Dansk erstatningslovgivning er for dårlig!

Som jeg har skrevet om tidligere, kæmper jeg (fortsat) med en irreterende sag, om det hus jeg købte sidste år (for præcis et år siden i dag), hvor sælger har løjet om energiforbruget. Konklussionen i sagen er indtil videre at snyd og bedrageri i ejendomshandel kan betale sig i Danmark. I det konkrete tilfælde har det indtil nu været en direkte økonomisk gevinst for sælger ved at bedrage mig – og modsat koster det os penge hver måned. Vi har så brugt snart et år på at køre retssag, og vi skal nok vinde, men den erstatning vi får er med al sandsynlighed væsentligt lavere end de faktiske tab, som sælger gennem sit bedrageri har påført os – og dertil kommer så de mange omkostninger, som er svære at sætte pris på (tid, svig og smerte, familære problemer, stress osv).

Men det er ikke bare ved en hushandel, at man står skidt som den bedragede, eller skadeslidte, part. Faktisk er erstatningslovgivningen i Danmark efter min mening alt for meget på skadevolderens side – frem for den skaden rammer.

Naturligvis har alle parter ret til at blive behandlet ordenligt i et retssystem, men det føles bare så helt igennem urimeligt, at man står så svagt som man gør, når andre bevidst eller ubevidst skader ens person, liv eller økonomi. Man skal kæmpe helt urimeligt hårdt, og den erstatning man (måske) får tilsidst står slet ikke mål med skaderne.

Og det gælder ikke bare personer, og personlig skade. De bøder der uddeles til virksomheder, der sviner vores alle sammens natur til, og er også ofte alt for lave. Så lave, at det kan betale sig at svine. Det må det ikke kunne! Jeg synes ikke, at der skal tages så meget hensyn til dem der sviner, at bøderne ender med ikke at være afskrækkende nok. Mange gange er det jo netop jagten på øget profit, der gør at der slipper svineri ud.

Det gælder også produktansvar. Når nogle (få) virksomheder bliver så grådige, og sparer udover det rimelige, på sikkerheden omkring deres produkter, at brugerne af dem kommer til skade – ja, så skal det fandme koster. Ikke bare en minimumssats baseret på hvad der er rimeligt den skadeslidte får. Det skal gøre ondt. Rigtig ondt! Det må ikke kunne betale sig, at skade andre for personlig vindings skyld, og det kan ikke være den der skades, der skal stå tilbage med den korteste ende. OK, så vil de skadeslidte måske engang imellem få “lidt for meget” – men hva så? I dag får de fleste alt for lidt, og dem der gør skaden kan så grine hele vejen til banken. Det er bare ikke rimeligt!

Og så er der den måde vi (samfundet – os alle sammen) behandler folk, der ekspropriationeres når f.eks. vejnettet skal udbygges. Og det skal det jo, en gang imellem. Jeg ønsker ikke at standse udviklingen. Men jeg synes man burde behandle folk mere anstændigt – praktisk, menneskeligt og økonomisk, når de for fællesskabets bedste skal afgive noget af deres private ejendom.

Jeg vi gerne understrege, at jeg ikke er ude på at stoppe udviklingen. Nogle gange skal der bygges nye veje, broer eller offentlige bygninger. Sådan er det bare, og hvis ingen kunne tvinges til at afgive dele af deres ejendom ville Danmark stadig ligne en vikingelandsby. Men derfor kan vi da godt behandle de folk anstændigt, som lider under vores fælles udvikling!

Jeg har altid ment, at man udregner erstatningerne ved ekspropriationeringer helt forkert. Efter min mening burde man udregne beløbet, stort set som man gør i dag, og så lægge 20% eller 30% oveni som en slags buffer. Så er der lidt at tære på, hvis det skulle vise sig at erstatningen var sat lidt lavt, eller hvis de ekspropriationerede må bruge en halv fridag her eller der for at få det til at glide. Og der er måske endda en lille klat til at familien kan tage en uge til Kreta, når det hele er overstået, for at komme sig lidt igen. Er det for meget forlangt? Det synes jeg ikke, og jeg ville i hvert fald gerne være med til at vi, som samfund, betalte den smule mere.

Lad mig tage et andet eksempel: Trafikskader.

Hvis jeg en dag skulle være så uheldig, at blive kørt ned af en spritbilist på vej hjem fra kontoret, så jeg bliver invalideret på en måde så jeg ikke længere kan arbejde, så vil resultatet i praksis blive, at vi må gå fra hus og hjem, og en personlig konkurs vil være meget sandsynlig. Det på trods af, at jeg i det tænkte eksempel ingen som helst skyld har. Det er da ikke rimeligt!

Sagen er nemlig, at jeg naturligvis kan få en vis erstatning fra spritbilistens forsikringsselskab, gennem den lovpligtige ansvarsforsikring. Problemet er bare, at der dels kan gå temmelig lang tid inden en sådan erstatning kommer til udbetaling, og når den kommer rækker den ingen vegne. Jeg kender ikke alle de præcise satser, men jeg har set rigeligt med sådanne sager til at vide at det sjældent overstiger 1 million – selv i alvorlige sager. Og normalt er det langt mindre. 1 million! Det rækker ingen vegne i min situation, hvis det betyder at jeg ikke længere kan arbejde!

Argumentet er så, at jeg jo kan få en invalidepension – samfundet i Danmark tager sig jo af dem der ikke kan klare sig selv. Ja, men en invalidepension kan altså langt fra erstatte den omsætning jeg skaber i dag. En invalidepension er en sølle trøst som erstatning for det aktive arbejdsliv jeg har foran mig. Men hvad er et arbejdsliv værd? Hvor meget skulle jeg så have, oveni den evntuelle invalidepension?

Jeg tjener en del mere end en million om året (samlet set), og har udsigt til at tjene endnu mere i de kommende år. Dertil kommer den del af min indtjening der går til mine gode, loyale og højt værdsatte ansatte. Hvis jeg gøres helt uarbejdsdygtig falder det naturligvis til jorden. Jeg er 41 år i dag, og har da regnet med at fortsætte med at tjene gode penge mindst 20-30 år mere. Så en rimelig erstatning hvis jeg i morgen blev gjort helt uarbejdsdygtig af f.eks. den omtalte spritbilist synes jeg da mere ligger på mindst 30-70 millioner – frem for de småbeløb der tilbydes i dag.

Penge er ikke alt. Det er sandt. Men dels er penge en god måde at straffe dem der ødelægger andres liv, og dels kan penge trods alt forsøde tilværelsen noget for dem der skades – og f.eks. sikre at de ikke må gå fra hus og hjem eller iøvrigt nedsætte deres levestandard barefor en eller anden fuld idiot majer dem ned.

Jeg ønsker ikke “Amerikanske tilstande” – i hvert fald ikke de ekstreme og tåbelige sager vi engang imellem ser nævnt i presssen, med groteske erstatninger for nærmest ingenting. Men jeg synes godt vi kunne bevæge os et pænt stykke i retning af en stærkere fokus på den skadeslidte, uden at kamme over

Der hvor jeg synes den Amrikanske erstatningslovgivning går får langt er på to punkter:

• Hvornår man har et erstatningspådragende ansvar
  Billedet til højre tog jeg for nogle år siden på en restaurant i Chicago. Selvom skiltet faktisk er opsat lidt i sjov, så illustrere det meget godt den ekstreme paranoia der følger med et lidt for ekstremt ansvar. Naturligvis skal en udendørs restaurant ikke tage ansvar for flyvende kører og andre ting som ligger uden for deres påvirkning.
    
• Hvor stor erstatningen skal være for en given skade
  Jeg synes som sagt at erstatningerne generelt bør sættes op, men de skal også være realistiske. Det er de ikke i dag! Vi har sikkert alle sammen hørt om Amerikanske sager, hvor den skadeslidte har krævet – og nogle gange fået, ekstreme beløb for meget små skader. Senest var der ham advokaten der ville have over 50 millioner for et par bukser resneriet havde smidt væk. Han tabte iøvrigt – og det er faktisk kendetegnet ved mange af de ekstreme sager vi hører om fra de kanter. I praksis, er systemet i USA ikke helt så sindssygt som det måske nogle gange kunne se ud.