Er det SEO-branchens skyld at Internettet er ødelagt?
I denne uge blev en artikel publiceres på theverge.com med titlen ”The people who ruined the internet”, som har fået usædvanligt meget omtale. Artiklen påstår, dybest set, at SEO-branchen har det væsentlige ansvar for at internettet er ødelagt.
Artiklen er desværre så fuld af unøjagtigheder, snæversyn og (og hvis jeg skal være flink) seriøse misforståelser, at jeg følte et behov for, at formulere et seriøst svar.
Er internettet virkelig ødelagt?
Udgangspunktet for artiklen er en påstand om, at internettet er ødelagt. Og at Google (som forfatteren tilsyneladende mener er den eneste søgemaskine – men tilbage til det om lidt) er meget dårligere nu end tidligere.
Påstanden fremføres i øvrigt ikke engang som den subjektive påstand det er, men fakta. Allerede her måtte jeg konstatere, at artiklen nok mere var en blanding af click-bait og en journalistisk pendant til uoplyste teenageres aggressive vrede.
Er internettet og Google virkelig ødelagt? Er det dårligere i dag, end det var for 10 eller 20 år siden?
Hvis du spørger mig, så vil min – ja, subjektive vurdering, være et rungende nej!
På næsten alle de punkter jeg kan komme i tanker om, er både internettet og Google blevet bedre, år for år. For blot at nævne nogle få …
- Der er kommet mange, og bedre tjenester til
- Samfundet er blevet mere digitaliseret og effektivt
- Sikkerheden er forbedret
- Brugervenligheden er forbedret
- Mobilvenligheden er forbedret
- Søgemaskinerne har større dækning og bliver hurtigere opdateret
- Google leverer generelt bedre resultater
Men ja, naturligvis er der også dårlige ting at sige om udviklingen. Ikke alt er godt. Intet er sort/hvidt.
Men at påstår, at internettet og Google – over en bred kam, er ødelagt er efter min mening noget fordrukkent vrøvl!
Og mens vi lige er ved Google, så er journalistens påstand om Google ubegrænsede dominans, nok lidt en blanding af at hun som amerikaner ikke kan se meget ud over deres egne grænser – og så måske blandet op med usund portion uvidenhed.
Google er rigtig nok – i USA og globalt set en meget dominerende tjeneste på søgemarkedet. Dog tættere på 80% end de i artiklen påståede 90%.
Men dykker du ned i f.eks. shopping-search, så er der andre vigtige tjenester.
Og hvis vi ser på nogle af de store regioner udenfor USA ser billedet også helt anderledes ud. I f.eks. Kina, har Google under 2% markedsandel! Her er det den lokale søgemaskine Baidu der dominerer.
Men som Amerikaner er det nok lidt svært, at få øje på ubetydeligt små markeder som Kina (sarkasme kan forekomme!).
Samme billede ses i lande som Rusland. Det er naturligvis et land mange af os ikke har lyst til at handle med for tiden, men som et eksempel på store områder hvor Google ikke dominerer er det godt. Her er det Yandex der dominerer – Google har kun godt 30% af det marked.
Har SEO-folk ret til at påvirke søgeresultaterne?
Artiklen forholder sig slet ikke til, at vi alle – også virksomheder og deres rådgivere, har ret til at påvirke den offentlige debat.
Der er ikke noget unikt ved søgemaskiner i den sammenhæng. Al debat og alle informationer forsøges hele tiden påvirket af både enkeltpersoner og virksomheder.
Det er faktisk en af de vigtige ting vi hylder i den demokratiske del af verden. Det er ytringsfrihed!
Journalister har – indenfor lovens rammer, ret til at skrive det de vil. Men vi andre har også ret til at blande os, kontakte journalisterne og forsøge at påvirke dem til at skrive noget der enten gavner og selv, eller som vi mener er sandheden om et emne.
Det samme kan siges om politik. Vi må meget gerne debattere med polpolitikerne og gennem denne debat forsøge at påvirke dem. Det er demokrati. Det er ytringsfrihed.
Og ytringsfriheden er naturligvis ikke begrænset til bestemte personer, institutioner eller organisationer. Den har vi alle.
Og ja, vi må også gerne forsøge at påvirke søgemaskiner. De er et medie, på linje med mange andre. Men hvor journalistiske medier redigeres af journalister, så ”redigeres” Google af algoritmer. Men det ændrer ikke på det fundamentale, at de ER et medie og at vi naturligvis har demokratisk ret til (indenfor lovens rammer) at forsøge at påvirke dem.
Ja, jeg vil ligefrem påstå, at vi har pligt til det!
Om du så selv forsøger at påvirker journalistiske medier, journalister, politikere eller søgemaskiner eller om du gør det via en PR-bureau, lobbyister eller et SEO-bureau er sådan set ligegyldigt. Princippet er det samme. Vi har ret til at ytre os!
Bestemmer søgemaskinerne hvad SEO-folk må gøre?
Der snakkes i artiklen en del om hvordan ”uetiske” SEO-folk gennem tiden har forsøgt at ”snyde” Google til at få lige netop deres synspunkter og kommercielle interesser bedre placeret når der søges.
Artiklen omtaler også, at Google (og andre søgemaskiner, i øvrigt) udgiver en række anbefalinger og guidelines for, hvordan de mener virksomheder bør optimere deres sites – og hvad de ikke vil have man gør.
Men artiklen ignorerer helt det faktum, at det altså ikke er Google der laver lovene. Hverken i USA eller resten af verden!
Jeg er ikke PR-ekspert, men jeg går ud fra at også skrevne medier har nogle retningslinjer for, hvordan de foretrækker at virksomheder og PR-bureauer kommunikerer med dem.
Men er vi forpligtet til at overholde disse retningslinjer? Absolut ikke!
Kan der være gode grunde til at overholde retningslinjerne? Ja, bestemt – nogle gange, men ikke altid.
For på samme måde, som vi har ret til at gøre det vi vil – naturligvis inden for lovens rammer, så har både Google, politikere og trykte medier ret til at ignorere os.
Og for Googles vedkommende, har de naturligvis ret til at vælge ikke at indeksere din virksomheds website, hvis de mener det ikke gavner deres brugere – eller strider mod deres retningslinjer.
Men at påstå at vi SKAL overholde Googles retningslinjer er noget forbandet vrøvl.
Har SEO-branchen smadret internettet?
Hvis vi et kort øjeblik accepterer artiklens præmis om at internettet skulle være ødelagt, så lad os se lidt nærmere på om man med rette kan give SEO-branchen skylden.
Her mener jeg igen, at det meste af det artiklen konkluderer er forkert.
Det er Googles ansvar at drive en god søgemaskine på samme måde som det er avisernes ansvar at skrive en god avis, og politikernes ansvar at tage selvstændige beslutninger.
Men sjovt nok hører jeg heller ikke hverken Google eller aviserne påstå, at SEO- eller PR-branchen har ansvaret for, at deres medier er ødelagt. Det ville, mildt sagt, også være en temmelig patetisk udmelding.
Nej, både Google og aviserne står naturligvis på mål for deres medier og tager ansvaret for, at levere en ordentlig kvalitet.
Og ja, en af udfordringerne ved det er, at der er mange interessenter som forsøger at påvirke det som skal skrives – eller vises i søgemaskinerne, men det er nu engang præmissen i en demokratisk verden med ytringsfrihed!
Er alle SEO-aktiviteter acceptable?
Nej, bestemt ikke! Men igen kan det samme siges om også PR og lobbyisme.
Først ag fremmest skal SEO-folk på samme måde som alle andre naturligvis overholde lovgivningen der hvor de opererer.
Gennem tiden har jeg da bestemt oplevet SEO-aktiviteter, der ikke overholder dette enkle princip. Det kan være kampagner, der ikke lever op til Markedsføringsloven, love om privatliv eller databeskyttelse. Jeg har også selv fået tilbud om at løbe links på websites, der var blevet hacket. Det har jeg naturligvis takket nej til.
Med udover aktiviteter som er direkte ulovlige, kan der også være ting, som kan siges at være så uetisk, at det ikke bør udføres.
Jeg har f.eks. oplevet at meget aggressive og automatiserede linkbuilding-kampagner, som har været med til at smadre helt uskyldige private blogs. Det synes jeg personligt er så uetisk, at man bør holde sig fra det. Men det er naturligvis en subjektiv vurdering.
Som virksomhed skal man jo i sidste ende også kunne forsvare det man gør. Jeg kan godt forsvare, at man skider lidt på Googles regler. Men jeg kan ikke forsvare, at man som virksomhed agerer så aggressivt i et marked at det går alvorligt ud over uskyldige forbipasserende. Også selvom det teknisk set er lovligt.
SEO-branchen er ikke så meget anderledes end andre brancher
Artiklen forsøger at udstille SEO-branchen, som en særligt uetisk og småkriminel branche. Men det er på ingen måde et billede jeg kan genkende.
De fleste brancher må kæmpe hårdt for deres mål. Det gælder også i SEO-branchen. Hvis man læner sig for meget tilbage, og opfører sig som den blideste dreng i klassen, så er det ikke sikkert man vinder kampen.
Der er intet unikt ved SEO-branchen i forhold til det. Vi kæmper alle for at nå de mål vi har. Og det er helt OK. Det er den frihed vi har i en demokratisk verden og det synes jeg hellere vi skal hylde, end det modsatte!
Du kan læse TheVerge artiklen her.
Skriv kommentar