3863 websites blokeret i Danmark
På websitet Wikileaks kan man nu finde en liste, der påstås at være den hemmelige og fulde liste over websites, som er identificeret som indeholdendende børneporno, og som derfor er spærret af de danske ISP’er. Listen indeholder ikke mindre end 3863 websites!
Jeg tror hurtigt vi alle kan blive enige om at børneporno er noget svineri, og alle de svin der står bag det burde have savet kønsorganerne af med en sløv kam. Det er ikke så meget det der er spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvordan vi dels gør det svært for sådanne nogle folk, at udbrede deres modbydeligheder og hvordan vi beskytter os selv – og vores børn og unge, imod det.
Og her er det at cencurredskabet i mine øjne er en meget dårlig løsning!
Der er mange ting her i verden, som vi skal gøre meget for at forhindre sker – og som vi gerne vil beskytte os selv og hinanden for. Det er helt forståeligt. Men det er utopi at tror, at vi kan rense verden fuldkommen for alt det vi ikke kan lide – og hvem skal iøvrigt bestemme hvor grænserne går?
Klam børneporno kan vi alle blive enige om er noget skidt, men som vi har set i både Danmark og resten af verden, opstår der meget hurtigt meget store diskussioner om, hvad ytringsfrihed egentligt er – og hvilke ting man skal have lov til at sige eller vise frem i det offentlige rum.
Og når så vi først har etableret cencursystemet – som vi i praksis har nu, i Danmark, så er det meget let at smide lidt ekstra sites på listen. Og det er der nogle der vil påstå allerede sker i dag. Hemmelige cencurlister er noget skidt. De ting der er så farligt, at det skal stoppes, skal frem i lyset og de skyldige skal bringes for det almindelige retssystem, med muligheder for forsvar, anker og alt det der hører til en ordentlig retsstat. Hemmelig censur hører samfund til, som vi normalt ikke bryder os om, at blive sammenlignet med.
Det andet store problem ved censur er, at det ikke virker!
Jeg ved ikke lige hvilken form for spærring de benytter til disse sites – jeg har ikke haft lyst til at besøge nogle af dem, eller undersøge det nærmere, men med al sandsynlighed er det enten en spærring på IP eller domænenivau. Begge dele er meget, meget let at omgå.
Naturligvis vil en sådan spærring holde en del tilfældige forbipasserende ude, men det vil bare ikke forhindre de folk der virkelig gerne vil se den slags fra at se det – og dermed stimulerer det bagmændene til at producere det. Og vores børn og unge ved skam også godt, hvordan man sætter en computer op med annonym proxy og åben DNS – det gør mange af dem allerede af helt andre grunde end for at se på usmagelig børneporno.
Jeg tror vi i højere grad bliver nødt til at lære os selv og hinanden, at navigere i en “farlig verden”, frem for at forsøge at fjerne alt det “farlige” – for det kan alligevel ikke lade sig gøre.
Der har været meget snak om chats – og det er godt, for jeg tror, at det har betydet, at mange flere børn i dag forstår de simple “færdselsregler” man skal overholde for ikke, at komme galt afsted den vej.
Desværre laves reglerne af “gamle voksne”, som I alt for høj grad fortsat ikke forstår Nettet, og som derfor reagere som forskræmte dådyr, når de ser noget på Nettet de ikke kan lide. Det er ikke en fornuftig måde at reagere på. Panik og overdreven angst løser ikke noget. Vi kan ikke beskytte os selv ved at stikke hovedet i jorden.
Naturligvis skal vi fortsat gøre hvad vi kan – gerne i samarbejde med udenlandske myndigheder, for at fange dem der står bag de her børnepornosites – og så lukke dem. Jeg synes det er helt rimeligt, at den slags lukkes ned. Jeg synes bare ikke, at cencurredskabet er en god løsning.
Casper skriver
– Amen. Rigtig godt indlæg, og højaktuelt med den seneste tids postyr med spærringer af PirateBay mv.
Den sætning dér opsummerer det hele; – folk bliver nødt til at forstå at en vagthund ikke er det samme som en førerhund.
Jeg er meget enig i din pointe omkring nogle større internationale samarbejder, først og fremmest mhp. på at bringe IT-kriminelle for en korrekt retslig instans, istedet for de latterlige forsøg på censur vi ser alt for ofte.
Når det er sagt, vil jeg også mene at den slags samarbejder altid, og for enhver pris, skal bemyndiges af helt uvildige parter – og aldrig branche/erhvers-organisationer, eller andre der har en skjult agenda eller egen vinding i sigte.
Fx. som man har set det med IFPI i hele antipirat-fadæsen mod PirateBay, der i mine øjne har haft alt for meget at skulle have sagt ift. censur-metoderne, sanktioner osv.
Anders Wegge Keller skriver
Har du prøvet at kontrolkigge? Jeg har til dato ikke fundet et eneste site, der rent faktisk var blokeret, og dem jeg har kigget på, har jeg også haft rigtigt svært ved at se nogen grund til at blokere.
Så muligvis er det en god ide at være ekstremt kildekritisk overfor wikileaks’ oplysninger.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Ja, jeg forstår godt behovet for at kigge listen igennem – jeg brækker mig bare, hvis jeg risikere at havne på alle mulige klamme børnepornosites. Men jeg er da glad for at andre er frisk på det og kan rapportere om listen nu faktisk er så korrekt, som myndighederne sikkert gerne vil have os til at tro. Det kan man som sagt godt mistænke, at den ikke er.
Stor respekt, iøvrigt, til de politifolk og efterforskere der arbejder med børnepornosager – det må være sindssygt hårdt, at skulle sidde og se på den slags misbrug.
Michael skriver
Internettets muligheder er fantastiske. Vidensdeling er blevet hverdagskost, men desværre deles også gode erfaringer med cutting, proanna, børneporno og selvmord.
Internettet har åbnet op for at samles i lukkede fora og dyrke sine obskuriteter. Men samtidig åbner det også for mulighederne i at lave et stort opsøgende arbejde. Mange af de unge som diskuterer spisevaner og lignende kan man nu komme i dialog med og potentielt hjælpe.
Det samme med børneporno forbrugere og distributører, find dem og hjælp dem, det har de brug for.
Censur er nemlig aldrig svaret, det fjerner jo ikke problemet. Det nytter ikke at lukke skabet, skeletterne er der jo stadigt.
Godt indlæg, tak.
Janno skriver
Jeg er 100%, hvis ikke 110% enig i at børneporno er noget lort. Og jeg har heller ikke overskud til at følge listen da jeg gerne vil bevare min uskyld om hvad der i virkeligheden foregår på det område…
Men censur er en svær ting, for hvor skal man så trække grænsen?
Eksempelvis var der nogle tegninger i en jysk avis der skabte en masse furore i visse kredse for ikke så længe siden, og bølgerne er ikke døet hen endnu.
Men at begrænse tingene er enormt besværligt, og komplekst samtidigt med som du skriver kan det være svært at se hvem der skal styre den censur.
Jeg ved ikke helt hvordan man kan begrænse den slags, og om man overhovedet bør. For mig at se vil der altid være nogen der ikke synes at man skal censurere, og store dele af problemet ligger nok i det miljø folk vokser op i, og de oplevelser de har i livet.
Folk der går op i børneporno, er emotionelt underudviklede, og grundlæggende stadig børn indeni, for man tiltrækkes jo af det man er lige med…
Så skal sådanne ting holdes nede, skal man nok kigge på opdragelsesnormer. Og igen er det enormt svært at styre, for så skal man vel også stoppe graviditeter i dysfuktionelle miljøer…
Børneporno er ulækkert, men jeg er bange for at det er kommet for at blive… DESVÆRRE!