Lighed mellem køn – eller lighed mellem mennesker?
Der har på det sidste været en stigende debat om lighed mellem kønene – mænd og kvinder. Senest med debatten om hvordan vi kan få flere dygtige kvinder ind i bestyrelserne i de store selskaber.
Og det er da bestemt også vigtigt, at der er lige muligheder for både mænd og kvinder og at vi i tilstrækkelig grad gør brug af de kvaliteter, der kan være hos begge køn. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at det i virkelighede er ret absurd, at snakke så meget om lighed mellem køn, før der er reel lighed mellem mennesker – altså folk af forskellige religioner, etnisk oprindelse, seksualitet, alder osv.
Jeg ved godt det er lidt politisk ukorrekt at sige sådan. For naturligvis er det vigtigt, at der er lighed mellem køn. Jeg risikerer sikkert også en røvfuld af en militant feminist ved at sige sådan. Men jeg synes altså, at lighed mellem køn er et underpunkt til lighed mellem mennesker. Først må der være lighed mellem mennesker i almindelighed – så kan vi herefter fokusere på ligheden mellem kønene igen.
Sålænge folk med fremmedklingende navne afvises af (nogle) virksomheder alene fordi de har det navn de har giver det ingen mening for mig, at snakke om kvinders ret til de samme jobs.
Da jeg var i USA i sidste måned boede jeg hos en af mine bedste venner, Noel McMichael, i San Francisco. Noel og jeg snakker ofte politik – det interesserer os begge meget. Og når jeg er i USA er det naturligvis særligt Amerikansk politik, og Amerikanernes politik’s indflydelse på resten af verden – og resten af verdens syn på America. Lige for tiden er det naturligvis det forestående Amerikanske præsidentvalg vi snakker meget om – og ikke mindst om det bliver Barack Obama eller Hillary Clinton der vinder den Demokratiske nominering.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er en kæmpe fan af Barack Obama. Det har jeg været lige siden jeg første gang hørte ham tale, ved Domokraters convent i Chicago i 2004 (part one, part two). Da jeg hørte den tale kan jeg huske at jeg tænkte: Den mand kan blive præsident. Uanset hvilken politik han iøvrigt vil føre, så kan man komme meget, meget langt ved at kunne tale så fantastisk, som Barack Obama kan. Det er en ufattelig vigtig lederevne at have. Jeg mindes ikke at jeg har hørt en mere imponerende Amerikansk taler siden Martin Luther King. Ja, jeg er i sandhed imponeret.
Jeg tror at Barack Obama vil være det bedste valg som præsident for Amerika – af flere grunde.
Først og fremmest vil USA på den måde sende et meget klart signal til omverden om, at Amerika er på forkant med demokratiets udvikling og ikke, som bl.a. mange Europæer ellers i dag opfatter det, sakket bagud (ikke mindst set i lyset af det pinlige Florida-valg i 2004). Ingen lande i Europa har indtil nu valgt en “sort” leder. Vi har haft kvinder – flere af dem, og nogle virkelig stærke af slagsen (uanset hvad man så ellers lige mener om deres politik – Margaret Thatcher, Gro Harlem Bruntland og Vigdís Finnbogadóttir (her kan du se en liste over samtlige kvindelige præsidentter i historien). Der er intet nyt i en kvindelig præsident og Hillary Clinton er ikke engang en af de stærkeste af slagsen.
Jeg mener også at Barack Obama har en særlig kvalitet, som jeg tror er meget vigtig for den næste præsidentperiode: Jeg tror at han, bedre end nogen anden lige nu, kan gøre Amerikanerne mere stolte af at være Amerikanere – og resten af verden gladere for Amerika … igen. Og det er to virkelig vigtige ting!
Alt for mange Amerikanere er i de sidste 7-8 år år blevet mindre og mindre stolte af deres land. Det er ikke godt. Det er sundere for verden, når Amerikanerne er glade og stolte. Og ude i resten af verden – inklusiv vores, er det gået samme vej. Amerika er mere upopulær end de har været siden Vietnamkrigen – måske endda værre i dag. Den generelle mistillid til USA er på sit laveste. Og det er ikke godt. Vi får en bedre verden hvis Amerikanerne er glade for at være Amerikanere og resten af verden bedre kan lide Amerika. Amerika er en afgørende vigtig brik i verdensordnen, uanset om man kan lide det eller ej, og spiller meget direkte ind på krig og fred, det globale klima og verdensøkonomien.
Vi kom til at snakke om, om Amerika er mest sexistisk eller mest racistisk. Med andre ord – vil de mindst helst have en sort eller en kvinde som præsident. Det er svært at sige med sikkerhed, men det er nok, alt i alt, blevet mindre ligitimt i dag, i USA, at udtale sig racistisk. Heldigvis! Jeg bryder mig ikke om alt for voldsomme begrænsninger af ytringsfriheden, men det betyder jo ikke at vi ikke godt, i anstændighedens navn, kan tale ordentligt til andre folkeslag end vores eget.
Jeg så en meget sjov undersøgelse i USA. De havde spurgt folk om de troede, at Amerikanerne ville “turde” vælge en kvindelig eller en sort præsident – og om de selv ville stemme på “sådan en”. Resultatat var lidt morsomt, for et klart flertal mente ikke at et flertal ville vælge en kvinde eller en sort, men et flertal af de adspurgte ville gerne selv! Så Amerikanerne tvivler mere på at det kan lade sig gøre, end deres egen villighed faktisk viser. Så hvis folk ellers stemmer efter overbevisning kan det sagtens ende med en kvindelig eller sort præsident denne gang.
Og her er det så, at jeg synes det ville være et stærkere signal med en sort præsident – hvis man nu skal se på signalværdien alene (hvilket man naturligivis ikke skal i sidste ende). USA har sådan en smuk sætning i det der blev brugt første gang i deres uafhængihedserklæring – formuleret af Thomas Jefferson: “All men are created equal”. Den fulde sætning, hvori det indgik, lød: “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty, and the Pursuit of Happiness.” Det er sgu da smukt!
Her snakkes slet ikke om forskellige køn, forskellige racer, eller forskellige religioner – det er bare “men” … “all men” – alle mennesker er skabt lige. Det budskab kan jeg godt lide.
I virkelighedens verden er det naturligvis ikke helt sådan – og det er jo det der er problemet. Når alle mennesker – uanset religion, hudfarve, kulturel baggrund, og borgerskab behandles som individuelle individer med hver deres kvalifikationer og mangler, så er vi i mål. Men der er stadig et stykke vej endnu.
Det smukke ved Jeffersons budskab er, at det er “muligheden” vi alle skal have. Det betyder ikke nødvendigvis at vi alle skal ende med at tage de samme valg. Der vil sikkert stadig være flere kvinder der skifter bleer om 100 år end mænd – og flere mænd der hænger lamper op, sådan alt i alt. Og der vil muligvis være flere sorte rappere, og færre sorte tennisstjerner som det også er i dag. Det er ikke det afgørende for mig – det afgørende er, at man ikke afvises som hvid rapper bare fordi man er hvid. At man ikke afvises på et discotek bare fordi man er sort. Eller at man ikke behandles urimeligt hårdt af myndigheder og politi rundt omkring bare fordi man har en arabisk baggrund.
Med et valg af Barack Obama som præsident for USA vil der forhåbenligt bliver mere global fokus på at alle mennesker bør have de samme muligheder. Hvis Obama er den bedste mand til posten som Amerikas præsident, så skal han have pladsen uanset hvilken hudfarve han har!
Barack Obama er også en af de politikere i USA, som jeg synes bedst formulerer hele denne problematik, og på samme tid skaber en motivation til at forandre det – bl.a. gennem hans fantastiske taler (her er den seneste, hvor han bl.a. går til modangreb på Pastor Wright’s udtalelser forleden.
Noget af det jeg så godt kan lide ved Barack Obama’s måde at tale om dette emne på er, at han er så lidt fordømmende, som han er. Han giver således udtryk for at han godt kan forstå den frygt der hos mange grupper skaber afstand til andre grupper. Men han understreger også at vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Ikke ved at tryne hinanden, og sparke til hinanden, men ved at finde sammen i dialog omkring det som de fleste af os jo bare gerne vil have – et fornuftigt og fredeligt liv med frihed til at leve nogle af de drømme ud, vi har.
Barack Obama forsøger at binde Amerikanerne sammen i stedet for at skabe splittelse, som så mange andre politikere ellers har for vane at gøre. Og forhåbenligt kan dette ønske om sammenhold frem for fjendtlighed med Barack Obama sprede sig til resten af verden. Vi kunne godt bruge en god portion af det her i Europa og Danmark!
Lad os kæmpe for at mennesker bliver lige og lad os så bagefter sørge for, at der også bliver mere lighed mellem kønene.
Flemming H. Sørensen skriver
Lighed mellem mennesker, vil vel også resultere i lighed mellem mænd og kvinder, da der ellers ikke er fuld lighed mellem mennesker.
Men dét ønsker kvinderne for alt i verden at undgå. De ønsker selektiv lighed. De vil køre lastbil, men de vil ikke tvangsindkaldes til den statslige milits. Så længe halvdelen af befolkningen (kvinderne) modarbejder ligheden, vil vi ikke få den indført…
Mikkel deMib Svendsen skriver
> Lighed mellem mennesker, vil vel også resultere i lighed mellem mænd og kvinder
Helt korrekt. Det er også derfor, at kvindekampen på mange måder mere ligner en egoistisk frem for en solidarisk kamp.
Ikke at der nødvendigvis er noget galt i, at grupper af folk vælger at kæmpe egoistisk for lige deres sag – det er der jo også mange andre end lige kvinderne, der gør, men jeg synes så bare at kampen for lighed mellem mennesker er så uendeligt meget vigtigere end bare lighed mellem køn.
Anja skriver
Nu er det ikke fordi jeg er uenig i at “kvindekampen” til tider tager overhånd, men lige præcis den med indkaldelse til militæret bliver igen og igen brugt som modargument (jeg har også hørt mig selv bruge den). Men kunne det ikke tænkes at vi kvinder bare generelt er imod at man tvinges til at bruge tid på noget man ikke har lyst til – uanset køn? Nej, jeg vil fandme ikke indkaldes til militæret, men jeg er også imod at mænd bliver det. Så ja tak til ligestilling på det punkt også – i mændenes favør. 😉
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg tror at der er mange kvinder, der som dig, gerne så at værnepligten helt forsvandt. Men det er altså bare ikke noget som har været fremført generelt i kvindekampen – af frontkæmperne, og det er det stadig ikke. I stedet for kryper de fleste kvindesagskæmpere helt udenom det emne, og det er simpelthen kryster-agtigt, efter min mening.
Men det jeg stadig synes er det største problem er, at kvindekampen er blevet til en egocentrisk kamp, som har haft den konsekvens at jvinder måske godt nok har fået mere lige forhold, men at MENNESKER ikke har det. Folk med et arabisk navn behandles simpelt hen ringere end folk med med pigenavn.
Det havde været langt mere solidarisk (et ord som kvindeforkæmperne ellers holder meet af) at kæmpe for lige rettigheder for ALLE mennesker – og dermed naturligvis også kvinder. At kæmpe udelukkende for kvinders rettigheder er en egocentrisk kamp, som jeg slet ikke kan støtte.
Anja skriver
Hm, jeg er sgu ikke helt enig… Så er Kræftens Bekæmpelse også egocentriske fordi de kun kæmper mod kræft, og Hjerteforeningen fordi de kun bekæmper hjertesygdomme. Altså, man må kæmpe der hvor man kan finde gejsten til at kæmpe nok til at det nytter noget. Der ER jo nærmest foreninger for enhver s(m)ag. Selvfølgelig skal trådene samles så der kæmpes for helheden også, men det er vel så det vi har vores politikere til – eller noget…
Jeg fik i øvrigt et sjovt avisudklip af min mor forleden. Der står at et forslag om valgret til kvinder blev nedstemt i Landstinget i 1887. Begrundelsen var:
1. Kvinder er uegnede til politisk arbejde pga. deres kvindelige psyke. Til gengæld besidder de evnen til omsorg, empati mv., som er velegnet i varetagelsen af deres hovedopgave som hustru og mor.
2. Kvinder er allerede repræsenteret via deres ægtemand.
3. Det er ikke i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politisk slagmark og dermed sætte spørgsmålstegn ved den traditionelle kønsarbejdsdeling.
Der kunne vi måske have været endnu hvis ikke nogen havde “kvindet sig op” og kæmpet for deres ret. Tingene bliver sjældent bare lavet om af sig selv jo. Og havde det nu dengang været sådan at andre samfundsgrupper heller ikke havde stemmeret (det aner jeg ikke), jamen, så havde kvindekampen jo nok i et eller andet omfang hevet dem med eller i hvert fald fået folks øjne op for ulighederne. Så jeg synes ikke den er så sort/hvid.
Anja skriver
Og så en tilføjelse: Det er jo typisk dem det går ud over, der opdager at de gerne vil have at noget bliver gjort anderledes. Hvis mænd generelt var tilstrækkeligt meget imod værnepligten, så måtte de jo starte kampen imod den – hvordan skal andre ellers få øje på at utilfredsheden er så stor? Er det ikke meget naturligt at man finder motivationen til at gøre noget der hvor man selv mærker et problem? Jeg kan ikke mærke om en andens uldtrøje kradser, så hvorfor fa’n skulle jeg gå hen og hive den af ham? -agtigt…
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg kan sagtens være enig med dig et stykke af vejen, Anja, men der hvor jeg specielt få ståhår er, når nogle kvindeforkæmpere nu og gennem tiden har ligesom var den centrale solidariske kamp. Jeg synes som sagt at kampen for at alle mennesker behandles med lige rettigheder er langt vigtigere – og heri ligger jo også kvinders rettigheder, men bare ikke kun deres – også de handicappedes, etniske minoriteter, forskellige religioner, sexualitet, alder osv.
> er Kræftens Bekæmpelse også egocentriske
Jeps! Det er de i den grad. Og det er jeg langt fra den eneste der kritiserer dem for. Der er ingen tvivl om, at deres enorme styrke i “patentoforenings-markedet” – alene på grund af deres størrelse og økonomiske styrke, har fået netop deres sag øverst op på agendaen og “tvunget” politikerne til at tage stilling til den – hjælpe og støtte dem. Og det på bekostning af andre sygdomsområder, som er langt mindre og derfor slet ikke har den praktiske og økonomiske styrke de har.
Jeg tror ikke, at Kræftens Bekæmpelse generelt set øger de samlede budgetter til sygdomsbehandling – de flytter dem bare, fra nogle andre, der så får noget mindre.
Problemet i en del af kvindekampen er, at når der f.eks. kræves kvoteordninger – sigtet efter at 50% skal være kvinder i en eller anden gruppe, så kan man ikke argumentere imod at alle andre grupper også skal have sådanne kvoteordninger, såfremt de ikke naturligt er korrekt repræsenteret. Og så bliver det altså til sidst til noget stift og bøvlet noget, at sætte et godt team sammen … Jeg mener, hvis der SKAL være 50% kvinder, 50% mænd, og deraf 3% arabere, 2% kinesere, 12% svensere – og deraf 4% rødhårede, 4% bøsser, og 0,01% overvægtige mænd fra næstved – så bliver det altså rigtig besværligt at sætte sammen … 🙂
Mai Mikkelsen skriver
Kaster lige lige forsinket og lettere forpustet ind i debatten…
Du skriver at du ikke tror at organisationer og foreninger som f.eks. Kræftens Bekæmpelse reelt betyder flere penge til en sag. Det er jeg meget uenig i. Hvis noget gøres til en mærkesag og der er opmærksomhed rettet mod det, f.eks. via landsindsamlinger og TV-shows, kommer der langt flere kroner i kassen. Jeg synes det er en smule naivt at tro at vi alle ville gribe til lommerne uden andre satte fokus på problemet 🙂
Omkring kvindesag og feminister:
Jeg bliver pænt irriteret over kvinder, der mener vi i ligestillingens navn skal kunne gå topløse i svømmehallen. Siden hvornår har det været kvindefrigørelse spørger jeg bare! Mine bryster er og bliver en del af min seksualitet. Og når jeg nu heller ikke render rundt og flasher min “dåse” alle steder, hvad hulans skulle jeg så flashe mine bryster for? Hvad bliver det næste store hit? At vi skal have fjernet vores bryster så vi kan ligne mænd? I ligestillingens navn?
Til gengæld synes jeg at debatten og antallet af kvindelige ledere og antallet af kvinder i bestyrelser er kanon. Det øger nemlig en bevidsthed om, at det måske kunne være smart at smide en kælling eller to ind i kampen. Vi har som mennesker generelt forskellige kompetancer, det skal vi da så absolut udnytte. Men at kræve at X antal procent SKAL være kvinder, kommer vi aldrig til at vinde noget på. Det har alle dage været kendt, at man ikke skaber holdningsændringer ved tvang. Det er jo lidt ligesom at kræve at et land skal være demokratisk – det kan ikke lade sig gøre. Det er en proces. Og den proces kan vi skubbe lidt på vej, ved at tale om det.
Men at nogle mænd piver over at kvinder bliver for “stærke” som f.eks. Søren Fauli i hans kronik i Politiken den anden dag, har jeg svært ved at have respekt for. Jeg vil hverken og bliver aldrig min mands mor, og jeg ville heller ikke have succes med projektet hvis jeg forsøgte.
Ligeledes, kan jeg ikke udtale mig om hvad mænd synes er et problem for dem, og dermed kan jeg ikke kæmpe på hans vegne, før han gør opmærksom på hans sag. Hvis jeg er uenig i hans sag, er det mit personlige valg at undlade at kæmpe på hans vegne. Skulle han til gengæld have fat i den længe ende, smider jeg gerne mine bryster om på ryggen og kæmper side om side med ham.
Jeg er langt mere menneskerets-forkæmper end jeg er kvindeforkæmper, men det ene behøver jo ikke udelukke det andet?
Mikkel deMib Svendsen skriver
> Du skriver at du ikke tror at organisationer og foreninger som f.eks. Kræftens Bekæmpelse reelt betyder flere penge til en sag.
Nej, jeg skriver at de ikke skaber flere penge til alle de sager der bør støttes – de flytter bare penge fra de sager der er mindre fokus på til kræften. Så Kræftens Bekæmpelse bliver vinder på andre sygdommes bekostning. Det er i hvert fald ikke solidarisk – men tværtimod egoistisk. Det er ikke en kamp for “alles bedre” – men blot for lige deres medlemmers bedre.
Faulis kritik handler i høj grad om hvorfor det f.eks. er OK at sige “kvinder er bedre ledere” som så mange kvinder gør, når det modsatte opfattes som stærkt politisk ukorrekt?
“Kvindekamp” er sådan et forfærdeligt ord, for en kamp går ud på at finde en vinder – gerne den modsatte part af den der tidligere sad på magten. Det har igen intet med solidaritet at gøre – det er bare magtliderlighed.