Bunkepul på Strikepoint!
I aftes havde vi et rigtig godt show på Strikepoint. Vi kom lidt kikset fra start, og tabte telefonlinierne lidt inde, men da vi efter et kort reklamebreak kom tilbage var det med fuld fart!
Første del af showet kom til at handle om links, og ikke mindst det faktum at Google er ved at tabe kampen om betalte links. David påstod lidt provokerende at man stort set, på den ene eller den anden måde, ville kunne købe et link fra et hvilket som helst website. Men nogle gange kan de godt koste meget arbejde, og andre gange ende med at blive for dyrt – men jeg medgiver at man med den rette kreativitet og vedholdenhed nok vil kunne ende med at kunne købe sig til links fra stort set alle sites. Hvordan? Hør programmet 🙂 (MP3)
Anden del af programmet havde fokus på Googles nye udmelding om, at de vil rydde ud i MFA- (Made For AdSense) og PPC-arbitrage sites. Google har sendt advarsler ud til en række websites der enten kører PPC-arbitrage eller som er rene MFA-sites, hvori de siger at disse sites vil ryge ud af AdSense 1.juni, hvis de ikke fjerne AdSense fra disse sites.
Jensense rapporterede om dette på sin blog forleden dag og forklarede hvordan dette kan komme til at ramme mange – direkte eller indikrete. Shoemaker har en lidt anden vinkel på sin historie, hvor han fastslår, at Google af princip ikke har noget imod PPC-arbitrage modellen, men at de bestemt ikke er vilde med MFA-sites.
Så vi ringede først Shoemoney op, og herefter Jenifer. Og så var der radio-bunkepul. En ren fest. 4 nørder live på radioen – live fra København, Canada, Nebraska og England. Det er sgu meget sjovt at lave live radio på den måde. Og live chatten kørte livligt ved siden af.
Der var enighed om, at Google’s fokus først og fremmest er at sikre, at annoncørerne øger deres tillid til content-netværket – som er det der jo ender i AdSense. Mange AdWords annoncører har brokket sig over dårlige sites i content-netværket, og fravalgt brugen af dette. Det vil Google naturligvis gerne gøre noget ved.
Men er det så slut med alle MFA-sites? Nej, det tror jeg ikke, men hør selv alle argumenterne i radioudsendelsen (MP3) …
Skriv kommentar