Politiken kan i dag rapportere, at pladebranchen og IFPI efter mange års forfejlet kamp mod fildeling har opgivet af retsforfølge private fildelere. I 3 ud af 4 sager er fildelerne nemlig blevet frikendt – det er kun i en sag hvor fildeleren selv indrømmede forbrydelsen, at der blev dømt til IFPI’s fordel.
For nogle få dage siden stødte jeg ind i et nyt band på YouTube som i den grad har gjort mig glad. Det drejer sig om den Californiske duo Pomplamoose. Jeg har skrevet et lidt længere indlæg om Pomplamoose på min engelske blog.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg er en af dem som er meget ked af, at vi med Michael Jacksons død har mistet en af min generations største musikalske talenter. Særligt for sådan en som mig – jeg har levet af musikbranchen i over 15 år – har Michael Jackson betydet ufatteligt meget. Det gælder både i forhold til hans musik, sang, dans, ekstreme perfektionisme og ikke mindst måde at gribe hele musikforretningen an på.
I forlængelse af Michael Jacksons død er der så også ved at opstå en hel masse – mere eller mindre fantasifulde, konspirationsteorier og spekulationer om hvad der er gået forud, hvordan han er død og hvad der så nu skal ske. Dem vil jeg se lidt nærmere på …
Google og YouTube meddelte i dag, at de fra og med i dag lukker for alle de engelske brugeres adgang til musikvideoer på YouTube. Beslutningen er taget fordi forhandlingerne med den engelske rettighedsorganisation PRS er stranded på, at PRS ville have væsentligt flere penge.
Jeg opdagede lige, at DR har lagt det lille interview jeg lavede med dem ud på deres website. Så, hvis du ikke hørte det forleden dag kan du høre det her. Det er kun nogle få minutter langt, men jeg synes da, at jeg fik fremhævet det vigtigste:
Jeg har gennem tiden skrevet meget om musikbranchen og om, hvordan jeg synes de fortætter ud af det helt forkerte spor. Nogle (få) i branchen mener, at de gør det bedre i dag, end da Nettet dukkede op. Det mener jeg ikke. I lyset af de seneste handlinger og udtalelser fra branchens side, må jeg tværtimod sige, at det bliver værre og værre.
Hovedet på sømmet blev for mit vedkommende, da jeg forleden dag læste, at IFPI er kommet frem til at anbefale en fuldkommen sindssyg løsning på ulovlig fildeling: De ønsker en variant af den “3 strikes out” model, hvor folk der har en internetforbindelse, og det mistænkes at der foregår ulovlig fildeling, skal kunne fratages retten til deres forbindelse – eller den skal drosles helt ned.
Dette kommer ikke overraskende efter dommen i forrige uge, hvor Anti Pirat Gruppen (APG) tabte en sag i landsretten, hvor to kvinder stod anklaget for en fildeling de hele tiden har benægtet. APG så gerne, at kvinderne kunne holdes skyldige alene på baggrund af IP-identifikationen, men heldigvis kræver vores domstole stadig, at man kan udpege “manden der kørte bilen” og ikke bare “bilen”.
Da jeg var i USA i sidste uge kunne jeg ikke undgå at opleve hvor vildt Natasja rykker på det Amerikanske marked med nummeret Calabria (se videoen nedenfor).
Første gang jeg hørte nummeret var en af de første dage efter jeg landede i USA i en TV-reklame lørdag aften. Senere hørte jeg nummeret flere gange i radioen og til den store fest hos Google – Google Dance 2008, kørte nummeret for fulde hammer til et pakket dansegulv. Folk var helt tydeligt vilde med det.
Nummeret er satme også fedt, synes jeg. Synd at Natasja ikke nåede at opleve den succes som nummeret har fået.
Original version af nummeret:
Det var nedenstående nye version jeg hørte på Google Dance. Den rykker endnu mere (og har iøvrigt snart nået 5 millioner visninger på YouTube!)
Som de faste læsere af deMib.dk ved, har jeg en lang fortid i musikbranchen, som producer, sangskriver, studieejer, talentspejder, publisher osv. Selvom jeg for mange år siden har valgt ikke at leve af det mere, laver jeg stadig lidt musik. Jeg kan ikke lade være.
En af de kunstnere jeg har arbejdet længest sammen med – faktisk over 20 år, er Kenneth Thordal. Kenneth har det sidste stykke tid arbejdet med en meget spændende projekt om dødsstraf, som han vil fortælle meget mere om på sin blog. Det er en del af et større kunstprojekt med multikunstneren (eller hvad man lige kalder sådan en…) Marco Evaristti. I den forbindelse har han bl.a. været i Texas og snakke med en dødsdømt fange, Gene Hathorns. Det har ført til en række sange, som denne dødsdømte fange har været med til at skrive. Songs From Death Row.
Jeg kan godt lide projektet, fordi det ikke går i den sædvanlige selvsving over om manden nu er skyldig eller ej. Det er han (vist nok). Pointen er, at dødsstraf i alle fald er en bastialsk og modbydelig straf. De vil med projektet gerne give Gene Hathorns en stemme. Alle har vel ret til en stemme, til at blive hørt. Og det bliver han så nu, i form af de meget flotte sange fra Kenneth.
Sangene miksede vi i weekenden i mit nuværende studie – der ganske vist er lidt mindre end de store studier jeg tidligere har haft, men ikke desto mindre har vist sig forbandet godt at mixe i. Det er fedt stadig, at have en rigtig god musik-arbejdsplads.
Jeg har ved at par lejligheder skrevet kritisk om DR’s X-Factor. Og med rette synes jeg. For jeg mener ikke, det er nødvendigt, at have det der modbydeligt nedladende element med i showet og den “freakshow” tendens, der var lidt i starten. Det som Professor og medieforsker ved Københavns Universitet, Torben Kragh Grodal i Nyhedsavisen (http://avisen.dk/danskere-gaar-amok-x-factor-020308.aspx) meget rammende kalder ”primat-følelser”. Showet kunne sagtens være blevet ligeså godt, og have haft lige så meget kant, uden disse, meget lidt sympatiske, sider.
Men bortset fra det er det faktisk et godt show – indenfor genren. Og jeg synes også, det er lykkedes, at få støvet nogle spændende talenter frem.
De fleste af os har (heldigvis) en masse mere eller mindre realistiske drømme for fremtiden – på kort, lidt længere og langt sigt. Små drømme og store drømme. Det tror jeg er sundt. Det er godt at have noget at drømme om, kunne læne sig tilbage og forestille sig hvordan det mon vil være. Det er godt at falde i søvn til om aftenen. Og det rart at kunne læne sig op ad i det daglige – specielt de dage, hvor man kommer lidt i tvivl om hvorfor man “gør alt det er her …”
Nogle drømme handler om, hvad man ønsker der skal ske i morgen, i næste uge, eller i juleferien om nogle måneder. Den slags drømme ændrer sig ofte og hurtigt – vi tilpasser dem virkeligheden som den former sig. Meget pragmatisk. Og praktisk.
Men mange af os har også nogle større – mere langsigtede, drømme.
En del af os vil sikkert aldrig nå fuldt ud i mål med disse drømme, men de er nu meget rare at have alligevel. Og for mit eget vedkommende, vil jeg ikke gå sørgmodigt i døden, engang om forhåbentligt mange år, hvis jeg ikke lige skulle nå de store drømme-mål til fulde. Men jeg vil forsøge at nå dem. Og jeg er stadig så naiv, at jeg tror jeg når det. Måske det ændrer sig når jeg engang bliver voksen …
Med lad mig starte med at fortælle om min store drøm – så kan du fortælle om din(e) bagefter, i kommentarfeltet nedenfor …
Vi bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved at bruge websitet accepterer du dette. Læs mere her.