Hvor er den kritiske journalistisk, når man har brug for den?
Dorte Toft proklamerede forleden dag på Twitter at “der er masser af håb for journalistikken” med baggrund i de øvrige nominerede til Cavlingprisen. Jeg kunne ikke lade være med at svare, at “ja, så mangler vi bare nogle arbejdspladser til dem, der ikke er afhængig af bistandshjælp fra os andre!”. Og hvor er iøvrigt den kritiske journalistik, der afdækker den talentløse ledelse der har drevet dagbladene mod ruinens afgrund?
I betragtning af, hvor glade journalister ellers er for, at skrive om dem selv og deres eget fag – som var det verdens navle, så er det påfaldende så lidt de har formået, at kigge indad og stille de svære spørgmål til sig selv og deres arbejdsgivere.
Der har naturligvis været en del snak og skriverrier om det faktum, at aviserne i katastrofal grad fejlvurderede udviklingen på Nettet. Dette har i nogen grad været dækket og boret i journalistisk. Men det er efter min mening kun en lille del af bagrunden for de alvorlige problemer de står med i dag – ikke bare i Danmark, men over det meste af verden.
Der er mange andre og langt mere ømtåelige spørgsmål tilbage. Spørgsmål som også pladebranchen i høj grad burde stille sig selv – men nu lever de jo så heller ikke af, at drive kritisk journalistik. Så lad dem ligge i denne omgang…
Det jeg tænker på er det absurde misforhold, der eksisterer imellem omkostningsstrukturen på aviserne set i forhold til den indtjening de har. Selv med de 1,5 milliarder de modtager i støtte fra os skatteydere – hvoraf en del faktisk driver konkurrerende virksomhed, har de svært ved bare at få det til at løbe rundt. Og et fornuftigt afkast er der stadig lange udsigter til.
Peter Aalbæk Jensen kastede for nyligt en bombe ved, at melde ud, at det også er gået helt galt i filmbranchen. Han fortalte om eksempler på, at danske filmfotografer kræver op til 130.000 kroner i løn om måneden. Det er fint nok med mig, at filmfolk får en høj løn, hvis deres film spiller masser af profit hjem, men det gør de altså ikke. De danske filmselskaber bag dem overlever kun lige med nød og næppe fordi de får millioner i støtte til seres film. Og så er det altså, at det virker sindsygt arrogant, at kræve den slags lønninger. Man må altså udvise en lille smule mere ydmyghed, når man lever af andres almisser.
Og det samme kan med rette siges om de store dagblade …
Jeg synes det er direkte pinligt, at opleve hvordan aviserne fastholder deres krav til den kæmpe støtte de får samtidigt med, at de i høj grad betaler lønninger til deres ansatte, der ligger mange gange over, hvad andre folk med samme længde uddannelse får andre steder.
Jeg har har set flere eksempler på folk, der kommer direkte ud af journalisthøjskolen til en månedsløn på over 40.000 kr. Og nogle af de mest promonente journalister på dagbladende kan tjene meget mere end det. Prøv lige at sammenligne det med hvad en nyuddannet politimand, skolelærer eller sygeplejerske får – fagfolk der alle har nogenlunde samme uddannelsestid.
Jeg kunne som sagt aldrig finde på at blande mig i journalisternes løn, hvis den alene blev betalt af profitten på deres arbejde, men når jeg, som skatteyder, skal dække deres underskud, så kan jeg altså ikke acceptere sådanne lønninger. Og jeg er da helt sikker på, at det må virke ekstra provokerende på alle de danskere der tjener meget mindre selv, men som altså skal betale skat til dette vandvid.
Men hvor er den kritiske journalistik henne i dette spørgsmål? Hvordan kan journalister og aviser fastholde, at de er en så uundværlig brik i det morderne demokrati, når de ikke engang tør stille disse spørgsmål til sig selv? Hvordan kan vi tage dem alvorligt, når deres kritiske sans tilsyneladende er styret mere af deres egen grådighed, end et ægte ønske om at fortælle sandheden.
Og det er ikke bare lønninger der er problemet. Jeg forstår slet ikke, hvordan en branche på bistandshjælp kan fastholde et krav om, at de skal have kontorer liggende på de dyreste adresser i landet. Der er mange andre hårdtarbejdende virksomheder med en langt sundere økonomi, som ikke har råd, til at ligge midt på Rådhuspladsen. Og det er helt ærligt en gang arrogant pis, hvis aviserne mener, at de kun kan lave et ordentligt dagblad, på lige præcis de adresser. Hvis man som journalist mener, at man kun kan skrive med udsigt over byens pladser, så er man satme blevet for selvfed.
Hvor er den kritiske journalistisk, når man har brug for den?
Strategen skriver
Der findes vel næppe en faggruppe i Danmark der er så selvfede end lige journalister så du får aldrig nogen af dem til at tage de ovennævnte problematikker op. Fedt indlæg.
Mikkel deMib Svendsen skriver
> Der findes vel næppe en faggruppe i Danmark der er så selvfede end lige journalister
Jo, advokater 🙂
Rasmus skriver
Godt indlæg. Og du har jo simpelthen så ret…
Dan skriver
Enig med ovenstående, et godt og tankevækkende indlæg…
Hvor har du læst det med Ålen?
Fik du respons fra Dorthe Toft? Var sjovt at læse hendes serie med it-factory sagen…
Joachim Løvgaard skriver
Advokaterne får ikke bistandshjælp, som du kalder det, så de kan være så selvfede som de har lyst til 😉 Jeg kan godt lide, at man med ro i stemmen kan sige: “Jeg tager 6000 kr/t, det mener jeg helt klart jeg er værd”, det er der noget fedt i 😉
Mikkel deMib Svendsen skriver
Problemet med advokerters “selvfedhed” er af en hel anden karakter – og ligner vel mere dobbeltmoral, når de på den ene side er meget opsatte på at andre skal overholde alle regler til punkt og prikke, og så selv bryder regler og love 🙂
Karin Høgh skriver
Den debat, I efterlyser, er absolut til stede i foreningen DONA, som er Danish ONline NEws Organisation – jeg kan kun anbefale Jer at tilmelde Jer den gratis nyhedsliste og/eller melde Jer ind.
Se mere på http://www.dona.dk
Disclosure: Jeg er næstformand
Mikkel deMib Svendsen skriver
Karin, det er da godt at diskussionen findes, men hvorfor holde den så “hemmelig”?
Jeg synes ellers, aviser og journalister normalt holder virkelig meget om at skrive om sig selv og branchen. Nogle vil mene lidt for meget 🙂
Så hvorfor så tilbageholdende med dette emne? Er det blot et udtryk for, at det er mere behageligt (for aviserne og deres ejere) at bringe artikler med fokus på alle de udefra kommende faktorer, der kan gøre livet som avisejer svært, frem for at vende de kritiske øjne indad?
Når jeg ser på musikbranchenm, som jeg kender noget bedre end avisbranchen (da jeg jo har arbejdet i den i 15 år), så står de med mange af den samme type problemer som aviserne. Ud over digitaliseringen er der nemlig også der gennem de gode år blevet opbygget en alt for dyr “top” og nogle alt for dyre vaner, som naturligvis kan være svære – men helt nødvendige, at få skruet ned for igen, når det nu ikke går så godt.
Og i musikbranchen synes jeg også jeg har oplevet, at der har været alt for meget fokus på at finde udefrakommende årsager til problemerne i stedet for at se lidt indad. Derfor har man overset mange af de onterne problemer der i hvert fald er vigtige bidragende faktorer.
Men som sagt, jeg er da rigtig glad for at du, Karen, og jeres medlemmer diskuterer disse problemer. Men lad os da få den ud i det offentlige også. Vis offentligheden at I som journalister også er friske på at tage et medansvar, og måske godt kan se, at 40.000 til en nyuddannet journalist er i overkanten, når arbejdsgiverne ikke kan klare sig uden statsstøtte. Det ville klæde jeres fag 🙂
Dorte Toft skriver
40.000 kroner til en nyuddannet journalist? Det lyder lige lovlig meget i overkanten for mig, når det gælder dagspressen. Jeg hører mere om noget i laget på 25.000 kroner, men på den anden side har jeg jo ikke været fastansat i pressen længe. Kan de 40.000 vedrøre nyudannede, der er ansat i en kommunikationsstilling? Der lægges jo “gene-tillæg” på sådanne stillinger.
Når det er sagt, så ja. Danske journalister er højt lønnede sammenlignet med journalister i mange andre lande og sammenlignet med folk, der har en uddannelse af samme længde. Der må have været en overmåde stærk fagforening engang, men det svider jo til egen røv i dag, hvor medierne er så pressede. Ville nok være lidt sundere med et lidt lavere lønniveau og så flere journalister på medierne.
Mediernes selvkritik. Jo, den har den skortet på, og i ret udpræget grad i Danmark, hvor man tidligere havde en slags kartel-agtig overenskomst om ikke at hænge hinanden ud. Men berøringsangsten er heldigvis på retur, og vi ser stadig flere eksempler på, at også medierne underlægges den kritik, som de udsætter andre for.
Godt nok er det ikke. Jeg synes vi skal være langt bedre i medierne til at holde hinanden på rette vej. Jeg ville også ønske at vi havde http://www.politifact.com/ så vi ikke alene kunne få afsløret politiker-løgne, men så journalisterne også kunne se deres ansvar for at sprede løgne uden videre.
Men hvad angår mediekritik i DK, så kan landets størrelse spille ind. Vi er så lille en verden, at vi aldrig ved, hvornår vi evt. skal arbejde sammen med ham eller hende, der gjorde i nælderne (eller ansættes af den pågældende). Og svipsere har vi alle ikke mindst som følge af tidspresset og behovet for at give kun et koncentrat. Det kan ikke undgås. DK’s lille størrelse spiller jo også ind på, at der typisk tages færre referencer – eller slet ingen – når folk ansættes end i mange andre lande.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Hej Dorte,
Tusind tak for din fornuftige kommentar. Du er jo så et godt eksempel på at der skam findes masser af fornuftige journalister 🙂
> Kan de 40.000 vedrøre nyudannede, der er ansat i en kommunikationsstilling?
Det drejer sig om bl.a. en af mine meget gode veninder. Hun viste sig allerede på skolen som en af de virkelig dygtige, og derfor stod flere store dagblade da også klar til at ansætte hende lige efter færdig uddannelse. Hun blev tilbud over 40k for jobbet som almindelig skrivende journalist. Men hun blev faktisk lidt sur, da hun opdagede at et par af hendes mandlige medstuderende, der fik job på samme store dagblad, havde fået forhandlet sig til nogle tusinde mere end hende. Hun måtte der sande, at drenge er bedre til den slags 🙂
> Ville nok være lidt sundere med et lidt lavere lønniveau og så flere journalister på medierne.
Helt enig!
> Mediernes selvkritik. Jo, den har den skortet på, og i ret udpræget grad i Danmark, hvor man tidligere havde en slags kartel-agtig overenskomst om ikke at hænge hinanden ud.
Det er der desværre mange faggrupper der har. Tandlægerne har det nedskrevet i deres interne regler. De MÅ slet ikke kritisere hinanden. Og på DONA.dk, som ellers ser meget fint ud, skriver det selv under “Netikette”: “Vi taler pænt til og om hinanden. “. Det er svært at forstå anderledes end, at de ikke ønsker intern kritik. Overfortolker jeg det (Karin?)
morten skriver
Jeg troede du vidste, at vi levere i en copy past verden, Mikkel… Bare kig dig omkring, og du vil se, at mange bare copy paster nyheder fra Reuters mm. Ofte læses nyhederne ikke igennem, og du kan derfor opleve samme grammatik fejl, stavefejl mm på flere store dagblades hjemmesider.
Men du har ret, men mon de tør at gå i flæsket på sig selv i disse tider?