På hvilket mandat forhandler verdens ledere?

Jeg har forsøgt at følge lidt med i de sidste par ugers klimatopmøde – så godt som det nu er muligt, når der både er et par jobs, en familie og en jul der skal passes. Som lægmand kan det godt være svært at gennemskue alle argumenterne, men der er dog en fundamental udfordring, som det har slået mig, at der ikke er så mange der har fokus på: Demokratiets begrænsninger og hvilket mandat verdens lederes faktisk forhandler med.

Det virker lidt som om specielt nogle af de Afrikanske landes ledere har en forventning om, at hvis de bare kan få de rige landes ledere til at skrive under på en meget vidtgående aftale, så skal alting nok blive godt. Men jeg tror de glemmer, at vores verdens ledere ikke har nogen praktisk mulighed for, at tvinge aftalerne igennem i deres hjemlande, hvis ikke der er tilstrækkelig folkeligopbakning. Og den tror jeg mangler. Måske ikke så meget i et land som Danmark – men i udpræget grad i et land som USA.

Måske er der også nogle af de rige landes ledere der har den misopfattelse. Vi har jo set den samme udfordring i EU’s udvikling, hvor lederne har forhandlet traktater og ændringer igennem, som befolkningerne så har afvist. Lederne har ganske enkelt ikke haft den rette fornemmelse for, hvad deres befolkninger ville acceptere. De har overvurderet deres mandat. Det har skabt utrolig mange komplikationer i EU, som alle ved.

Jeg er bange for, at det samme er ved at ske for klimakonferencen…

Hvis der bliver indgået en meget vidtgående aftale, så skal lederne hjem og indføre nogle tilsvarende radikale love for at leve op til aftalen, som jeg tvivler på befolkningerne vil acceptere. Og da vi har demokrati i vores del af verden, så vil det i praksis ikke kunne gennemføres, hvis ikke der er folkelig opbakning til det. Der er 10 år til 2020 – eller hvad der svarer til mindst 2-3 Folketingsvalg (eller præsidentvalg i USA) og nogle EU valg. Så inden vi når til 2020 vil politikerne skulle stå til ansvar overfor deres vælgere. Politikerne kan ikke tvinge befolkningen til at stemme i overensstemmelse med de aftaler de har indgået på COP15.

Hvis vi på den anden side får en meget mindre ambitiøs aftale ud af Klimatopmødet, så er der alvorlig risiko for, at klimaforandringerne kan skabe en masse kaos i verden. Hvis det virkelig bliver så slemt i mange ulande, som de fleste forskere peger på, så kan vi i løbet af få årtier stå med hundrede millioner af klimaflygtninge. Og når man tænker på hvor mange politiske og kulturelle udfordringer verdens eksisterende flygtige allerede er har skabt, så er det næsten ikke til at overskue, hvordan en mangedobling af flygtninge skal kunne håndteres anstændigt.

Jeg tror ikke det er realistisk, at skabe et folkeligt flertal hos befolkningerne i de rige vestlige lande til skære voldsomt ned på vores levestandard, mobilitet og luksus. Vi vil ikke, i bred forstand, acceptere en tilbagegang i levestandard – uanset at det kunne gavne andre. Nogle vil måske – men ikke det flertal et demokrati kræver.

Det kan da godt være vi kan lokkes til at slukke et par standby lamper, eller købe en bil der kører lidt længere på literen næste gang vi alligevel skal have en ny, men de helt store nedskæringer, som der ville skulle til for at opfylde en mere vidtgående klimaaftale er folk simpelt hen ikke villige til.

Jeg tror at løsningen skal findes på en helt anden måde. Vi skal ikke løse klimaproblemet ved at forbruge mindre energi. Vi skal løse det ved at forbruge mere energi – men af en helt anden type!

Vi skal ikke nedskære os til løsninger – vi skal udvikle os, innovativt og kreativt, til løsninger. Udvikling kræver energi. Folk kan motiveres til at kæmpe for ”mere” – ikke for ”mindre”. Kunsten er så ”bare” at sørge for, at der skabes grobund for, at det ”mere” folk bliver inspireret til at kæmpe for, samtidig skaber løsninger på de klimaproblemer vi har.

Jeg tror – i vores kapitalistiske verden, at det vil være meget lettere at få befolkningerne med på, at skabe nye forretningsmuligheder – frem for deprimerende nedskæringer. Vi kan ikke lide nedskæringer, men vi kan godt lide nye muligheder. Gulerod er bedre end pisk.

Det mest oplagte – i f.eks. Danmark, ville være, at gøre det meget mere økonomisk attraktivt, for virksomheder, at investere i udvikling af vedvarende og miljørigtige energikilder og produkter og for os købere at købe og bruge det.

Vi er genetisk kodet og kulturelt podet til at tænke i at skaffe mere hele tiden. Om det ”mere” så er miljørigtigt eller ej er ikke så afgørende for vores valg. Som jeg tidligere har skrevet om, så er det ganske enkelt ufatteligt svært for mennesker, at tænke i at ”trække fra” – frem for at ”lægge til”. https://www.demib.dk/det-er-lettere-at-l%c3%a6gge-til-end-at-tr%c3%a6kke-fra-938.html

Vi vil gerne købe en mere miljørigtig bil, hvis den er både federe og billigere. Kvaliteten er tæt på at være der. Hvis vi så beholder fritagelsen for registreringsafgift og vægtafgift (som nu er en grøn afgift) så skal der nok komme gang i omlægningen af bilparken. Vil vi have endnu mere fart på, så giv os 100% skattemæssigt fradrag for køb af elbil – så tror jeg det vil gå virkelig stærkt.

Det samme gælder isoleringen af vores huse og lokal omlægning af energiforbruget fra centralvarme, fjernvarme og gas til solanlæg, vindmøller, jordvarmeanlæg og varmepumper. Så vidt jeg forstår på fagkundskaben er det virkelig noget der ville batte i det danske klimaregnskab. Hvis vi nu gjorde alle sådanne energiforbedringer fuldt fradragsberettiget, så ville der virkelig komme skub i det. Hvis vi så samtidig udvidede ”tilbageløbsordningen”, der p.t. kun gælder for de (stadig alt for dyre solceller) til også at dække alle de andre miljørigtige energiformer, så tror jeg for alvor det kunne gå stærkt.

I princippet kunne alle danske huse blive miljøneutrale. Det er da et spændende mål. Det er fremsynet of visionært. Det er et positivt og skabende projekt – frem for et negativt besparelses-projekt.

Lysten til forandring er til stede. Der er bare ingen oprigtig vilje til, at skære ned i det omfang der skal til, hvis vi skal nå de mål der snakkes om. Vi skal udvikle os til forbedring – ikke afvikle os til det.

Hvis politikerne fokuserede på dette tror jeg de ville kunne få det folkelige mandat der skal til. Hvis de fortsætter med at snakke i nedskæringer, straf og andre deprimerende strategier, så tror jeg ikke det vil lykkes. Og så risikere vi at stå om 10 år med en aftale som Kyoto 1, som næsten ingen af de lande der er gået med reelt set har kunne opfylde.