for længe er den ekstreme højrefløj sluppet afsted med, at tage patent på Danebro. Det skal de ikke have lov til! Man kan sagtens være glad for Danmark – ja fædrelandskærlig, uden at være nationalist! Det Danske flag repræsenterer så meget mere, og så meget smukkere, end det som denne ekstreme højrefløj ønsker. Desværre er mange af os gennem de senere år næsten blevet “bange” for at være danske, og har afholdt os fra at bruge det Danske flag ret meget, eller bare at antyde at vi elsker vort land. Lad os kræve flaget tilbage!

Under hele begravelsen havde de flere hundrede fremmødte udvist den dybeste respekt for den fremmødte familie, Natasja og kirken ved en helt igennem anstændig opførsel, og 100% stilhed. Da Natasjas sang sluttede var stemningen så intens at det føltes som en næsten eksplosionsagtig udløsning, da præsten Flemming Pless sagde: “Og nu er det vist på sin plads at vi klapper”. Det lød som 10.000 mennesker på et stadium, da samtlige deltagere brød ud i voldsomme klapsalver, hujen og trampen i gulvet. Det stod vel på i et minut eller to, hvorefter alle satte sig stille ned igen inden kisten blev båret ud.

Efter bisættelsen gik vi alle over i den Grå Hal på Christiania hvor der var gravøl, lidt mad og afdæmpet musik.

Alt i alt var det en smuk dag og en god måde at få sagt farvel til Natasja på. Og med Natasjas Mindelegat vil der blive lejlighed til, år efter år, at mindes Natasja og hendes musik. Ikke i sorg, men i glæde over de mange gode minder Natasja trods alt har efterladt sig.