Hvem har ytringsfrihed?
I de senere år har ytringsfrihed været flittigt diskuteret. Og det er da også godt. Men hvad er der kommet ud af det? Hvem er det som har ytringsfrihed – og hvem er det som ikke har? For ja, det er fortsat langt fra alle der har mulighed for at ytre sig frit – selvom vi ellers er mange der mener, at de burde. Eliten har ytringsfrihed – pøblen må fortsat pænt holde deres kæft, når magt-eliten kræver det!
Jyllands Posten havde ytringsfrihed til at udgive de her tåbelige tegninger – og næsten alle bakkede dem op i denne ret. Men hvor er alle støtterne henne, når en whistleblower med ekstremt vigtige informationer om et stort firma ikke tør ytre sig fordi lovgivningen beskytter virksomhedens interesser mere end ytringsfriheden? Og hvor er støtten henne, når en offentligt ansat ikke tør fortælle om tåbelige og fordyrende arbejdsgange og besværlig administration på dennes arbejdsplads af frygt for sit job? Og hvor er støtten henne, når et online community, som Comon kan berette om i dag, bliver tvunget til at fjerne deres ytringer om et produkt de ikke er så vilde med?
Jeg kan ikke få øje på støtten!
Jeg hører ofte programmer i radioen, hvor de ivrigt diskuterer Jyllands Postens ret til at forhåne og nedværdige andre. Det siger de er vigtigt at vi finder os i den slags i ytringsfrihedens hellige navn. Som far til to børn har jeg det nok lidt svært med det, da vi prøver at opdrage dem til at opføre sig ordentligt. Og henne i skolen gælder Jyllands Postens fortolkning af ytringsfriheden i hvert fald ikke (og med rette, må jeg sige). Her har ungerne ikke lov til at nedværdige og forhåne hinanden. Ja, man kan sige deres ytringsfrihed er begrænset – i hvert fald, som Jyllands Posten opfatter den.
Men som sagt synes jeg nu det er meget fornuftigt at f.eks. skolerne begrænser ungernes ytringsfrihed. Ikke fordi de er børn, men fordi det tjener et vigtigt socialt formål. Ved at tale nogenlunde ordentligt til hinanden – og netop ikke nedværdige og forhåne de andre, bare fordi man nu kan og må det, så skabes der nogle bedre rammer for det som er formålet med skolen: At de lærer noget.
Til gengæld synes jeg, at det er noget nær katastrofalt, at f.eks. whistleblowers ikke tør stå frem fordi lovgivningen beskytter dem de har informationer om mere end dem selv.
Og jeg synes det er et stort problem, når offentlige ansatte ikke tør udtale sig om forhold på deres arbejdspladser. Det er jo netop dem der ofte kan se hvor tingene går galt. Hvis de ikke tør sige noget, så går vi – som samfund, glip af en vigtig viden. Nogle vil så mene, at de jo bare kan gå til deres chef med den viden – men præcis ligesom med whistleblowers er det ikke altid muligt. Hvis det f.eks. er ledelsen der er problemet kommer man jo ikke langt via den kanal.
Jeg synes også det er forbandet ærgeligt, at et frivilligt online community føler sig nødsaget til at fjerne informationer fra deres website – ikke fordi de ikke kan stå ved dem, eller har lyst og mod på at kæmpe for dem, men ganske enkelt fordi de ikke har råd! De rige banker de fattige. Det koster penge at kæmpe en civil sag i retssystemet – og de penge får mange ikke til fulde igen, selvom man vinder sagen. Så derfor vælger mange, at rette ind efter en stævning, selvom de faktisk slet ikke mener de burde – og selvom der måske slet ikke er hold i lovgivningen til at tvinge dem til det.
Hvor er deres ytringsfrihed henne? Og hvor er støtten fra den elitære magt-elite når det gælder disse grupper? Hvorfor støtter de dem ikke? Har de ligefrem interesser i det modsatte?
Det sidste kunne man godt mistænke. For hvem er det der “rammes” når whistleblowers, offentlige ansatte eller online communities udnytter deres (på papiret) ytringsfrihed til at sige noget vigtigt, som de mener og kan stå ved? Ja, det er jo netop magt-eliten. Politikerne rammes, når de offentlige ansatte kan påpege dumme fejl. Direktører, bestyrelser og aktionærer rammes hvis whistleblowers bruger deres ytringsfrihed til at bremse ulovlige aktiviteter. Og firmaer i bred forstand taber kunder, når almindelige mennesker i online communites “tillader” sig at ytre sig frit om, hvad det mener om deres produkter.
Jeg brækker mig næste gang jeg hører Flemming Rose sidde og tude over hvorfor nogle ikke synes han skulle have udgivet de der åndssvage tegninger. Hvor er hans, og JP’s støtte til alle de andre grupper der ingen praktisk ytringsfrihed har? Med al respekt, er alle ovenstående eksempler altså langt vigtigere ytringer at få ud, end nogle tegninger med det primære formål at forhåne og nedværdige en stor gruppe mennesker over en bred kam.
Jeg vil gerne understrege, at jeg skam også mener at JP formelt bør have ret til at trykke den slags tegninger, som de gjorde. Jeg synes det var åndssvagt at de gjorde det – af samme årsag, som jeg synes det er dumt hvis børnene i skolen opfører sig på samme måde overfor hinanden. Jeg synes ikke det skal være ulovligt, men jeg vil tilade mig at synes det er åndssvagt.
Flemming Roses argumenterer for de mange genoptrykninger af tegningerne med, at man jo ikke kan omtale sådan en sag uden at vise tegningerne. På trods af det valgte hans kulturredaktion på JP Sjovt nok har netop at undlade at vise de for nyligt omtalte tegninger af kongehuset i et sexorgie med bl.a. dyr, da de omtalte plakaten med tegningerne til den udstilling hvor de skulle vises. Der er åbenbart også grænser for ytringsfriheden og egne principper på JP 🙂
Anders Wegge Keller skriver
Du laver den klassiske forveksling mellem ytringsfrihed og ytringsret, når du taler om dine børns ytringsfrihed i skolen.
Hvad angår spywarefri, så er det sådan at ytringsfriheden stadig kun er givet med ansvar for domstolene. Humlen i historien her burde snarere være det problematiske i at man ikke har råd til at føre process, selvom man har ret. Det har intet med ytringsfrihed at gøre, men derimod den klassiske kapitalistiske tilgangsvinkel til serviceydelser.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Nej, jeg forveksler skam ingenting. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret som alle har. Men kun på papiret. For i praksis er der stor forskel på om denne ret kan praktiseres. Og jeg synes skam at det er yderst vigtigt, at fremføre, som her, at det tilsyneladende hovedsageligt er de rigeste og mest magtfulde der faktisk har ytringsret. Alle andre må makke ret, når de bliver truet.
Det skyldes som sagt dels, at man skal skal have MANGE økonomiske og tidsmæssige resurser for at kæmpe for sin ret i en retssag – en retssag, som iøvrigt helt lovligt, kan anlægges helt uden der er noget som sandsynlighed for at den kan vindes. Der er nemlig ingen straf for åbenlyst grundløse stævninger, i modsætning til politianmeldelser.
Og det skyldes, at der er anden lovgivning – f.eks. lovgivning der forpligter medarbejdere til tavshed. Det er teknisk set ikke cencur, så det strider ikke mod grundloven, men resultatet er det samme.
Og så er der alle de situationer, hvor det er simpel pression og trusler der gør at folk ikke ytre sig, som det er tilfældet med f.eks. de offentligt ansatte jeg nævner.
Jeg siger hver eneste måned nej til jouranlister, der har brug for min hjælp til at bringe vigtige informationer om særligt internet-området på bordet. Det gør jeg fordi jeg ikke har råd til at kæmpe alle de retssager som det ville føre til. Jeg har kæmpet nogle få – men mine midler er også begrænsede, og dermed min reelle ytringsfrihed. Og det mener jeg er til stor skade for hele samfundet … ja, måske lige bortset fra de magthavere som det lykkes for at lukke munden på mig.
Anders Wegge Keller skriver
Jeg gider ikke gå ind i en lang polemik om det her.
Du kæmper den rigtige sag, men du skamrider et af de mest misbrugte argumenter. Sagen handler om et forskruet retsvæsen og en manglende anti-SLAPP hertillands. Det kan aldrig være en trussel mod ytringsfriheden, at udsigten til at skulle forsvare sine ytringer for en domstol får folk til at klappe i. Det er prisen for at leve i et retssamfund, at man risikerer at ende i retten, også selvom man har nok så høj en moralsk hest.
Mikkel deMib Svendsen skriver
> Jeg gider ikke gå ind i en lang polemik om det her.
Det er helt frivilligt – men lad være med at fortælle mig hvad jeg skal skrive om eller hvordan
Du vælger at dykke ned i en enkelt detalje – jeg har valgt at se på de mange forskellige situationer, hvor folk reelt set ikke har ytringsfrihed, og dem hvor de har. Og her er det meget tydeligt, at ytringsfrihed i højere og højere grad er en ret som magt-eliten har, som de kæmper hårdt for, men som de er ligeglad med om andre også har.
> Det kan aldrig være en trussel mod ytringsfriheden, at udsigten til at skulle forsvare sine ytringer for en domstol får folk til at klappe i
Jamen det ER det! Folk trues i stigende grad af skruppeløse advokater til at makke ret, lukke munden eller indgå helt igennem urimelige forlig – udelukkende fordi der trues med en retssag, som sikkert aldrig kan vindes.
Mange communities har valgt helt at lukke ned for områder med kritik af f.eks. virksomheder. Det skete også på Amino.dk. De druknede simpelthen i – sikkert helt grundløse – stævninger. Jeg synes det er rimelig arrogant af dig at påstå, at det skam ikke er noget problem, hvis man ca. 1 gang om ugen skal forsvare sig i retssystemet. Du må være en meget rig mand, med meget lidt at tage sig til 🙂
Som sagt gør jeg det også selv. Så sent som i går afviste jeg at hjælpe en journalist med informationer jeg har, og som hun skulle bruge til en historie, netop fordi jeg altså ikke har hverken tid eller råd til hele tiden at skulle forsvare min ytringsfrihed i retssystemet.
Og så er der alle de andre eksempler – jeg har bare bragt nogle få her. De er mindst ligeså stort et problem.
Marcel Fuursted skriver
@Anders: Det er heller ikke til at vide når man ikke sidder med den viden, som bl.a. Mikkel og jeg gør – men der tales stævninger, “blog-krige” og en masse andet fra alle mulige virksomheder. Og det hører vi jo konstant om qva vores arbejde med reputation management eller når folk og journalister blot vil høre hvordan det hele rent faktisk hænger sammen i online verdenen i forhold til en specifik case.
Som Mikkel skriver, så har Martin Thorborg netop lige fortalt om alle udfordringerne der er kommet som følge af ytringsfrihed på Amino. Disse mennesker tænker ‘hævn’ her og nu – og tænker ikke fremad; indlæggene og holdningerne er “printed” online og vil (som udgangspunkt) blive ved at lægge der – og ofte er der ingen grund til at bringe tingene frem i offentligheden… Det gavner sjældent nogen 🙂
Amjad Halim skriver
Mon ikke de fleste overvejer de mulige repressalier ved at benytte deres ytringsfrihed? Det forklarer i hvert fald, hvorfor nogle mennesker ikke tør vidne mod deres arbejdsgiver, eller mod Hell’s Angels, for den sags skyld.
Har man i øvrigt nogensinde betvivlet Jyllands Postens hykleri, i deres korstog for ytringsfriheden?
René skriver
Ytringsfrihed i eksemplet du nævner fra Comon er godt, det viser at trusler om bål og brand kan få virksomheder til at trække følehornene tilbage, når de bliver presset, men er det nu godt?
Nej! I den aktuelle sag der nævnes, med en virksomhed der producerer virusprogrammer, som er blevet testet af Spywarefri, vurderet i forhold lignende kriterier på markedet, og hvor Spywarefri begrænser sin ytringsfrihed efter trusler om sagsanlæg.
Her er ikke tale om en virksomhed der forhandler programmer, og derfor vurderer egne produkter højere end andres, men en uafhængig vurdering i forhold til produktet.
Selvom jeg vurderer at de har en god sag i forhold til lovgivningen, er det forståeligt nok de ikke kører sagen helt igennem, men hvis det bliver en ny norm at sende virksomheder / personer til advokat, hver gang der er nogen der udtaler sig om produkter, personer mv. vil det give begrænsninger i ytringsfriheden for den enkelte, som ikke ønsker et større sags kompleks fordi de ytrer i ikke kommerciel sammenhæng.
Det er forståeligt i kommerciel sammenhæng, her er det ikke smart at nedgøre konkurrenter på vegne af en selv, men hvis der ikke er tale om områder der konflikter med interessesammenfald, bør der være MEGET højt til loftet.
Andre eksempler på begrænsning i ytringsfriheden ses f.eks. hos journalister, hvor presseetiske regler kan give en begrænsning for det enkelte individ, her vil pressenævnet kunne vurdere udtalelser etc.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Jeg synes det er meget dumt, at Markedsføringsloven begrænser hvad konkurrenter må sige om andre. Naturigvis må de ikke lyve – det ville vær injurier, og det skal man ikke.
Problemet er, at det netop mange gange er faglige aktive folk der har den viden om en sag som er vigtig at få frem. Det har jeg f.eks. tit når journalister ringer til mig. Men jeg bliver som sagt nogle gange nødt til at sige nej til dem, fordi jeg ikke har tid og råd til for mange retssager – eller trusler om det.
Jeg synes det skader samfundet mere end det gavner, at vi i praksis lukker munden på så mange.
René skriver
Den kommercielle ytringsfrihed og politiske ytringer vurderes ikke ens. Dette selvom grundlovens § 77 beskytter den kommercielle ytringsfrihed.
I eksemplet du næver om at ytre sig i forhold til konkurrenter, her vil der nok være en forskel på om du, eller andre gør det som indkaldt ekspert af f.eks. en journalist, et dagblad, tv og lignende, eller der er tale om en bredside til en konkurrent i offentlige fora, blog etc.
Hvis der er tale interessesammenfald, kan det være problematisk, hvis der er tale om ytringer i forhold til den virksomhed der nedgøres i offentlig regi, og ens egen forretning.
Det er rigtigt, at selvom der på papiret er ligeret for loven, så har de store virksomheder qua deres større økonomiske ressourcer bedre mulighed for at boltre sig som fisk i vandet, på ytringsfrihedens vegne.
Mikkel deMib Svendsen skriver
> her vil der nok være en forskel på om du, eller andre gør det som indkaldt ekspert af f.eks. en journalist, et dagblad, tv og lignende
Det er ikke min oplevelse. De virksomheder der rammes af (berettiget) negativ omtale stævner ofte folk, lige meget hvor de optræder. Selv journalister og medier stævnes – men de har så deres arbejdsgiver og journalistforbundet til at hjælpe og støtte dem. Det gælder ikke for alle os andre.
Flyttefirma skriver
Jeg mener personligt vi er gået lidt for langt med ytringsfriheden og “aviserne” inkl Jyllandsposten havde/har lidt for travlt med af skabe “drama” der sælger aviser, går ind for ytringsfriheden, men mener ikke de skulle have bragt de tegninger, når man ved 1/3 af Jordens befolkninger tilbeder Mohammed og lever efter mohammed og af parat til af slå sig selv ihjel for mohammed… Af man så gjorde det alligevel… så kunne et “undskyld” havde klaret det hele.. men Nej… nu skal kampen tages op og folk skal dø… for vi har jo ikke særlige mange andre ting af bokse med som.. Finanskrise og daglig dag…
Thomas