Bankpakke, finanspakke eller samfundspakke?

Så fald bankpakke 2 på plads. Bankpakke 2 er i hvert fald hvad jeg vil vælge at kalde den – på linie med de fleste medier. Der har dog været ihærdige forsøg på at kalde den noget andet. Regeringen har vist gerne ville det skulle hede en “finanspakke” og Finansforbundet (bankernes organisation) så helst at det blev kald en “samfundspakke”.

Det er ikke helt ligegyldigt hvilket ord der bruges. Med det udtryk de fleste tilsyneladende har bidt sig fast på – “bankpakke”, sendes der et tydeligt signal om, at det er bankerne der hjælpes her. Og det er det jo sådan set også.

I hvert fald har det svirret med rygter om, at flere banker ville gå konkurs – måske endda nogle af de helt store, hvis ikke der kom en bankpakke mere. Den frygt skulle bankpakken nu have fjernet, og således er det uden tvivl en kæmpe hjælp til bankerne. En krakket bank er jo ikke meget værd for de optionsbetyngede bankirektører og opgearede investorer.

Argumentet har så været, at vi som samfund ikke kan leve med, at bankerne går konkurs. Det er muligt, men så er det da for alvor også det rigtige tidspunkt at overveje, om ikke der skal laves lidt om på det, så i hvert fald de vigtige – samfundskritiske dele af hele banksektoren nationaliseres, eller i hvert fald underlægges nogle helt andre og ekstremt stramme regler. Vi kan jo ikke have, at grundlæggende funktioner, der er afgørende for at samfundet fungerer, står og falder på tilfældige bankdirektørers mere eller mindre grådige spekulationer i verdensmarkederne.

Hvis stabilitet er afgørende – og det er jeg da enig i, at det er, så skal man altså ikke lægge administrationen i hænderne på nogle virksomheder (bankerne) og mennesker (ejere, direktion og direktører), som er drevet af en grådighed og gamblermentalitet, der sjældent er set lige.

Nå, men tilbage til selve bankpakken – finanspakken eller samfundspakken, alt efter smag 🙂

Såvidt jeg kan forstå på de korte meldinger, der har været om bankpakkens indhold, så er det lykkedes at få gennemtrumfet en begrænsning i direktørernes løn. Og løsningen lyder faktisk rigtig smart.

Problemet er, at hvis de satte et loft over direktørernes løn, så kunne direktørerne med rette forlade deres job med typisk 2-3 års fuld løn (før nedsættelsen!) – da lønnedgangen naturligvis ville være et alvorligt kontraktbrud. Og så var der jo ikke sparet noget. Løsningen, som jeg forstår det, har så været at reducere fradragsretten på direktørlønninger gevaldigt – så de banker der giver deres direktører mere end 2,5 millioner om året kommer til at æde det af overskudet. Det skal nok motivere til at få set lidt på om de løninger nu er helt som de skal være … I alle fald en skide smart løsning, må man sige.

Jeg kan iøvrigt meget godt lide, at løsningen rammer bankens ejere. Det er jo ikke bankdirektørerne der er skurken i forhold til lønnen – de har bare forhandlet den bedst mulige løn hjem. Men måske har nogle af dem så bare været lidt for gode til at forhandle – og nogle bestyrelser lidt for dårlige til det. Det er bestyrelsens ansvar.

Det spændende bliver så, om de 100 milliarder kroner der med bankpakke 2 bliver stillet til rådighed for bankerne faktisk kommer ud og arbejde. Og til hvilke renter. For der er noget jeg ikke helt forstår med den her bankpakke… Hvis bankerne skal ud og betale 10% til staten for disse lån, hvad kommer en kassekredit til en dansk tømre så til at koste? Og hvad bliver prisen på et bil- eller boliglån til en almindelig familie?

Det er muligt der er nogle forhold her jeg ikke kender til, men for mig at se ender det da meget let med nogle ekstremt dyre lån. Jeg kan huske dengang jeg startede min første virksomhed i midten af 80’erne og lånte 250.000 kroner. Dengang var renten over 18%. Det var altså ikke sjovt, skal jeg lige hilse og sige!

Selvom jeg i dag slet ikke benytter mig af bankkreditter – det har jeg ikke gjort i mange år, så kan jeg sagtens unde dem der skal have ny bil eller er ved at købe hus nogle rimelige lånevilkår.