IRTA – model for søgemaskineoptimering
Jeg kom pludselig i tanke om at jeg faktisk aldrig, såvidt jeg husker, har skrevet om IRTA-modellen her eller på Joyzone. Nogle gange glemmer jeg helt at fortælle om de mest åbenlyse ting, som jeg bruger næsten hver dag i mit arbejde – og IRTA-modellen er bestemt en af dem.
IRTA er en forkortelse for
- Indexing
- Ranking
- Traffic
- Action
Det er de 4 trin som søgemaskineoptimering helt grundlæggende handler om.
Først skal vi have siderne indekseret – hvis ikke dine sider er fundet af søgemaskinerne, de har crawlet dem og lagt dem ind i deres indeks er der jo ikke noget at ranke eller få besøg på.
Herefter skal vi have siderne der er i indekset til at ranke godt på relevante søgninger. Det er ikke nok at de er i indekset hvis ingen kan finde siderne på de relevante søgninger de laver.
Når siderne er indekseret og ranker godt på vigtige relevante søgninger skal vi have noget trafik – nogle besøgende. Du vil måske undrer dig over at dette er et punkt for sig, for når man ranker godt får man vel også masser af besøg, ik? nej, det er langt fra sikkert. Dels kan det være at der ikke er ret mange der søger på det man ranker på eller det kan være at dine “fremtoning” i søgeresultaterne bare ikke er ligeså “flot” som dem der ligger over og under dig. Det hjælper ikke at ranke godt, hvis alle dem omkring dig fremstår bedre – så “stjæler” de al opmærksomheden og brugernes kliks.
Når du så endelig har fået jaget nogle relevante besøgende over på dit website skal de gerne handle som ønsket – foretage nogle “actions” (kontakte dig, købe noget fra sitet, tilmelde sig dit nyhedsbrev eller hvad dine mål ellers måtte være …). Det gælder naturligvis for alle besøgende at du gerne vil have nogle “actions” ud af dem – uanset om de kommer fra søgemaskinerne eller ej. Men, når de kommer fra søgemaskinerne er der nogle særlige forhold, som man med fordel kan tage specielt hensyn til.
IRTA-modellen blev oprindeligt “opfundet” af min gode ven og tidligere kollega i Marketleap (USA) Derrick Wheeler. Omend den kan virke meget simpel er det klogt at tage udgangspunkt i den i al den søgemaskineoptimering du laver. Alt hvad du laver skal kunne passes ind i en af 4 kasser og opgaverne skal, ideelt set, løses kasse for kasse for at få de bedste resultater. Først sikring af indeksering, så forbedring af ranking, sikring af relevant trafik og til sidst de afgørende actions.
Rasmus Fredslund skriver
Det er jo så simpelt som det kan være, og alligevel får det en til at tænke lidt over om man har gjort det rigtigt.
Tak fordi du delte denne lille simple model, den vil jeg prøve at huske næste gang jeg forsøger mig med seo på en af mine hjemmesider.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Ja, IRTA er en meget simpel men uhyre vigtig model. Alt efter hvilke typer af sites man arbejder med kan man så vende og dreje modellen og vægte den optimalt i forhold til den valgte strategi. For store dynamiske websites er det f.eks. ALTID en god ide at tage modellen slavisk fra en ende til den anden, hvorimod mange mindre virksomheder og sites ofte vælger at “spare” det første led over.
Mange af de services og produkter du finder på SEO-markedet bærer også præg af dette – ofte sælges produkter direkte ind til punkt to: Ranking, uden hensyntagen til eventuelle indekseringsproblemer – eksisterende eller potentielle. Går det godt kan det være billigere, går det dårligt er det noget hø! Men sådan er det jo altid, når man springer hurtigt over de indledende øvelser i projekter – dropper tegningerne og bare bygger huset, glemer opskriften og bakser noget sammen, sparer analyserne og håber på man gætter rigtigt… SEO er ikke anderledes end så meget andet på det punkt.
Anette Nielsen skriver
Hej Mikkel,
Jeg synes nu modellen er rigelig simpel… den går meget isoleret på optimering, og alt for let (for min smag) hen over kommunikationsaspektet i det. At konvertere Trafik til Action er jo ikke noget der bare sker af sig selv….
Ind i mellem må man stadig regne med de gode gamle (og ofte udskældte) AIDA-trin: 1) Få opmærksomhed (Attention) = ‘sælg’ dit indhold ordentligt i søgeresultaterne, 2) Interesse og 3)Ønske (Desire) – og først derefter får man brugerens Action.
Jeg ved godt det ikke er SEO, som sådan – og at det er noget ‘bøvl’, fordi det ikke kan måles, i modsætning til Trafik og Action 🙂
Jeg mener bare det er vigtigt ikke at se SEO og indhold som uafhængige størrelser – for det er i sidste ende indholdet, brugerne komme efter.
Mikkel deMib Svendsen skriver
Dette er ikke en kommunikationsmodel, men en model for søgemaskineoptimering. Jeg er ikke enig i at modellen bør indeholde alt muligt andet, for det vil blot defokusere den og gøre den mindre simpel og anvendelig.
Claus A skriver
Jeg kan se, at artiklen er af ældre dato, så… er det ikke i dag en standard tilføjelse til ovenstående, at forudsætningen for punkterne 1 og 2 er pkt. 0: Indhold.
Udne indhold ingen indeksering, og uden indhold ingen (eller kun dårlig) ranking?
Er indholdsgenerering værd at bruge tid på af hensyn til søgemaskiner? (Jeg ved godt, at det i sig selv er det, som skal bære sitet og give værdi for brugeren).
Mikkel deMib Svendsen skriver
Det ser ud til du har misforstået IRTA-modellen lidt 🙂
IRTA-modellen er rigtig nok af ældre dato, men den er absolut ligeså præcis i dag, som den altid har været. Det er derfor det er sådan en god model.
“Indhold” er ikke et punkt 0, men derimod et element der kan optræde under såvel Indexing (I), Ranking (R), Traffic (R) og Action (A)
Det samme kan siges om mange andre elementer – f.eks. links, som er endnu vigtigere end indhold.
Så IRTA-modellen skal ses som en model for, hvilke udfordringer der skal løses – sider skal indekseres, de skal rankes, folk skal klikke på dem i søgresultaterne og deres besøg skal skabe den ønskede action.
Hvad der så kræves for at opfylde udfordringerne for hvert af disse punkt skifter så over tid.
Og hvad kan man så bruge det til?
Det kan man bruge til at pejle sig ind på, hvor ens eventuelle problemer hører til, så man angriber dem på den rigtige måde.
Hvis man f.eks. har et problem med, at ens sider slet ikke bliver indekseret, så er det de elementer der hører til i denne kategori, som man skal se på – så hjælper det ikke noget at stirre sig blind på forhold, der hører til i f.eks. “Ranking” kategorien.
Det hjælper heller ikke at skifte olie på din bil når den ikke vil køre, hvis hoved-problemet i virkeligheden er, at alle fire hjul er afmonteret 🙂