Fokuser på SEO-løsninger frem for SEO-problemer!
Meget ofte kommer SEO til at handle (lidt for) meget om alle de fejl der er på dit website og den måde du driver det på. Det er et meget naturligt at starte der – med at afdække hvilke problemer der er. Men mange bliver desværre så skræmt af den overvældende mængde af “fejl” en dygtig søgemaskine-ekspert kan finde, at de helt glemmer at det hele altså kan løses, at ikke alting nødvendigvis skal løses nu og her, og de ender så med enten at bakke helt ud – eller kaste sig over de forkerte ting først.
Det er vigtigt at du får mere fokus på løsninger end på problemer og lærer at prioritere dine løsninger korrekt!
For hvert eneste problem, der med rette kan identificeres på et website i forhold til SEO, er der altid en eller flere løsninger. Som oftest flere. Nogle vil være bedre end andre. Og nogle vil på nogle systemer være lettere at implementere end andre. Nogle vil være helt umulige.
Det vigtige er, at få afdækket og overvejet alle de mulige løsninger der er – i stedet for bare at fokusere på den første og den bedste. Fokus skal flyttes fra problemerne – til løsningerne! For hver time du bruger på at afdække problemer bør du bruge mange gange mere på at finde de bedste løsninger.
Naturligvis skal problemer afdækkes. Og det skal gøres omhyggeligt. Men der er som sagt næsten altid flere løsninger på samme problem – og det er her den største del af tiden bør bruges – på løsninger, frem for problemer.
Ikke alle problemer er lige vigtige at gøre noget ved. Nogle ting har næsten ingen betydning – og andre ting er af helt afgørende betynding. Nogle problemer betyder at sider, hele sektioner eller hele websitet slet ikke kan indekseres – andre problemer gør bare at man går glip at nogle få ekstra “point” i ranking-beregningerne. Det er ekstremt vigtigt at vide hvilke problemer der er vigtigst at løse – og hvilke der mere er “nice to have” og kan ordnes hen ad vejen.
Start med at ligge “nice to have” problemerne på hylden og fokuser på løsningerne af de vigtigere ting – afgørende faktorer for indeksering og ranking.
De ting du så vælger at fokusere på skal du gå i dybden med løsningerne på. Der er som regel flere løsninger på de samme problemer. Brug tid på at forstå hver enkel af dem – og konsekvenserne af dem. Overvej nøje hver eneste løsning inden det endelige valg tages. Brug tiden på SEO-løsningerne frem for SEO-problemerne.
Mange virksomheder afsætter ikke nok resourser til at finde løsninger. De bruger tid og penge på at identificere problemerne – og det er jo fint, men når det så er gjort er der som regel ikke så meget tid og resourser tilbage til, at gå i dybden med løsningsmodellerne. Og det er dumt.
Det tager en del tid at gennemgå et større eller mere komplekst website for at finde alle de “SEO fejl” der måtte være. Det indrømmer jeg. Det gælder uanset om det er dig selv der gør det med hjælp fra f.eks. min store SEO bog SEO 2.0, eller om du får mig eller en anden SEO-rådgiver til det. Det tager en del tid at finde alle fejl. Det er lidt, som jeg nogle gange har sagt, ikke blot ligesom at lede efter en nål i en høstak – men som at lede efter et ukendt antal nåle i et ukendt antal høstakke. Det er ikke let – det tager tid.
Så jeg kan godt forstå folk og virksomheder bliver lidt praktisk eller økonomisk forpustede, når den første del af arbejdet – med afdækning af problemerne, er færdigt. Derfor bliver det ofte kun kræfter til at finde nogle standardiserede forslag til løsninger frem, eller også kommer kun enkelte løsningsmodeller på bordet – frem for dem alle. Og det resulterer ofte i, at det ikke er de bedste løsningsmodeller, der så vælges.
At finde alle de bedste og mulige løsningsmodeller for hvert enkelt SEO-problem på et website kræver en masse praktisk erfaring. Det er min oplevelse at det for alvor er her fårene skilles fra bukkene – so to speak. Og det er vel ikke så underligt. Jo længere tid man har arbejdet med et kreativt område som SEO, jo flere forskellige løsningsmodeller har man haft mulighed for at stifte bekendskab med. Ens kreative palette vokser med tiden.
Men selv nok så meget erfaring er aldrig helt nok. For SEO er i høj grad et områder der kræver en konstant kreativ og nytænkende tilgang. Meget ofte er de gamle løsningsmodeller ikke gode nok i forhold til bestemte sites – og så skal der findes på helt nye. At finde nye kreative løsninger kræver i høj grad erfaring – erfaring for hvad der kan virke, hvilken vej søgemaskinerne bevæger sig og ikke mindst hvilke løsninger, der kan være forbundet med hvilke risici. Det bliver hurtigt meget komplekst.
Og så er det vist tid til en lille opsumering …
- Prioriter dine SEO-problemer
Fokuser på de vigtigste ting først – og tag resten hen ad vejen
- Brug mere tid på løsninger end problemer
Sørg for at afsætte mindst dobbelt så meget tid til at finde de rette SEO-løsninger, som til at identificere SEO-problemer.
- Kom i dybden med løsningerne
Der er som regel flere løsninger end man skulle tro ved første øjekast – og nogle gange er de bedre end de mest kendte og “almindelige” løsningsmodeller.
Skriv kommentar