Jeppe Kabell vil genoplive journalistikken med et foreningsdrevet medie
Jeppe Kabell har på sin blog skrevet et længere, meget velargumenteret og spændende indlæg om en vision for ny slags journalistisk drevet forening. Det er et konkret og opfriskende bud på, hvordan et journalistisk medie i fremtiden kunne se ud. Langt fra de taberstrategier, som de etablerede aviser har budt på i de sidste 10-15 år.
Specielt er jeg meget enig med Jeppe, når han skriver: “Avisernes uddøen er fuldstændig ligegyldigt for demokratiet. Den udfordring vi står overfor handler ikke om aviser, men om journalistikkens rolle og fremtid.”. Det er en pointe jeg længe har forsøgt at trænge igennem med.
Så langt så godt. Desværre indeholder Jeppe Kabells vision også en række problemer, som jeg synes han glemmer – eller bare bevidst vælger at overse. Dem vil jeg gerne se lidt nærmere på i dette indlæg …
Løn
Et af de store problemer i nyhedsbranchen i dag er, at journalister har fået oparbejdet et lønniveau, der ligger milevidt fra stort set alle andre faggrupper med samme uddannelseslængde. Det er en af de væsentlige årsager til, at de kommercielle medier har så svært ved, at få økonomien til at hænge sammen.
Jeg har intet imod, at folk får gode lønninger, men jeg har et problem med, at de nuværende aviser bliver nødt til at få 1,5 milliarder i skatteyderbetalt bistandshjælp for, at kunne betale disse lønninger. Og jeg ville have et stort problem med, at skulle betale så høj en løn til ansatte journalister i en forening, som den foreslåede.
Jeppe Kabel skriver ikke så meget om det i hans oplæg, men konstatere blot, at ” … gode journalister skal have i snit 50.000 i løn …”. Ja, det skal de måske have i dag på de døende medier, hvor de arbejder nu, men nu hvor vi er igang med at revolutionere nyhedsbranchen, var det så ikke også på tide at tage fat på lønnen?
Jeppe Kabell skriver meget i sit oplæg om, at det bærende element i en sådan forening er det idealistiske grundlag. Ja, idealisme er let nok, når man får 50.000 om måneden og ikke skal leve op til nogle produktionskrav! Det kommer meget let til at lyde som en sovepude på første klasse.
Økonomi
Jeppe ligger i hans indlæg op til, at medlemmerne af den nye forening skal betale hvad der svarer til et avisabonnement i dag – 400 kroner, skriver han. Men vil folk virkelig betale den pris? Et abonnement på f.eks. Politiken koster faktisk mindre (ca. 366 for et årsabonnement) og det er der jo færre og færre der gider betale.
Hvis vi ser på andre foreninger, som f.eks. som Kræftens Bekæmpelse, der nævnes flere gange på Jeppes blog, så er 400 kroner om måneden en ekstrem høj pris. De fleste foreninger jeg kender til – inkl. Kræftens Bekæmpelse, opkræver mindst 10-12 gange mindre! 400 kroner pr. måned for medlemskab af en forening er en meget høj pris.
Jeppe skriver at “Der er 100.000-vis af danskere, der i forvejen giver 400 kr/mdr. for en avis.” Dels vil jeg betvivle sandheden af denne påstand. Prisen er som sagt ikke 400 kroner og mange får store rabatter, gratis prøveperioder osv. Og dels er antallet af abonnenter jo stærkt faldende – tilslutningen falder, den stiger ikke!
Så at bygge de økonomiske beregninger for denne forening på en urealistisk optimistisk analyse af markedet er simpelt hen ikke realistisk. Jeg tror de skal ned på en pris på 10% af det foreslåede, hvis det skal opnå den tilslutning Jeppe drømmer om. Og så ser økonomien lige pludselig helt anderledes ud. Og så bliver det interessant at se hvor idealistiske de journalister der skal ansættes er, når de finder ud af at deres tidligere astronomiske løninger skal halveres, så de kommer ned i nevau med andre sammenlignelige faggrupper.
Dertil glemmer Jeppe øjensynligt, at det kræver en fandens masse salg og markedsføring, at skaffe de mange medlemmer. Den slags kommer ikke af sig selv, uanset hvor sympatisk projektet ellers måtte være. Det kan meget let æde 10-20% af omsætningen – altså meget mere end de få procent han i sit regnestykke vil afsætte til de samlede udgifter udover løn.
Jeg synes også han stærkt undervurdere alle de øvrige omkostninger, der vil være ved at drive en sådan forening.
Ledelse og produktion
Jeppe skriver i sit manifest at “Vi har ingen mål for antallet af journalistiske produktioner om dagen, ugen, måneden…”. Det lyder jo dejligt, som ansat journalist. Skønt at kunne hæve over 50.000 om måneden uden nogen som helst krav om, at skulle levere noget som helst. Men vil det ikke bare tiltrække alle de mest dovne journalister i branchen?
Og hvor er ledelsen? Skal der ingen ledelse være? Skal elendige og dovne journalister ikke kunne fyres? Og i givet fald af hvem? Og hvis de bliver det, hvem skal så tage sig af de fagretslige sager, der så sikkert dukker op?
Det virker alt i alt som om Jeppe tror, at bare fordi man laver en forening så er alle ledelsmæssige udfordringer og potentielle konflikter ryddet af vejen. Det tror jeg ikke et sekund på, at de er.
Jeppe skriver også at “Vi har ingen interesse i læsertal.”. Det lyder meget flot, men hvis ikke der er nogle der faktisk gider at læse det der skrives, så falder opbakningen. Og måske endnu værre: Ingen politikere og ledere i samfundet, vil tage foreningen og det de siger og skriver alvorligt. Og så vil opbakningen fra medlemmerne hurtigt falde også.
Holdingsløse Tidende
Jeppe skriver at han ønsker et medie der er fri af politiske holdninger. Det tror jeg bare ikke er særlig realistisk. Journalistik uden holding af simpelt hen røv kedeligt.
En af de få aviser der p.t. har fremgang er faktisk Information, der jo har meget skarpe politiske holdinger til det de skriver om. De behandler stadig sagerne seriøst og journalistisk forsvarligt, men de gør det med et bestemt politisk udgangspunkt og det tiltrækker økensynligt flere og flere læsere – i modsætning til de andre aviser, der stort set alle går voldsomt tilbage.
Sympatisk men urealistisk
Jeg synes som sagt at udgangspunktet på overfladen kunne virke meget sympatisk. Problemet er, at med Jeppes fremlæggelse kommer det meget til at virke som en redningsplan for bevarelsen af ekstreme lønninger hos dovne journalister. Hvis det faktisk er det som er formålet – eller bliver det, så er projektet en dødssejler.
Hvis projektet skal lykkes skal der et opgør til – ikke bare med de gamle medier, som er det Jeppe fokuserer mest på, men også med hele journaliststanden og den måde de arbejder og lønnes på.
Problemet er nok bare, at journalister har lettere ved at se de mange fejl hos deres arbejdsgivere end de har ved at se de mange fejl i deres egen faggruppe. Det er iøvrigt en “sygdom” som de fleste faggrupper lider under.
Jeg tror ikke på, at et projekt som det skitserede bliver en stor succes før der kommer et opgør indefra også. Journalisterne må erkende, at deres rolle – og honorering for det, vil ændre sig i fremtidens mediebillede.
Jeg ønsker Jeppe Kabell al held med projektet, men jeg håber bare at de får styr på nogle af de ting jeg nævner ovenfor. Ellers er jeg bange for, at det ender med blot endnu et falleret medieprojekt i rækken af de mange andre, der gennem tiden er skudt op og forsvundet meget hurtigt igen.
Henrik Blunck skriver
Rigtig gode vinkler, og absolut værd at være opmærksom på – og jeg er sikker på Jeppe Kabel også er glad for de ekstra pointer. Jeg retweeter lige og sender lidt ekstra trafik, for det er afgjort en artikel der fortjener at blive læst.
Godt nytår, Mikkel. 🙂
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tak 🙂
Jeg kender ikke selv Lars Kabell, men jeg vil da tror at han er glad for input. Han virker i hvert fald sådan. Det virker somom hans projekt er oprigtigt nok – men måske bare tænkt lidt for meget “indefra”, med en journalists øjne. Hvis de glemmer at få læserne med og de overser den del af problemet der skyldes journalistfaget selv, så er jeg bange for at de kommer til at fejle med projektet.
Så jeg håber da at dem der nu (måske) ender med at gå videre med ideerne også tager fat i disse udfordringer. For der er helt bestemt brug for noget alvorlig nytænkning i nyhedsbranchen og hvem ved, måske kunne Lars Kabells ideer ende med at blive et godt alternativ.
Jeppe Kabell skriver
Hey Mikkel, tak for gode pointer. Og jeg er enig i det meste, mit indlæg med de konkrete tal var mest for at illustrere pointen: der er andre måder at gøre det på! Lige mht de 400 kr/mdr… Politiken koster 392/mdr hvis man betaler kvartalsvist. Med skattefradrager ved donationer til foreninger, er 400kr altså billigere. Og selvom mange får tilbud, er over flertallet altså stadig fuldt betalende abonenter. I praksis vil man dog gøre kontingentmodellen meget mere fleksibel, som du også foreslår.
Jeg er i øvrigt ikke journalist.
Lyder som om du tænder på ideen, smid mig en mail hvis du kunne tænke dig at være med, så kan vi tá en kop kaffe og diskutere nærmere.
Peter Lauge skriver
Uha – ellers gode tanker han kommer med ham Lars.
Efter “revolutionen”, kan det sikkert blive et holdbar løsning.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Tak for at kigge indenfor Jeppe 🙂
Med hensyn til økonomien er der flere ting …
For det første får enormt mange rabatter og særlige tilbud på deres avisabonnement. Der gives hele tiden lange prøveperioder osv. Så den reelle indtjening pr. abonnement er langt lavere end 400 kroner.
Din antagelse om, at man vil kunne få fuldt skattemæssigt fradrag for bidrag til den påtænkte forening tror jeg er EKSTREM optimistisk. Jeg kan slet ikke se, at der skulle være belæg for det. Der er kun foreninger, der har helt bestemte formål der kan opnå denne enorme begunstigelse. Og jeg tror ganske enkelt ikke, at et nyhedsmedie – forening eller ej, ville kunne få denne fordel.
Iøvrigt synes jeg også, at det i givet fald ville udsætte projektet for nøjagtig den samme “nasser kritik”, som aviserne får kastet i hovedet.
Foreningen må og skal kunne ballancere i sig selv – ikke leve på nas fra skattefordele og tilskud.
Jeg har desværre ikke tid til at gå med i selve projektet. Der er for travlt med de øvrige virksomheder 🙂
Bo Kalvslund skriver
Hej Mikkel
Det forvirrer lidt at der står flg.:
“Et abonnement på f.eks. Politiken koster faktisk mindre (ca. 366 for et årsabonnement) og det er der jo færre og færre der gider betale.”
Sympatisk projekt iøvrigt – men som du nævner ligger handlekraften journalistisk og økonomisk i dualismen – dem og os.
Alternativet er reklamebaseret journalistik men det projekt kender vi jo konsekvensen af med gratisaviserne.
Kunne man forestille sig en underskov af blade – netbaserede – projekter drevet af iværksættere med lyst til at skabe deres eget medie med egne holdninger.
Hvad skal de så leve af – tja – små lønninger til en start – men måske kan nye mediehuse opstå – nye huse med nye meninger og nye idéer til hvad en avis kan tilbyde.
F.eks. live “artikler” med indlæg af en journalist – kommenteret live via Skype af de implicerede parter og andre inviterede meningsdannere evt publikum.
Et mix af den gamle avis med uddybende og researchede artikler og nuet – den interaktive udveksling af kommentarer..
Dén cocktail ville give et incitament for et abonnement hvis man vil have adgang til livesessionerne..
Tja bum bum..
Magnus Harald Haslebo skriver
Hej Mikkel
Du kan søge dig frem til, at det faktisk ikke er lavt sat med de 100.000-vis af danskere, der betaler for en avis. Det samlede oplagstal alene for de landsdækkende dagblade er 584.000. Lad os så sige, at de blot betaler 100 kr. hver, så svarer det alligevel stadig til mere end 100.000, der betaler 400 kr.
Jeg er enig i, at høje lønninger kan udgøre et problem i sig selv. Det kan løses ved, at man ikke satser på etablerede kræfter, men i stedet henter nyuddannede ind. Disse vil alligevel som regel være mere idealistiske. Lønnen skal være lav til rimelig.
Der er ingen problemer i Jeppe Kabells forslag, der er uoverkommelige. Og som journalist kan jeg garantere dig, at i hvert fald én af os er klar til et opgør indefra. Læs evt. bogen “Nye veje for journalistik”, hvor jeg og andre beskriver elementer af dette opgør med journalistisk tænkning.
Mvh.
Magnus Harald Haslebo
Mikkel deMib Svendsen skriver
Mange tak for kommentaren, Magnus 🙂
> Det samlede oplagstal alene for de landsdækkende dagblade er 584.000
En stor del af dem sælges IKKE på abonnement. Så dem kan du ikke regne med. Dertil skal jo lægges det dramatiske fald der er år for år. Det går ekstremt hurtigt tilbage i disse år. Så det er et faldende marked I vil ind og erobre. Det er en markedsføringsmæssig KÆMPE udfordring. Og kæmpe markedsføæringsmæssige udfordringer har det med at koste en bondegård.
Pas på i ikke undervudere de midler der skal til at ekspandere i et faldende marked.
> men i stedet henter nyuddannede ind
Den sidste jeg kender der kom ud fra Journalisthøjskolen gik direkte ud til et job til 43k om måneden. Og hun blev hurtigt utilfreds, da hun fandt ud af at nogle af drengene på holdet fik 46k. Så jeg er ikke sikker på du har ret i, at de unge er imdre krævende – eller forvente med hvad de kan få. Men jeg håber da at det ændrer sig, for det er mildt sagt et grotekst lønniveau – særligt set i lyset af at 1,5 milliarder af lønnen betales af skatteyderne!
Alle problemer kan naturligvis løses, hvis man er stædig nok og har midler nok, men det betyder ikke at folk hopper med på vognen. Det er der flere andre alternative avisprojekter, der har vist de sidste 10-15 år.
Magnus Harald Haslebo skriver
Hej igen Mikkel
Du har ret i, at ikke alle ‘abonnenter’ betaler for deres avis. Men tvivler meget på, at det er en “stor del” af dem. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at det er en meget lille del.
Men det er ikke væsentligt, egentlig. Lige så lidt, som det er væsentligt at bryde ind på markedet. Ideen er jo netop at være markedsuafhængige, altså uafhængige af fx abonnenter, der køber et bestemt indhold, reklamer, der foretrækker et bestemt indhold målrettet flest muligt og fx fonde, der præger i en bestemt retning.
I stedet vil man så være afhængig af, at ‘folk’ vil købe ideen. Det er styrken og svagheden, og det er sats, som man så må afgøre på egne vegne, om man vil være en del af.
Jeg kender en ikke-færdig journalist, der tjener 37k om måneden. Jeg kender også en del arbejdsløse demokratiske idealister. Flere af dem er journalister.
I min perfekte verden ville den offentlige støtte ikke blive givet til medier, der samtidig var markedsafhængige. De 1,5 mia. kr. kan man få meget demokratisk understøttende journalistik for – frem for underholdning.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg synes slet ikke man skal give støtte til medier – og da slet ikke så ensidigt og gammeldags som det sker i dag.
Jeg driver flere online medier. Nogle af dem er i direkte konkurrence med de dagblade, som får støtte fra de penge vi betaler i skat. Det er helt absurd. Det er omvendt Robin Hood – de små netmedier betaler til de store mediehuse.
Jeg kan godt se, at det ville være dejligt at drive et nyhedsmedie der er uafhængigt af markedskræfterne, abonnenter, reklamr osv. Det må da være skønt at drive sådan en virksomhed. Men, må jeg sige, også en anelse naivt. Jeg tvivler på at den model holder. Men det skal naturligvis ikke afholde nogle fra at forsøge, hvis de tør 🙂
– Der er jo en del der har forsøgt sig med nye avis-koncepter. Min gode ven Morten Lund forsøgte også. Vi kender alle resultatet.