Det er lettere at lægge til end at trække fra
Igennem mit efterhånden lange liv er jeg stødt ind i utallige situationer, hvor jeg har oplevet, at det tilsyneladende er lettere for folk at lægge til frem for at trække fra. Jo mere jeg har tænkt over det, og de mange konkrete situationer, jo mere er jeg kommet til den konklusion, at det må være en grundlæggende menneskelig ting – vores hjerner har ganske enkelt lettere ved at tænke i tillæg – at lægge noget til, for at opnå det vi vil, frem for at fjerne noget – for at gøre plads til det vi vil have.
Det er nok også derfor, der er meget færre kunstere, der arbejder med f.eks. stenhugning. Når man hugger i sten kan man nemlig kun trække fra. Man starter med en stor sten. Inden i den sten ligger den færdige figur. Man skal “bare” fjerne alt det udenom figuren, så er den der. Det er forbandet svært. Det fleste har lettere ved at arbejde med at male billeder eller modelering af skulpturer. Med både maling og modelering kan man både lægge til og trække fra, men man ender altid med at lægge mere til end der trækkes fra. Man starter med en lille klump ler, eller et tomt lærred, og fylder så på.
Det samme gælder i min gamle branche -pladebranchen. Når man mixer en plade skal man ende med et masterbånd hvor niveauet er 0db – det vil sige, at det maksimale niveau udstyrer bånd eller digitalt udstyr maksimalt. Kommer det over det niveau forvrænger det (eller knaser grimt hvis det er digitalt). Så der er ikke mere niveau end det der nu engang er. Alligevel vil de fleste musikere og producere 99% af tiden være fokuseret på, hvad der skal skrues op. 9 ud af 10 gange beder sangeren om at der bliver skruet op for vokalen – frem for at bede om, at der er noget andet der bliver skruet ned, så vokalen bliver højere. Det er simpelt hen svært at tænke i at trække fra.
Det gælder også når der skal filtreres med såkalde EQs på en mixerpult. Hvis balancen mellem de høje og lave frekvenser ikke er helt som man ønsker kan man hæve og sænke dem. Men hvis der f.eks. er for meget af de dybe frekvenser frem for de høje vil 99% af alle folk som udgangspunkt bede om at hæve de høje frekvenser, frem for at sænke de lave, selvom det i princippet ofte ville give samme resultat.
Men det er ikke bare kunsten det gælder. Det gælder næsten i alt hvad vi gør.
Hvis vi for eksempel ser på lovgivningen – både her i Danmark og i andre lande, så er det meget, meget sjældent at man ser politikere kræve at en lov bliver fjernet. De kommer stort set altid med krav om, at der er nye love der skal tilføjes. Sjovt nok er der ellers mange politikere gennem tiden der har sagt at de gerne ville have færre love og regler, men det ender alligevel altid med, at der stort set kun kommer forslag om flere love, frem for at fjerne nogle.
Det gælder også indenfor økonomi og budgetlægning. Med et budget har man ofte en fast ramme – ligesom når man mixer et musiknummer. Den samlede ramme er givet. Det er kun brikkerne indenfor den ramme man kan flytte på. Alligevel er 99% af de forslag der kommer ind, når f.eks. en skole eller en kommune skal lægge budget, forslag til hvor der kan bruges flere penge – næsten aldrig hvor man kunne spare nogle, så der som et resultat af det var lidt flere penge til noget andet. Jeg tror ikke bare det er fordi folk er grådige eller egoistisk fikseret på lige deres område skal have flere penge. Jeg tror det er fordi vi simpelthen har svært ved at tænke i at trække fra, frem for at lægge til.
Det gælder også indenfor vores egen branche – Internetbranchen.
Jeg sidder tit med problemet, når jeg skal udvikle produkter til Nettet. Det er lettere at finde på flere ting der skal med – som produktet lige skal kunne, end det er fjerne ting, som man egentligt godt kunne undvære. Også selvom et mere simpelt produkt ofte er bedre for mange flere mennesker, er billigere at udvikle og som man kan tjene mange flere penge på. Det er påfaldende så tit det er dem med de simpleste løsninger, der ender med at blive mest rige. 37 Signals har et godt lille afsnit om dette i deres bog “Getting Real“.
Og det gælder også i forhold til kunder. En klog mand sagde engang noget i retning af “Fyr 70% af dine kunder og se profitten stige!”. Pointen her er, at hvis man tør sige nej til alle de “forkerte” kunder, så man kun får de kunder der passer bedst ind i din forretning, så kan man ende med at tjene meget mere på de resterende 30%. Men det er svært at sige nej. Særligt for en sælger.
Jeg tror vi alle sammen skal øve os lidt mere i at trække fra, frem for altid at tænke i at lægge til. Jeg tror der er mange steder vi kunne finde bedre og mere effektive løsninger, hvis vi var bedre til at trække fra, sige nej, og skrue ned.
Bjarke skriver
Erhvervsbladet skrev forleden, om hvordan en virksomhed kunne trimme både produkt- og kundeporteføljen og derved tredoble omsætningen og ti-doble(!) overskuddet. Det er noget der giver stof til eftertanke. Artiklen kan læses på http://www.erhvervsbladet.dk/article/20090106/news03/701050071/
Lars Bachmann skriver
Meget tankevækkende Mikkel…
Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget over det, men der findes jo utallige eksempler på at vi hellere vil tilføje end trække fra.
Anders Carlsen skriver
Ja denne filosofi kan jo bruges på næsten alle områder af livet, hvor man bevidst ønsker at gøre fremskridt. Man kan dog ikke konkluderer at den bør anvendes på alle områder.
Fra taoismen har jeg fået sloganet, “Investment in loss” , eller fra ordsproget, skab et tomrum, så vil naturen selv udfylde det.
En filosofi som vil være særdeles gangbar i de kommende års økonomiske krise, hvor det ikke handler om at undgå krisen, som er uundgåelig, men hvor det handler om at komme helskinnet igennem den.
En paradoksal løsning.
Måske kunne filosofien anvendes politisk.
Hvis der er brug for at sænke topskatten i opgangstiden pga. overophedning, som vi trode for et halvt år siden, ville det måske være en ide at hæve den i nedgangstider.
Måske ville det være en ide at begrænse bankernes muligheder for at tjene penge, og så lade falde hvad ikke kan stå, frem for at give dem kunstigt åndedræt, en strategi som på sigt kan vise sig at være – at pisse i bukserne for at holde varmen.
tveskov skriver
Meget enig, det er en af den slags fænomener man kan se overalt når man først er opmærksom på det;
-Det er meget, meget lettere for et udvalg at starte tre nye underudvalg end det er at nedlægge sig selv (uanset at sidstnævnte måske var det rigtige at gøre)
-Det er meget sjovere at starte endnu et nyt netværk op og finde på et navn og lave endnu en hjemmeside/gruppeblog/facebookgruppe fremfor at tage sig sammen til at kvæle tre af de halvdøde af slagsen som man allerede er medlem af.
-Paradoksalt nok burde vi nok i opgangstider være gode til at skære de steder hvor fedtet har bredt sig (både personligt og i firmasammenhænge), mens det i nedgangstider kan være en rigtig god idé at starte nye ting op. Sådan er det bare ikke i praksis, det er forholdsvis svært at komme igennem med; “Det går kanongodt i firmaet, lad os fyre 20% af staben”
Tror også at vores konsensus kultur har en finger med i spillet, for det er jo dejlig ufarligt og sikkert at fylde oven på, mens det “går ud over” nogen eller noget når man skærer væk.
Niels Henriksen skriver
Et andet godt eksempel er pulterkammeret… vi vil hellere lægge ting derud end at fjerne ting. For hvad nu hvis vi kommer til at mangle dem 😉
Kasper Steen Rasmussen skriver
Less is more