Mobile First – en (SEO) strategi der virker!

Mobil Website SEOJeg er jo så gammel og har været i online branchen så mange år, at jeg kan huske de første gange det blev annonceret at NU kom den mobile revolution. Ulven kommer!

Første gang var vist med den helt store satsning: WAP. Kan du huske det? Du skal ikke være ked af det hvis du ikke kan, for i alle fald er det dødt og borte nu. Godt det samme, for det var noget lort.

Den mobile revolution kom ikke, som annonceret de første mange gange. Men nu er den her! Nu skal man være mere end almindelig naiv, hvis man stadig tror, at den mobile revolution bare er løse røgter eller en midlertidig dile.

De fleste websites oplever i dag tæt på 50% mobiltrafik – og nogle endda flere. Og der er intet der tyder på at den udvikling vender lige med det samme.

Det fører så meget naturligt til spørgsmålet, om ikke det er ved at være på tide, at mange flere websites lanceres med en “Mobile First” strategi … Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg.

Den mobile revolution er kommet. Punktum!

Nedenfor kan du se et eksempel på trafikudviklingen på et større Dansk website.

I 2010 havde sitet kun ca. 3% besøgende fra mobile enheder. Nu ligger det samlet set på over 50%. Faktisk er det kun lidt under 30% af trafikken på det website som i dag er ren desktop – resten er enten mobiltelefoner eller tablets!

Mobil udvikling

Ovenstående er slet ikke noget usædvanligt billede. Flere og flere oplever, at desktop-brugerne er ved at komme i mindretal.

Mobile First – fokuser på der hvor brugerne er!

Set i lyset af udvikligen er det påfaldende, at stort set alle fortsat laver websites på samme måde, som før denne mobil-revolution. Det er stadig en desktop version der tages udgangspunkt i og så “skæres den ned” til en mobilversion bagefter. Ofte med venstre hånd – eller den smule der er tilbage af budgettet.

Men når nu de fleste brugere er på mobilen, og det er der væksten er størst, hvorfor så ikke starte med mobilversionen – Mobile First, bruge alt det bedste man kan på den mobile enhed og så bagefter “skære den ned” til en desktop version (for det faldende mindretal, der stadig hænger fast på kontoret).

Pointen ved at lave et website er vel at servicere folk der hvor de er. Det var jo også det, som i første omgang gjorde, at vi overhovedet fik lokket virksomhederne på Nettet: Det var her deres kunder strømmede hen. Nu strømmer de så over på mobilen og vi skal naturligvis følge med! Ikke som noget vi lige putter ovenpå vores “rigtige” webløsning, men som noget der tænkes ind fra starten.

Det giver mere og mere mening med en Mobile First strategi, i mine øjne.

Optimer dit mobile website til søgemaskinerne

Uanset hvilken prioritering du giver din mobile løsning – om det er Mobile First, eller second, så bør du i alle fald sikre, at den løsning du laver er godt optimeret til søgemaskinerne. For i samme takt som brugerne er rykket over på mobile enheder, i samme takt er Google begyndt at justere søgeresultaterne.

Så kort fortalt: Hvis dit website ikke er mobilt optimeret, så vil det heller ikke ranke i søgninger, som mobile brugere laver.

Du kan læse mere om, hvordan du optimerer dit website til mobile brugere her.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (3 votes, average: 4,67 out of 5)
Loading...
Om Mikkel deMib Svendsen

Mikkel deMib Svendsen har arbejdet med søgemaskiner siden 1996 – både med drift af søgemaskiner, med udvikling af søgemaskineteknologi og ikke mindst med rådgivning af virksomheder i hele verden. Hvis du har brug for rådgivning om SEO så klik her og læs mere.

Kommentarer

  1. Jeg er grundlæggende enig med dig, men dit postulat om, at et website der ikke er mobiloptimeret ikke vil ranke på mobile enheder, holder altså ikke 🙂
    Det er muligt det bliver sådan med tiden, men i skrivende stund har jeg ikke kunne se nogen forskel om jeg søger fra mobil eller desktop, men jeg vil da gerne se et par eksempler hvis du har nogle? 🙂

  2. Godt indlæg!
    – Jeg har set flere eksemepler på folk der markedsfører sig lidt uden at have nogen god grund til sine handlinger. Altid vær der hvor kunderne er 🙂

  3. Hej Mikkel

    Jeg er til dels enig med dig, men ægget kom før hønen.
    Folk køber/bestiller stadig klart mest på desktop versionen.
    Derfor giver det stadig mening at fokuser der først lidt endnu.

    /Frederik

    • Det er rigtigt, at de fleste stadig oplever flest konverteringer på desktop, men pas på med at lad dig narre af det tal …

      For dels er problemet jo, at man mange steder slet ikke kan gennemføre transaktioner på mobil. For de fleste sites fungerer fortsat for ringe der

      Og dels, og det er meget vigtigt, så er der en tendens til, at folk researcher på mobil, men handler på desktop. Så hvis du ikke findes på mobil indgår du slet ikke i den research der efterfølgende fører til en handel

  4. Som du selv skriver, så tror jeg klart at meget research foregår på mobilen. Det kan jeg selv se på min egen kæreste. Hun sidder og surfer utrolig meget på mobilen i sofaen, sengen og andre steder. Men når der så for alvor skal bestilles noget hjem, så hiver hun lige computeren og dankortet frem og så gennemfører købet dér.

  5. Super indlæg Demib! Det bliver interessant at følge andre sites brugervenlighed ift. transaktioner over mobilen. Jeg er enig i, at konverteringer over mobilen ligesom trafikudviklingen fra 2010 vil stige med tiden. Vi venter vel bare på det store gennembrud? Meget spændende – Vi får se 🙂

Skriv kommentar

*