Googles historie: National Geographic – Inside Google (video)

Google foundersUanset hvad du måtte mene om Google kommer man ikke udenom, at deres historie – som virksomhed og Internetfænomen, er utrolig spændende. Deres position som historiens mest succesfulde søgemaskine er ikke til at komme udenom.

National Geographic har lavet en 45 minutters lang udsendelse om Googles historie, med optagelser og interviews fra både Googleplex – Googles hovedkvarter i Silicon Valley, Rusland og Kina. Den vil jeg anbefale alle, der har den mindste smule interesse i Google og Internet, at se …

Google Menlo Park GarageHistorien om Google har mange facetter. En af dem der fascinerer mig mest er iværksætterhistorien, om de to Standford studerende, Larry Page og Sergey Brin, som dropper ud af deres studier for at starte Google i en garage. Ja, Google startede faktisk i en ydmyg garage, som de lånte mod at ejeren fik nogle procenter i selskabet. Den byttehandel er ejeren vist ret godt tilfreds med i dag – blot få år efter var procenterne i selskabet mange millioner dollars værd.

Craig Silverstein var Googles første ansatte. Han fik rollen som CTO – den tekniske leder. Jeg kan huske, at jeg første gang mødte ham for over 10 år siden. Det var dengang branchen var ganske lille. Vi blev hurtigt gode venner og havde mange interessante samtaler om search. I 2001 inviterede jeg ham til Danmark for at deltage på Search Engine Strategies konferencen i København, som jeg sammen med Danny Sullivan og min kollega i USA, Detlev Johnson organiserede. Som de andre helt tidlige medarbejdere fik også Craig en pæn portion aktier i Google, der ved deres IPO kun ganske få år senere gjorde ham yderst velhavende.

Google1998Til at begynde med var Google meget simpel – en (meget) hvid side, med en simpel søgefunktion, 10 blå links og absolut ingen reklamer. For dem af os der var på Nettet dengang vil huske, så var de øvrige, og dengang meget større, konkurrenter som AltaVista, Excite, Yahoo og HotBot overklistret med grafiske og animerede reklamer. Google fremstod i kontrast til dette ekstremt rent, hurtigt og enkelt. Det tiltrak mange, der var trætte af de reklametunge alternativer.

Det sjove er så, at Google formåede at bevare sit image som “den reklamefri søgemaskine” lang tid efter de faktisk introducerede deres tekstreklamer – AdWords. Det har jeg altid ment var en fantastisk markedsføringspræstation. Faktisk var Google, allerede kort tid efter deres introduktion af AdWords blevet den søgemaskine med absolut flest reklamepladser, men alligevel opfattede mange dem stadig som “den reklamefri søgemaskine”. Det er flot.

Gogle: Don’t be evil

Google voksede hurtigt, men meget ulig andre “almindelige” virksomheder. Google ville ikke være som alle andre og meget tidligt blev de derfor enige om, at arbejde efter et meget enkelt slogan: “Don’t Be Evil”. Jeg ved godt det kan virke temmelig højpandet, lidt for intellektuelt og en anelse naivt. Jeg har også ind imellem gjort lidt grin med det. Men jeg ved med sikkerhed, at det faktisk var de tidlige Googlers intention at udvikle firmaet ud fra dette simple mantra. De ville gøre verden til et bedre sted og undgå, på deres vej, at gøre noget ondt. Og det synes jeg sådan set de skal have ros for.

Men, som vi alle ved, voksede Google, blev et børsnoteret selskab og med de mange aktiviteter, krav om at tjene flere penge og vækste har der været mange situationer, hvor man med rette kan spørge, om de nu også helt har fulgt deres eget slogan. Deres aktiviteter i Kina var et af de områder de, med rette, fik meget kritik for. Mange mente ikke, at det at filtrere informationer på krav fra en diktaturstat, var foreneligt med en “don’t be evil” strategi. Der var også, med rette, megen kritik af Googles bog-scanningsprojekt. Og mange blev mindst ligeså oprørte, da Google begyndte at filme ind over folks hække til deres Street View produkt. Senest har der rejst sig meget kritik af Googles skattetænkning, der f.eks. i Danmark betyder, at op imod 2-3 miliarder annoncekroner nu er trukket ud af Danmark, og havner i Irland – uden dansk beskatning.

Google begyndte også hurtigt at sprede deres aktiviteter udover almindelig traditionel websøgning. De udviklede dels selv en masse produkter og så købte de sig til andre – så som YouTube, Picassa og Writely (der ændrede navn til Google Docs).

Bliver Google nogensinde sociale?

Hårdt presset af succesfulde sociale medier som Facebook og Twitter indså Google også på et tidspunkt, at de måtte bevæge sig ind i det sociale område. Men det viste sig, og viser sig stadig, som en kæmpe udfordring!

Hen imod slutningen af National Geographic filmen bliver dette også belyst. Google er, som selskab og den natur de ansatte har, et akademisk projekt. De er optaget af, at gøre verdens informationer mere tilgængelige og gøre folk klogere. Alt det der ligegyldige snik-skak, som de sociale medier byder på, interesserer dem dybest set slet ikke. Jeg tror de fleste af dem synes det er lidt spild af tid. Google er af natur ikke social. De brænder ikke for Nettets sociale muligheder på samme måde som de brænder for de akademiske udfordringer i informationssøgning.

Det er efter min mening også derfor, det har været så forbandet svært for Google at blive stærke på de sociale medier. De startede med Orkut – deres første sociale netværk. Det blev stort i Indien og Sydamerika, men i resten af verden blev det stort set ikke brugt. Nu har de så Google Plus, som de godt nok har fået rigtig mange brugere på – for man får jo en Google Plus profil automatisk, hvis man registrerer sig på et af Googles andre produkter, men de har stadig meget svært ved, at få brugerne til at blive ligeså engageret som på Facebook og Twitter.

Om det lykkes for Google at blive rigtig sociale – om Google Plus nogensinde ender med at blive ligeså succesfuld som social platform, som Facebook og Twitter kan jeg stadig godt have min tvivl om. Men på den korte bane er der ingen tvivl om, hvor meget det kan hjælpe dig med SEO, at være aktiv på Google Plus, så alene ud fra den betragtning bør du naturligvis, som marketingansvarlig, engagerer dig selv og din virksomhed i Google Plus. Men på lidt længere sigt er jeg fortsat meget i tvivl hvor det ender.

Se filmen nedenfor. Den varer ganske vist 45 minutter, men det er det hele værd – og på sådan en søndag som i dag er det da en god måde, at slappe lidt af på, hvis du er en ægte søgemaskinenørd, som jeg 🙂

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (4 votes, average: 5,00 out of 5)
Loading...
Om Mikkel deMib Svendsen

Mikkel deMib Svendsen har arbejdet med søgemaskiner siden 1996 - både med drift af søgemaskiner, med udvikling af søgemaskineteknologi og ikke mindst med rådgivning af virksomheder i hele verden. Hvis du har brug for rådgivning om SEO så klik her og læs mere.

Skriv kommentar

*