Hvad drømmer du om?

De fleste af os har (heldigvis) en masse mere eller mindre realistiske drømme for fremtiden – på kort, lidt længere og langt sigt. Små drømme og store drømme. Det tror jeg er sundt. Det er godt at have noget at drømme om, kunne læne sig tilbage og forestille sig hvordan det mon vil være. Det er godt at falde i søvn til om aftenen. Og det rart at kunne læne sig op ad i det daglige – specielt de dage, hvor man kommer lidt i tvivl om hvorfor man “gør alt det er her …”

Nogle drømme handler om, hvad man ønsker der skal ske i morgen, i næste uge, eller i juleferien om nogle måneder. Den slags drømme ændrer sig ofte og hurtigt – vi tilpasser dem virkeligheden som den former sig. Meget pragmatisk. Og praktisk.

Men mange af os har også nogle større – mere langsigtede, drømme.

En del af os vil sikkert aldrig nå fuldt ud i mål med disse drømme, men de er nu meget rare at have alligevel. Og for mit eget vedkommende, vil jeg ikke gå sørgmodigt i døden, engang om forhåbentligt mange år, hvis jeg ikke lige skulle nå de store drømme-mål til fulde. Men jeg vil forsøge at nå dem. Og jeg er stadig så naiv, at jeg tror jeg når det. Måske det ændrer sig når jeg engang bliver voksen …

Med lad mig starte med at fortælle om min store drøm – så kan du fortælle om din(e) bagefter, i kommentarfeltet nedenfor …

Som du sikkert ved har jeg en længere professionel baggrund i musikbranchen. Det startede faktisk helt tilbage da jeg var 2-3 år og begyndte at spille guitar. Da jeg blev 5-6 år skiftede jeg til trommer, da det var det der manglede i mit første rigtige band. Herefter blev der spillet så godt som dagligt, og jeg troede i lang tid, at jeg skulle leve af at spille. Men på et tidspunkt så jeg i øjnene, at det var for ensomt med al den øvetid som det kræver at være en af de ganske få rytmiske trommeslagere der kan leve af det i Danmark. Så da jeg var 18 startede jeg i stedet for et pladestudie – Teen Town Studio, sammen med en af mine gode venner Peter Meldgaard. Det holdt i 13 år! Det tror jeg der var mange der var overrakset over. Men på en eller anden sær måde må vi jo have været et godt “par” …

I midt 90’erne blev jeg for alvor træt af musikbranchen. Der var totalt nedtur i branchen og alting handlede pludselig kun om at spare og få folk til at arbejde gratis. Jeg sad de sidste par år på Virgin Records og hurtigsnakkede unge nye kunstnere til at underskrive nogle slavelignende kontrakter som dybest set var helt urimelige. Det var jeg god til – men jeg brød mig mindre og mindre om det. Samtidig var Intenret dukket op – og her var der fart på. Og på mange måder var det lige så sjovt som, at arbejde med musikproduktion – og i hvert fald sjovere end at lokke folk til at skrive under på urimelige aftaler. Og det indeholder mange af de samme elementer: Kommunikation, kunst, distribuerede formater, massemedier osv.

Jeg er glad for skiftet i dag, men jeg savner også musikken. Jeg savner ikke musikbranchen – den sutter næsten mere røv i dag end da jeg forlod den. Magen til taberkultur skal man fandme lede længe efter. Ikke kunstnerne – de er sgu fede nok, men pladeselskaberne er over en bred kam nogle latterlige narhatte. Det kan jeg roligt sige i dag, hvor jeg ikke økonomiske bindinger har til dem.

I de seneste par år har jeg derfor trappet lidt op på musikken. I mit eget ApS, hvor jeg også laver internetinvesteringer og lidt andre småting, driver jeg således igen et mindre studie og produktionshus. Foreløbigt er det kun blevet til få produktioner, og så lidt ting til mine radioprogrammer – men der vil komme mere.

Det er dog begrænset hvor meget tid jeg kan afsætte til musikproduktionerne lige nu, så den del af forretningen er ikke galloperende. Men det bliver det forhåbenligt en dag igen … Det er her min store drøm kommer ind …

Min store drøm …

Min store drøm er, at vende tilbage til musikken og kunstens verden. Men det skal være på en helt anden måde, end sidste gang jeg levede af det. En HELT anden måde …

Jeg vil skabe et kunsterisk fristed  – en oase, hvor de mest kreative mennesker indenfor musik, billedkunst, madkunst, skriveri og elektroniske medier kan samles.

De fysiske rammer jeg ønsker mig er en blanding af en god privat bolig til mig og min famile, nogle gode spændende gæsteboliger, hvor de besøgende kunstere kan bo mens de arbejder, dertil gode studiefaciliteter, atalierer og elektroniske “nørd-rum”. Som samling på det hele skal der naturligvis være en god “restaurant”, hvor madkunsterne kan udfolde sig – og vi andre nyde det.

Lyder det lidt som en gang hippie-kollektiv er du ikke helt galt på den 🙂
– Men der er lidt mere i det end blot en moderne Thylejr. Meget mere!

Stedet vil blive udstyret med de bedste faciliteter og arbejdsmiljø man kan finde. Det bliver et attraktivt sted for skabende kunstnere at mødes med andre ligesindede og skabe spændende kunst. Og man kommer (sandsynligvis) ikke til at kunne købe sig adgang!

Man kan ansøge om adgang og kunstnere vil blive inviteret til at komme. De mest kommercielle projekter – typisk indenfor musik og elektroniske medier, vil blive afkrævet en andel af eventuelle indtægter på de værker der skabes. Men en andel der ligger langt under det, som de multinationale selskaber kræver for at stille blot en brøkdel af disse faciliteter til rådighed. Og så bliver der jo fuld kunsterisk frihed hos mig.

Jeg skal bruge en del penge for at realisere denne drøm. Jeg sigter efter ca. 50 millioner. Muligvis kan lidt mindre gøre det. Først og fremmest skal jeg finde det rigtig sted. Det kan hurtigt koste 10-15 millioner. Så skal der med al sandsynlighed bygges en del om. Det kan hurtigt koste 5-10 millioner mere. Og så skal der indrettes og det ryger der sikkert 5-10 millioner mere på. Og så skal der jo også være lidt tilbage til driften.

Jeg er ret sikker på, at dette miljø i løbet af en kortere årrække vil kunne balancere i sig selv. Specielt tror jeg at musikproduktionerne og de elektroniske produktioner hurtigt vil kunne skabe så meget indtægt, at det kan dække de øvrige aktiviteter og drift. Men det vil tage noget tid, og i den tid skal der naturligvis være kassebeholdning nok til at overleve.

Peter Gabriel har med Real World skabt noget der ligner lidt det jeg har i tankerne – en blanding af kunsterisk oase, velgørenhed, kampen for en bedre verden – krydret med kommercielle produktioner, der betaler gildet. Men det er jo England – vi har intet der ligner her i Danmark, og det savner jeg som sagt. Jeg savner det fordi jeg tror på, at det ville være et godt bidrag til den danske kunstscene – og jeg savner det af helt egoistiske grunde, fordi jeg ville elske at bo og leve i det miljø, og jeg ville elske at kunne tilbyde mine børn at vokse op med det.

Om det nogensinde vil lykkes mig at gennemføre min drøm er naturligvis ikke til at vide. Men jeg tror på det. Jeg tror sgu godt jeg kan få skrabet de penge sammen i løbet af de næste 5-10 år. Og hvis der mangler lidt for at opfylde drømmen er jeg bestemt heller ikke bleg for at trække nogle flere folk med ind i det – folk der måske ligesom jeg har tjent godt i forretningsverden, men som savner noget mere “kød på livet”, mere kunst og mere fritænkende kreativitet.

Nå, men nok med drømmeriet i dag – tilbage til arbejdet. Jeg har lige 50 millioner der skal tjenes 🙂