Google tester nyt AJAX interface
Google er tilsyneladende gået igang med, at teste et helt nyt interface til søgeresultatsider baseret 100% på AJAX. Smackdown har en gennemgang af hvordan det virker her.
Personligt har jeg meget svært ved at forestille mig, at Google vil skifte helt over til et rent AJAX interface. Dels er der mange browsere og computere som kan have problemer med det og dels er dels er jeg slet ikke sikker på, at alle brugere vil opleve det som en forbedring.
Dertil kommer så, at mange af de automatiske services der er bygget ovenpå Google – lige fra de mange lækre plugins til Firefox, ranking services osv. vil stoppe med at virke. Brugere der anvender sådanne plugins vil opleve at Google bliver dårligere, hvis de på et tidspunkt kun kan få AJAX-versionen.
Men, det må tiden jo vise …
Mikkel deMib Svendsen skriver
God follow up med eksempler på de alvorlige problemer det kan give – ikke mindst i forhold til analytics:
http://smackdown.blogsblogsblogs.com/2009/02/02/what-will-really-break-if-google-switches-to-ajax/
Jesper skriver
Hej Mikkel,
Tak for en god post. Et lidt andet aspekt. Jeg var faktisk ikke klar over, at det var ved at blive udbredt at bruge havelåger (#) til at give AJAX-applikationer permanente URLs.
Fra et udviklersynspunkt virker det jo ret smart (fordi browseren ikke reloader når man kun ændrer URL’en efter #). Det kan desuden give AJAX-applikationer “history” så “back”- og “forward”-knapperne virker. Man må desuden forvente, at links til disse AJAX-sider kommer ud på nettet. GoogleBot og venner kan dog ikke læse disse sider, men ryger direkte til URL’en minus alt efter havelågen. Det er naturligvis et problem hvis man gerne vil have nogle gode links til undersider (og hvem vil ikke det).
Nu skal søgemaskinerne og de 5% som ikke har Javascript slået til jo også have noget indhold. Man bliver derfor nødt til at lave en version med f.eks. almindelige query strings (altså parametre efter ?). Personligt har jeg valgt ikke at bruge # i min AJAX-del af mit website – og i stedet lavteknologisk tilbyde et permanent link til siden (men hvis der på et tidspunkt ikke længere er de store ulemper ved at lave #-løsningen implementerer jeg helt sikkert den).
Hvad tænker du om brugen af #? Skidt eller kanel?
Mikkel deMib Svendsen skriver
Interne referencer i form af # vil aldrig i den form blive en løsning på indeksering af AJAX applikationer. Det er nødvendigt med en ny standard.
Det giver ingen mening for søgemaskinerne at indeksere f.eks. ditdomain.dk/page1.html og ditdomain.dk/page1.html#234 som to forskellige sider da de ingen mulighed har i dag for at vide om det er en intern reference, eller en reference til et dybereliggende punkt i en AJAX papplikation (eller noget helt femte).