Google demonstrerer ekstrem arrogance og dobbeltmoral i privacy sag!
Googles CEO Eric Schmidt har med sin seneste udtalelse om beskyttelse af privatliv sat en ren lavine af protester igang. Og det er ikke underligt! Jeg ved snart ikke om jeg skal græde eller grine. I hvert fald er Googles dobbeltmoral og ekstreme arrogance efterhånden så tydelig, at enhver burde tage skarpt afstand fra det selskab.
Og hvad er det så der har skabt den seneste modstand? …
Jo, det er såmænd Eric Schmidts udtalelse på CNN i forgårs, hvor han siger, at folk der bekymrer sig så meget om privatlivets fred, måske skulle overveje at droppe det de nu engang gør, som de mener er så vigtigt at holde privat.
Dette står i stærk kontrast til samme Eric Schmidts udtalelser i 2005, hvor han bandlyste Cnet i et helt år, netop fordi de havde afsløret “hemmeligheder” om Erick Schmidt – vel og mærke udelukkende ved at bruge hans egen søgemaskine Google, som research værktøj! Kan det blive meget mere dobbeltmoralsk?
Du kan se videoen med klippet her: http://gawker.com/5419271/google-ceo-secrets-are-for-filthy-people
Det han helt nøjagtigt siger (oversat til dansk) er:
“Hvis du har noget som du ikke ønsker andre skal vide noget om, så skulle du måske overveje slet ikke at gøre det.”
Eric Schmidts nye filosofi – eller bare dobbeltmoral, om at det kun er suspekte personer der har brug for at skjule noget er naturligvis helt ude i hampen. Vi har alle brug for en vis grad af privatliv og vi gør alle sammen ting, som ikke nødvendigvis rager hele verden.
Hvis jeg f.eks. er ude efter at finde frem til informationer om, hvordan jeg fyrer en medarbejder, er det af logiske grunde ikke noget hele verden skal vide noget om forud for en eventuel fyrring. Og hvis en ung mand er tvivlsom overfor sin egen sexualitet og derfor afsøger forskellige retninger rager det sgu heller ikke andre. Og hvis jeg søger efter informationer om skilsmisseadvokater, rager det altså heller ingen. Det rager heller ingen hvor jeg bevæger mig, hvem jeg snakker med – og hvad vi snakker om. Det behøver altså ikke at betyde, at det jeg laver er hverken suspekt eller ulovligt. Det er bare privat.
Et af de store problemer er jo, at informationer som ovenstående meget let kan misfortolkes af dem der ser dem. At jeg søger efter informationer om hvordan man fyrer folk, homoseksualitet eller skilmisseadvokater betyder jo ikke at jeg er ved at fyre nogle, er ved at blive homoseksuel eller at gå fra min kone.
Faktum er, at folk der ved de bliver overvåget opfører sig anderledes end de ellers ville. Og det er bestemt ikke altid til det bedre!
Jeg kan huske et godt eksempel, som en ældre mand kom med dengang de indførte overvågningskamerarer på Hovedbanegården. Han fortalte, at han en gang om ugen passede sit barnebarn – en lille dreng på 10-12 år. Han hentede ham hver gang på Hovedbanegården når han kom ind med toget, og når drengen løb ham i møde endte det som regel med et stort knus og et kys på kinden. Lige præcis sådan som gode bedstefædre bør gøre. Men nu, med den nye overvågning, var han berettiget nervøs for, om nogle af dem der sidder og kigger på overvågningsvideoerne ville forveksle ham med en pædofil. Og alene det at få smidt sådan en anklage på bordet, og måske blive afhentet af politiet til afhøring, tror jeg godt vi alle sammen kan sætte os ind i må være utrolig modbydeligt. Resultatat kunne meget let blive, at den søde bedstefar fremover ville undlade, at give knægten det knus og kys på kinden, som han ellers fortjener.
Reaktionerne på Eric Schmidts udtalelser har været meget markante. Senest har Asa Dotzler, der er medstifter af det oprindelige Firefox-projekt, anbefalet alle at skifte fra Google til Bing, og anviser på sin blog, hvordan man skifter standardsøgemaskinen ud i Firefox. Den havde Eric Schmidt nok ikke lige set komme … Men det er helt fortjent!
Med Googles seneste “tvungne” personificering (eller cloaking, som vi andre plejer at kalde det), er udtalelsen om privatlivets fred endnu mere aktuel end nogensinde.
Faktum er, at Bing og Microsoft i dag har en langt mere fornuftig politik og holding til beskyttelse af privatlivets fred end Google har. Det er sgu sørgeligt, at et selskab der egentligt (tror jeg) er startet med gode intentioner, er endt som en stalinistisk prarodi.
Bo Kalvslund skriver
Enig det er da en udtalelse fra Eric Schmidt der er helt ude i skoven.
Er vi helt fri for cloaking i Bing eller skal der også vælges fra?
Vh. Bo
Christian fra Eee PC Blog skriver
Udtalelsen fra Asa Dotzler bliver ekstra markant, når man tænker på at Google vist finanserierer en del af Firefox-projektet..! Men fedt at han siger fra, når Google så tydeligt agerer Evil Empire. (Som andre har været inde på har han dog måske indset, at pga. Chrome dropper Google sikkert Firefox-sponsoratet alligevel, så han ikke har så meget at miste..)
Grosen Friis skriver
Hej Mikkel
Hmm jeg var noget overrasket, da jeg læste nyheden tidligere i dag, det havde jeg ikke forventet, og min første tanke var, at det var en and – men det var det ikke!
Jeg er enig i dine betragtninger om, at man ikke bare kan se stort på menneskers privateliv online.
Dit blogindlæg er iøvrigt en fin uddybning om emnet i forhold til de ting som er nævnt i pressen.
Jeg kan sidde tilbage og blive helt irriteret over at jeg i mange sammenhænge bruger Googles produkter
– søgning
– YouTube
– AdWords
– Analytics
– WebSite optimizer
– Wave
– Webmaster Tools
Jeg tror det er på tide at starte med at skifte “vane” og Bing’e først …
/Grosen Friis
Benjamin skriver
Hvad er det man siger – storhed står for fald. Man får godtnok næsten lyst til at droppe Google til fordel for Bing. Ærgeligt man er gået hen og er blevet så afhængig af Google i sin egen markedsføring.
Johnny Speiermann skriver
Desværre tror jeg, at mange i sidste ende er fløjtende ligeglade – eller også er det bare blevet helt umuligt at gennemskue. Facebook har også i lang tid haft en noget tvivlsom politik, men det holder ikke folk fra at melde sig ind og bruge det til meget personlige ting. Og det er jo lidt svært at forstå.
Jeg har netop siddet med et projekt, hvor jeg skulle finde oversættelser til et filter, der skal frafiltrere de stygge søgeord, som folk kan finde på at bruge til at søge efter porno. På den positive side er det nok første (og sidste) gang, at min bedre halvdel ligefrem beder mig sidde og søge efter den slags sider, men undervejs kommer man også forbi en hel del hjemmesider, som jeg normalt ikke ville bryde mig om at blive sat i forbindelse med. Men det har både Google, min internetudbyder og politiet og gud ved hvem ellers sikkert registreret nu. Måske der kommer nogen og fjerner min computer inden for de nærmeste dage…
Men det bliver spændende at se, om det i sidste er Google, der får ram på Google.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Ja, Johnny, jeg har også nogle gange frygtet at en eller anden myndighed skulle komme og beslaglægge mine computere, for med det arbejde jeg har kommer jeg altså lidt rundt omkring – for at sige det mildt 🙂
Jeg tror du har ret i, at de fleste privatpersoner ikke tænker så meget om det i dag. Jeg kan i hvert fald se, at mange helt unge slet ikke tænker over det og rask væk smider billeder af dem selv på Nettet som jeg er HELT sikker på de vil blive rigtig kede af, når de om nogle år skal ud og søge job, og chefen sidder med dem foran sig til jobsamtalen.
Oliver Nielsen skriver
Interessant indlæg.
Google er en ret speciel virksomhed. Det virker mere og mere som om deres plan er at “blive internettet” i den forstand at de vil være allestedsnærværende, i form af Gmail, Buzz, Analytics, Docs, Checkout, etc.
Og de har kunnet komme så langt som de nu er kommet, bl.a. ved gennem hele processen at køre en totalt naivistisk visuel identitetsprofil, med et håbløst logo i rød, gul, grøn, blå, som var det tegnet af et barn. Deres typgrafi og linkfarver ligner standard HTML uden specielt meget CSS, så man som bruger ikke oplever at der overhovedet ER et brand. Google “er der bare”…
Deres gamle slogan “Don’t Be Evil” har jeg altid synes lyder kryptisk. Måske det ikke er rettet mod dem selv, men os andre: “Don’t Be Evil – Bigbrother’s watching you!”