Pas på når du køber links!
Jeg har konstateret at flere og flere SEO-virksomheder opbygger deres egne netværk af websites, hvorfra de sælger links til kunder. Den type netværk er også det der i internationale kredse går under betegnelsen “crap-islands” – små øgrupper af ubrugeligt lort. I bedste fald er effekten af at få links fra disse netværk meget lille – i værste fald kan de direkte skade dit website i søgemaskinerne.
Det kommer sikkert ikke som en stor overraskelse, at jeg meget kraftigt vil advare mod køb af sådanne links!
De fleste af disse netværk, eller crap-islands, er opbygget som web-kataloger – altså samlinger af links. Det er også så dejlig let for den dovne SEO’er – man kan få færdige scripts til håndtering af sådanne kataloger. Det er let, hurtigt – men desværre også så godt som virkningsløst, hvis man altså ser bort fra de negative konsekvenser disse links kan have.
Jeg har set enkelte løsninger annonceret på danske websites, hvor du skal betale et fast månedligt gebyr for at ligge i disse netværk. De priser jeg har set rundt omkring er alt for høje. De er for høje, selv om netværket var godt. Og de er alt for høje, taget i betragtning at de næsten intet er værd og samtidig har en alt for høj risikoprofil. Høj risiko og en lille chance for gevinst er et dårligt bet!
Der er flere forskellige problemer med denne form for netværk.
- Ofte er de enkelte sites i netværket hosted på det samme, eller en meget lille gruppe af let identificerbare relaterede IP-adtresser eller C-classer
- Den måde der krydslinkes på i disse netværk gør at søgemaskinerne ofte betragter dem som et – og altså ikke giver reel værdi i forhold til antallet
- Ofte er mange af de enkelte sites i sådanne netværk slet ikke, eller meget ringe, indekseret i søgemaskinerne. Er de ikke ordenligt indekseret siger det sig selv at links derfra ingen værdi har
- Sites i disse netværk opfattes stort set aldrig af søgemaskinerne som “prominente”
- Som oftest dækker disse sites meget bredt hver især – f.eks. i form af de omtalte web-kataloger. Så søgemaskinerne opfatter dem ikke som specielt relevante eller relaterede til hverken dit eller andre websites.
- Da der ofte ikke er særligt meget originalt indhold på disse sites, opfattes de meget let af søgemaskinerne som “link-farms” – sites der udelukkende er lavet for at skabe links. De websites der så deltager i disse link-farms kan meget let blive ramt negativt af det. Det er set mange gange før.
Det er blevet “farligere” at købe links
Der er ingen tvivl om, at søgemaskinerne ikke bryder sig om købte links. Det kan man så mene om hvad man vil. Men uanset dette kan der ikke hærske tvivl om, at søgemaskinerne gør hvad de kan for at fjerne, eller se bort fra, de ting ting som de ikke mener har værdi. Herunder også betalte links.
Det betyder at man i disse tider bør være ekstra varsom med hvilke links man køber – og hvordan. Jo mere “organiseret” link-salget foregår, og jo mere løsningerne er sammensat af netværk, jo højere er risikoen for negative effekter. Og jo mere åbenlyst det er at disse links sælges, jo støre er risikoen for at de ingen værdi vil have.
Hvis man har brug for at “kick-starte” et website med nogle fornuftige “basis-links” – og det tror jeg tit er begrundelsen for at folk køber sig ind i de crap-islands som nogle SEO-virksomheder tilbyder, så er der andre muligheder, som er langt bedre – f.eks.
- Link selv – fra andre af dine websites, hvis du har sådanne
- Få dine venner, bekendte, underleverandører og forretningsforbindelser til at linke til dig
- Tilmeld dit website til de største og mest relevante kataloger
- Opret gratis blogs på de forskellige udbydere der findes og link tilbage til dit “rigtige” website
- Deltag i blogs og debatter med et link til dit website i signaturen (der hvor det er tilladt) og/eller i din profil
- Opret profiler på sociale netværk – igen med et link tilbage til dit website
Dette vil med garanti give et bedre udbytte for et nyt website, end betaling for annoncering på en af disse crap-islands. Og så er ovenstående tillige meget billigere. Det virker bedre, det er billigere og der er så godt som ingen risiko. Valget er vel ikke så svært, vel?
Pind skriver
Hvad med links fra artikelkataloger? Ved tilmelding af artikler med fx articlepostrobot, er det ikke noget der virker, eller er det ren opspind?
Hvad med links fra del.icio.us? Er de uden værdi (de sider jeg har set her med x antal stemmer, har ikke del.icio.us i deres backlinks. jeg tror det skyldes at del.icio.us mest fungerer som en søgemaskine internt, hvilket betyder, at de sider der optræder på del.icio.us ikke får links fra fx startsiden eller andre sider på del.icio.us.)?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed. en del af del.icio.us anvender rel=NOFOLLOW og generelt er søgeresultater ikke et specielt interessant sted at få links fra. Særligt nu, med Googles nye guidelines mod indeksering af søgeresultater.
Jeg ved ikke helt hvad du mener med “articlepostrobot”
Bo Tranberg skriver
Er der ikke stor risiko for, så en konkurrent måske booker dårlige links til en side, som så vil give en negativ effekt for mig? Hvad ville du gøre, hvis nogen gjorde det mod dig?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jo, den risiko eksisterer, men hvis du vil skade en modstander er det bare ikke en helt sikker strategi.
Der har været snakket meget om dette på de internationale konferencer. Hvad nu hvis jeg køber 100.000 links til dit website fra et rigtig skidt netværk? Problemet er, at du ike kan være helt siker på effekten – det kan betyde at din konkurrent ryger til tops, det modsatte kan ske, og der kan ske ingenting. Men specielt hvis det ender med (i kortere eller længere tid) at gavne din konkurrent er det jo ikke skide smart.
At der er en risiko betyder ikke at problemerne altid opstår. Blot at der er en risiko.
Jeg har set enkelte eksempler på sites der blev skadet meget alvorligt i Google på grund af et enkelt virkelig skidt link – og fået dette bekræftet af Google (som så iøvrigt fiksede den konkrete sag jeg tænker på).
Men en ting er hvad der kan skade andre, en anden ting er hvad man selv skal bruge penge på for at sikre sit eget website bedre synlighed. Og her er pointen i mit indlæg, at de crap-netværk som flere SEO-firmaer selv opbygger så godt som intet er værd, og derfor er det dumt at spilde sine penge der.
Magnus Bang skriver
Logisk set burde ens website aldrig kunne tage skade af indgående links, netop fordi det så ville være meget nemt for ens konkurrenter at lave skade på ens website. Derfor tror jeg heller ikke at google “straffer een” pga dårlige indgående links. De dårlige links har bare ingen værdi.
Men igen, man ved jo selvfølgelig aldrig med google – Det er ikke altid logisk det de foretager sig!!:)
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg har som sagt oplevet konkrete eksempler på, at dårlige links kan have skadelig virkning. Så uanset om det er logisk eller ej er det et faktum at det sker.
men uanset om links er skadelige eller ej, er det i hvert fald tåbeligt at betale for dem hvis de ingen possitiv effekt har, der står mål med det der skal betales.
Magnus Bang skriver
hvordan kan du vide at et konkret links har gjort skade – kan det ikke være andre faktore?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er såmænd meget enkelt – det var et ret prominent US site, der pludselig blev de-ranket voldsomt. Efter en snak med Google om det fandt de frem til at årsagen var det omtalte link, og indrømmede at det ikke burde kunne ske – men det gjorde det altså.
Udover det, er der også gode eksempler på hvordan mange links fra dårlige websites har haft samme effekt – særligt, hvis det er sites der i forvejen har ringe links, så de lige pludselig står med 99% crap-links.
Bo Tranberg skriver
Ok, så behøver jeg ikke frygte et crap-seo-attack 🙂
Magnus Bang skriver
>det var et ret prominent US site, der pludselig blev de-ranket voldsomt
Okay det lyder meget vildt! Alt andet lige må det stadig være svært at få ramt på sine konkurrenter på den måde. Ellers tror jeg, at mange ville gøre det, og derved vil google’s søgeresultater jo blive mega ringe hvis alle de største (og bedste) site blev udelukket pga., at de ”spamede” hinanden. Derfor kan jeg heller ikke se hvorfor google skulle have interesse i at straffe sider der har links fra ”bad neighborhoods”. Google kunne jo blot gøre det, at links fra skodsider ingen værdi havde, hvilket ville få folk til at lade være med at gøre brug af disse.
Jeg tror derfor at det handler om, at google har meget svært ved automatisk at identificere hvilke sider der er dårlige. Derfor kan virksomheder i dag, stadig få linkværdi fra nogle disse crap-sider, og derfor bliver google ”manuelt” nød til at straffe nogle sider der gør brug ”bad neighborhoods” sider, for at signalere til markedet at virksomheder ikke skal bruge disse ”snydemetoder”.
Min konklusion er derfor, at man skal være yderst uheldig for at blive straffet af et links fra et ”bad neighborhood” – alt andet vil for mig ikke give mening, men igen man ved jo ikke hvad de tænker og gør hos google!:)
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der har gennem tiden eksisteret mange forskellige måder man kunne få et andet website “smidt ud” af f.eks. Google eller Yahoo. Dem skriver jeg af naturlige årsager ikke om her. Og der eksisterer fortsat sådanne metoder, som virker.
At skyde en masse dårlige links af efter en konkurrent er ikke den smarte måde at gøre det på, da det som sagt kan “risikere” at have den modsatte effekt af det ønskede.
Søgemaskiner er i dag komplekse mekanismer, og det fungerer simpelt hen ikke så simpelt at Google bare kan sige at alle links fra dårlige sites ikke tæller. Dette er resultatet af en række forskellige komplekse beregninger, som spil,ler ind på hinanden. Det er derfor der ofte optræder mærkelige filtreringer, som du kan mene ikke er logiske. Måske er de heller ikke tilsigtet 🙂
Det gælder for al SEO at hvis man vil have en lav risikoprofil, så skal man holde sig væk fra de ting som kan opfattes negativt af søgemaskinerne – uanset om det så lige er retfærdigt eller ej. Og herunder hører betalte links, og i særdeleshed, som sagt, links fra netværk af den type jeg ser udbudt gennem flere SEO-firmaer.
Men, hvis man skal købe links bliver man både nødt til at se på om de overhovedet giver den ønskede værdi – og det gør links fra 99% af alle disse SEO-netværk ikke, og på hvilke risici det giver.
Magnus Bang skriver
Jeg er helt enig i, at man ikke (med vilje) skal gøre brug af links fra crap-sider. Det jeg blot mener er, at man nok ikke skal være så nervøs for at man bliver straffet af google hvis man (uvidende) kommer til at tilmelde sig et par dårlige linksguides eller lignende. Igen tror jeg at man skal være temmelig uheldige hvis man bliver straffet, for ellers er google’s grundlag – med at skabe gode valide søgeresultater – jo i fare, hvis det er nemt at få ens konkurrenter ud af søgeresultaterne ved at tilmelde dem et par crap-sites.
Magnus Bang skriver
kan google iøvrigt virkelig “se” en link-ring på eksmenpelvis 7 uafhængige sider?
Mikkel deMib Svendsen skriver
> kan google iøvrigt virkelig “se” en link-ring på eksmenpelvis 7 uafhængige sider?
Det kommer an på hvad du mener med “uafhængige” – der er virkelig mange måder Google analyserer en sådan sammenhæng, og det er svært at gøre sådanne sites man opererer 100% fri af alle faktorer 🙂
Magnus Bang skriver
Med uafhængig mener jeg, at eksempelvis Mærsk linker til vestas der linker til B&O der linker til coloplast der linker til…osv osv og den sidste linker til mærsk. På den måde vil alle virksomheder, som er i hver deres branche (og ikke konkurrenter), få noget ud af det. Dette er naturligvis et meget urealistisk eksempel, men vil google ikke have svært ved at se sammenhængen i dette “samarbejde” og derved nedgradere linkværdien?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Hvis du systematiserer sådanne link-circles så kan de sagtens identificerer det. Og hvis du ikke systematiserer det, så er det jo bare et enkelt link. Og hvis du skal afgive lige så meget linkjuice som du får, så er netto-effekten stort set nul. Det er simpelt hen ikke en effektiv link-strategi 🙂
Magnus Bang skriver
hehe….det er heller ikke fordi jeg havde overvejet det. Tænkte bare på om google virkelig kunne læse det – men det kunne de altså…..;)
Tak for svarene!!
Pind skriver
Hej.
Articlepostrobot er et prorgam som hjælper med at tilmelde artikler til artikelkataloger.
Er et link fra fx goarticles.com ikke værdifuldt?
V Bertelsen skriver
hmmm… passer det virkelig, at man ‘afgiver’ link juice ved at linke ud af sit site, således at man ikke får noget ud af at cross-linke? Jeg synes jeg hører meget modstridende meldinger om dette.
Det virker ikke umiddelbart logisk, at sites skal ‘straffes’ for at linke ud – det er jo netop på basis af disse links at søgemaskinerne overhovedet kan bygge deres resultater.
Og i øvrigt så stemmer det vel heller ikke overens med din egen observation omkring, at det kan gavne at linke på tværs mellem egne sites. Så skulle effekten af dette jo også være ingenting
Nicolas Zangenberg skriver
Det kommer igen an på, hvad du linker til. Mens hvis du linker til en beskrivelse af søgeordet i Wikipedia (Online ordbog), ja så har jeg observeret, at det godt kan være et plus.
Magnus Bang skriver
>Det virker ikke umiddelbart logisk, at sites skal ’straffes’ for at linke ud – det er jo netop på basis af disse links at søgemaskinerne overhovedet kan bygge deres resultater
Det er jo kun hvis du linker til nogle crap-site. Linker du til noget relevant, så gavner det dig i forhold til google. Detfor skal man hele tiden have styr på, hvor man linker hen!
Thomas skriver
Lige et spørgsmål: Kan man komme i klemme ved eks. køb af premium links i et katalog som jubii som ikke godtager gratis links. Er det ikke også “organiseret køb af link”
Jeg kan måske godt gætte mig til svaret, men vil gerne hører meninger om dette
Mikkel deMib Svendsen skriver
Der er en voldsom grad af dobbeltmoral indbygget i søgemaskinernes krav om at vi ikke må købe links – for mange af dem sælger selv links, herunder Google og Yahoo. Generelt ser jeg dog ingen grund til at være nervøs når det handler om de store kataloger
Bjørn skriver
Hej Mikkel
Hvordan ser det ud med problematikken her efter et par år?
Hilsen Legeskab
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det er ikke så meget anderledes 🙂
Nikolaj skriver
Nu her er artikel directories faldet voldsomt i værdi hos google (hvilket man godt kan forstå når man ser på flertallet), så det er ihvertfald ikke værd at købe noget hvor de bruger denne slags links.