Web Analytics rapporter giver i sig selv ingen værdi! -Jim Sterne

Jim Sterne - Web AnalyticsWeb Analytics er heldigvis blevet rigtig godt udbredt. Desværre bruges det af langt de fleste helt forkert. Eller rettere sagt, det bruges faktisk slet ikke, som andet end det jeg vil kalde “pynt”. Det ser fint ud til strategimøderne at kunne fremvise nogle farvestrålende Web Analytics rapporter. Men det flytter ikke spor!

Jeg har forsøgt i årevis, at overbevise mine kunder, og hvem som helst der iøvrigt gider at lytte, om det simple faktum, at Web Analytics rapporter i sig selv ingen som helst værdi giver til din virksomhed. Man kan fodre svin med de stabler af rapporter, der hver dag produceres og som næsten ingen læser og endnu færre handler på!

Jim Sterne er en af mine rigtig gamle venner i branchen. Han har arbejdet med Web Analytics lige så længe som jeg har arbejdet med søgemaskiner og SEO. Så han ved en forfærdelig masse om hvordan Web Analytics bør bruges. Jim er desuden en rigtig god taler. Så det var fornuftigt, at SMX havde valgt ham som keynote taler til åbningen af SMX London i år.

En af de meget vigtige pointer, som Jim Sterne forsøgte at trænge igennem med i sin keynote tale var, at Web Analytics rapporter ikke er noget værd i sig selv. Det eneste Web Analytics kan er, at hjælpe dig med at filtrere, analysere og visualisere trafikdata fra dit website. Og det er såmænd også vigtigt nok. Men, der skal som sagt mere til, for at der skabes nogen som helst rigtig værdi.

Det der skal til er tankevirksomhed og handling!

Tankevirksomhed – analyser dine Web Analytics rapporter

Web analytics kan som sagt kun vise os nogle tal på en overskuelig måde. Visualisere dem og gøre dem mere overskuelige og sammenlignelige over tid. Web Analytics kan kun i meget ringe grad fortælle os om det der måles er et problem, eller godt som det er – og Web Analytics kan i endnu mindre grad fortælle os hvordan problemerne i givet fald løses. Det kræver en analytisk og kreativ indsats fra et kvalificeret menneske.

Det første du skal gøre er, at forstå meningen med de tal du kan få via dit Web Analytics program. Måske bruger du Google Analytics. Her skal du se på de rapporter du kan få – og måske skal du overveje at lave nogle filtreringer eller brugerdefinerede rapporter. Der er mange muligheder med Google Analytics – hvilket der også er i de fleste andre Web Analytics programmer. Se på rapporterne og lær meningen med de tal der vises.

Når du har fået en bedre forståelse for alle de tal, der kommer ind, kan du begynde at dykke ned i områder, som er vigtige og som du gerne vil se på om du kan forbedre.

Et eksempel på noget du måske gerne vil se lidt nærmere på er, hvordan den stigende mængde af brugere, der besøger dit website fra mobile enheder bruger dit website. Bruger de mere eller mindre tid på sitet, ser de flere eller færre sider, køber de mere eller mindre osv. Hvis de mobile brugere er langt mindre aktive end de andre brugere, eller der er enkelte områder som halter, så kunne det være et tegn på, at dit website ikke fungerer så godt for de mobile brugere, som det burde. I så fald burde du som minimum starte med at læse den artikel om Mobil SEO, som jeg skrev forleden dag – og så iøvrigt se, at komme igang med noget optimering.

Når du har identificeret, og funden en passende Web Analytics rapport der kan belyse problematikken, så er det tid til at bruge dine kreative evner. For nu skal du, og dit team eller eksterne rådgivere, igang med at finde mulige løsninger på problemerne. Måske skal du i ovenstående tilfælde overveje at lave et 100% RWD site, så alle brugere – både på desktop, tablets og mobile enheder for en optimal oplevelse.  Måske er det bare nogle små justeringer skal til, så bliver 90% af dine mobile brugere gladere. Det skal du finde ud af og til sidst vurdere, hvad du vil sætte ind med.

Handling – implementer dine løsninger

Når du har lavet en plan for hvilke ting det er du gerne vil forbedre, så skal det føres ud i livet. Hverken Web Analytics rapporter eller implementeringsplaner skaber merværdi. Det gør handling – hvis man altså handler rigtigt.

Først når det er sket, og det har fået tid til at virke giver det mening at tjekke resultaterne og tage en ny omgang optimering.

Få en fast rutine med dine web analytics

Jeg har gennem mange år anbefalet – i artikler, bøger, på konferencer og i undervisning, en arbejdsmodel er som er meget simpel, men utrolig effektiv. Det er en model som alle burde kunne finde ud af at anvende. Nogle vil have brug for assistance med den kreative del – at finde frem til problemerne og ikke mindst løsningsmodellerne. Andre kan klare det hele selv.

Der er 4 trin i denne model:

  1. Web Analytics rapportering
  2. Analyse af Web Analytics rapporterne
  3. Udarbejdelse af planer for forbedringer
  4. Implementering af forbedringer

Efter punkt 4 starter du forfra. I næste runde skal du først se om de forbedringer du har lavet siden sidst har ført til den ønskede fremgang – i forhold til den data der måles på og rapporteres. Hvis ikke – eller hvis ikke det er nok, så må du på den igen, tænke kreativt over hvad der mon så skal gøres. Mere af det samme eller noget andet? Hvis ikke der er så meget, kan du evt. udvide dine analyser og inddrage flere problematikker.

Jeg vil normalt ikke anbefale, at du kaster dig over alt for forskellige optimeringsprojekter ad gangen. Det er vigtigt at du har kapacitet til at tage hvert eneste optimeringsprojekt død-alvorligt. Der skal fokus på og knokles, hvis du vil opnå rigtig gode resultater. Det er som regel bedre at tage nogle få issues ad gangen og så langsomt få arbejdet sig igennem det hele.

Hvor ofte du skal køre denne model igennem afhænger bl.a. af, hvor mange resourcer du har mulighed for at afsætte til det, hvor aktivt dit marked er og hvor hurtigt du kan behandle nye projekter. Nogle kører en gang om måneden, nogle en gang i kvartalet. Meget få gør det oftere end 1 gang om måneden, eller sjældnere end 1 kvartal.

Det er en virkelig simpel model. Og det er det som gør den så god. Alle kan følge den, hvis de synes det er vigtigt nok. Og det er det! Men det kræver at du stædigt holder ved, måned efter måned følger op, retter til, dykker ned i nye områder og får implementeret nogle løsninger. Til gengæld kan jeg med 100% sikkerhed love dig, at du med denne model kan komme meget, meget langt med optimeringen af dit website – skabe mange flere tilfredse besøgende og langt mere værdi.

Du kan altid lave tingene mere avanceret senere, hvis du får lyst til og behov for det. I første omgang er det afgørende, at du frem for bare at sidde passivt og se på dine Web Analytics rapporter, får indarbejdet en fast rutine for både analyser og implementering af forbedringer.

Hvis du er usikker på, hvordan du kommer igang med denne model, og sikrer at den løbende holdes igang kan jeg og mit team på deMib.com naturligvis hjælpe dig. Vi kan assistere både med etablering, løbende styrring af modellen og kreative bidrag til de konkrete løsninger til forbedringer.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (Ingen har stemt endnu - vær den første!)
Loading...
Om Mikkel deMib Svendsen

Mikkel deMib Svendsen har arbejdet med søgemaskiner siden 1996 - både med drift af søgemaskiner, med udvikling af søgemaskineteknologi og ikke mindst med rådgivning af virksomheder i hele verden. Hvis du har brug for rådgivning om SEO så klik her og læs mere.

Comments

  1. Tommy Mikkelsen skriver

    Tak for en god artikel igen…

Speak Your Mind

*