Dobbeltmoral om monopoler

Når jeg over en bred kam betragter erhvervslivet – og i særlig grad de største og mest vækst-liderlige virksomheder og koncerner, så synes jeg der er en udpræget dobbeltmoral i forhold til monopoler.

En klog mand sagde engang, at det eneste der er værre end statsejede monopoler er privatejede monopoler. Jeg bryder mig ikke om nogle af delene, men det første er trods alt underlagt demokratisk kontrol.

Men hvor er det så jeg ser dobbeltmoralen?
Jeg ser den mange steder og i mange afskygninger, men helt grundlæggende set handler det om, at mange virksomheder og ledere taler med to tunger. På den ene side siger de, at der skal være fri konkurrence (hvilket jeg er helt enig i), og at f.eks. statsvirksomheder, eller statsstøtte, ikke må misbruges på en måde der spænder ben for den fri konkurrence (igen enig). På den anden side kæmper de samme virksomheder mod det ultimative mål, at skabe sig selv et monopol eller en monopollignende status. Vi har set det indenfor mange brancher, hvor store virksomheder opkøber alle de mindre i et marked og til sidste ender de store med at købe hinanden.

For år tilbage havde vi både Google, Inktomi, FAST, AltaVista, InfoSeek, FireBall mange andre uafhængige søgemaskiner – så blev den ene købt af den anden, og den tredie og til sidst snuppede Yahoo det meste. Nu har vi så 3-4 stykker tilbage.

Store virksomheder stræber næsten altid efter at skabe helt eller delvise monopoler – globalt eller lokalt. Og det skader udviklingen, den fri konkurrence og den fri prisdannelse. Det skader forbrugerne og andre virksomheder der skal bruge lige de produkter eller ydelser. Det skader os alle – undtagen lige dem der ejer monopolet.

Men de dobbelte tunger taler også fra andre kanter. En af de mest synlige dobbeltmoraler findes indenfor mærkevarebrancherne. Producenterne af de dyre designervarer ønsker reelt set slet ikke fri konkurrence. De ønsker, at kunne diktere prisen i alle led. De påstår, at de ikke ønsker at devaluere deres brand ved at se de oppumpede priser presset ned af “aggresive” sælgere. Det kan jeg sådan set godt forstå – det er da også skide irreterende når markedskræfterne spiller ind på ens forretning. Hvor ville livet dog være meget lettere hvis folk bare stillede sig op i kø og gjorde som vi siger! Ik? Det er muligt, men sådan spillr klaveret altså ikke. Ikke hvis man virkelig ønsker en markedsøkonomi der fungerer. Og i mangel af bedre bud, tror jeg de fleste af os kan være enige om, at netop markedsøkonomi er den bedste model vi kender lige nu. Planøkonomi var i hvert fald ikke lige sagen, tror jeg også vi er mange der kan blive enige om 🙂

Men markedsøkonomien kræver forskellige justeringer og regler for at fungere – herunder f.eks. en monopol-lovgivning. 100% anarkistisk frihed dur ikke. Det er de fleste af os enige om, og man har da også sådan lovgivning i alle de civilicerede markedsøkonomiske lande jeg har hørt om.

Jeg synes vi gennem tiden har set mange gode eksempler på, hvordan markedsøkonomien og den fri konkurrence og prisdannelse har gavnet os alle rigtig meget.

Kan du huske tilbage for 20 år siden – der kostede hårde hvidevarer vildt meget mere end det gjorde i f.eks. Tyskland. Mange gange mere end nu. Branchen i Danmark postod at det var fordi der var nogle ganske særlige markedsforhold i Danmark som gjorde det dyrere for dem at levere varerne til os og bla bla bla bla. Det viste sig naturligvis ikke at være sandt. Selvfølgelig er det ikke en naturlov, at forretningsdrivende i et land kan være langt mindre rentable og effektive i deres drift, end de kan i andre lande, og dermed sælge varerne til helt andre priser. Tiden og den fri konkurrence viste da også, at de gamle drenge i branchen tog fejl – for over årene kom flere og flere discount-hvidevarer forretninger som med en mere effektivt forretningsmodel pluidselig kunne tilbyde varerne til priser der lår langt tættere på de udenlandske.

Desværre slipper mange mærkevarerproducenter stadig afsted med at diktere priserne overfor forhandlere – selvom det faktisk er ulovligt. Jeg hører oftere og oftere om specielt online butikker, som har problemer med, at leverandørerne ikke vil lade dem konkurrere på priserne. Det er ulovligt, det er umuralsk og det er noget svineri, som skader markedsøkonomien og os alle sammen. I sidste ende kan det føre til, at vi – det demokratiske flertal, bliver nødt til, at lave strammere love, og det syens jeg ville være ærgeligt, da det kan risikere at gøre livet mere besværligt for virksomheder, der ellers opfører sig ordenligt i dag.

De butikker der oplever disse problemer med leverandørerne af mærkevarer tør ikke stå frem. De ved nemlig godt hvad der så sker – så bliver det i praksis umuligt for dem at forhandle de mærker de udtaler sig om. For så “boycutter” leverandørerne dem – spænder ben for dem i en grad, så det bliver umuligt for dem at drive deres forretning.

Og de store leverandører ved godt, at de små butikker ikke har råd til ikke at have “de rigtige” varer på hylderne. Og det har endnu mindre råd til lange retssager for at få deres ret.

Måske var det en ide at indføre en ny lov, hvor at disse mærkevarerproducenter, kan miste deres mærkevarerbeskyttelse, hvis de forsøger ulovligt at diktere priserne i markedet? Så ville alle og enhver kunne sælge kopier af deres mærkevarer. Når nu de ikke selv vil acceptere spillereglerne på de fri marked – hvorfor skulle vi andre, samfundet, så beskytte deres rettigheder?