Michael Moore: Capitalism – A Love Story

Jeg har altid holdt meget af den Amerikanske dokumentarfilms instruktør og forfatter Michael Moore. Ikke kun fordi jeg synes han har mange gode pointer om vigtige (hovedsageligt amerikanske) samfundsforhold, men også fordi jeg synes han er en fantastisk fortæller og filmmager.

Nu fik jeg så endelig lejlighed til at se hans seneste film: ”Capitalism – A Love Story” – der, ikke overraskende, er alt andet end en kærlighedserklæring til den amerikanske og globale kapitalisme, som den fungerer i dag.

Til alle der i forvejen godt kan lide Michael Moore kan jeg glæde med, at ”Capitalism” er endnu et mesterværk fra manden. Teknisk set måske det bedste han indtil nu har lavet. Til jer der ikke kan lide Michael More kan jeg glæde jer med, at I sikkert vil blive endnu mere provokeret af ”Capitalism” end alle hans andre film tilsammen. Det er stærke sager!

Her er en kort trailer til filmen:

Michael Moore ligger ikke skjul på, at han helt grundlæggende set synes, at det er urimeligt, at 1% af den amerikanske befolkning sidder på 95% af værdierne i det amerikanske samfund. En bare lidt mere ligelig fordeling ville måske være fair.

Fra interviews med Michael Moore ved jeg, at han bestemt ikke mener, at alle skal være helt lige. Jeg tror blot han ønsker noget der lidt mere ligner lidt vi har i bl.a. Danmark og mange andre Europæiske lande. En lidt større grad af omfordeling. Lidt mere til fællesskabet – og lidt mindre til hver enkel. Men ikke (et forsøg på) total gammelkommunistisk lighed.

Selv indenfor de – mere ”socialiserede” rammer vi har i Danmark, kan enkeltpersoner og virksomheder stadig blive hamrende rige. Karsten Ree og Lars Larsen er to gode eksempler på danskere, der fra næsten ingenting har banket et par yderst lukrative forretninger op – og de er blevet forbandet rige af det. Og al ære og respekt for det, i øvrigt! Personligt kan jeg heller ikke tillade mig at klage og det samme gælder for mange af mine gode venner.

Sjovt nok får Michael Moore støtte til sine ønsker om en lidt større omfordeling fra en af verdens rigeste mennesker – Warren Buffet, der mener at de rigeste burde betale lidt mere i skat. De vil stadig være rige. Meget rige. Men de øvrige 99% vil få en lidt større andel af rigdommene og kunne få et lidt mere anstændigt liv – f.eks. en ordentlig sygesikring, der dækker alle, som vi har det i bl.a. Danmark.

Nedenfor kan du se et interessant indslag med Warren Buffet, hvor han forklarer hvorfor han mener det vil være fair med lidt højere skatter på de højeste indkomster i USA.

Et centralt underlæggende tema for hele ”Capitalism – A Love Story” er grådighed. På en måde fremstår den samlede film, som et virkelig velargumenteret 2 timer langt (om end lidt forsinket) svar på Gordon Gekkos meget kendte tale om grådighed fra 80’er klassikeren Wall Street.

Grådighed er nemlig, i modsætning til hvad Gordon Gekko sagde, ikke godt. Grådighed skal ikke have lov til at eksistere uden begrænsninger. Grådighed skal tøjles – fordi ubegrænset grådighed kan skade os alle enormt meget.

Det er vel også derfor samtlige religioner i verden har forbehold mod grådighed, som noget der netop skal tøjles. Alle civiliserede lande har også love der på forskellige måder forsøger at begrænse grådighed. Men i de seneste 10-20 år er det i stigende grad lykkedes for Republikanerne i USA (og til en vis grad tilsvarende borgerlige kræfter i Danmark), at ophæve mange af disse begrænsninger.

Argumentet har været, at hvis vi lader de allermest grådige mennesker, at udleve deres grådighed i endnu større grad, så vil hele verden blive rigere til glæde for det store flertal. Men det har historien bare vist slet ikke passer.

I takt med at banker og andre finansielle virksomheder har fået mere og mere frie tøjler har de kastet sig over mere og mere tvivlsomme og spekulative forretninger. Og de har prakket deres skidt på masser af intetanende kunder. Siden begyndelsen af 90’erne er derivatives, Credit Default Swaps (CDS) og andre uskønne finansielle instrumenter vundet frem i en faretruende hastighed.

Det er destruktive instrumenter, der i vidt omfang bruges til at spekulere i ødelæggelser og konkurser. Og de er, i modsætning til f.eks. realkredit- og aktiemarkederne slet ikke reguleret eller overvåget. Det er rendyrket gambling på coke! Og det er i høj grad disse, og mange andre stærkt spekulative forretninger, der har skabt den seneste finanskrise.

En af filmens vigtige pointer er, at det er tragisk, at så mange samfundskræfter bruges på denne form for totalt uproduktive gambling. Alt for mange af de mennesker vi uddanner på handelsskoler og universiteter ender med at udvikle og eksekvere destruktive spekulationsformer i finanssektoren – frem for at bruge deres evner til at opfinde og udvikle ting, der kan bruges til glæde for rigtige mennesker, iværksætte rigtige virksomheder og udvikle og afsætte rigtige produkter.

Michael More har ikke noget imod iværksættere, der skaber noget, som folk har brug for og banker en rigtig god forretning op på det. Tværtimod – den slags hylder han og de fleste andre fornuftige folk da. Det er godt med iværksættere, der opfinder, udvikler og skaber virksomheder der leverer ting som folk faktisk har brug for, skaber arbejdspladser, innovation og vækst.

Men det er bare ikke det, som hele den voksende finansielle sektor gør. Ikke alene er den ikke skabende og produktiv – den er lige den omvendte. Den skader i høj grad direkte med sine handlinger – som f.eks. de førnævnte spekulationer i faldende kurser og svingende ejendomsmarkeder.

Michael Moore går i filmen tilbage i historien – den Amerikanske historie. Jeg blev faktisk overrasket over at høre, at marginalskatten i USA i lange perioder var på over 90% …! Ja, du hørte rigtigt – helt præcist 91% marginalskat fra 1954 til 1963 – og endda lidt højere i andre perioder. Du kan se en samlet tabel over marginalskatterne i USA fra 1913 til 2003 her.

Det er påfaldende at se, at det er i årene forud for 4 af århundredets største kriser (WW1, Wall Street, WW2 og den seneste finanskrise), at marginalskatterne har været lavest i USA. Men det meste af tiden har marginalskatten i USA faktisk været markant højere end den som mange ellers kritiserer her i Danmark. Det vidste jeg ikke.

De republikanske amerikanerne plejer at sige, at USA er bygget på de frie markedskræfter, kapitalisme osv. Men Michael Moore tjekker den Amerikanske forfatning i filmen og kan overhovedet ikke finde nogen steder, hvor disse ting nævnes. De frie markedskræfter, ”free enterprise” eller kapitalisme står der intet om. Men der står en masse om ”We the people”, ”The Union” og ”Welfare”. Som han tørt bemærker I filmen – ” … det lyder næsten ligesom den der anden ‘isme”. Men nej, det er sådan set bare demokrati.

Og netop demokrati er ulighedens største og farligste modstander. For som Michael More pointerer i filmen, så kan det godt være, at 1% af den amerikanske befolkning sidder på 95% af værdierne – men de 99% sidder med 99% af stemmerne ved demokratiske valg! Det store flertal kan uden problemer vedtage en højere grad af omfordeling – gennem lidt højere skatter til de rigeste, hvis de ønsker det. Det er der intet i forfatningen der forhindrer.

I ”Capitalism” ser Michael Moore også på kapitalisme ud fra en religiøs vinkel. Jeg er ikke selv religiøs så egentligt kunne det jo rage mig – men med de mange religiøse mennesker der er i verden, og særligt i USA, er det trods alt vigtigt at forstå hvad de tænker og tror.

Som nævnt er grådighed et emne som de fleste religioner beskæftiger sig med. Og ikke nok med det. De fleste religioner snakker også meget om at hjælpe de fattige og syge – og ikke for at tjene penge på det, men fordi det er moralsk rigtigt at gøre.

I filmen interviewer Michael Moore flere præster og en biskop, der entydigt slår fast, at (den amerikanske) kapitalisme er i direkte modstrid med det som biblen, Gud og Jesus prædiker. Med den begrænsede viden jeg har om religioner lyder det rigtig nok. Jeg har heller aldrig opfattet Jesus som den store kapitalist – men mere som sådan en slags opofrende og uselvisk hippie type. Måske lidt naiv – men helt sikkert ikke grådig, selvisk eller med en fokus på at skrabe til sig.

Der er naturligvis mange flere spændende vinkler, dramatiske historier og hjerteskærende scener i ”Capitalism …” end jeg kan fortælle om her. Michael More er en mester i dokumentarfilmens svære kunst. Han ved lige præcis hvilke knapper han skal trykke på – og i hvilke doser, for at opnå det han ønsker. Det er elegant som en ballet. Som filmkunst noget af det bedste der findes – indenfor den genre.

Du behøver således ikke være enig med Michael Moore for at nyde denne film. Jeg er dog sikker på, at selvom du ikke er 100% enig med ham, så vil der være mange af de problemer som filmen rejser, du godt kan være enig i. Det kan godt være han virker næsten revolutionær på amerikanerne – men i forhold til den måde vi f.eks. har indrettet Danmark på, virker meget af det han siger slet ikke så radikalt.

Efter lanceringen af filmen har der (naturligvis) været mange spændende interviews med Michael Moore på særligt Amerikansk og Canadisk TV. Et af de bedste interview er nedenstående fra Q TV: