Kommunevalg 2013: Valgplakater og positionering

Fra og med i nat kl. 12 må politikerne hænge valgplakater op og igen i år vil vi sikkert blive vidende til endnu en eklatant mangel på kreativitet i forhold til at udnytte dette medie.

Det har altid undret mig, at ingen af politikernes “kreative bureauer” for alvor har formået, at få deres politikere til at stikke ud. Valgplakaterne er stort set identiske for de forskellige kandidater og det eneste der reelt knokureres på at hvor hurtigt og hvor mange der kan sættes op, og hvor gode pladser der opnås.

Med andre ord: Alle råber bare højere og højere – mere og mere skingert, men ingen råber smartere. Alle råber med det samme brøl – eneste mål er at råbe højest. Det er kreativt deprimerende og jeg tror, at politikerne og deres kreative bureauer overser en masse oplagte muligheder for, at stikke meget mere ud i valgplakat-mediet.

Valgplakater handler om “positionering”

Man kan altid diskutere om valgplakater overhovedet virker, men lad os bare antage at det gør de.

Det mest almindelige argument for at de virker er, at hvis man ikke gør som de andre, og laver valgplakater, så kan det være, at ens tilhængere bliver i tvivl om kandidaten virkelig tager opstillingen seriøst. Der er vist også forskning, der peger på dette.

Og det er jo netop et argument om positionering. En kandidat ønsker, at få så meget som mulig af vælgernes opmærksomhed alle de steder hvor de er. Og hvis vælgerne faktisk tager notits – bevidst eller ubevidst, af de her valgplakater, ja så er det da bestemt et medie, som der kan være en værdi i at dominere.

Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst dominere et medie …

Er det ved at gøre det samme som alle de andre – men bare råbe højere? Og når modstanderne så svarer igen ved at råbe højere, skal du så bare råbe endnu højere?

I nyhederne her til aften kunne de vise hvordan både Venstre- og Socialdemokratiske kandidater (og sikkert flere) allerede her før kl. 8 var i fuld gang med (ulovligt), at sætte valgplakater op i Køge. Måske også andre steder. Hvad bliver svaret på det ved næste valg? At sætte dem op dagen før? Og næste valg?

Når alle folk løber i samme retning er den letteste måde at positionere sig, at løbe den anden vej. Eller bare standse op.

Positionering handler om, at stikke ud fra mængden og markere sig på en måde, der skaber opmærksomhed og sympati hos målgruppen. Noget der tager opmærksomheden positivt på bekostning af de andre. Noget der gør, at folk husker netop denne kandidat – bedre end de andre og for noget de kan sympatisere med.

Ingen laver aktivt ingen valgplakater!

Den mest oplagte position at snuppe – og som ingen, mig bekendt, endnu har forsøgt at tage på en aktiv og udadvendt måde, er positionen som den kandidat, eller parti, der ikke laver valgplakater.

Og her vil mange så sikkert indvende det sædvanlige argument om, at hvis man ikke gør som de andre og laver valgplakater, så bliver man overset. Så mister man position. Men det tror jeg ikke på man nødvendigvis vil gøre – tværtimod, hvis man brugte det ikke at lave valgplakater meget proaktivt.

Jeg er overbevist om, at man kan sammensætte en række meget stærke og velunderbyggede argumenter imod valgplakater – lige fra miljømæssige argumenter, trafikale, juridiske til demokratiske osv. Valide argumenter, som det kan være svært at komme helt udenom.

Jeg er helt sikker på, at en sådan strategi, hvis gennemført godt nok, vil kunne skabe meget mere opmærksomhed end alle de andre valgplakater tilsammen. Den kandidat der tør det her vil sætte agendaen på valgplakat-området. Alle vil blive nødt til at tage stilling for eller imod kandidatens argumenter imod valgplakater.

Sandsynligheden for, at mange vil fatte sympati for argumenterne imod valgplakater er stor. Måske vil halvdelen. Måske 30%. I alle fald tror jeg det vil være mange gange flere end en kandidat normalt ville kunne få over på sin side – eller i hvert fald få positiv opmærksomhed omkring sin person.

Der er naturligvis mange andre kreative muligheder for at positionere sig i valgplakat-markedet. Ovenstående er bare en af de mest oplagte ideer.

Intet cover vandt bedste pladecover!

For mange år siden var jeg med til at starte og drive et lille pladeselskab. Den første plade vi sendte ud var et soloprojekt med sangskriveren og sangeren Kenneth Thordal med navnet “Nudeism”.

Da vi sad til møde med ham der skulle designe coveret – en gammel rotte i reklame-faget, spurgte han: Skal jeg lave et cover der vinder en Dansk Grammy. Vi grinede lidt og sagde, at det kan man da ikke. Jo, jo, sagde han og gentog: Vil I have et cover der vinder en Grammy? Ja OK så, sagde vi – naturligvis vil vi gerne det. Tanken om, at det kunne ske virkede helt usandsynlig. Vi var jo et lille bitte uafhængigt pladeselskab og den slags vinder ikke Grammy’er!

Men vi tog fejl. Manden lavede et cover til Nudeism pladen som vandt en Dansk Grammy for bedste cover. Først der forstod jeg helt hvad han havde lavet. Han vidste lige præcis hvad han gjorde. Han vidste vi ville få den Grammy. Coveret var designet til at få den pris.

Og hvorfor så det? Jo, det han gjorde var, at gå i den helt modsatte retning af alle andre. Alle andre konkurerede om det bedste cover – så han designede en CD til os uden cover! Det lyder banalt, og det var det jo egentligt også. Men det virkede. Den vandt en Grammy – og samtidig splittede det pladebutikkerne (som der stadig var mange af dengang) i to – den ene helvdel synes coveret var SÅ fantastisk at det røg frem forrest på disken, og andre synes det var så ubrugeligt, at CD’en blev gemt ned bagved. Men alle havde en holding til den.

CD’en – uden cover, skabte fans og fjender. Den skabte opmærksomhed. Den positionerede sig i centrum. Jeg snakkede med nogle af dommerne til Grammy-festen bagefter. De sagde valget var let – der var Nudeism CD’en – og så alle de andre. Den havde defineret sin egen kategori og vandt.

Hvis det blev udnyttet rigtigt, kunne den samme effekt opnås for valgplakater – for den som tør tage den. Positionen er åben og ledig …

Valgplakater skaber politikerlede

Normalt har vi nogle regler, der gør at alle og enhver ikke bare må sætte reklamer op på lygtepæle og gadehjørner. De fleste er nok enige i, at det ville skæmme bybilledet helt urimeligt – og måske endda skabe trafikale problemer. Mange vil også mene, at virksomheder der ønsker at reklamere må købe sig til legitime annonce-pladser.

Men når der så er valg tilsidesætter politikerne reglerne til fordel for dem selv. Når det handler om deres ret til at spamme det offentlige rum med temmelig triste og ensformige valgplakater så gælder de almindelige argumenter tilsyneladende ikke. Det prøver de i hvert fald at bilde os ind.

Politikerne har iøvrigt også fritaget sig selv fra andre markedsførings-begrænsninger, som der ellers er politisk enighed om er fornuftigt at have. Det gælder f.eks. reglerne om elektronisk spam – politikerne må gerne sende f.eks. spam e-mails.

Det er dumt. Det er dumt at politikerne fritager sig selv fra de begrænsninger vi ellers har i hvordan vi mener det er rimeligt at der markedsføres i det offentlige rum, elektroniske medier osv. Jeg tror det er med til at skabe øget politikerlede.