Google: Warning! This site may harm your computer!
Google har i lang tid advaret mod websites direkte i deres søgeresultater, som de mistænker for at være farlige at besøge, med beskeden: “Warning! This site may harm your computer!”. Klikker man på linket kommer man frem til en side, der forklarer nærmere hvad der kan være galt. Ønsker man så alligevel at besøge sitet skal man copy-paste URL’en manuelt ind i browseren.
I lørdags gik det så helt galt for Google!
Pludselig var samtlige websites i deres indeks markeret som farligt – inklusiv Google.com selv!
Det hele varede omkring en times tid. Shoemoney har et par skærmdumps der viser, hvordan det så ud. Det var ikke smukt.
Mange lidt mere erfarne internetbrugere regnede naturligvis hurtigt ud, at der måtte være noget galt. Endnu en gang viste de nye hurtige medier som Twitter sig, at være stedet at søge mere information.
Der gik lidt tid før Google selv fik taget sig sammen til at komme med en forklaring på deres egen blog. I første omgang var den forklaring de kom med dog ikke i overensstemmelse med sandheden! De forsøgte kort sagt, at skyde skylden fra sig med en lidt tynd forklaring om, at det var stopbadware.org der havde leveret URL’erne til dem, og på en måde dem der havde lavet fejlen. Det var ikke korrekt – som stopbadware.org måtte understrege på deres egen blog her. Pinligt!
En ting er at lave en så alvorlig fejl. Det er pinligt. Men det er endnu mere pinligt, når man som det første forsøger at tørre det af på andre!
Hvilken skade kan dette så have medført?
Ja, MSN og Yahoo tror jeg i hvert fald ikke det har skadet. Jeg gad godt at se hvor mange ekstra søgebrugere de fik i den times tid det stod på. Sikkert nogle millioner …
Men for de websites der pludselig blev markeret som farlige kan det meget vel have fået alvorlige skadevirkninger. Jeg tror at der er mange almindelige netbrugere, som ikke nødvendigvis har forstået at det var en fejl. De sidder nu tilbage med en frygt for at bruge f.eks. DIT website.
Et andet problem er, at flere har rapporteret om en ekstrem stigning i AdWords kliks på deres annoncer. Det er jo klart. For når alle de almindelige søgeresultater er markeret som farlige med “Warning! This site may harm your computer!”, så er der kun adWords tilbage at klikke på.
Jeg mener helt klart, at Google bør tilbagebetale alle kliks for den periode. Det er helt urimeligt at annoncørerne skal betale for Googles fejl!
Dertil kan der sagtens vise sig virksomheder, som oplever de skader dette har givet deres brand, som så alvorlige, at de vælger at forfølge sagerne. Det er ikke utænkeligt at de har en sag. For naturligvis må en virksomhed som Google ikke udstede den slags grundløse advarsler.
Jeg håber der sidder nogle stykker på Google med rigtig røde øre i dag og arbejder på en forbandet god undskylding til alle os webmastere og site-ejere!
Paw skriver
Det bliver spændene at se hvilken forklaring store G kommer med..
Niels Henriksen skriver
Det viser blot at selv de store kan fejle…..