I Medly Studio med Kennth Thordal
Som jeg tidligere har nævnt her på bloggen er jeg stadig lidt aktiv i musikbranchen. Det er mest Kenneth Thordal, som jeg arbejder med. Vi har lavet plader sammen siden 1986, hvor den første single med Kennths gamle band Stalin Staccato kom ud. Siden da er det blevet til mange plader sammen, og vi holder stadig ved. Det er fedt at arbejde sammen med folk, som man kender så godt, som vi unægteligt gør efter 20 år. I fredags blev det så til, en tur i Medley Studio i København …
Jeg blev godt og grundigt træt af musikbranchen i midt-90’erne. Branchen! Men aldrig musikken. Jeg har lavet musik siden jeg var 3 år, og glæden ved dette forsvinder nok aldrig. Den “rus” som musikproduktion giver mig kan jeg ikke opnå på andre måder. Ja, man kunne vel nærmest kalde mig en musik-produktions-junkie 🙂
Kenneth Thordal er i gang med, at gøre hans næste plade færdig. Den skal vist nok udkomme i Februar 2007. Og den kan I glæde jer til! Dette er så den 3. dansksprogede plade fra Keneth – og den bliver efter min mening dobbelt så god som den sidste. “Ånden” er stadig den samme, Kenneth er stadig den samme, men hans sange er skrevet bedre, teksterne er endnu bedre end før, bandet er helt suværent, og produktionen bedre end nogensinde. Hvis du kunne lide noget af Kenneths to første danske plader så vil du elske denne. Stadig lige fræk, provokerende, politisk, poetisk og velsunget.
I går var jeg i Medley Studio, der er et af Danmarks gamle og gode studier, for at mikse to af numrene til Kenneth Thordals nye plade. Der har jeg lavet mange andre produktioner før, dengang jeg var “full-time” i musikbranchen. Det var godt at få fingrene lidt ned i suppen igen. Sidste gang jeg var i Medley Studio havde de en Neve pult, som også er god, men den nye SSL 9000 er absolut mere min smag. Hold kæft hvor er der hul igennem!
Her sidder jeg så – færdig med det første mix – klar til det næste …
Daniel Duvald skriver
god damn for en mixer… hvor mange kanaler kan den klare?
Og hvorfor bliver man ved med at holde fast i hardwaremixere når der kan klares med softwareprogrammer?
Mikkel deMib Svendsen skriver
SSL pulten i Medley Studio har 72 kanaler, men da den er inline kan man i princippet mikse det dobbelte. Dertil kommer effect returns mv.
> Og hvorfor bliver man ved med at holde fast i hardwaremixere når der kan klares med softwareprogrammer?
Det er to helt forskellige ting! Det du kan med en god analog pult som denne kan du IKKE opnå med noget som helst softwareprogram. Dertil kommer summing – analog og digital summing er meget forskelligt.
Kenneth Thordal skriver
Hej Mikkel
Og tak for sidst 😉 Lad mig lige spørge om det, som dine søgemaskine-venner måske ikke tør/gider spørge om: Hvad fanden betyder summing?
Kenneth
Kenneth Thordal skriver
Hvad sker der for øvrigt for dine E’er, Oh Netnørd? Medly og Kennth Thordal?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg synes ikke lige jeg kan se noget med mine E’er 🙂 Er du sikekr på det ikke er dine øjne der er ved at være lidt trætte hehe
Analog summing er den sammenmiksning af de enkelte spor og kanaler, ned til stereo. Det kan enten gøres internt i f.eks. ProTools – så sker det rent digitalt, eller det kan ske i en ekstern summing forstærker, eller som vi gjorde det, i en god pult.
Der er flere og flere der sværger til analog summing. Der er ER nogle nørded forskelle på digital og analog summing, og specielt i forhold til den måde de to reagere. Ofte sker der det, at sum forstærkeren – master bussen, i virkeligheden får mere end den kan trække og det gør grimme ting med spidserne i musikken. En analog summing og bus master vil som regel have et meget bedre og headroom.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Et par eksempler på rene summing applifiers:
Den her kunne jeg godt finde på at købe!
http://www.tube-tech.com/?show=product&sp=features&productId=20
Denne her skulle også være helt i orden!
http://www.cyberfarm.dk/content/view/66/49/
Kurt Moskjær Andersen skriver
Mikkel, med småbørn i huset hører man jo mange børne-CD’ere og her faldt jeg over et mix af “Åh, Susanne” af DJ Vikar, hvor Mikkel deMib sandelig stod nævnt i credit-listen under sangen. Må jeg spørge hvad din rolle var i den forbindelse – mixing eller også udøvende musiker?
Mikkel deMib Svendsen skriver
hehe, sangen stammer fra Danmarks første børne-dance album der som nævnt hed DJ Vikar.
Det var et projekt jeg sådan lidt blev “pålagt” at gennemføre, da jeg arbejdede som A&R på Virgin Records Denmark. projektet tog udspring i et meget populært, og tilsvarende projekt fra Virgin i Tyskland. Sådan gør de store selskaber tit – hvis et koncept virker et sted, genbruges det i andre lande, i lokale fortolkninger.
Det var mit job at få lavet pladen. Jeg hyrede så Ion (fra det gamle Overloads) til at lave al musikken, fandt nogle dygtige børn på en skole i Gladsaxe, en god sanglære der kunne træne dem og gik så selv igang med at tilpasse teksterne på de mange sange, sammen med en af mine gamle musikalske venner Jens Elev. Da mange af disse sange har ukendt ophavsmænd, tildelte KODA os ved ansøgning en andel af teksten på de sange vi skrev om, så på den måde blev jeg pludselig medforfatter til en række af børnesangene.
Musikken er indspillet og mikset i mit gamle studio Teen Town Studio på Gl. Kongevej i København. Ian stod for al musikken, jeg drejede på knapperne, og så producerede vi sådan lidt i fællesskab.
Pladen er sådan set OK – musikken og ungerne holder helt vildt, men naturligvis er den også lidt “klam” – men sådan er livet som A&R 🙂
Kurt Moskjær Andersen skriver
Hehe, ganske interessant. Min datter er vild med den, så på den måde er den ganske udemærket.